Læsetid: 6 min.

Nationalromantikken skamrides på det store lærred

Den nye store familiefilm ’Tarok’ er reaktionær, romantisk og nationalistisk i sit historiesyn, lyder kritikken fra filmhistoriker Lars-Martin Sørensen. Og den afspejler en ny niche: Film, som ikke sætter historien til debat – kun til skue og beundring
Den jyske kernefamilie, hvor farmand har ret, og sønnerne makker ret, er i centrum i ’Tarok’. Generelt afspejles i dansk film en ny provinsiel nationalisme, som hellere vil pege på Morten Korch end på fremtiden, mener filmhistoriker.

Henrik Petit

8. november 2013

Det er oliekrise i 1970’ernes Danmark. Kusk og brugtvognsforhandler Jørn Laursen kæmper for at få pengene til at strække. Det er hårdt, og han når næsten ikke at se sine børn. Men familiens – og tilsyneladende hele nationens – redning kommer som kaldet, galopperende hen over lærredet. Det er en hest.

Hesten hedder Tarok. Ligesom Regner Grastens nye »familiesaga over tre årtier«, som Tarok-filmen præsenteres på plakaten. Manuskriptforfatteren, der også stod bag publikumsuccesen Hvidsten Gruppen, mener, at den historiske genre har meget for sig.

»Vi lever i en polariseret og globaliseret tid, og vi har brug for at spejle os i fortiden for at kunne forstå den nutid, vi står i. Det handler om at skue tilbage for at få en identitet, også som land,« har han udtalt til Politiken.

At historiske film kan give os forståelse af vores nutid, er ph.d. og filmhistoriker Lars-Martin Sørensen fra Det Danske Filminstitut enig i. Spørgsmålet er, hvilken fortælling om nationen der skrives. Information har sat filmhistorikeren stævne i CinemaxX-biografen ved Fisketorvet i København for at se filmen. Han er ikke i tvivl om, hvad Tarok vil fortælle:

»I sin essens er det provinsiel nationalisme,« siger han. »Det er historien om lille David, der besejrer store, onde Goliat – og de fremmedartede udefra.«

Kulturarv

Filmen kan defineres som en kulturarvsfilm, for Tarok gik over i historien. Godt hjulpet på vej af samtidens medier blev hesten et nationalt symbol. Dannebrog på fire ben, kaldte man den. Og han kan derfor nu hives frem fra historiens gemmer og ’varegøres’. Ligesom Hvidsten Kro, der har været en historisk lokalitet og et mindested, men i det øjeblik det blev eksponeret på film, blev en kulturarv. Og kroen har haft godt salg i æggekagerne siden filmen, bemærker Lars Martin Sørensen.

Men det er ikke ‘gratis’, understreger han:

»Hvis man engagerer sig i fortid og kulturarv på en måde, som skaber debat, er der mulighed for, at vi kan blive klogere på os selv og vores fortid. Hvis man præsenterer det som lukkede pakker, der bare stilles til skue, sker der ikke noget nyt. Så er det en rituel fejring, som ikke fører til nogen ny erkendelse,« mener filmhistorikeren.

Os-og-dem

Tarok er bygget op om oppositioner, påpeger Lars-Martin Sørensen. I indledningen skildres bonden Karl Laursen, som har fødderne solidt plantet i den jyske muld, og hans kamp mod banken. Banken siger, at det oprindelige bondeliv står for fald på grund af amerikanerne.

»Sympatien er meget entydigt placeret på det førindustrielle bondeliv, og det er en romantisk tilgang,« siger Lars-Martin Sørensen, som peger på skildringen af det lykkelige drengeliv overskrævs på en hest. Væk er skildringer af det slid og slæb, produktionsmåden utvivlsomt medførte.

Filmens næste opposition er jyden mod københavnerne. Karl kæmper mod opblæste københavnere, der betragter ham som bonderøv, men som »fandme ikke skal bestemme over ham«.

Og i det øjeblik Tarok kommer ind i billedet, bliver det danskerne mod blærerøvene ude i verden. Hesten er ikke længere bare jysk, men nationalt ikon, så der bliver brug for nye dumme. De findes i første omgang i Amerika, da Tarok deltager i VM i New York, og siden er det »frøspiserne« dernede, hvor »jungleloven regerer«, da hesten skal til Europas største travløb, Prix d’Amerique, i Paris.

»Hele filmen er holdt i oppositioner, så vi kan befinde os på den rigtige side. Det er udtryk for en meget provinsiel form for danskhed. De andre er nogle hængerøve og nogle frøspisere, og vi skal nok besejre dem, for vi ved, hvad der er bedst,« siger han og påpeger, at »vi« i dette tilfælde er kernefamilien fra den jyske muld. Hvor sønnerne altså underordner sig, og hvor det, fatter siger, altid er det rigtige.

Patriarkat

Og hvad farmand gør, er det rigtige. Han bestemmer, at der skal købes ny bil, købes hest, og hvem der skal ride hesten. Han bestemmer, at hans penge ikke skal forsørge hans børn, og han bliver ikke modsagt.

Egentlig er det ikke, fordi filmen ikke antyder tidens ulmende kønsopgør. I en scene sniksnakker tre kvinder i køkkenet, mens de vasker op. Det kunne være sjovt, hvis mændene kom på et husholdningskursus, griner de. Så kunne de lære at bruge alt det køkkenudstyr, de vinder i væddeløbene. Men selv om oprøret nævnes, annulleres det, for kvindens vigtigste ærinde er at stå bag sin mand.

Senere i filmen går Karls søn, Jørn, der er Taroks kusk, næsten rabundus, så hans kone spørger Jørns mor – Karls kone – om hjælp. Hun indvilger og trygler sin mand: »Hvis vi ikke hjælper dem, Karl, vil de hade os resten af vores liv,« vrænger hun. Men selv om konflikten bliver rejst, bliver den aldrig samlet op.

»Det hele kører videre uden nogen konfliktresolution,« siger Lars-Martin Sørensen.

»Jørns kone er utilfreds med, at han tjener millioner til sin far, men at de ikke får en rød øre. Men hun elsker ham alligevel. Filmen bevæger sig hen mod oprøret mod faderrollen, men ingen vil tage konflikten. Der sker ikke en skid. Og det kan jo kun føre frem til den endelige konklusion, at hvad fatter gør, er altid det rigtige.«

»Det er konservativt,« siger Lars-Martin Sørensen, »selv om jeg selvfølgelig ikke ved, hvor meget rødstrømpebevægelsen kom til Skive i 1970’erne. Så det er givetvis rimeligt nok, men hvis vi gør os fri fra, hvor historisk korrekt filmen må være i sin gengivelse af fortiden, er det en reaktionær fortælling.«

Morten Korch

Med oppositionen mellem land og by, slægtstemaet og fejringen af den førindustrielle romantik er filmen meget nært beslægtet med Morten Korch. I en sådan grad, at da der på et tidspunkt tændes for radioen toner »Jeg har min hest, jeg har min lasso«, som stammer fra Morten Kochs Det gamle guld.

Der er ikke noget i vejen med Morten Korch, påpeger Lars-Martin Sørensen, men hvis han bruges i dag, skal han transformeres til en nutidig kontekst. Og den eneste måde, hvorpå filmen adskiller sig fra Morten Korch, er, at det hele ikke ender i fryd og gammen. Hos Morten Korch havde sønnen fået den fædrene gård, men som Lars-Martin Sørensen siger, »spænder virkeligheden ben for, at vi får en vaskeægte Morten Korch-fiktion«. Selv om det er tæt på.

Men ifølge Lars-Martin Sørensen virker filmen ikke interesseret i at skabe forståelse:

»Det her er en film, som handler om en families liv med en hest. Vil den stille sit historiske emne til debat, eller vil den bare stille det til skue eller beundring? Der er ikke nogen sprækker, den efterlader ikke noget åbent. Der er ikke så meget at snakke om, for det var sådan, det var, og det kan godt være, sønnerne gjorde lidt oprør, men der kommer ikke noget ud af det, for far bestemte. Og så er den film slut.«

»Vi har ganske vist haft lejlighed til at genbesøge et stykke dansk kulturarv, hesten Tarok og den danske familie gennem tre årtier, men uden at blive klogere på nogen af delene.«

- Hvordan er den sammenlignet med ‘Hvidsten Gruppen’?

»Den gjorde præcis det samme. Hvidsten Gruppen tog en historisk hændelse og satte den op til beskuelse og beundring – men ikke debat. Den bekræftede blot en heltemyte, som alt for længe har fået lov at stå uanfægtet af alt det mindre heroiske, danskerne også foretog sig under besættelsen. Hvad kan vi så bruge det til? Det er en invitation til at deltage i et forstillet nationalt fællesskab. En form for engagement, hvor ingenting er til diskussion. En præsentation for en lukket fortid, hvor ingenting er til diskussion.« Og fordi filmen præsenterer sig som en historisk film, er det et problem, at ingenting diskuteres, mener han. Der bliver tale om den rituelle fejring:

»Og spørgsmålet er, om Tarok ikke er en rituel fejring af ‘Dannebrog på fire ben’ – og på et andet abstraktionsniveau en fejring af den provinsielle nationalisme.«

Ekstremt mange film har beskæftiget sig med den øvre, kreative middelklasse i København – dem, Lars-Martin Sørensen kalder »caffe latterne« – men forskellen er, at disse film ikke opterer med den opposition, at dem fra landet er nogle knoldesparkere. Tarok, mener han, taler til en formentlig antaget udbredt utilfredshed med København i udkantsområderne.

»Oppositionerne strukturerer den her film. At hovedpersonerne på travbanen i Charlottenlund bliver kaldt »brugtvognsforhandlere« og »bondeknolde«, fordi hesten går galop, er en billig lukrering på den der antagne konflikt mellem Udkantsdanmark og hovedstaden,« siger han og spørger retorisk, om det bedste man virkelig kan sige om jyderne, er, at de betragter resten af verden som blærerøve og frøspisere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Ekstremt mange film har beskæftiget sig med den øvre, kreative middelklasse i København – dem, Lars-Martin Sørensen kalder »caffe latterne« – men forskellen er, at disse film ikke opterer med den opposition, at dem fra landet er nogle knoldesparkere. Tarok, mener han, taler til en formentlig antaget udbredt utilfredshed med København i udkantsområderne.

»Oppositionerne strukturerer den her film. At hovedpersonerne på travbanen i Charlottenlund bliver kaldt »brugtvognsforhandlere« og »bondeknolde«, fordi hesten går galop, er en billig lukrering på den der antagne konflikt mellem Udkantsdanmark og hovedstaden,« siger han og spørger retorisk, om det bedste man virkelig kan sige om jyderne, er, at de betragter resten af verden som blærerøve og frøspisere

Jeg tror såmænd heller ikke at filmen er særlig god, men cafelatternes ( sku det nu være Sørensens opfindelse) film foregår jo sådan set lige nu og ikke for over 40 år siden. Dengang var der ikke noget der hed Udkantsdanmark, men sandelig noget der hed provinsen. Filmen er provinsiel siger den kloge mand og viser slet ikke noget om hvor hårdt sliddet nok var på landet, (altså ønskes en ny Pelle erobreren eller hvad).
Ja filmen ER sikkert provinsiel, men mon ikke det lige netop er meningen.
At den heller ikke handler om rødstrømpebevægelsen er også en fejl, ja der kan man se. De røde Strømper eller De røde Heste. Hvis filmen er tæerkrummende, så tør jeg slet ikke tænke på hvor rædselsfuld den måtte blive, hvis den nu skulle handlede om kvindefrigørelse på travbanen. For resten er den film jo lavet med Liva Weel i 1932 , Glemmer du......