Læsetid: 7 min.

’De kan alle sammen drikke en kold bajer og spise en frikadelle’

DR vil gennemføre et generationsskifte i tv-dramatikken, og dermed er det slut med faderopgør, klassekamp og modernitetsangst. Brødrene Thorsboe, som de seneste 20 år har domineret fortællingen om Danmark og danskerne på tv med serier som ’Taxa’, ’Krøniken’ og ’Rejseholdet’, er begyndt at få nej til deres ideer. Nu er det på tide, at manuskriptforfattere med kendskab til det moderne menneskes psykologi tager over, mener eksperter
Det er den lille mands Danmark, som brødrene Thorsboe har tegnet gennem dansk tv-dramatik, de seneste 20 år – blandt andet i ’Krøniken’, mener lektor i medievidenskab Peter Schepelern. ’Det er den lille mands synspunkt, der bliver hyldet, og selv om nogle af personerne er overklasse, er det hos den lille mand, sympatien ligger’, siger han.
28. november 2013

Kameraet følger et par lastbiler i skumringen, panorerer henover vandet, over Storebæltsbroens pyloner og forbi en tankstation et hvilket som helst sted i Danmark. Et gerningssted filmet i nattegrønt afløses af Ingrid Dahl, der får selskab Fischer og La Cour. Det hele akkompagneres af den dystre intromusik, der indikerer, at noget er galt et sted i Danmark. Men nationen kan være helt rolig. Rejseholdet er på vej, og det er en Thorsboe, der har skrevet manuskriptet.

Faktisk har danskerne gennem 1990’erne og 2000’erne sjældent kunne sætte sig til rette til søndag aften uden, at de har været i selskab med minimum en af brødrene Thorsboe.

Først skrev de sammen serien Landsbyen. Siden gik de som manuskriptforfattere hver til sit, og Peter Thorsboe tog sig af at skrive krimierne Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne, mens bror Stig skrev Taxa og Krøniken. Flere af serierne er i øvrigt skrevet i samarbejde med deres respektive hustruer. Mai Brostrøm og Hanna Lundblad

Men for nylig kom det frem, at man i DR har besluttet sig for et generationsskifte. Brødrene Thorsboe er begyndt at få nej til deres ideer fra DR, og dermed er der sat punktum for 20 års tv-æra.

»Der er en generation, der er færdig med at fortælle historier – i hvert fald i DR-regi,« som Nadia Kløvedahl Reich, fiktionschef i DR, i sidste uge sagde til Politiken.

Det socialdemokratisk Danmark

Men hvad er det for et billede af Danmark og danskerne, som Thorsboe-brødrene har tegnet de seneste 20 år? Det er den lille mands land, hvis man spørger lektor i medievidenskab Peter Schepelern.

»Det er et godt gedigent socialdemokratisk Danmark, de præsenterer i for eksempel Krøniken. Vi følger en ung kvindes (fortællingens Ida red.) frigørelseshistorie, og med socialdemokratisk optimisme ser man frem til, at samfundet udvikler sig og bliver bedre. Det er den lille mands synspunkt, der bliver hyldet, og selv om nogle af personerne er overklasse, er det hos den lille mand, sympatien ligger,« siger Peter Schepelern.

»Akademikeren, for eksempel Troels Lyby i Krøniken, fremstilles som en kujonagtig negativ person. Akademikere er i det her univers nogle arrogante røvhuller.«

Det er journalist og filmanmelder på Politiken Henrik Palle enig i. »Danskerne er et samlet folk i brødrene Thorsboes fortællinger. De er gode socialdemokrater. De kan alle sammen drikke en kold bajer og spise en frikadelle. Det er kolonihave-Danmark.«

Og når der skal sættes gang i den socialdemokratiske idyl, er det den samme slidte katalysator, der bliver grebet efter, fortæller Erik Svendsen, lektor ved Roskilde Universitet: »Motoren for dramaet er altid patriarkens fald, og jeg mener, man sidder fast i den problematik i stedet for at give det faderløse samfund plads.«

Inspireret af Erik Balling

Brødrene Thorsboe gik på Filmskolen i 1970’erne og stod i mesterlære hos folkekomediens mester Erik Balling, og netop den folkelige arv fra Balling er tydelig, hvis man spørger Henrik Palle.

Men det er et folkeligt Danmark, der i brødrene Thorsboes version står over for en gryende modernisme, hvilket krystalliserer sig i en arketypisk problemstilling, som ifølge Henrik Palle er tematikken i de fleste serier, der har en Thorsboe bag manuskriptet.

»Deres udgangspunkt er fortællinger som Huset på Christianshavn og Matador. Det her folkelige Danmark, der ikke længere eksisterer. Det handler altid om en truende modernitet, som man forsøger at afværge – hvad enten det er Krøniken, Taxa, Ørnen eller Livvagterne. Og deres arketype er mennesker, der har svært ved at få privat- og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed. Det er en meget skematisk måde at lave fjernsyn på,« siger Henrik Palle og sammenligner grundfortællingen i Taxa med en klassisk Morten Korch-film.

»Krone Taxa er den her lille gård, Poul Richardt er vokset op på, mens Herman og City-bilen er den onde modernitet, som Morten Korch er repræsenteret ved advokaterne fra byen. Det er en meget gammeldags måde at se samfundet på,« siger Henrik Palle, der understreger, at brødrene Thorsboe kan deres filmhåndværk, og at de gør det effektivt og godt.

Gennembruddet

Brødrene Thorsboe har efterladt et uomtvisteligt aftryk på vores forhold til tv-drama, og da Taxa rullede over skærmen for første gang i september 1997, var det ikke kun gammel Morten Korch-skematik og fadermord i nye biler. Det var også et vendepunkt for dansk tv-dramatik.

Blikket blev ikke længere rettet mod BBC’s tv-produktioner, i stedet for blev inspirationen søgt på den anden side af Atlanten. DR’s dramaafdeling tog til USA, hvor de blandt andet besøgte Fox Studios, og Filmskolen fik besøg af manuskriptforfattere fra USA, der fortalte om, hvordan de laver politiserier.

»Taxa var et markant gennembrud for brødrene Thorsboe, men også for dansk tv-dramatik generelt. Med Taxa kom det håndholdte kamera ind i tv-dramatikken, og man fik en dansk tv-serie, hvor dialogscenerne ikke var altafgørende. Og ikke mindst kom actionen til tv’et,« som Peter Schepelern formulerer det.

Og ifølge Eva Novrup Redvall, der er adjunkt i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og aktuel med en bog om DR’s søndagsdramatik, er det ikke tilfældigt, at det var brødrene Thorsboe, der gjorde tv-dramet stuerent og tog det til nye højder.

»De var nogle af de første til at tage tv-mediet seriøst. De gik på Filmskolen i en tid, hvor ingen tog tv-dramaet seriøst, men med Landsbyen og Taxa fik de gang i nogle af de første lange, karakterbårne serier herhjemme og var med til at bane vejen for den succes dansk tv-dramatik har i dag,« siger hun.

Og den amerikanisering og professionalisering af dansk tv-dramatik, der foregår sidst i 1990’erne, kan i høj grad tilskrives brødrene Thorsboe, mener Peter Schepelern, som samtidig noterer sig, at dramaturgien fra Taxa stadig hersker i samtidige produktioner. »Man kan ikke tænke sig Forbrydelsen uden Taxa og Rejseholdet,« siger han.

International kriminalitet

Det virkelige Rejsehold, som Peter Thorsboe besøgte, inden han skrev Rejseholdet, havde ingen Lars Bom til at køre sig rundt i landet. De havde for den sags skyld heller ikke noget mobilt kontor af en forvokset lastbil. Faktisk synes Rejseholdets rigtige efterforskere, at det var en anelse fjollet, det Peter Thorsboe havde i tankerne, men han fik alligevel lov til at komme igennem med de ideer, han havde med hjem fra USA.

Og med Rejseholdet fik tv-produktionerne et internationalt udsyn, der kom til at karakterisere de senere værker af især Peter Thorboe. Fischer kom på FBI-skole, I Ørnen må Halgrimm og co. bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og i Livvagterne er det så den internationale terrorisme, der melder sig. I takt med at globaliseringen tager fart efter Murens fald, kommer dette også til udtryk i dramatikken, og Erik Svendsen kalder udviklingen, der går fra det lokale i Landsbyen til det nationale i Rejseholdet og det internationale i Livvagterne og Ørnen for en horisontal udvidelse af den måde, brødrene Thorsboe ser på verden på.

Men det internationale udsyn modsvares ifølge Erik Svendsen ikke af en passende dybde i skildringen af det moderne menneske.

»Karakterskildringerne ender altid i familiærpsykologi, hvilket både er seriernes styrke og svaghed. De rammer en borgerlig psykologi, som mange kan identificere sig med, men samtidig peger historierne altid tilbage mod svigt i familien. Danskerne er i Thorsboes fortællinger nok internationale, men deres primære relationer er altid familien. Man underbetoner, hvilken betydning arbejdsrelationer og venskaber har i den moderne verden.«

Nye tider

Når DR har valgt, at det er på tide at åbne vinduet og lade ny vinde blæse ind over skrivebordene i dramaafdelingen, er man – ifølge Erik Svendsen og Henrik Palle – på rette spor.

For selv om Henrik Palle gerne vil insistere på, at brødrene Thorsboe har lavet »fremragende fjernsyn«, som han formulerer det, mener han ikke, at de har fingeren på pulsen i forhold til moderne menneskers psykologi.

»Der er et blik for, at verden ændrer sig, men tematikken ændrer sig ikke. Det er stadig spørgsmålet om det vanskelige i at få privat- og erhvervsliv til at harmonere. Det handler The Sopranos jo også om. Den gør det bare på en lidt mere elegant og tidssvarende måde. Og med mere eksistentiel tyngde,« siger Henrik Palle og fortsætter: »De fortæller ikke historier om et tidssvarende Danmark, men et arkaisk Danmark. Og det går galt, når Stig Thorsboe i depressionskomedien Lykke forsøger at tage livtag med en virkelighed, som han ikke nødvendigvis har erfaring i at hudflette dramatisk. Deres erfaringsverden er et Danmark før internettet.«

I stedet glæder Henrik Palle sig over, at en ny generation med for eksempel manden bag Forbrydelsen, Søren Sveistrup, er klar til at tage over.

»Der er nogle dramafolk i kulissen, som har fingeren på pulsen, og som kan indfri kravene krav om ironi, spænding og dybere persontegning,« siger han.

Erik Svendsen er på linje med Henrik Palle og peger på, at tiden er moden til et opgør med den klassiske freudianske dramaturgi koncentreret omkring patriarkens fald og svigt i familien: »Den repræsentation af individet bliver utidssvarende i en tid, hvor der findes mange forskellige måder at være menneske på.«

Freud, patriaker, psykologi eller ej. Alle er enige om, at brødrene Thorsboe kan deres håndværk til punkt og prikke og har formået at lave seværdigt fjernsyn.

Ifølge Peter Schepelern har brødrene Thorsboe ført en tradition frem til et højdepunkt, og nu må en ny generation så tage over. Schepelern gør opmærksom på, at det også er en stor udfordring at lave primetime fjernsyn søndag aften – og at selv Lars Von Trier måtte indse, at en blanding af melodrama og komedie var det eneste, der fungerede, da han i sin tid lavede Riget.

»Udfordringen her må være at lave stor tv-kunst, som er tilgængelig og fænger. Og det kan brødrene Thorsboe. Det er mainstream, og det virker. Man kan ikke være Ingmar Bergman hver søndag aften.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bente Simonsen
  • Jens Thaarup Nyberg
Bente Simonsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

"at lave stor tv-kunst, som er tilgængelig og fænger".

Ja. Men hvis denne kunst skal tage udgangspunkt i den postmoderne individualitet, der stort set er sig selv nok, så bliver det nok ikke "stor tv-kunst". Der er en grund til, at klassikere er klassikere, og at Freud er Freud. Hvem gider se på postmoderne individualisters 'små fortællinger'? Hvad betyder overhovedet begrebet 'stor', hvis den nye standard er 'lille'. Hvem gider i længden se på private fortællinger?

Anna G Smith, Leif Høybye, Erik Jensen , Brian Pietersen, Jens Overgaard Bjerre, Christian Harder, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, ulrik mortensen, lars abildgaard, Rasmus Knus, Erik Schmidt, jens peter hansen, Karsten Kølliker, Niels Engelsted og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

»Karakterskildringerne ender altid i familiærpsykologi, hvilket både er seriernes styrke og svaghed. De rammer en borgerlig psykologi, som mange kan identificere sig med, men samtidig peger historierne altid tilbage mod svigt i familien. Danskerne er i Thorsboes fortællinger nok internationale, men deres primære relationer er altid familien. Man underbetoner, hvilken betydning arbejdsrelationer og venskaber har i den moderne verden.«
Ja, det lader til politiet har det svært med ægteskaber, pga. deres arbejde og sære venner dér.

Niels Engelsted

Taxa og især Rejseholdet var uovertrufne. Resten kunne vi godt undvære. Ikke fordi det var episke historier, men fordi de virkede konstruerede og fortænkte. Som iøvrigt også Forbrydelsen, hvor man åbenbart fandt på plottet undervejs, og hvor man efter afsløringen følte sig taget for nar. Hov, nåh, ham.

Hvis det skal virke, skal det være episk, selv om det er imod nu forældet postmodernistisk teori. Enig med Mihail. Det uendeligt store i det uendeligt små, yes, men for guds skyld ikke det uendeligt små i det uendeligt små.

Henrik Brøndum

Husk lige at eksperterne her er dem der ikke selv kan skrive til hverken teater, film eller TV - det er det de faerreste der kan.

Overså jeg noget ?

- der var vist ikke noget med , hvad seerne måske kunne have interesse i ?

erik mørk thomsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Sikkert mere tiltrængt end DR måske vil vedkende sig. Så kan man hvile sikkert i forestillingen om at der er en 'horde af individualister' som ønsker sig repræsenteret på sendefladen for fremtiden. Al for mange priser og røde løbere har ellers trukket formatet i langdrag. Jeg har selv set introen til flere men ikke set et eneste af ovenstående series afsnit til ende. Kedelige eller uvedkommende. Som da der kun fandtes en tv-kanal i Danmark. Så hvis ingen gider se den familien danmarks private lysbilledeserie på 50" plasmaskærm, må man gå mere radikalt til værks. We have the technology .... . http://www.youtube.com/watch?v=HoLs0V8T5AA

Karsten Kølliker

For mig personligt var Taxa lidt af en øjenåbner. Måden serien beskrev omgangsformer og levemåder blandt danskerne igennem det meget repræsentative tværsnit som taxa-servicen kommer i kontakt med, lidt som fluen på væggen. Måden man indenfor Krone Taxa’s familiære atmosfære (primetime TV) kom i kontakt med råheden i samfundets undergrund og de almene problemer med misbrug i mangfoldige afskygninger.

Det er muligt, at der er en arv fra Balling, men hos Thorsboe-brødrene får danskernes fiflerier en helt anden bråd, og serien viste mange aspekter af et samfund ude af balance. Og karakterne var meget troværdige, og vel at mærke ikke hierakisk organiserede. I en vis forstand den endelige udbredelse af det verdensbillede James Joyce introducerede med Ulysses. Den mangefacetterede virkelighed, hvor de forskellige karakterer hver tjener til at kaste lys over en større, mere nuanceret skildring af virkeligheden.

Det er muligvis rigtigt både for DR og Thorsboe-brødrene at stoppe samarbejdet nu, men når begrundelsen er, at Thorsboe-brødrenes ”erfaringsverden er et Danmark før internettet”, så synes jeg at DR såvel kunne rette samme kritik mod sig selv. På hvilke måder har DR ændret på sine formater som følge af internettets nye muligheder? Måske er tiden kommet til at DR blev en public-service-kanal af gavn, og ikke blot af navn.

"Krøniken" fik mig til at ønske meget mindre Thorsboe, fordi man godt ville fortælle personhistorierne, men ikke gøre arbejdet med at dokumentere detaljen i billeder. Så var vi tilbage i føljetonen fra "Landsbyen"-årene.

Hvad bliver det så?
Ska' vi ha en ny-liberal vinkling med svindel, grådighed og anarkisme?
For mig gerne, bare vi slipper for de evindelige familietrakasserier, og endeløse utroheds-, kysse- og sexscener, hvor handlingen går totalt i stå. Lad os få nogle spændende historier om noget, vi ikke har set til bevidstløshed. De findes derude.

Jens Thaarup Nyberg, Brian Pietersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Mon ikke det for DR mere handler om at 'please' Hollywood – samt udsigten til nomineringer og optrædender på 'den røde løber' dér – end om at gi' danske seere, hvad de/vi vil ha'?

"De kan alle sammen drikke en kold bajer og spise en frikadelle. Det er kolonihave-Danmark."

"… klassisk Morten Korch-film …"

– vrænger Henrik Palle fra elfenbenstårnet på Rådhuspladsen. Men måske er det i virkeligheden snarere dér, i 'kolonihave-miljøet', seerne er? Og dén virkelighed de ønsker beskrevet og gider se på?

"Men det internationale udsyn modsvares ifølge Erik Svendsen ikke af en passende dybde i skildringen af det moderne menneske."

Elitært tågesnak!

Når jeg zapper rundt på de få tv-kanaler husstandens kabelpakke giver adgang til, får jeg indblik i liv, og bliver introduceret for mennesker, som jeg – sikkert i lighed med Henrik Palle og Erik Svendsen og Nadia Kløvedahl Reich gætter jeg på – ikke kender fra eget liv og omgangskreds: "Kongerne af …", "De unge mødre", "Robinson", "Dagens mand", osv, osv. Og jeg får den tanke, at mon ikke de mennesker, der optræder dér, er langt mere repræsentative for danskere i almindelighed og tv-seere i særdeleshed end den lidt mere elitære type som kritikerne selv tilhører?

I gårsdagens Nyhederne på TV2, viste man – som et lille eksempel – et indslag med en gammel dame, der for første gang i 50 år skulle til koncert; med en tysk schlager-sanger, jeg aldrig før havde hørt om. Og der så man så en sal med et publikum på 3.000 begejstrede gæster, der sang med, svingede i takt med musikken og helt klart havde en fest.

Måske DR og kritikerne af tidligere tv-serier skulle kigge op fra egen navle og prøve at få øje på mennesker som disse koncertgængere og andre som dem?

Samt indse at et "internationalt udsyn" ikke nødvendigvis behøver at være rettet mod USA?

I det hele taget kunne man godt ønske sig meget mindre film og meget mere teater i DRs dramaproduktion. Der sker en mental afkobling, når folk fodres med en postuleret virkelighed frem for noget, der skærper egen evne til at tænke og forstå også subtile kommunikationsstrømme. Vi havde det jo engang, men det er godt nok blevet ødelagt i løbet af snart 20 år med Ingolf Gabold ved roret.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil i den grad anbefale kolonihave-miljøet. Der er en uendelig variation af historier og mennesker fra meget forskellige miljøer.

Men ok, hvis DR-drama hellere vil have ideer til fortællinger fra USA,
er det så ikke nemmere (og billigere) bare at købe nogle flere uvedkommende amerikanske serier, istedet for at fabrikere nogen selv?

Nille Torsen, Vibeke Rasmussen, Brian Pietersen, Keld Sandkvist og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Ja, jeg tror du har ret, Vibeke Rasmussen. Formentlig elsker de suset, når de nomineres til de internationale priser. Og de elsker al den positive opmærksomhed fra politikerne og erhvervslivet, som ser åbenlyse fordele i denne kunstneriske branding af DK. Det er ren win-win. Konkurrencestatens triumf.

Men igen, det er en døende tankegang. Det er min vurdering, at de unge mennesker står helt af på disse overproducerede versioner af virkeligheden. Envejskommunikationen og det traditionelle fiktionsbegreb forekommer at være i opløsning.

Personligt tror jeg stadig på kunstneren som alene og ud af egen selvfordybelse finder udtryk for nogle kollektive strømninger, men at denne kunstner skulle kunne trænge igennem en organisation som det nuværende DR regner jeg for meget lidt sandsynligt.

Jeg har før fremhævet Information.dk, som et bud på et nutidigt medium, hvor et journalistisk oplæg bliver imødegået, underbygget, kvalificeret ved læsernes egne kommentarer og referencer. Hjertet af det antikke demokrati var agoraen, og hvis ikke DR skulle være kandidat til at være det danske samfunds agora her i starten af det 21. århundrede, så ved jeg ikke hvem eller hvad skulle. Således skulle dramaafdelingen måske også stille sig til rådighed for det omgivende samfund. Men den grad af service-mindedness passer nok ikke til deres selvforståelse.

Jens Overgaard Bjerre

Som kunstner og akademiker i kommunikation, ser jeg tv's dramaserier som en slags folkelig propaganda. En forløjen hyggeagtig omgang Huset på Christianshavn. Nu vil den kloge pige, som er chef for DRs Drama-afdeling have andre historier. Det synes jeg også vil være en god idé. Men hvis landets tv-kikkere skal hænge på borgerskabets liv udpenslet i klichéer, så er det fuldstændigt ligegyldigt. Det eneste som ville kunne få mig hen til tossekassens tvangslincens betalte udsendelser skulle være, hvis man lavede udsendelser om, hvorfor DR ikke beskæftiger sig med de ca. 40 procent af befolkningen, som bor i lejelejligheder. Gerne i dramatisk form. Men det vil aldrig ske, for der er alt for mange penge, kusse og prestige i at lave tv, så den højere middelklasse vil møve sig frem med albuer og smarte bemærkninger. Desværre. Men man har da lov at håbe på en lysning en gang i fremtiden, når vi alle kan oploade tv på Internettet.

Grethe Preisler

Vibeke Rasmussen,

Hvis du er til umpa-umpa-umpapa og tysk/østrisk schlagerkultur for fuld udblæsning i det hele taget, kan det anbefales at du abonnerer på DK4-tv, som også er en slags public service-kanal.

Den er 'med i pakken' i den ejendom i provinsen, hvor jeg har min ydmyge bolig.

Jeg blev også rørt over indslaget med den søde gamle dame i i TV2-nyhederne går aftes. Men jeg tror nu hurtigt jeg ville få nok af mosten, hvis DR-tv fulgte trop og kopierede konceptet med faste programflader med Hansi Hinterseer m.fl. popidoler fra vore sydlige nabolande. Et af slagsen må række.

Er hele ideen med at have et statsfinansieret fremfor brugerfinansieret mediehus ikke netop, at man kan give en lang finger til det, folk vil se, og så lave det, de bør se?

Per Flys miniserie "Forestillinger" var rigtig god. Jeg synes egentligt også "Borgen" var udmærket.

Lise Lotte Rahbek@

"nogle flere uvedkommende amerikanske serier, istedet for at fabrikere nogen selv?"

Man fristes til at spørge hvor mange amerikanske serier du har set siden Dynasty rullede over skærmen for sidste gang?

Nu må man jo almindeligvis ikke udtale sig om USA i nogen som helst positive vendinger herinde, men der er kommet ganske mange og yderst vedkommende serier fra den front de sidste mange år.

Man kunne nævne serier som The Wire, The Sopranos og Breaking Bad, der alle bredt beskæftiger sig med ret aktuelle strømninger, menneskelige og samfundsmæssige.

Lise Lotte Rahbek

Jens Haushøj

Føl dig endelig fristet.
Jeg har set mange amerikanske serier - men sjældent nogen, som har fået mig til at følge med hver gang. Det er nøjagtig samme mønster som med artiklens danske serieemner, men de har nu også været relativt uvedkommende. For mig.
Var der andet du ville vide, eller ville du bare bjæffe lidt? :)

Lise Lotte Rahbek

"Det er nøjagtig samme mønster som med artiklens danske serieemner" - Hvad en serie som The Wire har tilfælles, mønstermæssigt, med noget som Taxa eller Landsbyen har jeg enddog meget svært ved at se.

Endnu sværere bliver det for mig om man sammenligned med serier som Game of thrones, House of cards eller Boardwalk Empire.

Ellers var der ikke andet nej - Bjæf herfra.

Lise Lotte Rahbek

Jens Haushøj

Som nævnt ser jeg ikke mange serier. De fanger mig ikke. Mønsteret er, at jeg ikke følger tvserier og formodentlig aldrig kommer til det.
Hvis du har styr på seriers form og indhold, både de amerikanske og danske og synes det er relevant, så kunne du jo levere en analyse her i tråden?
Jeg kan om nævnt ikke deltage, men måske finder du andre, som har indsigt nok til at kommentere.

Søren Kristensen

Dunkle krimier, som hovedsaglig provokerer ved udpenslet vold og efter opskriften: gæt morderen er ligesom for slidt. Der skal i hvert fald være en kant. Den svenske serie jeg ikke husker navnet på, hvor en stor del af karaktererne skulle forestille at være robotmennesker var tankevækkende, ligesom den autistiske kriminalassistent i Broen. I Taxa, Rejseholdet, Ørnen og Forbrydelsen var alle på nær morderen normale og ih hvor var det kedeligt. I Riget var de alle sammen tossede og det duer heller ikke.Thorsboe-serien "Lykke" var ikke noget uden Lars Brygmanns kejtede mellemleder. Osv. osv.

"Lykke" var en dejlig serie, må jeg indrømme (var det virkelig Brostrøm-Thorsboe?) - netop fuld af den humor og satire, vi mangler.

Vibeke Rasmussen

Grethe Preisler, jeg må indrømme, at schlagermusik ligger ret langt fra den musik, jeg selv foretrækker, men måske netop derfor var indslaget i Nyhederne lidt af en øjenåbner og en slags 'aha-oplevelse' for mig. Det har nemlig ofte undret mig, at dk4 havde så mange reklamer – og vist nok også viser mange shows? – med tyske schlager-sangere, og her fik jeg så svaret: Der findes simpelthen også i Danmark et publikum til disse kunstnere, ovenikøbet et for mig overraskende stort publikum.

Apropos dk4 så er det en pudsig størrelse tv-station med lidt af en rodebutik af skidt og kanel, professionelle og mindre professionelle udsendelser, og hvor DR mest er orienteret mod USA, synes dk4 i langt højere grad at orientere sig mod vores europæiske naboer. Og så laver de næsten saliggørende enkle, prunkløse interviews uden konstante klip, med ganske få kameraindstillinger der viser den talende, ingen der afbryder eller bliver afbrudt … men nu bevæger jeg mig vist lidt for langt væk fra emnet. :-)

Mange af de danske popnumre fra 1970erne er jo kopier/oversættelser af tyske schlagere, f.eks. Du kanst nicht immer 17 sein, Arriverdici Hans, og Drei Kleine Italier aus Napoli og mange, mange andre. Og ja, de er er populære endnu i dag....

Og i modsætning til hvad mange tror er disse sange skrevet af sangskrivere og sat i musik af klassisk uddannede komponister. Og netop derfor er de langtidsholdsbare i dag. En klassisk uddannelse fornægter sig aldrig.