Læsetid: 2 min.

Magnus Carlsen verdensmester

Det sidste parti blev spillet helt frem til de nøgne konger
23. november 2013

Mange skakprofeter, heriblandt Informations, havde spået, at det 10. parti i matchen om skak-VM blive en kortvarig affære: Magnus Carlsen havde jo fordelen af de hvide brikker, og det forekom overvejende sandsynligt, at han hurtigt ville opnå en gunstig stilling, hvor han godt kunne være bekendt at tilbyde remis og dermed sikre sig VM-titlen. Eller måske ville den forsvarende verdensmester Viswanathan Anand ligefrem komme ham i forkøbet med et tilbud om at ryge fredspibe?

Carlsen fik sin gunstige stilling, men tilbød ikke remis. Tværtimod pressede han videre og videre, og i lange faser af partiet forekom en ny norsk gevinst sandsynlig. Men til sidst opstod der et slutspil, hvor remisen var uundgåelig. Ingen ville dog tilbyde den anden noget, og så byttede man brikker af i den helt store stil, indtil kun de to næsten uanstændigt blottede konger var tilbage på brættet.

1.e4 c5 ...

Siciliansk for første gang i matchen.

2.Sf3 d6 3.Lb5+ Sd7 4.d4 cxd4 5.Dxd4 a6 6.Lxd7+ Lxd7 7.c4 Sf6 8.Lg5 e6 9.Sc3 Le7 10.0–0 Lc6 11.Dd3 0–0 12.Sd4 Tc8 13.b3 Dc7 14.Sxc6 Dxc6 15.Tac1 h6 16.Le3 Sd7 17.Ld4 Tfd8 18.h3 Dc7 19.Tfd1 Da5 20.Dd2 Kf8 21.Db2 Kg8 22.a4 Dh5 23.Se2 Lf6 24.Tc3 Lxd4 25.Txd4 De5 26.Dd2 ...

Carlsen står bundsolidt og kan umuligt tabe denne stilling.

26. - Sf6 27.Te3 Td7 28.a5 Dg5 29.e5 Se8 30.exd6 ...

Ikke det mest præcise, også ifølge Carlsen selv. Der var flere lovende alternativer, eksempelvis 30.b4 eller 30.Sg3.

30. - Tc6 31.f4 Dd8 32.Ted3 Tcxd6 33.Txd6 Txd6 34.Txd6 Dxd6 35.Dxd6 Sxd6 36.Kf2 Kf8 37.Ke3 Ke7 38.Kd4 Kd7 39.Kc5 Kc7 40.Sc3 Sf5 ...

Tidskontrollen er klaret med god margin, men Carlsen vil åbenbart stadig ikke have remis.

41.Se4! Se3 42.g3 f5 43.Sd6 g5 44.Se8+ Kd7 45.Sf6+ Ke7 ...

Se diagrammet.

Her var de fleste kommentatorer enige om, at 46.Sh5 ville give hvid udmærkede chancer for gevinst, men den 22-årige nordmand (han bliver 23 på lørdag og får sikkert en fin fødselsdag) valgte i stedet en længere forceret variant:

46.Sg8+ Kf8 47.Sxh6 gxf4 48.gxf4 Kg7 49.Sxf5+ exf5 50.Kb6 Sg2 51.Kxb7 Sxf4 52.Kxa6 Se6 53.Kb6 f4 54.a6 f3 55.a7 f2 56.a8D f1D 57.Dd5 De1 58.Dd6 De3+ 59.Ka6 Sc5+ 60.Kb5 Sxb3 61.Dc7+ Kh6 62.Db6+ Dxb6+ 63.Kxb6 Kh5 64.h4 Kxh4 65.c5 Sxc5 ...

Og her gav Carlsen pote til den nu detroniserede verdensmester. Remis trods alt – og vi undlader taktfuldt at bringe et diagram af slutstillingen.

Facit 6,5 - 3,5 til Carlsen var nogenlunde, hvad ratingtallene havde indikeret som det sandsynlige resultat. Alligevel er måden, det skete på, en smule overraskende. Vi så kun Anand gå til angreb på ægte tigervis i et enkelt parti, det 9., som han så tabte på banal vis - på et tidspunkt, hvor hans hjerne tilsyneladende hakkede som en overophedet motor.

Carlsens sejr er en gevinst for det internationale skakliv. Ikke alene fordi vi har fået en ny og yngre mand på tronen, men også fordi nordmandens eksempel lærer alverdens skakspillere, stormestre som amatører, at det kan nytte at kæmpe til den bitre (eller lykkelige) ende. Magnus Carlsen som verdensmester er med andre ord et slag mod spillets mange forsigtigpetere – dem, som skakfolket plejer at kalde remispølser.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu