Kvindelig paladsrevolution i tegneserieland

Da forlaget Cobolt i september lancerede to nye tegneserier som specifikt rettet mod kvinder, blev de mødt med mere end almindelig murren i det danske tegneseriemiljø.

»Tænker, det ville være fedt, hvis I lod være med at trække ”femi-krimi-hatten” ned over tegneseriemediet også. Så vi kvinder bare kan få lov til at lave tegneserier – og ikke andenrangs kvindestuff,« skrev tegner og forfatter Maren Uthaug på sin blog i en tegneseriegenfortælling af en samtale hun havde med TV2 News Kultur i forbindelse med Cobolts mediefremstød.

»…jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor at det, at man nu engang definerer sig selv som mand eller kvinde, pludselig skal gøres til en del af ligningen, når man skal vælge tegneserier, film eller litteratur,« supplerede kritikeren Louise Bang Olesen med performativitetsteoretisk tyngde i et indlæg på tegneseriesitet Nummer9.

Oktober i tegneserieland

Cobolts pressemateriale for franske Margaux Motins Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog… og flamske Maarten Vande Wieles Paris klinger da også af bedaget retorik, rundet af en tid hvor køn blev defineret biologisk og performance var noget, der foregik på en scene. Samt naturligvis af den obligatorisk sensationalistiske jargon: under parolen PALADSREVOLUTION I TEGNESERIELAND, udbasuneres det en anelse skråsikkert, at »der er en tegneserierevolution i gang. En veritabel bombe under et af mænds sidste enemærker.«

Det indrømmes, at serierne måske også kan læses af mænd, »men det hjælper at være kvinde!«  De er endda tilrettelagt til formålet, med ’delikat flexibind’, det er ’lækkert at røre ved’ og i et dagsbogsagtigt format med elastiksnor, »lige til at have med i håndtasken og dele med veninderne!«

Klichéerne er således på plads og den historiske vidtløftighed til at tage og føle på. Kvinder har naturligvis altid læst tegneserier, i visse perioder endda i lige så høj grad som mænd, men det er alligevel korrekt at kun få historisk set har lavet dem. Der er naturligvis markante undtagelser, men de bekræfter reglen. Nok er Sussi Bechs serie Nofret blandt vores mest folkekære og nok er Nikoline Werdelin en af vores mest markante tegneserieskabere nogensinde, men de har stået meget alene indtil for ganske nylig. Og her adskiller Danmark sig ikke nævneværdigt fra det store udland.

Cobolt bør derfor nok tilgives sin mangel på elegance, for der er – uanset den uønskede retorik – vitterlig tale om en væsentlig og løfterig tendens.

Det udvidede felt

På linje med udviklingen i udlandet de seneste ti-femten år, er den danske tegneseriescene i dag præget af stigende alsidighed, ikke mindst når det kommer til den kreative ligestilling. Over halvdelen af de nye studerende på den spritnye professionsbachelor i grafisk fortælling på The Animation Workshop i Viborg er eksempelvis kvinder, og hvis situationen  i vores nordiske søsterlande – særligt Sverige – er retningsgivende, vil dette bidrage væsentligt til yderligere kønsmæssig udligning af et førhen meget mandsdomineret felt.

Meget betegnende spænder de kvindelige tegneres forudsætninger væsentligt bredere end deres mandlige kollegers, der fortsat i overvejende grad trækker på livslang tegneserielæsning. Rikke Bakman tegner og taler med naivistisk ligefremhed og farver smukt sine barndomserindringer frem i sin kritikerroste Glimt (2011); Rikke Villadsen forlener i sin symbolladede skipperskrøne Ind fra havet (2011) taktile, procesorienterede blyantstegninger med tegneseriens karikerede, humoristiske billed- og talesprog; og Ina Korneliussens Små dyr (2012) tager afsæt i tegneseriens klare grafik i sin rørende iscenesættelse af en håndfuld ordløse fabler om moderskab, familie og død.

Sprog som billede som tekst

Et indblik i hvad der rører sig lige nu, får man endvidere i antologien Jeg tegner, når jeg skriver, der samler ti dagbogssekvenser fra den uge, der i sommers ledte op til den internationale tegneseriefestival Copenhagen Comics.

Det er ikke kun kvinderne, der her udmærker sig. Særlig flot er det f. eks. at se billedkunstneren Morten Schelde (bedst kendt for sine udsmykninger i Frederik VIIs palæ) udfolde sig i mættet tusch, men kvinderne står for den lidt ujævne samlings to-tre andre bemærkelsesværdige indslag. Særligt Anna Degnbol, der debuterede sidste år med den manga-afledte, inderlige meditation over venskab og tab When We Were Silent, formår i sine notater at forene det personlige med det kosmiske, det banale med det besynderlige.

Og som et særligt scoop medvirker Nikoline Werdelin, til trods for hun ikke var i nærheden af Copenhagen Comics den uge. At det er yderst sjældent at se hende tegne udenfor Politikens spalter gør det ikke mindre fascinerende at få et hastigt skitseret indblik i hendes berlinske hverdag med boxerhunde, kæreste, mave-tarmproblemer og lykke i arbejdet, men det er hendes særlige stemme som tegneserieskaber, der gør forskellen. Nok står hun udenfor de andres fællesfortælling, men hendes medvirken i samlingen har resonans – hun er gudmoderen, der altid er gået egne veje.

Chicklit?

Desværre må det derimod konstateres, at Cobolts tegnede chicklit passer “femi-krimi-hatten” lidt for godt.

Paris følger tre unge kvinder – de tungnemt navngivne Faith, Hope, and Charity – i deres kompromisløse jagt på skønhed, berømmelse og rigdom i en gennemdekadent parisisk skinverden. Der aspireres mod satiretegnerens bid, men denne er for bestandigt udenfor rækkevidde i Vande Wieles køligt svungne designerelegance, og fortællingen er en ørkenvandring mod et slet skjult moraliserende nulpunkt. Det er svært at se, hvem denne kyniske og kedelige tegneserie skal appellere til, uanset køn.

Så er den i Frankrig ufatteligt populære Margaux Motin i udgangspunktet væsentlig mere interessant. Hun er en af de mest synlige eksponenter for et bemærkelsesværdigt og efterhånden internationalt udbredt fænomen, nemlig (fortrinsvis kvindelige) bloggere, der i tekst og billeder på nettet egenhændigt har skabt sig et loyalt massepublikum af et omfang de fleste forfattere kun kan drømme om. Ved blot at rapportere underholdende og indsigtsfuldt fra deres hverdag.

Men egentlig… samler knap hundrede af Motins blogindlæg om parforholdets skærmydsler, moderskabets pudsigheder, kønsbehåringens forbandelser og skofetichismens lyksaligheder – elegant og anonymt tegnet, som illustrationerne i et chict dameblad.

Det er overvejende velgørende, at vi er nået til et punkt, hvor kvindelige forfattere kan svælge i kønsrolleklicheer uden at skulle tages til indtægt for deres mangel på kønssolidaritet, men det personlige er nu alligevel stadig politisk, og det synes at være dårlig politik at bekræfte vore fælles fordommes forudsigelighed.

Danske dameblogs

Ærgerligt, al den stund at Cobolt ikke havde behøvet at tage helt til Frankrig for at finde veloplagte blogtegneserier med masser af publikumstække. Førnævnte Maren Uthaug udgav sidste år på egen hånd Ellers går det godt – en samling tegnede indlæg fra hendes marensblog.dk – efter forgæves henvendelser til flere forlag. Det var før hun fik fast plads i Politikens kultursektion, før Lindhardt og Ringhof udgav hendes kritikerroste romandebut Og sådan blev det og før hun optrådte som smagsdommer på DR. Uthaugs temaer er stort set de samme som Motins – og hendes streg er mindst ligeså udtryksfuld, dens ukunstlede minimalisme til trods – men hun går spadestikket dybere i forhold til såvel det svære som det smukke i tilværelsen, og hendes humor og vid er markant skævere og mere uforudsigelig.

Det samme gælder Stine Spedsberg, der ligeledes på sin blog stinestregen.dk dagligt har adskillige tusinde læsere. Hendes meddelelser fra hverdagen vover en anelse mindre af privatlivet end Uthaugs, men næres til gengæld af en driftig og livsglad charme og et blik for tidens små trends i sprog, samtale og habitus. Selvoplevet antropologi, som en skarp læser har bemærket. Stille, roligt og nyt.

Maarten Vande Wiele, Paris, oversat af Naja Møllman-Ibsen, 216 s. i s/h, vejl. pris kr. 248,00. Cobolt.

Margaux Motin, Men egentlig ville jeg så gerne have været antropolog…, 144 s. i farver, vejl. pris kr. 248,00. Cobolt.

Jeg tegner, når jeg skriver – elleve tegnere skriver dagbog, 194 s. i s/h, vejl. pris kr. 180. Aben Maler.

Cobolt og Aben Maler er begge at finde på Bogforum. Stine Spedsberg interviewer Maren Uthaug i tegneserieområdet (E-016) lørdag kl. 13.00.