Den mutilerede krop

Den russiske performancekunstner og politiske aktivist Pyotr Pavlensky sømmede for nylig sine ædlere dele fast til den Røde Plads i Moskva i protest mod Vladimir Putins styre. Det var næppe behageligt. Men med aktionen viser han i en symbolsk handling, hvordan mennesket gøres til offer for fysisk vold og politiske magtstrukturer, fortæller forsker i performativ kunst og kultur ved Syddansk Universitet Mette Thobo-Carlsen.

»Når en performancekunstner bruger sin egen krop som genstand eller materiale for sin kunst, understreges kunstens evne til både at gøre noget konkret, her og nu, og udsige noget symbolsk på samme tid. Performancekunsten understreger, at kunstens konkrete, symbolske handlinger har udsigelseskraft og til at kritisere og måske forandre den sociale eller politiske virkelighed, som den henviser til.«

Begrebet performancekunst stammer fra 1950’erne og 60’erne, hvor særligt kroppen og livebegivenheden blev centrum for særligt amerikanske kunstneres praksis.

»Performancekunsten har fra begyndelsen været særligt optaget af kroppen og selve livebegivenheden, hvor værket fremhæves som en performativ handling, der foregår i realtid over for et publikum,« fortæller Mette Thobo-Carlsen.

Af med penis

Den nye kunstneriske praksis fik dog hurtigt et europæisk modstykke, og professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Jacob Wamberg peger på den kunstneriske gruppering Wiener-aktionisterne, for hvem kropslige mutilationer spillede en stor rolle. Særlig mytologiseret er fortællingen om Rudolf Schwarzkogler, der under en performance befriede sig selv for sin egen penis og angiveligt forblødte. Trods drabelige bandager var kastrationen dog en illusion.

Jacob Wamberg mener, at kunstens omgang med smerteuniverset ofte har religiøse undertoner, der peger tilbage mod kristendommen, hvor Jesu lidelseshistorie står centralt. Blandt andet knytter der sig en særlig kristen symbolik til den mutilerende omgang med det mandlige kønsorgan, som både Pyotr Pavlensky og Rudolf Schwarzkogler praktiserer:

»Der er en skjult tradition for, at det lænde- eller ligklæde, der altid skjuler Kristi genitialer i forbindelse med korsfæstelsen, har en knude foran, der signalerer erektion. Hvilket man f.eks. kan se på billedet af Kristus som den lidende forsoner på Statens Museum for Kunst. Det mandlige kønsorgan står nemlig centralt i passionshistorien,« fortæller han og fortsætter: »Blodsafgivelsen ved Kristi omskæring er f.eks også blevet set som en foregribelse af korsfæstelsen, ligesom den potentielle sædafgang på den anden side er opfattet som en fornyelse gennem ofring.«

Pavlenskys performance er dog relativt uskyldig i forhold til f.eks. Schwarzkoglers mutileringsshow, men også i forhold til nogle af de mere radikale amerikanske performancekunstnere som f.eks. Chris Burden, der i en performance lod sin ene arm skyde af.

Den teknologiske krop

Brugen af kroppen som et element i den performative kunst fortsætter op gennem det 20. århundrede, hvor den i takt med den teknologiske udvikling skifter karakter: »Det kropslige engagement ses tydeligt inden for f.eks. Body Art-genren, hvor kunstnere som austalske Stelarc, franske Orlan og amerikanske Chris Burden op igennem 1970’erne, 80’erne og 90’erne slog bredt igennem i offentligheden og i de brede medier med grænseoverskridende og hudpenetrerende kunstperformances med deres egen krop og liv som indsats,« fortæller Mette Thobo-Carlsen med reference til den begyndende teknologiske modificering af kroppen, som bl.a. kommer til udtryk hos Stelarc, der modificerer sin krop med maskinproteser. Som en såkaldt cyborg.

Og ifølge Camilla Jalving, museumsinspektør på Arken og forfatter til bogen Værk som handling, er et andet af Thobo-Carlsens eksempler, den franske performancekunstner Orlan oplagt at se som en overgangsfigur mellem to forskellige måder at anskue kroppen på – den naturlige og den artificielle. Orlan lader sig underkaste såkaldte skønhedsope-rationer, men ikke i overensstemmelse med samtidige skønhedsidealer. I stedet har hun f.eks. fået lavet horn i panden og andre modifikationer, som hun fandt inspiration til i den klassiske billedkunst.

»Kunsten beskæftiger sig her med en undersøgelse af den naturlige krops grænser, og man kunne godt se det som en videreudvikling af nedbrydningen af den naturlige krop. Kunstnerne er jo en del af det omkringliggende samfund og giver udtryk for de kropsforståelser, der findes i samfundet,« siger Jalving.

Performancekunst bliver ifølge Camilla Jalving ofte brugt til at udforske identitetsspørgsmål og findes også i denne sammenhæng i en særlig maskulin variant, der undersøger den fysiske udholdenhed, og som i tilfældet Pavlensky fungerer som en slags kunstnerisk mandomsprøve.

Performance i dag

Selv om Pyotr Pavlenskys performance har nået Europa fra Den Røde Plads og har fået opmærksomhed, har begivenheden også sat sine spor på den type performances, fortæller Mette Thobo-Carlsen:

»Pyotr Pavlenskys performance er set før, og det er måske mindre kontroversielt i dag, hvor vi i medierne ser sådanne performative aktioner hele tiden både i en æstetisk sammenhæng eller som ren politisk aktion. Eller en hybrid af de to.«

Og generelt er genrer som performancekunst og body-art ifølge Mette Thobo-Carlsen begyndt at blive udflydende kategorier.

»Nutidens performancekunst bruger stadig ofte kroppen, men kun som et af flere materialer og ofte i en tværmedial praksis, hvor krop, bevægelse, sprog, billede m.m. inddrages. Live-begivenheden er heller ikke så entydig en størrelse som i tidligere tiders body-art, men fremstilles ofte som stærk medieret, og grænsen mellem det fysiske og det virtuelle og det private og offentlige rum er blevet endnu mere sløret. Derfor gør det måske ikke længere så ondt at se Pavlenskys performance, men som politisk udsagn står det stærkt.«