Læsetid: 6 min.

’Jeg læser jo bare op’

Der skulle have været en verden til forskel, da landets mest omtalte poet tirsdag læste op på H.C. Andersen skolen i Vollsmose og onsdag i møbelfirmaet Montanas lokaler i Københavns Frihavn. Men hvad betyder det, hvor man læser op, hvis det ikke er de rigtige, der møder op?
’Jeg læser jo bare nogle sider op af en bog. Der er ikke nogen forskel på om det er i Vollsmose eller her. Jo måske, at folk er lidt mere litteraturinteresserede her,’ siger Yahyan Hassan ved arrangementet i Montanas showroom onsdag aften i København.

Sofie Amalie Klougart

29. november 2013

Det var stedet, der var det vigtige. Det var derfor, det ikke var en mulighed at holde debatarrangementet med Yahya Hassan og Politikens redaktør Tarek Omar andre steder end Vollsmose.

Yahya Hassan var træt af at læse op for dem, som var mere end rigeligt enige med ham, og derfor ville han ud til ghettoen og ruske op i de mennesker, som står for skud i hans meget omtalte digtsamling. Hvis ghettoen ikke vil komme til Bogforum, må digteren komme til ghettoen, synes overvejelsen at være.

Men bare fordi man stiller sig op i ghettoen, er det ikke sikkert, den lytter efter. Det gør landets gymnasielærere til gengæld. Både i Odense og København.

Vollsmose tirsdag kl. 16.30-18.30:

»Vollsmose er nok det sikreste sted i Odense for tiden,« konstaterer taxachaufføren, der kører fra Odense banegård til H.C. Andersen-skolen i Vollsmose. Det belastede boligområde i det nordlige Odense skulle ellers være et par grader over kogepunktet i et kollektivt raseri over, at digteren med de kontroversielle dagsordener har skiftet Louisiana og Bogforum ud med Odense N.

Derfor var de fleste af regionens politiressourcer allokeret i bydelen, der uforvarent har inviteret hele Danmark på digte, debat og politibelejring.

»Jeg kom til at køre over for rødt før. I Odense centrum kan man i dag til gengæld gøre, hvad man vil,« som taxachaufføren konstaterer.

Det er da også et mellemstort statsbesøg værdigt, da vi endelig når derud. Hundepatruljer tjekker skovområder langs vejen, og det massive opbud af hollændervogne får området til at ligne optagelserne til en katastrofefilm.

Indtil videre er politiets største problem dog ikke ballademagere eller terrorister, men lokale beboere, der i deres udtjente biler ikke virker til at være synderligt imponerede over alt postyret.

»Det kan ikke passe, at det skal være så svært at komme hjem,« siger en kvinde, og en politibetjent sukker.

Da mørket falder på, forstærkes den filmiske fornemmelse hele arrangementet har. Projektørerne tændes på beredskabets lastvogne, så de udstationerede betjente langs skolens område kan skue ud over de tilstødende fodboldbaner. Som kunne der hvert øjeblik vokse en gal forbryderhob ud af mulden.

Montanas showroom, Østerbro onsdag kl. 18.30–20.30:

Man skal være mere end almindeligt dedikeret til at lave ballade, hvis man vil forholde Yahya Hassan sin utilfredshed et døgn senere i Københavns Frihavn. Møbelfirmaet Montanas showroom, hvor Yahya Hassan sammen med fire andre forfattere skal læse op, ligger i et gammelt pakhus presset inde mellem Sundkajen og Orientkajen på Østerbro i Københavns nordlige udkant.

Politiet har da også droslet deres tilstedeværelse ned. En enkelt mandskabsvogn patruljerer i de Olsen-Banden-lignende omgivelser, og foran indgangen står en håndfuld betjente. Væk er sikkerhedstjek og skarpskytter.

Arrangementet, der præsenterer de seks nominerede forfattere til Montanas Litteraturpris, skal gå i gang kl. 19.30, men allerede kl. 18.30 begynder folk at ankomme.

Gennemsnitsalderen er lidt højere end i Vollsmose, tøjet lidt dyrere og stemningen en anelse mere afslappet. Der diskuteres ikke ytringsfrihed, men om det er godt eller skidt, at de fremsatte popcorn smager af citron, og hvordan de små chokoladestykker mon har fået deres rosinagtige smag.

»Vi er kommet for at høre Klaus Rifbjerg, men vi har da godt hørt om, at ham Yahya Hassan kommer,« siger et ældre ægtepar og bliver skuffede, da de hører, at Rifbjerg ikke selv kommer, men at der i stedet vil blive læst op af hans bog.

Kollegerne Lis og Lene er kommet, fordi Ida Jessen skal læse op. De ved godt, at Yahya Hassan kommer, men de var kommet alligevel, siger de.

Og variationer over det refræn går igen uanset, hvem man snakker med. Man fornemmer, at Ida Jessen er i højere kurs end Yahya Hassan. I hvert fald blandt det ældre publikum. Men så er han her pludselig. Digteren, superstjernen og den rejsende i religionskritik. Sammen med hans følge af sammenbidte, civilklædte politifolk.

PET er ligeglade med Ida Jessen. De er her kun på grund af Yahya Hassan, og de ligner nogle, der har hørt poesi nok for et helt arbejdsliv.

Vollsmose tirsdag kl. 18.30-21.00:

Kl. 18.30 kan skarpskytterne på taget begynde se folk ankomme ad de reglementerede ruter. De fleste er meget blege. Men nogle få er lidt mørkere i huden, og medierne, der i flere dage har travet Vollsmose tynd for at finde dem, der truer Yahya Hassan på livet, er ivrige efter at høre, hvorfor de er her.

De fleste er der for at støtte Yahya Hassan. Og de fleste er en fredelig blanding af journalister, lærere og velintegrerede andengenerationsindvandrere, der læser jura og medicin på universitetet. Og så kan man undre sig over, hvorfor man overhovedet selv er her.

200 har købt billet til danmarkshistoriens måske mest omtalte debatarrangement. 50 journalister har meldt deres ankomst, hvilket er 25 flere, end der er er plads til, og derfor må Deres udsendte med flere tage plads i et interimistisk indrettet presserum i hvad der kunne ligne skolefritidsordningens daglige lokaler.

På computerskærmen kan vi følge med, mens Yahya Hassan bliver fulgt ind i skolens gymnastiksal af tre PET-folk – og ligeså hurtigt forsvinder, da oplæsning og debat er overstået.

Herefter er gymnastiksalen bare en gymnastiksal, hvor kun to røde stole og en sær pynteinstallation af rødt tyl i ribberne vidner om, at her har udspillet sig et slag om ytringsfriheden.

Politifolkene spejdede forgæves udover fodboldbanerne. Banditterne blev hjemme, og de almindeligt forurettede var der også kun dukket et par stykker op af. Og da både politi og tilskuere er ved at have forladt stedet, kan man stå i mørket og overveje, om stedet ikke er underordnet, når de rigtige mennesker ikke er til stede: De, der følte sig forurettet. Ikke banditterne selvfølgelig.

Var det i virkeligheden ikke bare Odenses lokale udgave af Louisiana-segmentet, der var dukket op til et arrangement, der bortset fra skarpskytter og flyveforbud lignede mange andre arrangementer af samme type? Dialogen med det Underdanmark Yahya Hassan gerne ville have i tale udeblev. Desværre.

Montanas showroom, Østerbro onsdag kl. 20.30–21.50:

Bag scenen sidder Yahya Hassan rastløst og kigger skiftevis på sin mobiltelefon og sine negle, mens han venter på at skulle læse op.

To PET-folk holder nøje øje med ham. Ingen siger noget.

Så går han på. Læser sine digte op på den karakteristiske messende måde, og publikum griner højlydt, når han læser noget op, de finder morsomt.

Som om de ikke helt ved, hvordan de skal stille sig an over for denne eksotiske fugl, der kommer med en historie, både fortidig og nutidig, der ikke umiddelbart er særlig morsom. Men grinet afvæbner situationen, og da en lærer fra Testrup Højskole efterfølgende læser op fra Klaus Rifbjergs bog, er der pludselig lang kø til toilettet. De var der ikke for at høre Yahya Hassan. Og så alligevel.

Da digteren selv kommer tilbage fra oplæsningen, kigger han med samme interesseløse øjne på verden, som han gjorde før oplæsningen. Som om det ingen forskel gør, om han læser op i Vollsmose i Odense, i Københavns Frihavn eller på tv.

»Jeg læser jo bare nogle sider op af en bog,« som han siger.

»Der er ikke nogen forskel på, om det er i Vollsmose eller her. Jo måske, at folk er lidt mere litteraturinteresserede her.«

Som om det kun er verden, der ændrer sig og ikke Yahya Hassan.

Kort efter er han væk. Digteren har forladt det gamle pakhus. Og da Ida Jessen går på, er den ukoncentrerede stemning igen forsvundet og især det ældre, siddende publikum nikker anerkendende med, da Jessen læser op fra Postkort til Annie.

Uden for står der stadig et par politifolk, men også de er snart væk. Og ligesom gymnastiksalen i Vollsmose er Frihavnen nu igen bare Frihavnen, og måske blev lakmusprøven på ytringsfrihedens status foretaget et nyt sted onsdag aften. Og måske var det en lokal udgave af Louisiana-segmentet, der mødte op, lyttede og tog hjem igen.

Menneskene er nok alligevel vigtigere end stedet.

Yahya Hassan formulerede det som sædvanligt bedst selv, da han i H.C. Andersen-skolens gymnastiksal i Vollsmose sagde:

»Jeg bestemmer, hvor jeg vil læse op, men ikke hvem der kommer.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingeborg conrad

Det er dog en usædvanlig intetsigende reportage fra 2 af Hassans oplæsninger. Gad vide, hvem "de rigtige" publikummere er? Jeg deltog selv i arrangementet på H.C.Andersenskolen, og kan ikke forstå, at Informations journalist ikke har fået mere ud af det.

Hele ghettoproblematikken lyste ud af arrangementet:
1: Studsede journalisten ikke over de mange tomme pladser til et udsolgt arrangement?
2: Føltes det slet ikke ubehageligt, at skulle løbe spidsrod gennem massive rækker af betjente, og ydermere skulle finde sig i at blive filmet, mens man blev kropsvisiteret inden man blev lukket ind?
3: Derefter spidsrod gennem rækker af journalister og fotografer, som vi ellers aldrig ser til kulturarrangementer herude i Mosen.

Det er klart, at mange lokale beboere valgte at blive hjemme og se showet i direkte tv, da politi erfaringsmæssigt betyder ballade og presse stigmatisering.

Dette er hverken Hassans, Omars eller arrangørenes skyld, men alene at politi, medier og politikere i ugen op til arrangementets afholdelse gik i selvsving og fik fjernet fokus fra Hassans berettigede ghetto-kritik til et spørgsmål om ytringsfrihed.

En positiv sideeffekt af postyret omkring Yahya Hassans digtoplæsning i Vollsmose er, at rigtig mange lokale beboere og ikke mindst de helt unge, som ikke ville være kommet til oplæsningen, har set transmissionen i tv.

På dén bagvendte måde er Yahya Hassan kommet ud til rigtig mange af "de rigtige". Og det kan man jo kun være glad for :-) Det kunne dog være rart, hvis Yahya Hassan igen vil stille op til debat, da der er megen harme over hans udstilling af sine forældre. Næste gang uden tv / medier, ellers kommer han næppe i dialog med beboerne i Vollsmose.