Interview
Læsetid: 6 min.

Når en krop må afsted, må man bare følge efter

Den svenske sanger og sangskriver Jenny Wilson fortæller, om dengang hun levede i et svensk ungdomshus, og hvordan det er kroppen, som skal befries, for at sindet kan slå sig løs
Den svenske sangerinde Jenny Wilson, her i anledning af hendes andet soloalbum ’Hardships!’, der udkom i 2009.Arkiv

Miriam Nielsen

Kultur
8. november 2013

Lad os følge i teenageren Jenny Wilsons fodspor: Hun er 13 år gammel, og hun er en outsider i sin klasse. I stedet for at rette ind er hun begyndt at fordrive tiden med nogle lidt ældre teenagere.

Lige nu er hun på vej ind for at mødes med dem i industriområdet i den lille svenske by Sölvesborg i Blekinge. Hun nærmer sig et sært syn, som hun har vænnet sig til: Mellem de grå fabriksbygninger rejser sig et stort smukt jugendstil-hus. Pillet ned stykke for stykke, flyttet fra et andet sted i Sverige, nu genopført og placeret midt i ingenmandsland.

Det bliver kaldt Ungdomshuset, og det er, hvad det er – endda af den punkede variant. Den unge Wilson sjosker indenfor. Væggene er malet sorte, ungerne har bygget en scene, og omkring en stor pejs sidder folk på bænke. Ellers er der ikke mange møbler, bare et par sofaer og nogle borde. Og et oldgammelt køkken. Der er højt til loftet i bogstaveligste forstand, og der er ren børnemagt. De arrangerer koncerter én gang om måneden, nogle spiller skak, og ellers bliver der bare hængt for vildt ud. Hun er ankommet til sit andet hjem.

»Det var rimelig skørt. Det bliver jeg ved med at tænke på i dag. Vi var virkelig bare børn. Vi sad dér og drak rødvin, og der var aldrig, aldrig, aldrig nogen voksne.«

Ding, så skulle jeg lave musik

Jenny Wilson den ældre sidder over for mig i nutiden, på Vesterbro i København. Fuld krigsmaling, blonderet stramt friseret kort hår. Smuk på en voldsom måde.

Jeg møder hende for at tale om det nye album Demand The Impossible! Det ender med at blive en samtale mere end et interview, og den drejer – som samtaler nu har det med at gøre – i mange retninger. Og pludselig er vi altså på vej ind gennem erindringernes klædeskab, og snart er vi dukket op på den anden side i et industriområde i en flække i Sydøstsverige.

»Ungdomshuset fik mig virkelig til at føle mig som en del af noget, jeg følte mig ikke som en alien. Så pludselig, som det er, når man er ung, så var den magiske følelse væk.«

Wilson smækker med tungen. »Væk. Det var, som om at ’nu taler det her hus ikke mere til mig’.«

På det tidspunkt var hun 16-17 år gammel. Stadig i gang med at blive formet, men også tæt på at finde det, som hun ikke vidste, hun ledte efter. Hun dropper ud af gymnasiet og tager på skriveskole nogle kilometer uden for Malmø. Forsøger at finde et sprog. Skriver mest digte, men også noveller. Og så en dag hører hun engelske PJ Harvey.

»Ding! Hun var ...«

Wilson slår sig for brystet, mens øjnene tindrer.

»... i mit hjerte. Jeg vidste, at den gift, der var trængt ind i mit hjerte, var, at jeg var nødt til at lave musik. Jeg kunne ikke flygte fra den. Jeg slap pennen og greb guitaren. Da jeg hørte PJ Harvey, forstod jeg endelig, at det var muligt for mig at lave musik. At det ikke bare er noget, mænd gør.«

I de mellemliggende år er hun blevet voksen, nærmere bestemt 38 år. Og mor. Fire år efter debutalbummet Love and Youth fra 2005 fulgte Hardships, der beskrev hendes – og andres – moderskab som en kamp for selvets overlevelse.

»Det var nødvendigt for mig at skrive det album, fordi jeg havde små børn. Jeg var så træt af den lillebitte verden. Jeg levede i et dårligt forhold, nu er jeg skilt.«

Vandt over brystkræft

Demand The Impossible! er hendes tredje album, og det refererer til sloganet: ’Vær realistisk, forlang det umulige’, som man kunne finde malet på murene i Paris under ungdomsoprøret i maj 1968.

Det er også Wilsons første album, efter hun fik konstateret brystkræft og siden vandt over sygdommen. Hun projicerer kroppens sygdomskamp udad i tekster, der opfordrer til kamp mod den cancer, som æder vores verden op. Og uretfærdigheden, skævvridningen, udnyttelsen. Oprøret var hendes overlevelseskamp, og det er vores verdens overlevelseskamp, mener hun.

»Will there be blood? Yes, there will be rivers of blood,« synger hun.

Retfærdighedssansen har været med hende siden barnsben.

»Jeg var virkelig genert på en måde, men også virkelig modig.«

I fjerde klasse – vistnok – gik hun imod en gammel konservativ lærer, der var ond mod en af de andre elever.

»Jeg var virkelig nervøs. Jeg rejste mig op og sagde: ’Det kan du ikke sige. Det er ikke i orden’. Der var selvfølgelig ingen, der støttede mig. Jeg løb ud helt rød i hovedet, med bankende hjerte.«

Demand The Impossible! giver også en fornemmelse af et bankende hjerte. Det er et fysisk offensivt album, langt tættere på en politisk soulet sang som »The Revolution Will Not Be Televised«, end på sing-along-klassikeren »We Shall Overcome«.

Og udover en tit soulet eller funky nerve, så kan man også finde afsmitninger fra afrobeat og disco.

Og albummet afslører tydeligere end tidligere Wilsons rytmiske tilgang til sangskrivning, hvor trommeprogrammeringerne typisk er fundamentet, sjældnere akkorder på guitar eller klaver.

»Jeg plejer at forsøge at synge på trommetingen. Siden prøver jeg forskellige kostumer til hver sang,« siger hun.

Musik er fysisk

Under arbejdet med albummet begynder hun at lytte til en masse afrikansk musik, noget arabisk og som altid hiphoppen.

»Kanye West og Jay-Z. Men jeg lytter også til obskure rappere fra Memphis. Jeg kender ikke engang deres navne. Timevis af mixtapes.«

Tilbage i barndomshjemmet lytter faderen til Bob Marley.

»Min søster og jeg råbte, at det var for højt. Men vi elskede det virkelig, for han dansede, hoppede og hujede.«

Og Edith Piaf kan også snurre på grammofonen derhjemme. I Ungdomshuset i Sölvesborg er hun i moshpitten, og det er her, hun begynder at danse.

Da hun som ældre teenager flytter til Malmø, går hun på klubber og til raves og kommer ind i den elektroniske musiks flydende og dunkende dans.

»Så skubbede jeg det til side i nogle år og lyttede til musik og koncentrerede mig mere om teksterne.«

Men når en krop må af sted, så må den af sted. Og det må den nu igen, hvor Jenny Wilson har generobret sin krop fra kræften.

»Når jeg arbejder, er jeg meget fysisk. Musikken er fysisk, ordene kommer senere. Det er en slags sandt kropssprog.«

Og det er kroppen, der skal befries, før sindet kan slå sig løs.

»Jeg tror ikke, du kan sidde bag dit skrivebord og skrive om befrielse. Du er nødt til at være i den. Du er nødt til at gøre det. Jeg kommer til at tænke på musikhistorien helt tilbage fra jazz, blues og rock’n’roll. Det var meget fysisk. Det var derfor, det var så farligt. Det var lige som ...«.

Hun gisper for at illustrere musikkens daværende chokeffekt.

Skønt at blive ældre

Oprøret og kampen mod autoriteter har været en del af Jenny Wilsons virke, lige siden hun fra 1997 gør sig ualmindelig heldigt bemærket i det fremragende Malmø-band First Floor Power.

På sin solodebut Love and Youth tager hun afsæt i Nobelprisvinderen Imre Kertész’ De skæbneløse og vinkler sig derfra ind på sin egen fortid som outsider og gymnasie -dropout:

»It’s ok, hey come on, no time for education, so let’s go. I can’t stand all these rules,« synger hun. Lærdommen kommer med visdommen, med alderen i Wilsons verden.

»Straight from the university of my soul,« som det lyder med trafiklarm i baggrunden på Demand The Impossible! – som var hun en gadeprædikant.

»For mig er det fuldstændig fantastisk at blive ældre. Jeg synes, det er fucking fedt ikke at være 25. Det var kedeligt. Jeg var så meget kedeligere, da jeg var ung. Nu kan jeg være fleksibel. Jeg tør gøre præcis, hvad jeg faktisk vil. Jeg er ikke bange for at sige forkerte ting. Jeg synes, jeg er en langt vildere person nu.«

Og der er nye fodspor at følge, som hun går gennem gaderne på sit nye album. Dér hvor hun føler sig hjemme i en ny rolle, fjernt fra den frustrerede teenager i Sölvesborg – og fra den frustrerede mor, der skrev sine sange ved køkkenbordet.

»Jeg forsøger at skrive og synge og udtrykke mine tanker som en gadeprofet. Du ved, ham den skøre fyr der står og ...«

Jenny Wilson messer her en tåget melodi.

» ... men siger de mest intelligente og glitrende ting.«

Jenny Wilson giver koncert for første gang i to år på CPH: DOX den 11. november i Østre Gasværk, Kbh. Samt den 4. februar 2014 på Voxhall, Aarhus; 5. februar Posten, Odense og 6. februar på Pitstop, Kolding.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her