Steve Coogan og Stephen Frears finder aldrig Gud. Men de har fundet Philomena, og det er ingen ringe trøst for de to overbeviste ateister.
Ud over at være navnet på en helgenkåret martyr er Philomena en nulevende 78-årig irsk dame, og så kan hun meget vel gå hen og blive den kommende tids stærkeste argument for kritikere af den katolske kirkes dobbeltmoral.
Det håber de to mænd bag filmen Philomena i hvert fald, da Information møder dem på filmfestivalen i Venedig, før efteråret for alvor sætter ind. Ligesom filmens instruktør Stephen Frears er dens producer og forfatter, Steve Coogan, frafalden katolik, og ingen af dem forstår, hvad der dybest set driver deres hovedperson, den stærkt troende lille dame i filmens titelrolle. Det er netop det, der fænger ved hende:
»Jeg var chokeret over historien,« siger Stephen Frears, der til trods for, at han længe har forholdt sig kritisk til den religion, han i sin tid blev døbt ind i, ikke kendte til de skandaler, der i de senere år har medført skarp kritik af irske nonner i landsdelen Tipperary. Og det er ikke tilfældigt.
Havde man forbrudt sig mod kirken, sådan som Philomena gjorde, mod Gud, var det ikke noget, man talte om. Der skulle gå 47 år, før Philomena betroede sig til sin datter om sin synd. Det var i 2004. Kort efter gik datteren til journalisten Martin Sixsmith, en detroniseret spindoktor for regeringen, og han stykkede begivenhederne sammen.
Måtte opgive sit barn
Som seks-årig kom Philomena Lee på klosterskole, da hendes mor døde, og her tilbragte hun sin barndom. Som 18-årig vidste hun derfor ikke meget om verden udenfor og sådan set heller ikke om det helt nære, sin egen krop, og hvordan den fungerede. Og hvad der eksempelvis kunne ske, når man lod sig byde på karamelliserede æbler af en dejlig dreng fra et omrejsende tivoli.
Efter at have født sit barn i klostret Roscrea i Tipperary måtte hun arbejde for nonnerne i vaskeriet sammen med andre kvinder i samme situation. En time om dagen fik de lov til at se deres børn, for Philomenas vedkommende sønnen Anthony. Det vil sige, indtil nonnerne lod et amerikansk ægtepar køre af sted med drengen, da han var tre og et halvt, for øjnene af hans skrigende, indespærrede mor. Philomena havde før fødslen, belært om sin utilgivelige situation, afskrevet sin råderet over barnet.
Siden gik historien, nøjagtigt som man ønskede det på Roscrea, i glemmebogen. Og i næsten 47 år forblev den der, mens Philomena bøjede hovedet, bad for sin søn og for sine synders forladelse. Den aften, Anthony, hvor end han måtte være, fyldte 50 år, dulmede Philomena smerten med et glas sherry for meget og gik til bekendelse over for sin voksne datter. Resultatet blev Martins Sixsmiths bog The Lost Child of Philomena Lee, der udkom under stor pressebevågenhed.
Stadig troende
I London var komikeren Steve Coogan, især kendt for sin politisk ukorrekte figur Alan Partridge i engelske satireprogrammer, på udkig efter en fortælling, der kunne beskæftige ham med andet end komediegenren:
»Jeg læste en artikel i The Guardian om Philomena for fire år siden. Den bevægede mig, og den ramte noget i mig. Jeg tænkte, at den kunne blive en fantastisk film, og at den ville appellere til mange, fordi den handler om en mor og en søn. Det universelle ved historien ville gøre den tilgængelig for alle. Men samtidig var den interessant for mig personligt, fordi den handler om kirken. Jeg kunne forstå, at Philomena stadig var praktiserende katolik, og det fascinerede mig.«
Især kontrasten mellem Philomena og Martin Sixsmith, der var fotograferet sammen til artiklen, tiltrak ham.
»De så simpelthen så besynderlige ud sammen. De er virkelig et umage par, et klassisk odd couple. Hvor Martins bog fokuserer på Anthony, var det historien om mødet mellem de to mennesker, som jeg fik lyst til at fortælle,« siger 48-årige Coogan.
Hvad der hændte for Anthony skal ikke afsløres, blot bør det siges, at det overgreb, nonnerne på Roscrea udsætter mor og søn for, af de fleste vil opfattes som utilgiveligt. Alligevel tilgiver Philomena, og det er hendes valg, Steve Coogan fokuserer på. Det er det centrale i det manuskript, som han sendte til Stephen Frears. Da vi møder dem, ved ingen af de to, at filmen kort efter vinder en Guldløve for bedste manuskript på filmfestivalen i Venedig. Frears benytter i mellemtiden festivalen til at promovere Philomena’s politiske budskab:
»Jeg håber virkelig, at paven ser denne film,« siger han flere gange på pressekonferencen.
Adspurgt om han har skrevet filmen som et angreb på kirken, svarer Steve Coogan imidlertid:
»Jeg er ateist, men jeg ville ikke have filmen til at blive en politisk meningsudgydelse. Det handler om at forstå andre menneskers holdninger. Jeg har mine synspunkter, men hvis man ikke formår også at udfordre sine egne overbevisninger, er man ikke menneskelig. Jeg er kritisk over for kirken som institution, men jeg hylder mennesker som Philomena, der har en simpel, ukompliceret tilgang til deres tro. Jeg ville ikke have en arrogant, elitær og intellektuel fordømmelse eller diskussion af tro og religion.«
Journalisten i filmen er baseret på Martin Sixsmith, selvfølgelig, men der er også en del af Coogan selv i karakteren, siger Steve Coogan, der ikke havde set det komme, da han fik sit livs vigtigste lektion af en lille, vandonduleret dame med hang til likør og kærlighedsromaner:
»Jeg ville fortælle om en kyniker som mig og om Philomena, som er åbenhjertig og ligetil. Det er åbenhjertighedens triumf over kynismen.«
Giver håb til andre
Stephen Frears er mere fåmælt end sin kollega, berygtet som han er blandt journalister for at besvare, synes de selv, begavede spørgsmål med ironiske oneliners. Men Philomena vil han gerne tale om:
»Jeg forstår ikke, hvordan hun bærer sine lidelser. Nonnernes hykleri er chokerende. Det dybt fascinerende ved Philomena er, at der ikke det mindste strejf af tragedie over hende. Derfor giver hun håb til andre. Jeg går ud fra, at det må være det, tro er. Kirken lader ikke til at have ret meget med tro at gøre. Den nye pave virker nu som en fin fyr. Hvis paven vil rydde op og holde op med at skjule kirkens forbrydelser, så er det her en film for ham.«
Hvis åbenhjertigheden også har triumferet over kynismen for den mange gange prisbelønnede instruktør af blandt andet The Queen, holder han det for sig selv. I dag er tydeligvis ikke første gang, han bliver spurgt, om han selv tror på noget:
»Jeg plejer at sige mit fodboldhold, men lige nu tvivler jeg nu godt nok lidt på dem. Arsenal, endnu en tragisk figur.«
’Philomena’ har dansk premiere i morgen og anmeldes her i avisen samme dag
