Læsetid: 6 min.

’En nation, der glemmer sine skibe, mister sin fantasi’

Michel Foucaults mantra om at skibe også er erindringsfartøjer, passer som letmatros i lukaf på den norske forfatter Jon Michelets fortælling om krigssejleren Halvor Skramstad. Et epos i tre bind, der giver oprejsning til Norges mange krigssejlere, der hidtil har været underkendt for deres rolle under krigen
’Det er en fortælling om at holde ud. Mange af krigsejlerne blev mentalt skadet og endte på bunden af samfundet,’ siger Jon Michelet.

Tor Birk Trads

22. november 2013

Han ankommer fra Oslofærgen. Efter en tur, der fik flere til at knække under, fortæller han, mens vi finder en pressekahyt af lavmælt orkestrering, maskinkaffe og bløde tæpper på BogForums dæk. Her kan man tale. Om de underkendte krigssejleres skæbne, om skibe, der synker, og verdener, der går under, mens ordene sejler videre på erindringens hav og om eposets kraft. Foran os ligger den just udkomne danske udgave af storværket om Halvor Skramstad, skovdrengen fra byen Rena, der blev letmatros på handelsskibet Tomar i 1939 og først fire bind senere lægger til land igen i 1945. Det er forlaget Republik, der tør satse med at udgive det 792 sider lange første bind: Havets helt. Skovmatrosen på dansk. At der er tale om et helteepos, lægger forfatteren Jon Michelet ingenlunde skjul på.

»Krigssejlerne havde en stor andel i, at krigen endte, som den gjorde, men har aldrig fået den anerkendelse, som modstandsfolkene på landjorden fik, måske fordi det var lettere at forholde sig til kampene i byerne og i skovene, end til noget der forgik langt fra land,« siger han og snupper en snus.

Selv om krigen til havs virker fjern for de fleste, berører den ufortalte historie om søens helte stort set enhver nordmand, vurderer Michelet.

Da Halvor i 1939 stiger ombord på Wilhelnsens M/S Tomar, er Norges handelsflåde den fjerdestørste i verden efter Storbritanniens, USA’s og Japans, og i forhold til indbyggertal var den norske flåde omfattende.

»Der var 30.-40.000 norske krigssejlere under krigen, og i dag har alle, der bor langs kysten i Norge, hvilket gælder de fleste, en krigssejler i familien,« siger Jon Michelet, hvis typiske læser er en datter eller en søn af en krigssejler.

Bind et om havets helt har således solgt i 135.000 eksemplarer, og efterfølgeren, En sjøens helt. Skytteren, der udkom på norsk i efteråret, er for længst strøget til tops på de norske bestsellerlister.

Spørgsmålet er, hvad det at angribe den store fortælling om de norske krigssejlere med en personlig indgangsperson som Halvor giver?

»Det episke greb er nødvendigt for at få nye generationer til at forstå,« siger Jon Michelet, der har fået strålende anmeldelser. Kun en enkelt kritisk modtagelse blev det til i Morgenbladet, der i arktiklen »Havari på kultursiderne,« skrev, at litteraturkritikerne var faldet på halen for de gode intentioner.

»Jeg skriver ikke perfekt litteratur,« svarer Michelet, »jeg vil skabe et epos, der får erindringen om krigsejlerne til at leve videre.«

I processen har forfatteren fundet inspiration i Hans Kirks Fiskerne og i Carsten Jensens fortælling om søfartsbyen Marstal Vi, de druknede.

»Carsten Jensen kom til lanceringen af En sjøens helt. Skogmatrosen i Norge, og han gav mig et sammenkog af et Foucault-citat (Fra Of Other Spaces, red.), som har været et mantra for mig lige siden: At skibene også er erindringsfartøjer, og den nation der glemmer sine skibe, mister sin fantasi,« siger han og tilføjer varmt og bestemt: »Det synes jeg er fint.«

Kaptajn neden om og hjem

Fascinationen af krigssejlerne begyndte for Jon Michelet, da han som sin hovedperson Halvor som 18-årig kom ud at sejle. Året var 1962, og om bord var flere krigsssejlere, herunder kaptajnen.

»Han blev sat af skibet på grund af sit heftige drikkeri, og du kan tro, det var smertefuldt,« siger Jon Michelet, der allerede dengang fornemmede, at her var en historie han en dag ville fortælle.

»Det er en fortælling om at holde ud. Mange af krigsejlerne blev mentalt skadet, og endte på bunden af samfundet. Det gælder både for de norske, de svenske og de danske søfolk, og alligevel er der stort set ingen, bortset fra et par dokumentariske udgivelser, der har skrevet om det.«

En forunderlighed som forfatteren nu har rettet op på, og som han blandt andet tillægger, at søfartsverdenen har været set ned på.

»I dag er der nok 700-800 krigssejlere tilbage i Norge, og ingen er dem har opsøgt et forfattermiljø, lige som forfatterne ikke har set til havnemiljøet, fordi sejlerne var besværlige, de havde nerver,« siger Jon Michelet og gestikulerer, som drak han af en flaske. Med begge hænder og hovedet lænet bagover.

Da krigssejlerne returnerede til deres hjemland efter fem år til søs, blev de således mødt med modstand. Dels fra skattevæsenet, dels fra kommunerne, der ikke nødvendigvis ville lade dem bygge huse, når de ikke havde været bosat der de seneste tre år og dels på grund af det faktum, at krigssejlerne aldrig fik udbetalt den løn, der var blevet sat i fonden Nortraship.

»Sig ordet Nortraship til de overlevende krigssejlere, og de flyver op,« siger Jon Michelet og letter en anelse fra den gråblå sofa, der matcher hans skjorte og habit.

Forliste ord og belæste sømænd

Vreden, krigssejlerne har følt, er også forfatterens, og bogen om Halvor er en ungdomserindring og genskabelsen af en verdensorden, der gik under. Skibsjargon og søfartsudtryk inklusive. En sproglig klangbund, Jon Michelet har været særlig bevidst om, og som til fulde finder vej til siderne i søfartsromanen.

»Man har glemt det i dag, men sømændene kunne tale engelsk før deres landsmænd på landjorden, de havde tid til at læse, og der var en vældig debatkultur om bord,« siger han og fortæller om udtrykket »at bruge penge som en fuld sømand«.

»Jeg ville skabe et modbillede til det,« siger han.

– Men kan ikke dermed komme til at lægge for meget sympati på skibets besætning?

»Nej,« siger han med eftertryk og tilføjer:

»Sandheden er, at der fandtes en rigdom af sprog om bord, men jeg lægger heller ikke skjul på alt det, der også hører med til sømandslivet, damer og druk for eksempel.«

Sømandsjargonen synes at vække genkendelse hos flere anmeldere, der peger på den fryd, det er, at genopdage det forliste ordrepertoire. Fra letmatros, fyrbøder og lukafkammerat over ubådsskipper, tonnage og torpedotræf til motormænd, havørne og søulke. Og som der står på en af de sidste sider i den danske udgave af Havets helt. Skovmatrosen: »Tomar eksisterer ikke længere, ikke det sejlende, levende skib Tomar. Men ordene findes.«

Når bind to kommer på dansk, vil læserne kunne følge Halvor, når han går om bord på et af Norges største tankskibe, Iberia. Skibet er opdigtet, men ligger tæt op af tankskibene i Texacos norske flåde, fortæller Jon Michelet.

»Dette skib fragter flybenzin fra havne i USA til England og Battle of Britain, og faktisk kom 40 procent af al benzin fra norske skibe.«

Mens Halvor ligger i atlanterhavskonvoj, bliver skibet angrebet af alt, tyskerne har, bombefly og ubåde. I bind tre, der er planlagt til udgivelse i 2014, gælder det invasionen i Normandiet i 1944, og i bind fire når vi op til en ny farlig invasion, der involverer både danske og norske søfolk, nemlig amerikanernes generobring af Filiipinerne – og endelig Halvors hjemkomst i 1948.

Hvad forholdet mellem virkelighed og fiktion i værket angår, formulerer forfatteren det således:

»Min romanværk er ikke som et fotografi af krigssejlernes verden og vilkår, snarere et maleri. Jeg fremhæver nogle træk og fjerner andre, men det er et realistisk maleri,« siger han, mens vi skridter over garderobefeltet mod et baglokale i Bella Centret, Fotografen har lokaliseret et godt, men svindende lys. Michelet smider jakken og løsner op for de anekdoter, der sidder løst under skjorteærmerne. Jeg spørger til hans skrivevaner, og han svarer, at han er en arbejdsmand.

»Jeg er ude i haven om dagen, og først sent på eftermiddagen, når jeg er træt i kroppen, kommer jeg ind i huset for at skrive.«

Jon Michelet arbejder i en gammel skipperstue i Larkollen ved Oslofjorden, og hans kone arbejder for den norske Flygtningehjælp, og parret lever derfor et sømandsægteskab:

»Hun er ofte ude at rejse, og jeg har derfor ingen forpligtelser og kan skrive om aftenen og om natten, hvis jeg vil.«

Om han ikke bliver træt af at leve i Anden Verdenskrig og i søfartsbøgerne mange år i træk?

»Nej, jeg er en skibsjunkie,« siger han og ler.

Ethvert forfatterskab indeholder på den måde et element af galskab, mener han.

»Enten går du under med det, eller også kommer du op til overfladen med noget, der måske er godt. Men er du først grebet, er der ikke noget at gøre.«bø

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu