Læsetid: 3 min.

Den mørke senmoderne ikonmaler er død

Gentagelser af den samme mands ansigt, malerens eget, som malede han sit spejlbillede over, fordi han ikke kunne holde ud at se på det mere, og maleriet blev et skjold, der beskyttede ham mod det billede af sig selv, han ikke ønskede at se. Kurt Trampedach er død
Kurt Trampedach var en kunstner af den slags. Han ville fortælle nogen, hvad der sker, og han kunne kun gøre det ud fra sig selv. Eller snarere inde fra sig selv

Kurt Trampedach var en kunstner af den slags. Han ville fortælle nogen, hvad der sker, og han kunne kun gøre det ud fra sig selv. Eller snarere inde fra sig selv

Marianne Grøndahl

14. november 2013

1943-2013

De står sådan lidt rundt omkring, men den på Randers Kunstmuseum er den bedste.

Man kommer ind, og man går rundt. Man ser på sagerne. Det er meget tilforladeligt alt sammen og afgjort betydningsfuldt. Det er historien, man går i, ikke bare kunsthistorien, men den historie, vi forestiller at være fælles om, men vi er det ikke rigtig.

Så sker det pludselig, man kommer til den. En telefonboks fra dengang, der var telefonbokse som den, og det var der, da Kurt Trampedach lavede den. Inde i boksen står en langhåret dreng med telefonen for øret. Værket er fra 1977, og han har den tids tøj på. Ikke borgerskabets tøj, men det tøj, unge oprørske drenge havde på i ungdomsoprørets tid. Udenfor står en pige, hans kæreste måske eller en anden af flokken. Flokken var af betydning dengang. Hun har armene over kors, som om hun har lyst til at klø sig. Hun venter.

Hvad er det, der sker? Tableauet er totalt realistisk, det er som at møde nogen, man har kendt. Hvis ikke ligefrem én selv, som man var, og som man stadig også er et eller andet sted, et indre sted. Det er et budskab fra et sted, der var engang. De er trætte, de to, måske er drømmens lys ved at brænde ned, og der skal ringes efter noget, der kan tænde det igen. Måske er det kunstneren, der ringer til nogen for at fortælle dem, hvad der sker.

Lyset fra nattens sol

Kurt Trampedach var en kunstner af den slags. Han ville fortælle nogen, hvad der sker, og han kunne kun gøre det ud fra sig selv. Eller snarere inde fra sig selv.

Hos ham sender en mørk, nattens sol sine impulser ud i verden gennem maleriet. Lyset er dræbende, og maleren må fange det som en Supermand. Han må fange det, og derfor smører han tykt på. Der skal meget maling, meget farve til at fange så meget lys. Maleriet bliver pastost, det bliver mørkt, og lyset brænder kun igennem enkelte steder. Det kan være øjne, mærkelige lysende øjne der sidder i stadige gentagelser af den samme mands ansigt, malerens eget, som stod han hele tiden foran et spejl, som var spejlet hans lærred, som malede han sit spejlbillede over, fordi han ikke kunne holde ud at se på det mere, og maleriet bliver på den måde et skjold, der både beskytter ham mod nattens varulvelys og mod det billede af sig selv, han ikke ønsker at se.

Som i Oscar Wildes roman Dorian Grays billede, eller sådan at lyset bliver siddende i lærredet som et vulkansk signal eller minde. Ikke bare om maleren selv, men om det barn, han var, det dyr, han er.

Det er et maleri, en måde at male på, der med bund i Rembrandt og Goya, i Giacomettis maniske portrætter, hvor blyanten slider det portrætterede i stykker, over den desperate angst i Jackson Pollocks all over ritualer brænder igennem til verden, som den kunne være blevet, hvis det oprør, der vandrede gennem den i 1960’erne ikke var blevet fanget ind og uskadeliggjort af alle de mekanismer, der til alle tider har arbejdet på højtryk for at fange alt det ind, der er noget andet, og gøre det til det samme.

Brød tidligt igennem

Kurt Trampedach var uddannet på Akademiet, hans lærer var Søren Hjorth Nielsen, og han brød tidligt igennem, solgte og blev en slags berømthed. Hans måde at se verden på kom dog i konflikt med udviklingen i kunsten, som den tog fart op igennem 60’erne. Popkunst, minimalisme – det var langt fra, hvad han ville.

Han ville dels en absolut, romantisk realisme, et portræt af baggyderne i den allerede kæntrende psykedeliske revolution, og dels en billedverden, et udtryk der nærmede sig det gamle russiske ikonmaleri. Nye berusede ikoner ude af trit med modernismens skarpskårne abstraktioner og avantgardens ofte halvhjertede nye folkelighed.

Han var fra begyndelsen genkendelig, og det blev måske hans skæbne. Genkendelig som klovn og offer, den klassisk romantiske kunstner, den rolle han spillede sammen med dem, der for ham var de ikoniske figurer dér tilbage i 60’ernes sidegader og junkgyder: Rocksangerne, de smukke unge døde eller evigt døende.

Keith Richards, Bob Dylan.

Kurt Trampedach mixede som få det høje og det lave i kulturen. Sådan som det var dogmet dengang i de vilde 60’ere, at kunsten skulle gøre.

Han malede flimmeret af ansigter omkring drømmens osende stearinlys. De var alle sammen ham selv.

Som Rembrandt engang, som Goya.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Højer
  • Niels Mosbak
  • Asger Schnack
  • Anders Sørensen
  • Heinrich R. Jørgensen
Erik Højer, Niels Mosbak, Asger Schnack, Anders Sørensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Jeg ved ikke hvorfor lige med Keith Richard fra The Rolling Stones, men som mig selv kunstmaler, var det sådan, at når jeg kom ind på en blandet udstilling, så brændte hans malerier sig altid igennem udbuddet. Jeg kunne ikke lade være med at give dem ekstra opmærksomhed. Mærkværdigvis har Bruun Rasmussen 15 stykker kunst med ham på deres auktioner lige nu. Ellers var det også hans 'greb' om medierne, som fik min interesse. Især da han fortalte hvordan han havde lovet sin far på hans dødsleje, at holde op med at drikke. Han fortalte det på en så eventyrlig måde, at tårerne kom frem. Fra hjertet af: Han var Kunstner.

Jesper Frandsen

Jeg vil erindre ham som maleren hvis malerier fangede mit blik utroligt mange gange også før jeg kendte hans navn og fandt ud af at han var en internationalt anerkendt maler.
Fred være med ham.

Maj-Britt Kent Hansen

Især skulpturen af det nøgne par i sengen gjorde indtryk på mig for mange, mange år siden. Og springer straks frem for mit blik. Hvor så jeg den udstillet dengang? På Den Frie?

Jo, han var noget ganske særligt.