Læsetid: 8 min.

Et liv med usynlige fjender

I fire år har den autodidakte dokumentarinstruktør Andreas Johnsen arbejdet på filmen ’Ai Weiwei – The Fake Case’ om den kinesiske kunstsuperstar Ai Weiwei. Det har været en stærkt personlig proces, som har beriget dem begge med et venskab for livet, fortæller han
’Jeg har ikke tid. Alle vil lave en film om mig,’ var den kinesiske kunstner Ai Weiweis svar til dokumentarfilminstruktøren Andreas Johnsen, da denne bad om lov til at lave en film om Weiwei. Men da Weiwei  så en af Johnsens film, skiftede kunsteren mening.

Tor Birk Trads

28. november 2013

Den er sådan set lidt af et scoop, Andreas Johnsens nye dokumentarfilm. Siden 2009 har han syv gange rejst ind og ud af Kina, og den danske dokumentarist har tilbragt adskillige måneder i selskab med den kinesiske systemkritiker og kunstsuperstar Ai Weiwei. En kunstner, som ellers af det kinesiske regime har været underlagt strenge restriktioner. Blandt andet har han i perioden ikke måtte ytre sig frit – eller forlade sit konstant overvågede hjem.

Information møder Andreas Johnsen i hans kombinerede hjem og kontor i Indre København. Omkring ham roder det med klistermærker, cd’er, fotoudstyr og uåbnede papkasser. Og med sporadiske blikke på en stor Mac-computer er han ved at klippe en film om en musiker fra Sacramento, USA, som har boet i Danmark i tre år. En helt fantastisk musiker, som lige har indspillet sin anden soloplade med folk fra USA og Danmark, fortæller Andreas Johnsen energisk.

»Jeg siger ja til alle mulige ting, fordi jeg godt kan lide mine venner,« siger han. »Jeg er helt smadret og sidder og klipper til klokken fire om natten. Og så op med min søn. Det er frygteligt, eller det er fint nok, for jeg kan godt lide det, men jeg får ikke sovet.«

Tilblivelsen af dokumentaren Ai Weiwei – The Fake Case om den kinesiske kunstner begyndte en novemberdag for fire år siden. Den eventyrlystne dansker er af sine dokumentarfilm blevet ført til Brasilien og Østafrika, Nicaragua og Nørrebro, men han havde aldrig været i Kina. I lang tid havde han tænkt, at han på et tidspunkt måtte tage derned og finde ud af, hvad der egentlig foregik.

Han ledte efter et projekt, og som regel er hans projekter dokumentarfilm. Blandt andet står han bag Kidd Life om den danske rapper og YouTube-fænomen Nicholas Westwood Kidd, Murder om Nicaraguas abortlovgivning og Natasja, om den danske sangerinde Natasja Saad, som omkom i en bilulykke på Jamaica i 2007.

Afvisning

»Hvordan laver jeg en film, hvor jeg finder ud af, hvad for en slags samfund, Kina er i dag,« tænkte han. »Hvad er blevet særligt påvirket af udviklingen de sidste 10-15 år?«

På det tidspunkt blev Ai Weiwei interviewet alle vegne, så den dengang 35-årige dokumentarist tænkte: Det er oplagt at lave en film om en kunstner, som visuelt laver gigantiske værker, og som arbejder med foto, video og installationer. Og som samtidig er meget aktivistisk, som tager stilling til det samfund, han er i.

Andreas Johnsen gav sig til at undersøge, om der mon var lavet nogen dokumentarfilm om Ai Weiwei. Det var der ikke. Derfor kontaktede han Informations korrespondent i Beijing, Martin Gøttske, som havde interviewet kunstneren, og som gav Andreas Johnsen med Ai Weiweis private mobilnummer.

Han ringede, men fik et kedeligt svar:

»Jeg har ikke tid,« lød det. »Alle vil lave en film om mig.«

Andreas Johnsen forsøgte i telefonen at forklare, at han ikke arbejder som alle andre. Han ville ikke tage Ai Weiweis tid, han ville ikke engang interviewe ham. Han ville bare opleve hverdagen i Kina sammen med kunstneren.

»Nej, det går ikke, jeg har alt for travlt.«

Fire måneders e-mailkorrespondance senere fik Andreas Johnsen held til at fragte en af sine film, Murder, til Beijing. Med møje og besvær overtalte han Ai Weiweis assistenter til at vise filmen for ham. Ai Weiwei så den, og så var tonen pludselig en anden: »Ring til Andy, og sig, at han må komme, når han vil.«

Stærkt til stede

»Så kunne han ligesom forstå mig,« siger Andreas Johnsen i dag.

»Og det er egentlig klart, at det er sådan, det fungerer. Ved direkte at se, hvordan mit arbejde kommer til udtryk i en film, jeg tidligere har lavet, kan man lettere forstå, hvordan jeg arbejder.«

Så snart han kunne, efter han i april 2010 fik Ai Weiweis tilladelse, tog Andreas Johnsen til Kina. Siden har han altså været i Kina en god håndfuld gange samt en tur i London, da Ai Weiwei i oktober 2010 åbnede sin udstilling på det britiske kunstmuseum Tate Modern. Og siden blev kunstneren anklaget for at fifle med skatten i sit firma, Beijing Fake Cultural Development Ltd., varetægtsfængslet i 81 dage og prøveløsladt. En »fake case«, som Ai Weiwei selv betegner sagen, der formentlig er kommunistpartiets undskyldning for at lukke munden på ham. Eller i hvert fald forsøge.

I dag er han renset, men han har stadig ikke fået sit pas.

Det er i filmen tydeligt, at Andreas Johnsen arbejder på en særlig måde. Selv om han ikke siger meget i filmen, er han med sit kamera stærkt til stede. Stille og roligt kommunikerer han med Ai Weiwei, og han stiller både de nødvendige journalistiske spørgsmål og de store spørgsmål, som helt åbenlyst får kunstneren til at tænke – og også i en scene får ham til at konfrontere sin mor med store spørgsmål, han aldrig har stillet hende.

»Jeg synes, min rolle er meget tydelig,« siger Andreas Johnsen. »Han snakker til mig, han har tillid til mig. Selv om jeg ikke siger så meget, er jeg til stede.«

Et anstødeligt brusebad

Ai Weiwei er pålagt forskellige restriktioner i det meste af filmen. Blandt andet den milde form for husarrest, hvor han skal ringe til politiet, hver gang han vil forlade sit hjem. Biljagter med spioner og retssager viser den absurde kinesiske situation, men i filmens måske mest absurde scene har Ai Weiwei besøg af en journalist og kameramand fra det britiske ITV. Det er i begyndelsen af Ai Weiweis indledende husarrest, hvor han ikke må udtale sig, så selv om journalisten, ITV’s Kinakorrespondent Angus Walker, tigger og beder om et interview, siger Ai Weiwei nej. Mens Andreas Johnsen filmer hele episoden.

Ai Weiwei tilbyder at lade sig filme, mens han er i brusebad, men Angus Walker takker nej. Han må tænke på sit publikum, siger han, og en nøgen mand i et brusebad er anstødeligt. »It’s a family show, Weiwei, children will be watching

Man fornemmer, at Ai Weiwei under dette besøg kommunikerer lydløst med Andreas Johnsen, og det var for ham også nærmest uvirkeligt at være til stede her:

»Det er en performance, et kunstværk, han tilbyder ham, og så siger han nej. Det er dybt absurd. Filmen handler om censur og tilbageholdelse af information, og så står englænderen, som ligesom repræsenterer den frie presse, og censurerer. Det var meget mærkeligt.«

Det intense samvær gjorde, at instruktøren og kunstneren etablerede en helt særlig relation.

»Vi fik et venskab, og at han fik fuld tillid til mig, gjorde, at jeg havde mulighed for at være der, når ingen andre kunne være der. Jeg kunne filme ham. Og han stolede på mig i den sværeste tid af sit liv. Og han havde lyst til, at jeg var der – for jeg var der jo som en ven, først og fremmest.«

Stille, men urolig

Ai Weiwei – The Fake Case er blevet en smuk film med mange stille sekvenser.

Ai Weiwei sidder på en bænk. Ai Weiwei gnider sig under øjnene. Ai Weiwei går i bad. Ai Weiwei tænker. Men Andreas Johnsen mener, det er misvisende at bruge ordet ’rolig’ om filmen.

For »det urolige ulmer hele tiden under overfladen«, som han siger.

»Når han er alene, og der er en form for stilhed, synes jeg, det er enormt uhyggeligt. Hele tiden er der en uvished, der trykker ham. Der er hele tiden en suspense; noget uhyggeligt, som venter på at bryde ud.«

Det kinesiske regime er Ai Weiweis modstander, men han ved ikke, hvem der beordrede, at han skulle overvåges. I filmens anslag vises millionbyen Beijing som en monstrøs storby med en enorm udstrækning – i flere og flere lag. Det er – mener instruktøren – en måde at portrættere den store usynlige fjende på.

»Det er på samme måde, jeg ser systemet. Forskellige, uoverskuelige lag. Måske hænger de sammen, men de ved ikke, hvem de andre er, og hvem de får ordrer fra.«

Foregår i nutiden

Ud over de sidste par gange har Andreas Johnsen boet hos Ai Weiwei, hver gang han har været i Kina. For ikke at brede sig ud over for meget materiale, for mange personer og bipersoner, havde han én regel: Hvis han skulle filme noget, skulle Ai Weiwei være til stede.

»Jeg ville lave en film, som var tæt på ham hele tiden. Det var den eneste plan, jeg havde. Jeg havde ikke noget behov for at prøve at få andre med i filmen, medmindre de direkte havde noget med ham at gøre.«

Andreas Johnsen har ikke været nogen steder uden Ai Weiwei, så på trods af hans heftige rejseaktivitet kender han ikke Kina. Overhovedet. Han kender Ai Weiweis nabolag i Bei-jing, Ai Weiweis venner og familie. »Før hver rejse planlagde jeg scener, og jeg fik altid noget, der var godt. Men det var fuldstændig uberegneligt. Sådan er Weiweis hverdag. Ud over nogle møder og interview, som ligger fast, er det hele meget spontant og intuitivt.«

I tiden mellem Andreas Johnsens første møde med kunstneren og i dag, er der kommet en anden film om ham, Ai Weiwei: Never Sorry. Den behandler hele hans familiebaggrund, hans opvækst, hans tid i New York og hans store kunstværker, og det hele er krydret med interview med eksperter og bekendte.

Det passer den danske dokumentarist glimrende, fordi han mener, at den bliver en slags introduktion til hans film.

»Min intention har aldrig været at lave et biografisk værk om hele hans virke, som den film gør. Jeg kan bedre lide at lave film, som foregår i nutiden. Når du ser dem, så oplever du dem.«

Ikke den farligste

Hver gang Andreas Johnsen skulle til Kina, tænkte han: »Jeg får ikke noget visum.« Men af en eller anden grund gik det hver gang.

»I princippet har jeg ikke gjort noget ulovligt. Jeg har bare besøgt en god ven, og så har jeg lavet nogle billeder sammen med ham,« siger han.

Og det er heller ikke, fordi Ai Weiwei ligger øverst på listen over revolutionære aktivister i Kina. Ai Weiwei siger altid, at han forventer, at systemet braser sammen, men at hans mål er retfærdighed. Han har ingen planer om at vælte regeringen eller skaffe kommunistpartiet af vejen. Han vil bare gerne have, at de overholder den lovgivning, der gælder for alle.

Han er derfor – siger Andreas Johnsen – på den måde nok heller ikke den aktivist eller dissident, der er farligst at tilbringe tid sammen med.

»Men én ting er sikkert,« siger han, »hvis jeg havde bedt om tilladelse til at komme ind og lave en film om Ai Weiwei eller kunst, havde jeg aldrig fået tilladelse.«

Efter mødet med Information tog Andreas Johnsen til Amsterdam, hvor han er lige nu, og hvor Ai Weiwei – The Fake Case er med i hovedkonkurrencen på dokumentarfilmfestivalen IDFA. Senere i år skal han til San Francisco for at arbejde på en portrætfilm om tennisspilleren Torben Ulrich.

Og så skal han til Afrika med to kokke fra restauranten Noma for at arbejde på sin dokumentarfilm om, hvordan oprindelige folkeslag rundtomkring i verden spiser insekter.

Men først skal han lige have klippet filmen om musikeren fra Sacramento færdig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Vibeke Rasmussen
  • Niels-Simon Larsen
  • Bill Atkins
Ervin Lazar, Vibeke Rasmussen, Niels-Simon Larsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer