Baggrund
Læsetid: 9 min.

Om spillemænds trængsler – før og nu

Informations musikredaktør er taget på musikhistorisk krydstogt gennem dansk folkemusiks fortid og fremtid – og på de sjællandske landeveje med Spillemændenefor et genopfinde spillemanden
Informations musikredaktør er taget på musikhistorisk krydstogt gennem dansk folkemusiks fortid og fremtid – og på de sjællandske landeveje med Spillemændenefor et genopfinde spillemanden
Kultur
25. november 2013

Det er Spil Dansk Dag – eller spedalskdag, som den også bliver kaldt med et glimt i øjet – dagen, hvor dansk musik fejrer sig selv. På ladet af en ramponeret lastvogn foran Falkonergården Gymnasium, dér hvor Frederiksbergs grænse går, står en gruppe unge mennesker og spiller musik fuld af knaster og dansksprogede krumspring. Spillemændene spiller op til eftertænksomhed.

I disse år bliver nationens musik ikke lige frem behandlet som spedalsk, tværtimod bliver der suget dansk musik ned til vores smartphones og computere i stor stil. Nærmere bestemt blev der købt 47,7 pct. dansk sidste år. Men gymnasieeleverne har vist noget andet end Spillemændene på deres iPhones, som de har limet til ørerne eller fingerspidserne, mens de passerer lidt distræte forbi ladvognen.

En lille skare følger dog med i koncerten, mens resten bruger spisefrikvarteret til, hvad det nu er, man bruger spisefrikvarterer til.

Bandet tøjrer udstyret fast, og vi kravler op i den tilhørende bandbus. Jeg har slået pjalterne sammen med Spillemændene på de sjællandske motor- og landeveje for at se, hvordan en moderne, kunstnerisk tilgang til pop- og folkemusik bliver modtaget ude i virkeligheden.

Mens vi lytter til Gnags på bilradioen, falder jeg i snak med bandets komponist og tekstforfatter Thorbjørn Radisch Bredkjær. Og talen falder på Johannes V. Jensens Kongens fald der finder sted i 1500-tallets Danmark. Romanen er med i bandbussen denne grå torsdag eftermiddag.

Landevejsrytterne

»Den var en af grundene til at jeg foreslog vores bandnavn. Fordi der er en meget smuk beskrivelse af Jakob Spillemand, sådan en lille passage, der beskriver, at han banker på et hus – hos sådan en fiskerfamilie ude ved Vesterhavet – og spiller sin fiol. Det er bare en meget smuk beskrivelse af, hvad man kan gøre som musiker, hvordan man kan give folk en oplevelse.«

Spillemændene er moderne musikalske landevejsriddere for en dag, på farten i motoriserede køretøjer, ikke til fods. Ikke med ren folkemusik på repertoiret, men med en grundig videreudvikling, der oftere tager afsæt i nordamerikanske singersongwritere og hippe indierockbands end i folkemusik. Men med en national tone og med referencer til især folkeviser og forsamlingshuse.

Senere, i et andet rum, på Skype, har jeg fat i en anden yngre musiker, der er gået lidt mere målrettet til udforskningen af folkemusik.

Sidste år var jeg med Anders Lauge Meldgaard alias Frisk Frugt på Spillemandsmuseet i Rebild Bakker i Himmerland, og jeg besøgte ham, mens han sad og lyttede til digitaliserede indspilninger af folkemusik på Dansk Folkemindesamling i Den Sorte Diamant. Begge steder ledte han efter inspiration i folkemusikken til sit kommende album.

»Jeg har for eksempel lyttet til Marie Mide, som synger sange, som hun har lært af sin mor, som har lært dem af sin mor, som har lært dem af sin mor igen. Det, synes jeg, er megaspændende, fordi det er danske sange, som er gået i arv fra generation til generation, og hvor man ikke kender ophavsmanden.«

Lige som på Frisk Frugts seneste album, der var inspireret af musik fra Mali og Burkina Faso, så har inspirationerne fra dansk folkemusik fået lov at sive ind i Meldgaards intuitive skabelsesproces. Og noget nyt opstår i mødet med hans mange andre inspirationer og ideer.

Moster Odas fødselsdag

Harald Haugaard er bredt anerkendt folkemusiker af den mere traditionelle slags. Ham fanger jeg på mobilen i Tyskland, hvor han er på turné.

»Det er vores egen musikalske rygrad, vores egen musikalske modermælk, vi kommer i kontakt med. Og den spænder vidt og bredt, og vi bruger den jo stadig den dag i dag. Til morgensang i skolen, når vi holder jul og høstfest og mødes til moster Odas fødselsdag. Det er jo os selv, vi kommer i kontakt med,« siger han og udvider dermed ideen om folkemusik.

Den 38-årige musiker og komponist greb violinen som syvårig, og somrene igennem spillede han i sin morfars dansesal i Midtjylland.

»Han var spillemand og påpegede igen og igen over for mig som ung mand, at det var mere end vigtigt hele tiden at befordre og udvikle en musikalsk tradition. Ellers så dør den.«

Haugaard har været en af det seneste årtis stærkeste repræsentanter for dansk folkemusik i udlandet i et omfang, som slet ikke er blevet matchet i hjemlandet.

Han spiller 150-170 koncerter om året, langt de fleste i udlandet. Herhjemme har folkemusikken kæmpet med gamle fordomme.

»Jeg vil nødig være med til at bekræfte dem igen, men der var nogen, der havde den der berømte i gåseøjne halm-i-træskoene-forestilling om folkemusik.«

»Spillemænd kan også være noget andet end træsko og violiner. De kan også være synthesizer og crooner-vokaler, kraut-trommer og jazzguitar,« siger Thorbjørn Radisch i bandbussen og markerer dermed også, at en ny generation af musikere oplever musikhistorien og genrerne i et grænseløst tværsnit.

Den rituelle musik

Poul Lendal, der bliver kaldt for dansk folkemusiks godfather og har været professionel musiker i omkring 45 år, oplevede det han kalder »folkemusikkens sidste periode som rituel musik«.

Det var i 50’erne, dengang den »blev brugt til privatfester, morgenmusik ved eksempelvis sølvbryllupper, generalforsamlinger, før under efter en lokal dilettantforestilling, høstfester og andre lokale festligheder. Her var folkemusikken lig med mainstream.«

Den 62-årige musiker var med dengang folkemusikken bragede løs i 70’erne og fortæller, at »denne første bølge var karakteriseret ved mangel på lyst til en i nutidig forstand kommerciel karriere for de mange medvirkende. Man ville bevare og videreudvikle den traditionelle musikalske folkekultur, og det var det.«

Der var en klar berøring mellem gamle traditionelle folkemusikere og de unge løver. Povl Dissing kom således i hjemmet hos Thorkild og Annelise Knudsen fra Dansk Folkemindesamling.

»Her blev Dissing præsenteret for bl.a. visesangeren Ingeborg Munck (1906-1978) og spillemanden Evald Thomsen (1913-1993), som kom fra henholdsvis Thy og Himmerland,« skriver Henrik Smith-Sivertsen, forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, i sit kapitel i den nye antologi Rock i Danmark. Studier i populærmusik fra 1950’erne til årtusindskiftet (Syddansk Universitetsforlag).

Og via dette møde blev folkemusikken ført videre i en nutidig, personlig fortolkning ved hr. Dissing.

Øst og vest

Siden 70’erne har folkemusikken ikke desto mindre været ude af den offentlige bevidsthed med få populære undtagelser som Johnny Madsen, Niels Hausgaard og Lars Lilholt. I stedet spredte musikken sig dengang til folkeklubber og forsamlingshuse og kun sjældent til hitlisten.

»Europas deling i Øst og Vest var med til at stække folkemusikken hos os,« mener DR-vært, leksikonredaktør og grand old man Jan Sneum og peger også på, at elektronikkens ankomst i 70’erne trængte det folkemusikalske håndarbejde i defensiven.

»Set fra min stol blev folkemusik alt for ofte reduceret til musik med en rod i den angloamerikanske verden uden det store udviklingspotentiale. Eller den blev til et museumsstykke, der som hjort ved skovsø, skulle holde fast i en tradition. Med jerntæppets fald blev der igen åbent for at en strøm af musik kan bølge gennem Europa – fra øst til vest – og tilbage igen.«

Den verserende bølge af ny dansk folkemusik skyldes i høj grad også åbningen af folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium, der har givet os unge musikere på højt teknisk niveau.

Lige som også Himmerlands Folkemusikskole og lokale musikalske grundkurser har spillet ind.

En anden afgørende faktor er stævnet ROD, som hvert år inviterer unge på maksimalt 25 år til en uges folkemusikalsk træf. Mads Kjøller Henningsen har været med til at organisere festivalen i et par år og er fast inventar. Da han startede i 2007 var der 60-70 deltagere, nu har man efter at været nået op på 160 deltagere måtte sætte loft ved 125.

»Der er hippier og hipsters, bybørn og bondebørn, dedikerede veganere og dedikerede baconfans og alt det midtimellem,« fortæller han om den brogede demografiske sammensætning. Søsterstævnet hedder i øvrigt FOD og handler om folkedans for unge.

Mainstreams ører

Kvartetten Basco startede i 2004 som et Syddansk Musikkonservatorie-projekt i forbindelse med Tønder Festivalen.

»Vi orienterer os i mange retninger,« fortæller Andreas Tophøj.

»Vi spiller og lytter også til al mulig anden musik: klassisk, rock, jazz. Så længe, vi synes det klæder musikken, er stort set alt tilladt.«

»Det handler om at lave fælles musikalske oplevelser, hvor alle i rummet er lige vigtige,« lyder det fra Anders Ringgaard Andersen fra Basco.

»Det udspringer af en sangtradition, hvor en forsanger synger versene, men alle synger med på omkvædet. Det udspringer af dansetraditionen, hvor dansere og musikere i lige høj grad lader sig inspirere af hinanden.«

Det er med dansen som sparringspartner, at folkemusikken har udviklet sig. Det har været en folkelig amatøristisk aktivitet for alle, og der har været en tendens til at værne om traditionen. Men nu står vi altså med en ung generation, der også spiller lyttekoncerter, lige som mange er konservatorieuddannede på højt teknisk niveau. Der er altså opstået en professionalisering, og da Dreamers’ Circus for nylig spillede for kronprinseparret ved en prisoverrækkelsesceremoni i Sydneys opera blev det også tydeligt at folkemusikken oplever finkulturel interesse. Og mainstream begynder at spidse ører.

Musikalsk sexbutik

Som Basco for nylig beskrev det i en pressemeddelelse: »Bands giver mainstreammusik kant ved at hente inspiration i folkemusikken – et virkemiddel til at gøre musikken mere sexy. Basco er en af de sexbutikker, hvor andre går på indkøb. De søger ikke efter autenticitet, men medbringer den på deres vej mod fornyelse af folkemusikken.«

»Desværre er det ud ad til de folk-agtige popbands, der stjæler billedet fra folkemusikken, fordi de har en bredere appel,« mener Anders Ringgaard Andersen.

»Det kunne vi folkemusikere til gengæld godt lære en del af. Jeg synes, det kunne være fedt, hvis folkemusikerne og de unge popkunstnere i højere grad kunne bruge hinanden og skabe ny musik, ligesom det på mange måder foregik i 60-70’erne. Det er på tide, at vi mødes i et fælles sprog,« lyder det altså fra den unge generation.

Den ældre generation, repræsenteret ved Poul Lendal, er mere skeptisk:

»Helt konkret har folkemusikken en rolle i mainstream, hvis den som i andre genrer følger det ’store regelsæt’. Den skal ramme bredt, skabe kendte ’idoler’ og have et pladeselskab i ryggen. Den palet er der ikke mange folkemusikere, der kan mønstre,« skriver han i en mail.

»Imod en mainstreamrolle for folkemusikken taler, at den i princippet er en smal genre, som lever bedst, hvor dets publikum forstår deres musikere.«

Anders Lauge Meldgaard har en helt anden frit fabulerende tilgang til folkemusikken, men drages også mod denne mere folkelige og lystbetonede tilgang til musik.

»De har ikke forsøgt at lave et hit. De har ikke været professionelle musikere, der har været bevidste om at skulle lave en plade. Det er musik, der er genereret ud fra andre motivationer. Og det synes jeg er enormt spændende, for der kommer man ind til et udtryk, der er noget helt andet end, når man har en professionel musiker. Det er ikke, fordi det skal spilles i radioen eller på en plade, og at de skal på turné med deres band og alt det der pjat. Det er musik, der har en anden styrke.«

Eliten eller folket

Lyttekoncert/dansefest. Professionalisme/amatørisme. Elite/folkelighed. Lokal/national. Tradition/pop. Det er nogle af de modsætningsforhold, som den nyopvakte danske folkemusik lever i for tiden. Og måske udelukker ingen af modsætningerne hinanden. Måske er de bare yderpoler i en ny mangfoldighed.

På Rådhuspladsen i Slagelse kniber det igen med den brede folkelige opbakning for Spillemændene.

Omkring 15-20 mennesker lytter fra sikre yderpositioner på pladsen. Provinsen er svær at vinde, når man kommer fra Københavnstrup og endda har studeret eller stadig studerer på Rytmisk Musikkonservatorium, som det er tilfældet for alle seks medlemmer.

Men det betyder omvendt ikke, at de ikke ønsker at nå folket.

»Jeg er sindssyg glad for, når folk siger, at musikken er for alle,« siger Thorbjørn Radisch.

»Man kan bare gå til den, synge med og more sig. Men man kan også sidde en ensom nat og blive ramt. Det har mange planer. Fordi det ikke er skrevet til nogen særlig, men til medmennesket, altså den anden. Forstår du?«

På Rådhuspladsen i Slagelse stormer en fuld pige op og poserer med sin slunkne ølflaske foran scenen i den tid, det tager hendes venner at knipse et billede.

Så løber hun væk. Nogle gange er utak verdens løn, også til den moderne spillemand.

Serie

Herfra vi nu står

Seneste artikler

  • ’Vi får mere og mere selvtillid’

    5. november 2013
    Nikolaj Busk oplever medvind i dansk folkemusik lige nu. I den unge trio Dreamers’ Circus er han selv med til at forny musikken, samtidig med at han holder forbindelse til traditionen via Fanø
  • Fra Fanø til fremtiden

    4. november 2013
    På Fanø går Peter Uhrbrand rundt som et levende vidnesbyrd om, at det gamle Danmark lever videre. Som den eneste er han i stand til at videregive sjette generations folkemusik fra landsbyen Sønderho – og det gør han
  • Folkemusikkens genkomst

    29. oktober 2013
    Den gamle garde inden for dansk folkemusik har fået selskab af en ung generation, der er i gang med at genopdage dansk musiks rodnet på deres helt egne præmisser
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her