Læsetid 8 min.

At skaffe og skaffe sig af med børn i den globale ulighed

Tre kunstnere går fra hver sit udgangspunkt i kødet på det globale marked for reproduktion. Forfatterne Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey og sceneinstruktør Ditte Maria Bjerg i samtale om dem, der bliver hentet i Kastrup, og dem, der spiller den af for en tusse, om ansvar over for andre kvinder, om surrogatmoderskab og pengetransaktioner
Kristina Nya Glaff ey, Ditte Maria Bjerg og Maja Lee Langvad har alle skabt værker, der behandler temaet: familieskabelse på den globale markedsplads. Foto: Tor Birk Trads

Kristina Nya Glaff ey, Ditte Maria Bjerg og Maja Lee Langvad har alle skabt værker, der behandler temaet: familieskabelse på den globale markedsplads. Foto: Tor Birk Trads

11. november 2013

Det er jo på en måde ydmygende at føde børn,« siger Kristina Nya Glaffey. »Virkelig. Tænk hvad man ikke udsætter sig for af risiko for blodstyrtninger, moderkager, der river sig løs, strækmærker og for tidlig ælde. Det er ubegribeligt, at kvinder overhovedet stadig bliver gravide.«

»Hvem skulle ellers?« spørger sceneinstruktør Ditte Maria Bjerg.

»Ja, man kunne jo lade være,« foreslår Kristina Nya Glaffey og fortsætter: »I det mindste burde man få betaling for at gøre samfundet den tjeneste – der har indiske surrogatmødre fat i den lange ende. Vi hvide vestlige kvinder lever i en syg forestilling om biologiske ure og moderfølelser, og at det er en ære at føde et barn uden at få penge for det.«

»Men så får de noget andet for det,« bryder forfatterkollega Maja Lee Langvad ind. »Status, normalisering, privilegier.«

I anledning af Ditte Maria Bjergs aktuelle forestilling Made in India om surrogatmoderskab på tværs af grænser har Information sat de tre kunstnere stævne for at tale om det tema, der samler dem: familieskabelse på den globale markedsplads. Kristina Nya Glaffey er selv mor til to børn skabt via anonym donor og har skrevet bogen Padder og Krybdyr, et tankemylder inspireret af hendes egne overvejelser over at være forbruger i fertilitetsindustrien, og Maja Lee Langvad udgiver snart en ny bog med et adoptionskritisk perspektiv.

’Kritiske adopterede’

Maja Lee Langvad er selv adopteret fra Seoul til København. Det er 33 år siden, hun blev »hentet i Kastrup«, og hendes officielle historie startede. For seks år siden rejste hun til Seoul på et legat fra Statens Kunstfond for at skrive på en bog, der udkommer i foråret. Hun er vred, hedder den.

Maja Lee Langvad endte med at blive i Seoul i tre år. Her blev hun en del af et miljø af ’kritiske adopterede’, der er vendt tilbage. Nu er hun klar med noget, der måske er en digtsamling, måske et dokumentaristisk vidnesbyrd.

Fælles har Maja Lee Langvad, Kristina Nya Glaffey og Ditte Maria Bjerg ikke kun temaet global handel med livmødre, sæd, æg og færdige børn, men også mikset mellem dokumentarisme, research og kunstneriske udtryk.

»Jeg flyttede til Seoul, fordi jeg ville lære min koreanske familie at kende, men også fordi jeg ville vide mere om adoption. Der er et stærkt miljø af kritiske forskere, aktivister og kunstnere blandt adopterede i Seoul og også her i Danmark nu,« siger Maja Lee Langvad. »Jeg har nærmest været besat af adoption, det er en del af Koreas og Danmarks historie og en historie, som først nu er ved at blive behandlet. Min nye bog befinder sig et sted mellem teori, fakta, digte, vidnesbyrd. Og alle sætninger starter med ’hun er vred’. Over 200 sider.«

Endnu en handelsvare

Ditte Maria Bjerg er også, om ikke vred, så i hvert fald stærkt anfægtet.

»Min vej ind er ikke det personlige – jeg har ikke som Maja og Kristina selv været en del af industrien som adopteret eller køber. Men jeg er optaget af omsorgsmigration, af hvilke intime ydelser man kan købe sig til, og hvem der leverer dem. For nogle år siden sagde en forsker til mig, at nu var der noget nyt, man kunne udlicitere – selve graviditeten,« siger Ditte Maria Bjerg.

Hendes aktuelle forestilling er blevet til i tæt samarbejde med den indiske sociolog Amrita Pande, der også spiller hovedrollen i Made in India, der blev kaldt »en skarp analyse af global kapitalisme« i Svenska Dagbladet efter premieren i Stockholm, mens Fyns Amtsavis efter premieren i Odense roste den for fraværet af »frelste meninger«.

»Man kan gå meget distanceret og moralsk til spørgsmålet om surrogacy, og der var jeg nok i starten, før jeg havde læst mig ind i Amritas feltarbejde på klinikkerne og havde foretaget denne årelange rejse sammen med hende, hvor vi har været tilbage på klinikkerne i Gujarat, Indien, flere gange. Det var vigtigt for mig, at vi fulgte op på hendes første interviews, at vi fik det temporale aspekt med – hvad sker der med surrogatmødrene efter to år, efter fem? I en vestlig sammenhæng bliver kvinderne ofte fremstillet som ofre. Undervejs blev jeg mere optaget af af den disciplinering, de underlægges på klinikkerne, af grænserne mellem legalitet og illegalitet, af graviditet som fag, som industri, af surrogatmødres rettigheder – eller mangel på samme – som arbejdere.«

Bestilling og levering

Adoptions- og surrogatindustrien har det til fælles, at det er ikke-vestlige, ofte ikke-hvide kvinder, der leverer børn, bemærker Kristina Nya Glaffey, og Ditte Maria Bjerg nikker, men tilføjer:

»Faktisk er halvdelen af kunderne på de indiske klinikker indisk middelklasse. Nogle af dem har overvejet adoption, men er bange for at få ’beskidt blod’ ind i familien.«

»Surrogacy er tættere på ideen om at få ’sit eget barn’,« indskyder Maja Lee Langvad. »Og for både surrogatmødre og kvinder, der bortadopterer deres børn, er det også et forsøg på at løse et akut problem, at ændre sit liv med et snuptag. Det betyder også, at noget, der burde være kollektive problemer, bliver reduceret til og fastholdt i et individuelt magtforhold mellem den, der skal levere, og den, der kan bestille.«

Men det er bemærkelsesværdigt, at når kvinder gør noget med deres krop – f.eks. ’udlejer’ deres livmoder til at bære andres børn – omgærdes det straks med stor bekymring, mens det samme ikke gælder for mænds ydelser i fertilitetsindustrien, siger Kristina Nya Glaffey.

»Surrogatmoderen er et offer, sæddonoren er en helt, en fandens karl, der kan sprede sin sæd over det hele. Men ærligt talt, så sidder den her stakkels idiot og er nødt til at spille den af 20 gange i et eller andet lille rum for et par tusind kroner, jamen herregud. Hvad er det dog, der driver dem ud i det? Og så sidder jeg her, en middelklasselesbisk, og har købt hans klat, for at han kan få råd til et par øl med vennerne.«

Fordi man kan

Maja Lee Langvad mener, at det er »en seriøs problematik«, at flere og flere ikke kan få børn, og anerkender, at folk gennemgår fysisk og emotionelt smertefulde forløb i forsøget på at opfylde deres familiedrømme. Hun mener bare ikke, det undskylder udnyttelsen af, at andre mennesker, andre steder, ikke ser det som en mulighed at beholde deres børn, eller vælger at føde andres for at kunne forsørge sine egne.

»Vi er alle en del af stærke, samfundsmæssige strukturer og underlagt normer om, at man f.eks. ikke er en rigtig kvinde, hvis man ikke får et barn,« siger Maja Lee Langvad. »Men det fritager os ikke for ansvar for de valg, vi træffer. At man selv har undergået ubehagelige hormonbehandlinger og fejlslagne insemineringer, retfærdiggør ikke, at man udsætter andres kroppe for samme pres ved at leje en surrogatmor for eksempel. Folk vil ligesom ikke acceptere, at livet har begrænsninger. Hvis man kan købe sig fri af de begrænsninger, gør man det bare. Men at man har det privilegium betyder jo ikke, at man absolut skal bruge det. Man kan faktisk lade være.«

Penge og penge

Kristina Nya Glaffey mener, at det kun er »marginalt værre« at få andre til at føde sine børn end selv at gøre det.

»Tænk på alle de bleer, man fyrer ud, som ødelægger klimaet, så en eller anden indisk landsby bliver oversvømmet. Eller alt det børnetøj produceret af lavtlønsarbejdere i Bangladesh, man køber. Man skal huske at være forarget over sig selv, før man bliver det over andre,« siger Kristina Nya Glaffey.

»Men man skal også være kritisk over for, hvornår man selv står på bagbenene og hvornår man ikke gør,« siger Maja Lee Langvad. »Hvorfor er det f.eks. helt fint, at et middelklassepar adopterer et barn fra Thailand, som så skal levere det affektive arbejde, der ligger i at ’fuldende’ familien, men ikke okay for en dansk proletarmand at rejse til Thailand og finde sig en kone? Hvad er egentlig forskellen på thaiægteskaber og transnational adoption?« spørger Maja Lee Langvad og svarer selv:

»Det er jo blandt andet ’kundens’ klassemæssige status. Proletarer må ikke, middelklassen må godt.«

Desuden lever hvide heteroseksuelle kernefamilier i den vrangforestilling, at der ikke er pengetransaktioner involveret i deres eget privatliv, mener Kristina Nya Glaffey.

»Men hvem er det, der mister i pensionsopsparingen under barsel, hvem er det, der slider på sin krop, hvem er det, der skal levere sex til gengæld for forsørgelse, hvem er det, der siger ’min mand er bare så flink til at tage fra’, som om han har fortjent ros for at tage sig af sit eget barn,« siger Kristina Nya Glaffey og Ditte Maria Bjerg indskyder:

»Du er jo meget radikal i at insistere på, at der ikke er noget galt, bare man bliver betalt for sine ydelser.«

»Jo, der er noget galt,« siger Kristina Nya Glaffey. »Men der er penge i alt, og det er det, som folk her i Vesten bilder sig ind, at der ikke er – at intime pengetransaktioner er afgrænset til de der østeuropæiske sexarbejdere nede i gaden eller de der surrogatmødre nede i Indien. Og hvis man skal se på, hvor problemet er, er det ikke i selve ydelsen eller pengetransaktionen, men i den strukturelle og globale ulighed.«

»Og det er jo her, gammeldags arbejderrettigheder kommer ind,« siger Ditte Maria Bjerg. »Interessant nok mødte vi under arbejdet med Made in India surrogatmødre, som var skiftet fra tekstilindustrien og sagde: ’Her på klinikken er der rent, i modsætning til fabrikken. Her på klinikken er kun kvinder, i modsætning til fabrikken, hvor man kan blive udsat for seksuelle krænkelser. Og her producerer vi noget, som folk ikke smider ud efter en måned, men faktisk beholder’.«

Gør ikke noget godt

Problemet er, siger Maja Lee Langvad, at folk, som adopterer et barn eller betaler en surrogatmor for at bære sit barn, ofte bilder sig ind, at de samtidig gør noget godt for verden.

»Det gør de ikke. De bruger uligheden til at gøre noget for sig selv.«

»Ja, det stygge ved det transnationale er, at folk bilder sig ind, at de bidrager til en slags u-landshjælp,« siger Ditte Maria Bjerg. »Mange internationale kunder på klinikkerne i Indien taler om, at så kan denne her surrogatmor f.eks. få sig en uddannelse og blive selvforsørgende, og bliver vildt skuffede, når kvinden så i stedet skal afbetale gælden på sit hus eller have penge til sin datters medgift. De har intet begreb om, hvad det er for en virkelighed, de opererer i, de tror, at deres penge nu skal ’bruges fornuftigt’.«

»Det må jeg forresten også få undersøgt,« siger Kristina Nya Glaffey, »jeg vil da vide, om min sæddonor har brugt pengene til noget godt.«

Lørdag den 16. november har forestillingen ’Made in India’ – der tidligere har spillet i bl.a. Odense og Stockholm – premiere på Teater Grob i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kalle Nielsen
    Kalle Nielsen
  • Brugerbillede for ole eising
    ole eising
Kalle Nielsen og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Alexander Nørup
Alexander Nørup

Nogen der kan opsummerer hvad denne artikel handler om?
Tror jeg har forstået at mænd er lidt skurke(og lidt ynkelig) og, at adoption er lidt skidt.

Frank Högfeldt, Karsten Aaen og Troels Kirk anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Miljø og arbejdsrettigheder, er noget af det vigtigste verden har som udfordring, uden det giver resten ingen mening. Udmærket artikel, jeg er dog mest enig med Maja.

Hvis man giver 1000 kr til en narkoman, må man forvente han køber stoffer, det samme gør sig gældende med en sæddonorer. Det er prioriteringen der er nuancen, som går igen i Indien, med afbetaling på gæld. Det handler desværre nok om fordomme i høj grad, når forventningsafstemningen svæver.

Internationale lovgivninger er den eneste løsning, på de nævnte elementer - i den globaliserede verden, ellers nærmer vi os kolonitiden igen, og rendyrket udbytning. Det er den vej, verden har diskurs mod. Forskellen er bare den ikke er national, men global, og klasseorienteret.

Brugerbillede for Sten Victor

Det handler om valget og fravalget om at få børn. Om at kunne selv, betale sig til et barn eller få det gratis - med eller uden mand.

Med andre ord, manden er sat uden for indflydelse i denne sammenhæng - fordi det er kvinderne der bestemmer.

Brugerbillede for Hans Ditlev Nissen
Hans Ditlev Nissen

Jamen jeg syns både der siges virkelig rædselsfulde og virkelig gode ting her.

Bunden nås vel med Kristina Nya Glaffey's fantasi-forestillinger om mænd:
"sæddonoren er en helt, en fandens karl, der kan sprede sin sæd over det hele. Men ærligt talt, så sidder den her stakkels idiot og er nødt til at spille den af 20 gange i et eller andet lille rum for et par tusind kroner, jamen herregud. Hvad er det dog, der driver dem ud i det? Og så sidder jeg her, en middelklasselesbisk, og har købt hans klat, for at han kan få råd til et par øl med vennerne"
Har hun et mere end almindeligt problematisk forhold til folk som os andre?

Men heldigvis kommer så det her, afklaret og meget tankevækkende fra Ditte Maria Bjerg:
"Og det er jo her, gammeldags arbejderrettigheder kommer ind"
"Interessant nok mødte vi under arbejdet med Made in India surrogatmødre, som var skiftet fra tekstilindustrien og sagde: ’Her på klinikken er der rent, i modsætning til fabrikken. Her på klinikken er kun kvinder, i modsætning til fabrikken, hvor man kan blive udsat for seksuelle krænkelser. Og her producerer vi noget, som folk ikke smider ud efter en måned, men faktisk beholder’."

Arbejderrettigheder er kun "gammeldags" i betydningen 'gennemprøvede og evigt aktuelle'.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

" Og hvis man skal se på, hvor problemet er, er det ikke i selve ydelsen eller pengetransaktionen, men i den strukturelle og globale ulighed."

- som befordrer tvangsbaseret adfærd.

Brugerbillede for Majbritt Nielsen
Majbritt Nielsen

Sten Victor
11. november, 2013 - 19:21 #
"Med andre ord, manden er sat uden for indflydelse i denne sammenhæng "

Æhh, hvor kom det lige ind henne?
Som jeg læser det var det et kritisk blik, på at i nogen dele af verden er det ikke i lovligt at bære et andet menneskes barn og blive betalt for det. Og i andre dele, der betales de måske, men behandles på en måde der burde få os til at stille højere krav til behandlingen af og friheden til rugemoren.
Som åbent bart nogen steder, i eksempelvis Indien, nærmest holdes indespærret til den dag barnet er født.

Men så vendte du det til det var synd for manden????

Brugerbillede for Robert  Kroll

Interessant artikel.

Men i al stilfærdighed, så er der en bunke mennesker af begge køn, som har det fint med deres seksualitet og forholdet til deres kærester, ægtefæller, partnere, familie , kolleger o s v
- det glemmes ofte, når de "elitære" sætter tingene på spidsen og "lufter" egne fordomme og overbevisninger.

Troels Kirk, Christian Pedersen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Borghus

"Tænk hvad man ikke udsætter sig for af risiko for blodstyrtninger, moderkager, der river sig løs, strækmærker og for tidlig ælde."

- Hvad laver 'strækmærker' i den der sammenhæng? Risiko for strækmærker.. Det kan jeg altså ikke tage alvorligt. Og "ydmygende at føde børn"? Gu' er det da ikkenikke nej.

Brugerbillede for Helle Degnbol

Så megen vrede og fortørnelse. Det gør da inderlig ondt at høre. Her er vist ikke megen glæde.

Dog godt at høre Dittes kommentar om arbejderrettigheder, at høre om de indiske såkaldte surrogatmødres værdsættelse af "klinikken". Et glimt ind i et samfund.

Kristina, "selv mor til to børn skabt via anonym donor", men ikke et ord om børnene, ikke noget om livet med børnene, ikke noget om livet, men "Tænk hvad man ikke udsætter sig for..." og "Tænk på alle de bleer, man fyrer ud". Og der er utvivlsomt kloge, spekulative økonomiske betragtninger.

"Desuden lever hvide heteroseksuelle kernefamilier i den vrangforestilling, at der ikke er pengetransaktioner involveret i deres eget privatliv". Jeg ved ikke lige, hvor det her passer ind, men det holder vi da op med fra nu af (den vrangforestilling).

Og "der er penge i alt, og det er det, som folk her i Vesten bilder sig ind, at der ikke er" - sorry, det skal ikke ske mere. Der er penge i alt. I hvert fald i denne artikel.

En provokerende og derfor god artikel. Og det gør mig stadigvæk - uironisk - ondt for de kvinder, der har det så skidt.