Findes der den familie, der ikke er værd at holde sammen på længere? I Yahya Hassans selvbetitlede digtdebut tematiseres måske en opvækst i et specifikt indvandrermiljø, men ligeså meget forsøger bogen at tænke over, hvad det vil sige at være en familie.Igen og igen stiller digtene det hjerteskærende spørgsmål: er der andet, der holder os sammen i denne familie end det mørke, den har plantet i os, her fra et af samlingens stærkeste digte »Tvangsfjernet«:
»I RINGER OG KALDER MIG SKIFTEVIS BROR ELLER DANSKER / VIL VIDE HVAD JEG LAVER PÅ ET OPHOLDSSTED / MEN KENDER VI EGENTLIG HINANDEN / HAR VI ANDET END SMERTEN TIL FÆLLES / NU ER VI BLEVET STORE OG SMUKKE / OG JEG ER ÅBENBART BLEVET DANSKER / MEN KENDER VI EGENTLIG HINANDEN / DET ER LÆNGE SIDEN VI KOM UD AF DET HUL / DET KAN VEL IKKE HOLDE SAMMEN PÅ OS.«
Yahya Hassan er først og fremmest et fader- og autoritetsopgør, og med opgøret med det fædrene ophav eroderer både tilhørsforhold og identitet. Næsten ethvert tilhørsforhold er under opbrud hos Hassan. Ikke bare til familien, men også geografisk, religiøst og kulturelt. Digterjeget er rastløst, hjemløst, råbende, alle digte i versaler, Strunge lever!Hos Hassan bliver skriften, poesien, det mulige tilhørssted, en slags mellemsted, hvor man kan stå inde i og uden for familien på en gang, i ghettoen og til forlagsreception, hvor man bærer danskernes modetøj og sælger pusherens plader, hvor der kan fremskrives rasende anklager, men også glimt af ømhed for brødre og søstre, for den familie, der kunne have været.
Video og klip: Martin Pedersen
