Der er en interesse, i Ida Jessens novellesamling Postkort til Annie, for en særlig form for lakuner i tid og sted, hvor realistiske omstændigheder forrykker sig en smule og nye, næsten uvirkelige områder opstår, disede og forvirrende, drømmeagtig episoder. En mor går gennem tågen over en vandhullet mark for at finde sin søn, to småpiger ser træerne klimte af frost julenat, en ung kvinde forfølger en slåbrokklædt og dement kvinde gennem Aarhus’ sjappede gader. Det er i disse utrolige – ja kan vi kalde dem skæbnesvangre? – øjeblikke hvor virkeligheden med ét viser sin bagside, at vi finder flere af Jessens karakterer.
Med en overbevisende sproglig sikkerhed, sætningerne har ofte dette frostklare over sig, kredser Ida Jessen om parforholdets genstridigheder, men løfter sig for alvor i noveller som krimigåden »December er en grusom måned« og det tragikomiske portræt af en moder i »Mor og søn«, begge noveller, der fremskriver moderkærligeden og dennes iboende hang til tilgivelse som en både ufornuftig og til tider direkte farlig størrelse.
Jessen trækker med en rolig, næsten glidende autoritet, sine karakterer ind i disse overvirkelige episoder. Bogens karakterer er ofte på vej, eller de leder efter nogen eller noget, de taler forbi hinanden.
Og samtidig, i Postkort til Annie, er det som om, der er noget nydelsesfuldt ved det desorienterede.
Som om disse uvirkelige steder og situationer, er steder, hvor man kan fortabe sig og forsvinde, eller måske netop steder, hvor man kan genopstå, vaskes ren for hverdag og blive sig selv igen.
Video og klip: Martin Pedersen
