Læsetid 5 min.

Kulturen må ikke blive en sutteklud

Konsekvenserne af kapitalismen er uoverskuelige. Derfor patter vi i stedet på Brødrene Prices lækre tv-mad og på Yahya Hassans håndgribelige vrede, mener dramatiker Kristian Husted og billedkunstner Ferdinand Ahm Krag, der er aktuelle med den vækstkritiske teaterforestilling ’Point Omega’. Både de og projektet Wordy Rappinghood arbejder aktuelt med at gøre kapitalismekritik til udvidet, æstetisk erfaring
Instruktør Kristian Husted og billedkunstner Ferdinand Ahm Krag står bag forestillingen ’Point Omega’. Her befinder de sig i kælderen i en nedlagt Sydbank filial på H.C. Andersens Boulevard.

Instruktør Kristian Husted og billedkunstner Ferdinand Ahm Krag står bag forestillingen ’Point Omega’. Her befinder de sig i kælderen i en nedlagt Sydbank filial på H.C. Andersens Boulevard.

Sigrid Nygaard
12. november 2013

Der står tre skuespillere i hverdagstøj i et køligt oplyst lokale i en baggård på Vesterbrogade en onsdag aften og læser højt fra et manuskript. Noget er dramatisk dialog, noget er foredragspræget monolog, et slags ordbombardement af eksempler fra Naomi Kleins kapitalismekritiske, 667 siders lange Chokdoktrinen. De taler om den neoliberale økonomis opkomst og udnyttelse af krisesituationer foran tyve tilhørere på skamler. De taler om det at ’chokke’ en økonomisk eller politisk fordelagtig forandring frem. Fra lokalets bagerste skammel læser dramatiker Gritt Uldall-Jessen regibemærkninger op ved siden af stykkets forfatter, Jun Jimbut Feng, der tager noter.

Vi er til reading, en ikke-indøvet oplæsning af Fengs manuskript, der dramatiserer dele af Kleins nyklassiker, og som er eksempel på tidens arbejde med at omforme kapitalismekritiske problemstillinger til scenekunst.

For Uldall-Jessen, der med billedkunstner Kristina Ask står for det tværæstetiske projekt Wordy Rappinghood, kan det at gestalte en sådan ’arbejdssituation’ medvirke til, at publikum lettere lader sig inddrage som positive og kritiske kommentatorer:

»’Arbejdssituationen’ opfordrer til diskussion. Vi kommer ikke med færdige svar eller faste paroler. Situationen er fra vores side gjort flydende, udsagnet er lagt ud til debat,« siger Uldall-Jessen.

»Det handler altså grundlæg-gende om at afsøge nye æstetiske formudtryk og erfaringspotentialer.«

Sydbanks krater

Politisk og økonomisk kompleksitet kræver nye æstetiske former og store spørgsmål. Også på H.C. Andersens Boulevard 37, hvor der engang lå en filial af Sydbank. Nu er lokalerne et af finanskrisens mange kratere. I kælderen står pengeboksene og gaber uden indhold. Ovenpå opføres Caféteatrets forestilling Point Omega.

Her er intet scenetæppe, men et mørkegråt institutionsgulvtæppe. Publikumsrækkerne er lavet af emblemet på en af livets undtagelsestilstande: flyttekassen. Den tomme bank er et afsæt for, men slet ikke kernen i de spørgsmål, som idémagerne, Kristian Husted og Ferdinand Ahm Krag, gerne vil have os til at stille os selv efter finanskrisen.

Med dokumentariske virkemidler såsom optagelser af telefonsamtaler mellem to danske aktiechefer i 2008 og med Ahm Krags video-installation vil de to gøre det komplicerede til en æstetisk erfaring. De ser ikke resultatet som »skyldsteater« om ansvarsplacering. De tænker det heller ikke som ’debatteater’. Ideen er, at folk skal gå derfra med et nyt refleksionsrum. Og det refleksionsrum handler i høj grad om at udvide vores kollektive politiske og kulturelle perspektiv til en langt større følelse af sammenhæng med verden.

»I første omgang vil vi jo gerne vise det skalaspring, at det er de to rum, som dilemmaet er udspillet mellem,« siger Husted.

»Vi vil gerne anskueliggøre, at der går en lige linje mellem spørgsmålet om ansvar til det faktum, at tingene bare kører videre. Vi vil gøre det meget konkret, menneskeligt såvel som dokumentarisk, og så trække linjen til det mere abstrakte spørgsmål om den planetariske forestilling.«

Og netop den planetariske forestilling er en central pointe i den ende af stykkets skala, som måske er længst fra den bankruin, vi drikker vores kaffe i.

Antropocæn tidsalder

»Man kan ikke skelne den økonomiske krise fra klimakrisen. Det kapitalistiske system er blevet så omfattende, at det nu også inkluderer alle andre områder. I det ligger der en langt større fortælling om, hvordan liv fremadrettet på planten ser ud,« siger Ahm Krag.

Han og Husted har i deres arbejde med Point Omega været interesseret i begrebet ’antropocæn,’ en ny tidsalder efter globaliseringens, foranlediget af ikke blot økonomiske, men økologiske omvæltninger i verden.

»Det handler om, at det kapitalistiske system siden dets begyndelse har efterladt et så heftigt aftryk på planeten, at det har produceret en ny geologisk epoke, som vil omlægge alt liv på planeten,« forklarer Ferdinand Ahm Krag.

»Mens globaliseringens tidsalder handlede om kultur og samfund og det, at menneskeheden var blevet global, så handler det i antropocænens tidsalder om, at mennesker og dyr og alt levende bebor et samlet system, som man ikke kan komme ud af. Tankeforestillingen om at komme på vækstsporet er blevet erstattet af det der cirkulære lukkede rum, som er planeten.«

Det er noget potentielt smukt ved at tænke i denne store kosmologi. Men den tanke eksisterer slet ikke i vi danskeres forestillingsrum, mener de to. Her er kulturen blevet en sutteklud.

Yahya som sutteklud

»Det, danskerne har gjort, er at søge åndelig eksil på bunden af en tallerken. Vi har en stribe af bageprogrammer, brødrene Price er på tv-fladen hele tiden. Det er nationens nye guldbamse. Alt for os handler pludseligt om, hvad vi kan erfare gennem munden, den afstandsløse sansning. Groft sagt er det en nation, der er sunket ned på det orale stadie,« siger Ahm Krag. Og dette indsnævrede refleksionsrum er at finde i vores offentlige politiske og kulturelle diskussioner, påpeger Kristian Husted:

»Det forekommer mig, at den debat, der har været omkring Yahya Hassans person, er et meget godt billede på vores længsel efter noget, der er autentisk og håndgribeligt midt i al denne kompleksitet. Her er en mand, der er vred, og noget, han er meget konkret vred over. Det udtrykker for mig en åndelig regression. Man længes efter tydelige markører, tydelige følelser, tydelig indignation, simpelhed, simple udtryk og krop. Det er en meget konkret parallel til Ferdinands billede af det orale: Noget, vi kan smage, noget, der er håndgribeligt,« siger Husted.

»Hele krisefortællingen betyder jo på den ene side, at vi gerne vil have nogle tydelige syndebukke, nogen vi kan tildele ansvaret, og så vil vi gerne have nogle simple svar og nogle simple retningsan-givelser for, hvad vi skal gøre. Når tiden er præget af angst og usikkerhed, så vil vi gerne have noget, vi kan identificeres med – en vred ung mand, for eksempel. Men for mig bør kunst lige nu handle om noget, der insisterer på kompleksitet. Kompleksiteten bliver ikke mindre, kun større,« siger han.

»På billedkunstområdet og i det, jeg kender til litteratur, er alle mulige tanker i gang, men forholdet mellem det, man kunne kalde æstetiske erfaringer og politiske fortællinger eksisterer simpelthen ikke. Det er et af problemerne, tror jeg.«

Lille kulturelt rum

Noget af det, de to efterlyser, er et kulturelt forestillingsrum, et fælles billede af, hvad det er for en verden, vi skal forholde os til, rumme og agere i.

»Da man sendte et menneske på månen, opstod der et kæmpestort populærkulturelt forestillingsrum om verden uden for os – altså om rummet. Den type forestillingsrum har vi mistet. Nu oplever jeg, at der er vandtætte skodder mellem det æstetiske og det politiske, fordi man er bange for, at kunst skal blive instrumentaliseret af politisk tanke. Og der er også mange eksempler på, at kunst bliver lidt lam propaganda, en flad politisk tanke maskeret som kunst.«

Men samtidigt er det kunstens rolle at gøre noget andet.

»Kunst skal være og insistere på betydningen af æstetiske erfaringer, de erfaringer, du gør med din krop og dit nervesystem som en fuld krop, der er tilstede i verden. Kunsten skal altid insistere på den større verden.

Lige nu har vi et meget lille politisk rum, som også har affødt et meget lille og indskrænket kulturelt rum,« siger Ahm Krag. Husted supplerer:

»Det kunne være fantastisk, hvis folk går ud herfra banken og stiller spørgsmål til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Camilla  Rasmussen
    Camilla Rasmussen
Camilla Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Ja, vores kulturelle verden er blevet et meget lille og snerpet rum, nemlig tv-skærmen, hvor prut og for fanden er tabu. Man fiser i krogene og smasker højlydt over store lønninger, mad og vammel æstetikporno, hvor Allan Simonsen er den eneste rene vare, som stadigvæk er i behold. Men held og lykke.