Læsetid: 7 min.

’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’

Den såkaldte finanskrise er egentlig en permanent økonomisk nedslidning, der har stået på siden starten af 1970’erne. Men det er gået hen over hovedet på en venstrefløj, der har ofret kritikken af den politiske økonomi til fordel for postmodernismeklicheer om historiens afslutning, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som med bogen ’Krise til opstand’ vil genaktualisere den marxistiske teori
Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Jakob Dall

15. november 2013

Den 26-årige tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi havde fat i den lange ende, da han i 2010 satte ild til sig selv i protest mod, at politiet konfiskerede hans varelager. Det samme havde de græske unge, da de kaldte sig selv for ’700 euro-generationen’.

Ja, faktisk er de forskellige oprør i 2011 udtryk for en langt mere præcis forståelse af krisen end den, som de politiske og økonomiske eksperter fra centrumvenstre lægger for dagen, når de bebrejder grådige bankfolk, uigennemskuelige lånemodeller og en middelklasse, der lever over evne. Det mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som er lektor på Københavns Universitet.

I den aktuelle bog Krise til opstand forsøger han at forbinde de seneste års begivenheder inden for en nymarxistisk begrebsramme. For selv om oprørene stikker i mange retninger, er fællesnævneren, at de forsinket reagerer på den forringelse af levevilkår, som har været undervejs længe:

»Bogen er et forsøg på at komme et spadestik dybere ned end de her enormt mange fortolkninger og billeder, vi har fået af krisen. Jeg forsøger at bruge protesterne som optik. At tage fat i dem som en bedre analyse af krisen end den, der cirkulerer i medierne.«

En 40 år lang nødlanding

Med et billede lånt fra den amerikanske historiker Robert Brenner beskriver Bolt den økonomiske udvikling siden 1973 som en 40 år lang nødlanding. Krise til opstand tegner et signalement af de grundlæggende selvmodsigelser i den kapitalistiske produktionsmåde: Vi befinder os i en historisk situation, hvor kapitalen har voldsomme problemer med at leve op til sine egne præmisser. For finanskrisen udgjorde et brud:

»Jeg prøver at komme med en analyse af krisen som noget, der er systemisk og har at gøre med modsætningerne i den kapitalistiske produktionsmåde. Fordi jeg faktisk mener, at der er i de forskellige protester, på tværs af forskellene fra Sydeuropa til Mellemøsten og USA, blev peget på, at der var et eller andet rivravruskende galt med mindst de sidste 30 års økonomiske udvikling.«

Vi skal med andre ord en tur ned i bibliotekets magasiner og have fat i den gamle læresætning om profitratens fald. I et apokalyptisk leje beskrev Marx nemlig, hvorledes kapitalen tendentielt nedslider sig selv og plaget af indre logiske selvmodsigelser ødelægger sin evne til at udvinde værdi fra de processer, den igangsætter. I dag kommer det til udtryk ved, at de zoner, hvor der stadig finder værdiskabelse sted, bliver stadig færre. Samtidig bliver stadig flere mennesker udstødt fra lønarbejdet, fordi de er ubrugelige i kapitalens øjne, forklarer Mikkel Bolt:

»Pointen er, at krisen ikke startede i 2008, men i 1973. Vi har levet i apokalypsen i 40 år. Det kan vi se allertydeligst i den såkaldte Tredje Verden. Selv de steder, hvor der har fundet en voldsom modernisering sted, har den også haft frygtelige konsekvenser for millioner af mennesker. Det er svært for os at se i den vestlige verden, fordi vi flyver på første klasse. Men katastrofekapitalismen er vendt hjem og gør sig nu også gældende i Europa. Så hvor skellet måske tidligere har gået mellem Europa og Afrika, så går det skel nu ved Alperne.«

Selvkritikken gik for vidt

For at kunne nå frem til de analyser langer forfatteren både ud til højre og, ikke mindst, til venstre. Krise til opstand går i rette med nutidens akademiske venstrefløj, som har opgivet at læse Kapitalen og i stedet bruger sin energi på at anfægte kulturelle og sproglige magtstrukturer som race og køn samt diverse begrænsende forestillinger om subjekt og individ. Ikke nok med, at den drejning er et udtryk for teoretisk og analytisk fattigdom. For når vi på universitet flaskes op med forskellige aftapninger af poststrukturalisme og postmodernismeklicheer om historiens afslutning og opgøret med de store fortællinger, så er det faktisk også en ideologisk manøvre, mener Bolt. Som han skriver i bogens indledning:

»Anliggendet er noget så umuligt på nuværende tidspunkt som den globale sociale proces (…) Umuligt, fordi 30 års postmodernisme effektivt latterliggjorde et sådant foretagende. Umuligt, fordi universitetet i dag består af adskilte specialiserede studier, der sjældent er i stand til at analysere større sociale sammenhænge.«

For da venstrefløjen ofrede kritikken af den politiske økonomi, gav den også afkald på muligheden for at forstå verden i sin totalitet, mener Bolt, der trækker på marxistiske strømninger som kapitallogik, værdikritik og situationisme. Vi skal ikke gøre os nogen forhåbninger om at ændre noget fundamentalt, så længe vi ikke kan forstå kapitalens strukturelle lovmæssigheder og forholde os kritisk til dem.

Som han selv erkender, er den udlægning polemisk. For venstrefløjens brødebetyngede selvransagelse siden 1989 har netop i sin mest karikerede form været en uddrivelse af alle prætentioner om at kunne sige noget definitivt om noget. Og universitetsmarxismen er med rette blevet kritiseret for at være deterministisk og reducere alting til økonomi.

– Men var 1970’ernes opgør med marxismen ikke også på sin plads?

»Den selvkritik, der fandt sted i marxismen allerede omkring 1968, var jo supervigtig. Den var en kritik af stalinismen, som lagde sig som en tung dyne ud over hele efterkrigstidsperioden frem til 1989. Den synliggjorde andre former for dominans som sexisme og racisme. Men venstrefløjens nødvendige selvkritik kammer over og bliver til et knæfald for kapitalen, mener jeg. Man holder op med at bruge det marxistiske vokabularium.«

»Det, der reelt finder sted i 1970’erne, er, at man lægger den kritiske position i graven, simpelthen. Man afvikler forestillingen om emancipation og klassekamp og om forholdet mellem kapital og arbejde. Det modsætningsforhold er jo drivkraften i hele den kapitalistiske produktion, og når du holder op med at tale om det, jamen så går det galt,« mener Bolt.

Marxismens ordforråd ødelagt

Netop det analytiske handicap går hånd i hånd med en alt for vag reformisme i venstrefløjens syn på krisen. Vi undervurderer krisens dybde. Vi kan ikke bare bladre tilbage i kapitalismens historie og genskabe efterkrigstidens keynesianske velfærdsstat, hvilket ellers har været et populært forslag. Og trods rystelserne siden 2008 er det stadig umådelig svært at trænge igennem vækstparadigmet og indtage det, der ifølge Bolt svarer til en egentlig kapitalkritisk position:

»Selv efter protesterne er det stadig helt vildt svært at ytre selv en mere reformistisk kapitalismekritik. Den nuværende regering er jo bare en fortsættelse af de nedskæringer i velfærden, der tidligere har fundet sted. Det samme gælder CEVEA, fagbevægelsen og forskellige intellektuelle. Der er ikke ret mange, der artikulerer den form for kritik – figurer som Preben Wilhjelm eller Curt Sørensen prøver på det, men uden at være nedladende, så er det den gamle garde,« konstaterer Bolt.

Selv om han på venstrefløjen kan lokalisere enkelte, spredte forsøg på at skitsere krisens anatomi, ændrer det ikke ved, at vi overordnet står på bar bund. Og at han endda på mange måder står alene med sit projekt i historisk modvind.

– Meget af det, du siger i bogen, for eksempel om kapitalens modsætninger, er vel egentlig marxistisk børnelærdom. Hvad siger det dig om situationen, at man er nødt til at starte dér?

»Det siger noget om, at vi ikke har ret meget tilbage. I den forstand er bogen jo et eksperiment. Den er et forsøg på at genaktualisere et vokabularium, som egentlig har været levende i en lang periode, men som de sidste 30-40 år næsten er blevet totalt ødelagt, og som i dag fremstår antikveret, outdated og alt for bombastisk.«

»Så det vidner selvfølgelig om den neoliberale ideologis succes – at den nærmest fik bandlyst forestillingen om, at en af de grundlæggende brudflader i det kapitalistiske samfund er modsætningen mellem kapital og arbejde. Det er der ikke nogen, der tror på længere. Der er fundet en radikal nedskrivning sted af evnen til at læse verden,« konstaterer Bolt og henviser til den slovenske filosof Slavoj Žižek, der har sagt, at vi i dag har sværere ved at forestille os en ophævelse af kapitalismen end en klimakatastrofe eller en invasion fra Mars.

I marxismens ruinlandskab

Det, som i dag er udgrænset, er selve vores evne til at kunne forestille os en alternativ indretning af verden. Bolt betegner bogens udsigelsesposition som forsøg på at gribe ud efter brudstykker af marxistisk teori i et apokalyptisk ruinlandskab, hvor ethvert kritisk vokabularium er blevet tilintetgjort.

– Du siger, at marxismen er forsvundet som politisk vokabularium. Hvordan føles det at tale et sprog, som de færreste forstår længere?

»Et svar kunne være, at marxismen allerede har et grundlæggende forhold til krise. Så på sin vis har marxismen altid været et vokabularium i krise, som er nødt til at tage bestik af overmagten og kontrarevolutionen.«

»Men bogen er også et forsøg på at lave en position at tale ud fra. At udøve en selvkritik. Jeg er født i 1973 – det år, som neoliberalismens fremkomst kan dateres til. Det er interessant at overveje hele det lange forløb … Den verden, jeg er vokset op i og har været med til at skabe. Det er tilsyneladende vores historiske opgave at bremse ethvert tilløb til social og materiel omkalfatring af verden,« siger Bolt.

Han konstaterer, at hans generation har fået overleveret den opgave at konstruere en politisk bevidsthed, der bremser alle tilløb til sociale forandringer og fjerner enhver form for solidaritet. Og det gør bogens ærinde desto vigtigere.

– Det en usædvanlig bog på den måde, at det i dag virker overmodigt at skrive en bog, der behandler ’verdenssituationen’?

»Jamen, der er jo nogen, der er nødt til at lave de bøger, og der er tilsyneladende ikke så mange andre, der vil,« siger Mikkel Bolt og ler. Han fortsætter:

»Men det er jo det, den marxistiske tradition gør. Den analyserer den historiske situation med henblik på at forandre den.«

’Krise til opstand’ er udkommet på forlaget Antipyrine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Philip B. Johnsen
  • Trond Meiring
  • Daniel Mikkelsen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Bo Stefan Nielsen
  • Claus Oreskov
  • Tommy Knudsen
  • Dennis G. M. Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Elisabeth Mouritzen
  • Laust Persson
  • morten andersen
  • Camilla Rasmussen
  • Curt Sørensen
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Bill Atkins
  • Brian Pietersen
  • morten Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Martin Olafssen
  • Tina Skivild
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Levi Jahnsen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • Jakob Clemen
  • Lasse Glavind
  • Jens Høybye
  • Dennis Laursen
  • Grethe Preisler
  • Mattia Guidarelli
  • Per Torbensen
  • Michael Rasmussen
  • Niels Mosbak
Palle Yndal-Olsen, Philip B. Johnsen, Trond Meiring, Daniel Mikkelsen, Jørn Sonny Chabert, Bo Stefan Nielsen, Claus Oreskov, Tommy Knudsen, Dennis G. M. Jensen, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Andreas Trägårdh, Elisabeth Mouritzen, Laust Persson, morten andersen, Camilla Rasmussen, Curt Sørensen, Jan Weis, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Bill Atkins, Brian Pietersen, morten Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Olafssen, Tina Skivild, Simon Trøjgaard Jepsen, Levi Jahnsen, Mihail Larsen, Flemming Scheel Andersen, Alan Strandbygaard, Jakob Clemen, Lasse Glavind, Jens Høybye, Dennis Laursen, Grethe Preisler, Mattia Guidarelli, Per Torbensen, Michael Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

...men igen igen er en diskussion om kapitalismens fejludvikling og mulige alternativer skudt i sænk af forudsigelige indlæg med insinuationer og beskyldninger til højre og venstre om 'stalinisme'. Gad vide om Bent Jensens bevillinger er de eneste der ydes for at undergrave kapitalismekritikken her i denne lille borgerlige neoliberale lydstat.

Jeg forstår ikke helt de tal visse her på debatten svinger om sig med, så vidt jeg har læst, omkom der omkring 2,6 millioner mennesker i Gulag systemet. Heraf var en stor del hardcore kriminelle, som mordere og lign. Efter krigen blev Gulag systemet hovedsageligt brugt til tyske krigsfanger.

At drage sammenligninger med Holocaust, syntes jeg direkte skadelig for vore historie opfattelse. Men når denne kommer fra debatører der i 2013, stadig bruger udtryk som jøde bolsjevikker, så er det måske ikke så mærkeligt.

Ligeledes kunne man, let opstille teser om Kapitalismens og koloni tidens million ofre, selv om dette massemord ville strække sig over en længere periode, med betydeligt højere tal. Alle styreformer rummer kimen til diktaturer, hvilket meget ofte også har kulturelle årsager. Således er kapitalismen ofte i fare for at mutere til fascisme, og socialisme til totalitarisme.

Ingen tvivl om at Marxismen ikke har formået at levere et eneste eksempel på et venfungerende samfund, men hvis modstanderne af socialisme, ikke kan finde på
anden argumentation end, at gribe til diverse sammenligninger, er det en fattig debatkultur vi har opnået.

Kunne det tænkes at vi indførte et Stalin kort, så vi kan komme videre med bare denne tråd.

Steffen Gliese, Leopold Galicki, Niels Mosbak, Per Torbensen, Karsten Aaen, Claus Jensen, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jeg har læst en del indlæg her, og artiklen. Jeg er "tilflytter" til noget der kunne minde om en social relateret basis, som kunne være grundlaget for "et fair samfund".

Det vi snakker om her, nu når S og SF - har meldt sig ud - som top-down model/partier - til "den ny verden" eller genbrug af gode ting fra den "gamle verden", som kunne indgå.

Hvis jeg læser indlæggende, som "udlænding" inde eller ovre i den Marxistiske eller socialistiske lejr. Så ryster jeg i bukserne, helt ærligt. Og vil komme med en provokation.

I har squ ikke nogen plan B - drenge og piger. Tingene her synes at ryge i detaljer og mudder kasterier. Ved ikke rigtigt om man kan tillade sig at formulere det sådan?

Men "vi" er saftsuseme nødt til at kunne komme med en Plan B. Prøv at forestille jer at tingene brød en anelse sammen - og Obama, FN, HTS og andre pludselig vendte sig om og fik øje på tråden her - og Sagde OK så fortæl os hvordan det skal være.

Personligt er jeg tvivl, Bill Atkins taler om efterkrigstiden frem til 1973 - som noget af det bedste. Men har det været en "vugge"-fremgang, understøttet at den underlæggende kontrol - med EU som masterplan?

For det første tror jeg på "differentiering", kulturelle og geografiske forskelligheder globalt - som værende meget vigtige elementer. Mennesker agerer og "nyder" simpelthen tilværelsen anderledes på Kreta end ude ved Harboøre Tange.

Det skal der jo være plads til - det skal jo gøres grundlæggende anderledes - med plads til "livet" - det at skabe familie, med børnene som det vigtigste råstof.

Mit bud ville herfra hvor vi kommer ville være Skandinavisk Social Realisme. Tyskeland ville efter mind mening, stadig gerne følge en stærk ledelses- og fordelings-kultur - omkring arbejdsliv og "produktion".

Kunne man ikke lave en social og produktionsmæssig NY "forretningsplan" (hedder det i min verden, sry) - hvor alle elementer forsøges indpasset? Først skabt som en Global kugle, der så kan åbnes lag for lag - dvs. detaljeringsgraden.

Den skulle jo så afsluttes med en "implementeringsplan" (ingen fra min verden), hvor den stringent (og brutalt) men så fornuftig som muligt indføres.

Ovenstående kan man ikke - ved jeg godt - men sætte et forum.

Nok naivt utopi, men nu sender jeg den lige - som nok den der ved mindst omkring "venstre fløjen" på tråden - beklager :)

Jørn Sonny Chabert, Niels Mosbak, Claus Oreskov, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Levi Jahnsen:

Marxisme har ikke leveret, af den simple grund, at det aldrig er blevet praktiseret i en større målestok. Hvad angår resten, forklerer Noam Chomsky det så selv de begavede debattører her har en chance for at følge med:

"When the world's two great propaganda systems agree on some doctrine, it requires some intellectual effort to escape its shackles. One such doctrine is that the society created by Lenin and Trotsky and molded further by Stalin and his successors has some relation to socialism in some meaningful or historically accurate sense of this concept. In fact, if there is a relation, it is the relation of contradiction.

It is clear enough why both major propaganda systems insist upon this fantasy. Since its origins, the Soviet State has attempted to harness the energies of its own population and oppressed people elsewhere in the service of the men who took advantage of the popular ferment in Russia in 1917 to seize State power. One major ideological weapon employed to this end has been the claim that the State managers are leading their own society and the world towards the socialist ideal; an impossibility, as any socialist -- surely any serious Marxist -- should have understood at once (many did), and a lie of mammoth proportions as history has revealed since the earliest days of the Bolshevik regime. The taskmasters have attempted to gain legitimacy and support by exploiting the aura of socialist ideals and the respect that is rightly accorded them, to conceal their own ritual practice as they destroyed every vestige of socialism.

As for the world's second major propaganda system, association of socialism with the Soviet Union and its clients serves as a powerful ideological weapon to enforce conformity and obedience to the State capitalist institutions, to ensure that the necessity to rent oneself to the owners and managers of these institutions will be regarded as virtually a natural law, the only alternative to the 'socialist' dungeon.

The Soviet leadership thus portrays itself as socialist to protect its right to wield the club, and Western ideologists adopt the same pretense in order to forestall the threat of a more free and just society. This joint attack on socialism has been highly effective in undermining it in the modern period."

Jørn Sonny Chabert, Steffen Gliese, arne poulsen, Karsten Aaen, Thomas Krogh, Torben Selch og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Og så kan man jo spørge med Mikkel Bolt om, der i dansk optik er behov for "social og materiel omkalfatring af verden", eller om vi vil køre på frihjul endnu en tid, idet Danmark jo tilsyneladende ikke er hårdt ramt af hverken den økonomiske krise eller de klimamæssige følger af et materielt overforbrug.

Vil danskerne i tide træde på bremsen, eller først forsøge at hive i nødbremsen når tid er?

Selv tror jeg danskerne satser på nødbremsen og faktisk tror jeg at det er vores højt besungne og skattede demokrati, der gør at vi er ude af stand til at reagere.

@Claus Oreskov

Økonomisk udvikling og fordeling er en NØDVENDIG men ikke TILSTRÆKKELIG betingelse for at klassificere et system som socialistisk.

"Men "vi" er saftsuseme nødt til at kunne komme med en Plan B. Prøv at forestille jer at tingene brød en anelse sammen - og Obama, FN, HTS og andre pludselig vendte sig om og fik øje på tråden her - og Sagde OK så fortæl os hvordan det skal være."

Hvorfor tage udgangspunkt i et ganske urealistisk scenario, nemlig at verden skulle vende sig mod en spinkel tråd på et vilkårligt dansk nyhedsmedie? Det kommer ikke til at ske - og kravet om at der skal foreligge 'en plan' for at man kan tage alternativer til den herskende, monopolkapitalistiske orden, til drøftelse, er i øvrigt velkendt, systembevarende demagogi. Hvad nu hvis man ikke VIL lægge en 2020- eller 2080-plan? Hvad nu hvis man lægger til grund at vi må arbejde på principomsætning, efterhånden som verden udvikler sig og de folkelige bevægelser strømmer? Planen kunne jo f.eks. være (etablering og fastholdelse af) folkelige samtaler, den kritiske diskussion, det politiske arbejde, arbejderklassens forening og etablering af fredelig sameksistens; fællesskaberne i forgrunden. Kapitalismens sejrsgang hviler jo netop på ekskommunikationen af den folkelige samtale, elimineringen af de åbne og spontant brede folkelige berøringsflader til fordel for ekviperingen af den enkelte med eget forbrug, egen familie, egne interesser, egen selvrealiseringsproces ... i princippet transcenderet fra de sociale fællesskaber, de sociale livsnødvendigheder.

Pointen er vel dybest set at ingen helt kan fortælle nogen hvordan 'det skal være' - og at fordringen herom (som jeg er meget enig i let kunne udgå fra vor egen statsministers eller den amerikanske præsidents munde) afspejler manglende udsyn og svært begrænset indsigt i verdens vilkår og muligheder.

Steffen Gliese, Claus Oreskov, Torben Selch og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Fra osteklokken

Kan hænde Bolt mener, at Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden. Men efter at have læst såvel dette interview, som set Mikkel Bolt forleden i DR2, så er jeg ret overbevist om, at det ikke er MB, der skal lære os lektien, endsige evner at genoprette venstrefløjens evne til at læse verden. For mage til teoretisk tågehorn skal man lede længe efter. Her er et par smagsprøver på hans selvsvingende ubrugelige betragtninger:

”Fordi jeg faktisk mener, at der er i de forskellige protester, på tværs af forskellene fra Sydeuropa til Mellemøsten og USA, blev peget på, at der var et eller andet rivrav-ruskende galt med mindst de sidste 30 års økonomiske udvikling”. (Og hvad er så det nye i den betragtning, som har været indlysende i de sidste 30 års økonomiske udvikling, endda længe før da. Begynder MB’s tidsregning for 30 år siden?)

”Pointen er, at krisen ikke startede i 2008, men i 1973. Vi har levet i apokalypsen i 40 år”. (Kun 40 år? Hvad med tiden før da? Havde vi da en krisefri kapitalisme? Kan man virkelig få udgivet bøger og komme i avisen på den slags udsagn? Godt nok utroligt! Og apokalypse? Lyder lidt i retning af Jehova om verdens snarlige undergang - uha, uha!)

”…fordi universitetet i dag består af adskilte specialiserede studier, der sjældent er i stand til at analysere større sociale sammenhænge” (Da vist kun inde i den osteklokke, hvor Bolt bevæger sig. Udenfor findes der mange brave folk, der godt kan analysere i større sociale sammenhænge).

”For da venstrefløjen ofrede kritikken af den politiske økonomi, gav den også afkald på muligheden for at forstå verden i sin totalitet”. (Gælder nok mest SF og Soc.dem, men heldigvis er venstrefløjen mere end de to partier).

”For venstrefløjens brødebetyngede selvransagelse siden 1989 har netop i sin mest karikerede form været en uddrivelse af alle prætentioner om at kunne sige noget definitivt om noget”. (Ja inde i Bolts osteklokke; udenfor sker der andre ting).

”Men venstrefløjens nødvendige selvkritik kammer over og bliver til et knæfald for kapitalen” (Gu’ ved hvad det er for en ”venstrefløj” Bolt hele tiden refererer til? Er han ikke lige lovlig generaliserende? Opfatter sit eget snævre universitetsmiljø, som ”venstrefløjen”. Sådan er det heldigvis ikke, verden er langt mere mangfoldig.)

”Vi undervurderer krisens dybde”. (Tal for dig selv, Bolt).

Sikke dog en smøre.....

@Bill Atkins

OK, jeg oplever nogle gange bare udtrykket brugt om enhver som udtrykker kritik af Stalin og Stalinismen,

Jeg får lige lyst til at genbruge en kommentar fra "Revolte i jakkesæt og hvide kitler" som et oplæg til forslag om at gentænke vores demokrati:

Tilsyneladende er et tidligere aflyst klimaproblem alligevel genopstået, nemlig befolkningstilvæksten. Og Kina har lige hævet fertilitetskvoten for Han-kinesere fra 1,4 til 2,1 for at bibeholde Han-kinesernes relative antal i Kina.

Og nu til spørgsmålet: Er det overhovedet tænkeligt at det vestlige demokrati ville kunne håndtere et sådant klimaproblem - og dermed alle andre klimaproblemer? Og hvis vi ser i øjnene at det vestlige demokrati ikke giver masserne meget mere indflydelse end det kinesiske system: Er det så tænkeligt at vores elite - den ene procent - overhovedet vil beskæftige sig planmæssigt med overbefolkning eller et hvilket som helst andet klimaproblem?

---

samt reklamere for en tidligere kommentar her på tråden:

http://www.information.dk/comment/785046#comment-785046

Jeg tror vi skal helt ind i samfundets vitale synapser for at finde apatiens årsag

Niels Ishøj Christensen

Det handler om at få hold på pengene og kapitalerne - hvad er de for nogle? Hvordan kan vi få hold på dem og forstå vores brug af dem som værdimålere og byttemidler. Marx skrev om pengene: "Deres egenskabs universalitet er deres væsens almagt; de betragtes derfor som et almægtigt væsen......Pengene er koblere imellem behovet og behovets genstand, mellem menneskets liv og menneskets livsfornødenheder". Så vidt så godt men videre frem gennem ungdomsskriftets (Om nationaløkonomiens sammenhæng med stat, ret, moral og det borgerlige liv) afsnit om penge lykkes det efter min mening ikke Marx at komme til en realistisk forståelse af pengenes væsen og symbolfunktion. Og jeg tror det hænger sammen med at han ikke i sine overvejelser forstår pengenes og pengekapitalernes historiske udspring. I stedet farer han vild i fremmedgørelsens psykologi som brugen af penge synes at medføre. Venstrefløjen er derfor i halen på Marx også faret vild i marxismens myte om de fremmedgørende penge. Den er blevet fremmedgjort for sig selv og handlingslammet. Mikkel Bolt tager i sin bog fat på sagen i et forsøg på at nå frem til en ny handlingsorienteret venstreorientering. Spændende!

Ikke før vi høre en magthaver sige ordene: "kontrol med samfundets pengeskabelse" er der grund til at spejde efter forandringer oppe fra...

"lykkes det efter min mening ikke Marx at komme til en realistisk forståelse af pengenes væsen og symbolfunktion. Og jeg tror det hænger sammen med at han ikke i sine overvejelser forstår pengenes og pengekapitalernes historiske udspring. I stedet farer han vild i fremmedgørelsens psykologi som brugen af penge synes at medføre."

Niels Ishøj Christensen:

Hvad er det Marx ikke har forstået?

Elisabeth Mouritzen

@Jens Høybye
"Jeg kan desværre kun vise min afsky for udviklingen og min sympati for den gamle garde, ved at blive væk fra kommunevalget den 19. november 2013. Så kan de lære det. Konsekvensen er kun 4 år mere af samme slags, men signalværdien er stor"

Kære Jens,
Du udviser ingen signalværdi ved at blive væk fra kommunalvalget, en sådan handling kan og vil af politikerne blive tolket som indifference. Derimod vil du signalere et yderst vigtigt budskab ved at møde frem og stemme blank. Du viser engagement og tager stilling til- at ingen af de nuværende politikere er hverken gode eller dygtige nok til at få din stemme.

jasper bertrand

@Bill Atkins
Det var ikke kun overklassen der ønskede krigen, både i Østrig, England, Frankrig og Tyskland ønskede befolkningen krigen. Og når den russiske ledelse var så inkompetent, var det jo bl.a. Fordi mange af de kompetente, fx Stolypin, var myrdet af socialister og anarkister, der valgte voldsvejen som Hr. Bolt vist anbefaler.
Og den engelske overklasse døde jo på slagmarken i relativt større grad end arbejderklassen.
Men du har da ret i at revolutionen ikke havde været mulig uden dette moralske sammenbrud, mit argument med rigdom som du kalder grinagtigt var jo et svar til dem der mener at Stalin nåede større resultater end man ellers kunne have nået. Noget som solide økonomer allerede for 50 år siden påviste var forkert, og som almindelig iagttagelse og logik jo også fortalte.
Og hvad angår slagteri af menige soldater kunne Stalin godt hamle op med Haig. De engelske soldater fik da i hvert fald et gevær før de løb frem, de russiske skulle selv samle et op fra en falden, og havde kommisærer bagved til at skyde dem der ikke løb hurtigt nok. Og mange soldater og østallierede blev ofret for at Sovjet kunne få hegnspælene lidt frem efter krigen. Alt sammen fordi Stalin og konsorter havde læst i en bog at et sådant fremskridt var irreversibelt. For ikke at snakke om Stalins ansvar for Weimar sammenbruddet, så han var lige så slem som den adel du kritiserer.

Yvonne Neseth Eriksen

Det er måske kun mig, der har det sådan (eller ser dén reklame), men det opleves sært paradoksalt og understregende på samme tid at læse om det nødvendige i at genoplive marxismens kapitalsyn, mens der i venstre side kører en vildt forstyrrende reklame fra et postordrefirma.

"Der er fundet en radikal nedskrivning sted af evnen til at læse verden,« konstaterer Bolt og henviser til den slovenske filosof Slavoj ŽZizek, der har sagt, at vi i dag har sværere ved at forestille os en ophævelse af kapitalismen end en klimakatastrofe eller en invasion fra Mars."

Det er uden tvivl rigtigt, men er marxismen det bedste filter at se virkeligheden med? Er det det, vi ser, når vi ser på tilstanden i kommunistiske regimer? Er ideologi ikke bare en måde at blive i hjernen på, frem for at være i kroppen, i livet, hvor der er mennesker, vi har brug for at røre og blive rørt af?

Vi mangler hjerte i måden at tænke på og være på. Vi har betalt os fra solidaritet og omsorg for andre med velfærd.

Det her kunne være et bud på en vej:

The Dark Mountain Project
http://dark-mountain.net/about/manifesto/

Om Sojet kritikken skriver Alain Badiou i en artikel her i Information: "Venstrefløjen mangler et fælles sprog" onsdag 3 oktober 2013 af Alain Badiou (desværre har Information fjernet den digitale udgave af denne artikel). Heri hedder det bl.a om kritikken at Sovjetunionen,: ” Nøgleordet kommunisme, der i begyndelsen af det nittende århundrede dominerede det politiske landskab, er siden da fordømt som historisk infamt. At ligningen ”kommunismen er lig med totalitarisme” efterhånden fremstå som naturlig og alment accepterede, er en indikation af, hvor alvorlige fejl revolutionære har begået siden de katastrofale 1980´. Selvfølgelig må vi ikke forsømme en afgørende og gennemgribende kritik af det, som de magthavende socialistiske stater og kommunistiske partier, særlig Sovjetunionen forvandlede sig til. Men denne kritik bør være vores egen. Den bør give næring til vor fremtidige praksis, frem for at være en brødebetynget afsværgelse, der smider barnet ud med badevandet”.
PS: I Sovjetunionen forgik der altid en intern kritik og diskussion. Illustreret meget fint af forfatteren Ilja Ehrenburg i romanen ”Tøbrud”. Romanens titel har givet navn til Nikita Sergejevitj Khrusjtjov regerings periode, selvom Khrusjtjov tog afstand fra betegnelsen. Til de fordomsfrie kan jeg kun anbefale bogen som aftenslæsning og til de fordomsfulde kan jeg også anbefale den – frygt ikke Hasselbalch har forsynet bogen med et note apparat som behændigt styrer læserens tænker i den rigtige negative og fordømmende retning.

Karsten Aaen, Leopold Galicki, Per Torbensen, Claus Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

jasper bertrand reservoir af slidte højreorienteret klicher og dæmoniserende smalltalk, uden nogen forankring i virkeligheden, kan jeg ikke se hvad man skal bruge til. Her er ingen grobund for nogen samtale

Karsten Aaen, Per Torbensen, Niels Mosbak og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

Khrushchev blev jo fjernet fordi det havde ført til et større retsopgør, hvis man var gået videre ad den vej. Folk var jo lige kommet hjem fra lejrene, og mange ville også have ønsket information om hvad der var sket med deres slægtninge. Man kan ikke give folk halv frihed, som de røde, bløde af og til tror, som i Prag, og som Gorbachov. Det vidste poitbureauet godt, og afsatte K.

jasper bertrand

Hvis det er højreorienteret at mene at Stalin var en forbryder og Lenin en større, da det var ham der først brød princippet om retsstaten og afskaffede en bredt funderet regering, så er der jo mange der må leve med det prædikat.

Flemming Scheel Andersen

Trist at enhver frugtbar debat om dette vigtige emne, at genrejse et socialistisk alternativ til kapitalismen, altid søges afsporet af dele af historiske kendsgerninger, også kaldet halve sandheder, af det sædvanlige kor af kommunistforskrækkede og reflekskonservative blinde tryghedsnarkomaner og div. trolle.
Jeg ville ønske at vi kunne komme videre end det, for alle skyld.

Brian Larsen, Claus Oreskov, Per Torbensen, Niels Mosbak, Bill Atkins, Leopold Galicki og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

@Flemming
Hvis vi skal videre må socialisterne jo fortælle hvad de vil med samfundet og dets indretninger. Der har ikke i Danmark været nogen der kunne fomulere noget sammenhængende, hverken for 50 år siden eller nu. Det er ikke nok at komme med nogen afstandtagende floskler mod det totalitære Sovjet, specielt ikke når mn så alligevel ikke vil høre hele sandheden om rædselsregimet. Og den ide man så havde om at frelsen i stedet lå i først Jugoslavien, så i Kina, Cuba, Nordkorea og sågar Albanien, den er jo ikke så god nu hvor verden er blevet mindre.
En diskussion med en socialist minder egentlig meget om en diskussion med en folkekirkepræst , svært at få klar besked om himmeriges indretning, eller djævlens beskaffenhed, for den sag skyld.

Flemming Scheel Andersen

jasper bertrand

Du kan sagtens selv finde den kategori, som gør at debat med dig er frugtesløs, nu du har nævnt det religiøse.
Hvis jeg søger en vækkelsesprædikant, så skal der følge en god gospel-sang med, kan du levere den??

Robert Ørsted-Jensen

jasper bertrand
Der er ingen tvivl om at Lenin is sin fanatisme begig forbrydelser mod retssamfundet og også andre ting. Jeg personligt er ikke leninist. Men når du påstår at Lenin var en større forbryder end Stalin er du langt ude på overdrevet, det samme er du når du slår alle socialister og marxister over én kam med påstande om at vir er alle religiøse. Jeg forstår din pointe og deler den et langt stykke og netop derfor anholde jeg den (som marx tilhænger og socialist).

Flemming Scheel Andersen

Jeg mener at de "store" ledere verden har haft, enten har fået deres magt forærende i en forældet arvetradition, eller er meget megtsyge mennesker uden den store samvittighed til at tøjle deres magtbegær og at de fleste har vist sig at være blodhunde foruden de gode egenskaber de måtte have.

Denne betragtning gælder, om det er monarker, kejsere, diktatorer eller folkevalgte, uden hensyn til hvilken isme de har skamredet med deres repræsentation.
For de mennesker der er døde for "store" regenters ambitioner er der kun gradsforskelle på om døden skyldes Stalin, Hitler, Djenkis Khan, L Johnson, Anders Fogh, Christian 4., Mussolini, Thatcher, Tito, Gadaffi, Begin, Reagan, Bush, Blair, eller hvad fanden disse stormænd har heddet.

Resultatet har været at andre mennesker har betalt den ultimative pris, for at disse blodhunde har kunnet opfylde deres personlige ambitioner.

Det gælder uanset om folk har været kommunister eller liberalister, facister eller royalister eller anerkister.

Og jeg finder det forstemmende og træls ligegyldigt at fortsætte denne diskution om hvem der er bedst eller værst, fordi forskelle i mål og midler er så uendelig lille for blodhundene. Sådan ser det ud for mig, når jeg prøver at medtage det historiske aspekt i min bedømmelse.

Det vi burde, mener jeg, er at fremme et klogere system, der ikke gentager disse uhyrligheder igen og sikrer fremgang for almindelige menneskers liv, samfund og folkestyre.
Det kan det kapitalistiske system ikke sikre alene, det er tydeligt

Jørn Sonny Chabert, Per Torbensen, Thomas Krogh, Leopold Galicki og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Scheel ideen om 'store ledere' og enhver ide om stærke magtfulde mænd er ganske enkelt ikke foreneligt med noge ide om virkelig socialisme, det er diktatur heller ikke. Alene derfor er det absurd at debattere hvem der er værst. Virkeligheden er snarere at selv de bedste ledere med de bedste intentioner vil ende med at begå forbrydelser hvis de får for megen magt - Lenin var ikke en mand uden gode intentioner det var Trotsky heller ikke, Men der er kun en virkelig socialisme og det er den fra neden af - enhver ide om socialisme fra oven er nonsens. Ellers er jeg langt hen enig i det du skriver.

Jørn Sonny Chabert og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Som noget af det første indførte Sovjetterne under Lenins ledelse proletariatets diktatur i 1917.

Indenfor den marxistisk leninistiske teori betegner proletariatets diktatur den specielle statsform, der eksisterer i et samfund i den første fase efter en socialistisk revolution.

I sin opsummering af Kommunens erfaringer uddrager Marx følgende organisationsprincipper:

1.De umiddelbare producenters selvstyre og et lokalt selvstyre som skulle omfatte alle provinserne,
2.Kommunens repræsentanter skulle vælges efter almindelige valgregler,
3.«Kommunens form», styret nede fra og op, skulle gælde i alle enheder,
4.Hæren skulle erstattes af en folkemilits,
5.National repræsentation sammensat af udsendinge fra hver selvstyrende enhed, hvor repræsentanterne når som helst kunne kaldes tilbage,
6.National enhed skulle etableres gennem en kommunalforvaltning,
7.Den overordnede statsmagt skulle afskaffes og visse funktioner overtages af «samfundets ansvarlige tjenestemænd»,
8.Politiet fratages alle politiske funktioner,
9.Offentlige tjenester udføres til arbejderlønninger.

Det må jo være soleklart for alle, måske med undtaglese af de antikommunister der slår alt sammen i en pærevælling og smører Stalinisme og gulag ud over det hele, at ovenstående samfundsomvæltning må have kostet omfattende og langvarige magtkampe imellem de hidtil herskende klasser i det tidligere Rusland. Alt andet vil sgu da være mærkeligt. Og at disse magtkampe også har rakt dybt ned i de statslige og lokale embedsmandsrækker er også utvilsomt.

Men den store masse af arbejdere og bønder regnede blot disse magtkampe som ren paladsrevolution for de øverste klasser og nærmest som en slags underholdning. Hvis blot de havde tag over hovedet mad på bordet og et fast arbejde samt naturligvis fred og ingen krige.

At så antikommunisterne deltager i denne paladsrevolution og blæser den op til et samfundsanliggende uden baggrund i den almene befolkning, viser jo blot disse antikommunisters borgerlige sindelag.

Per Torbensen, Claus Oreskov, Karsten Aaen og Leopold Galicki anbefalede denne kommentar

Læs om Athens demokrati, det er den ligefremme socialistiske samfundsindretning, opstået over tid, men bemærkelsesværdig i sin tagen hensyn til praktiske problemer i den fælles beslutningsproces.
Spørgsmålet om slaver bliver altid brugt til at afsværge det virkeliggjorte demokrati, men det er jo ikke meget anderledes end det borgerlige klassesamfund, hvor de almindelige fornødenheder ganske vist kan vælges af den enkelte lønmodtager på et marked, men hvor denne stadigvæk er henvist til at levere til overklassens økonomiske magtbase.
Athen tvang overklassen igennem strukturelle værdiskred til at finansiere demokratiets institutioner, bespisningen af borgerne m.m. Og den almindelige
teknologiske udvikling vil erstatte behovet for arbejdskraft med en udstrakt frihed.
Den schweiziske ungdom har indset det og tvunget befolkningen til afstemning.

Men den store masse af arbejdere og bønder regnede blot disse magtkampe som ren paladsrevolution for de øverste klasser og nærmest som en slags underholdning. Hvis blot de havde tag over hovedet mad på bordet og et fast arbejde samt naturligvis fred og ingen krige.
Således skriver Bill Atkins, og der har vi hele kerne i miseren: man kan ikke have et grundlæggende demokratisk samfund, hvor folk leger publikum i stedet for at gribe samfundsansvaret. Det er deri, ret og pligt, som hele tiden påkaldes som lampens ånd, ligger - ikke i at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvor der er job, når der er behov, og ikke-job, når der ikke er behov, dvs. tilstrækkeligt til alle i samfundet uden inddragelse af alles arbejdskraft. Hvis der manglede noget, ville den letteste sag af verden være at fremstille det med brug af den tilgængelige arbejdskraft, der altid vil være tilstrækkelig, i og med at alle producerer flere gange mere end til sig selv.

Samtidig med at ovenstående efterrevolution blev sat i værk skulle også den private ejendomsret minimeres og afskaffes. Den beslutning satte splid mellem de der ejede og staten, hvilket var yderligere benzin på efterrevolutionen.

...og endvidere skulle alle fremmede tropper smides ud af landet.

Alt i alt mener jeg at de tal vi har for folk der er blevet sendt til Gulag eller er blevet henrettet i gru's varetægt for tyveri eller sabotage mod staten er hvad man kan forvente i en tid hvor eksv. en enkelt engelsk general Haig The Butcher of Somme blev hædret for at have ombragt ca. 2.000.000 millioner af sine egne soldater - og zaristiske generaler var ikke bedre .

For en gangs skyld var det ikke proletarerne der skulle lade livet men grådig embedsmænd og købmænd.

Robert Ørsted-Jensen

Bill
Der var ALDRIG nogen sinde et proletariatets diktatur i Sovjetunionen - der var et mindretalspartis diktatur over et flertal og end ikke ledelsen af det parti var proletarar!

Thomas Krogh, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Peter, hvis den danske grundlov antastes regner du da også med at staten tager affære. Sådan virker en retsstat. Men det du ønskede var standretter eller hvordan?

Robert du kan stadig ikke læse inden ad:

ovenstående samfundsomvæltning må have kostet omfattende og langvarige magtkampe

De sidste uniformerede fjendtlige soldater var smidt ud af sovjet i 1924 og derefter organiserede femtekolonnen sabotage og opstand blandt småkapitalister og jordejere helt frem til anden verdenskrig. Alt sammen finansieret af Hoovers regering i USA.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Blot to citater fra Jasper Bertrands (17. november, 2013 - 02:38 ), omgang med historiske fakta:

”Rusland var før revolutionen et rigt land i god fremgang, bare gå en tur i Sk. Petersborg og se de enorme kvarterer med bedre lejligheder end Østerbro, eller se fotografier af bondehuse i to etager med 12 vinduer, eller se status for universiteter.”

”Det tog kommunisterne 10 år at komme op på Czarens stålproduktion. Uden revolutionen havde Rusland været langt rigere i 1940, og pga sin størrelse været vanskeligt at angribe for Tyskland.”

I 1914 var der 9.656 mio. elever i det russiske skolesystem. I 1925, i Sovjetrusland var der 10.289 mio. I 1913 var der 112 000 studerende på de russiske højere anstalter. I 1925 var tallet 162.000.

I et land, som for blot få år siden, pga. en verdenskrig, en borgerkrig og interventionskrige, samt enorm social turbulens, mistede enorme menneskelige ressourcer, genopretter man forholdsvis hurtigt og overgår før-revolutionære resultater inden for uddannelse. Et udtryk for kommunistisk uduelighed og spild af ressourcer?

”Det tog kommunisterne 10 år at komme op på Czarens stålproduktion.” (Jeg foreslår, at når man nu så meget beundrer en herskers bedrifter, så lærer man at skrive herskerens titel korrekt. På dansk findes der ikke en czar, men kun en zar eller tsar).

Fra 1913 til 1932 voksede den sovjetiske produktion inden for sværindustri med 357 procent. En digression: en del af stålproduktionen gik til at bygge Moskvas metro som åbnede i 1936. Hvornår har vi fået vores i København?

Men inden for de frie tankeres farm, hvor du, Jasper, åbenbart trives, byttes bare ordet ’voksede’ med ’faldt’.

Bertrand, jeg elsker ikke Stalin. Jeg forsvarer ikke Stalin. Stalintidens sovjetsystem især, men også generelt Sovjetsystemet slet ikke var fejlfrit, men vil man se alt i realsocialismen kun i sorte farver, så må man nødvendigvis lave om på fakta og være den kammerat Napoleon for hvem løgn er sandhed, og sandhed er løgn.

Jørn Sonny Chabert, Niels Mosbak, Per Torbensen, Claus Oreskov, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

En af årsagerne til at det er så nødvendigt at aftørre al stalinisme og gulag smørelsen og se klart på hvad der virkelig forgik på alle planer af det sovjetiske samfund før, under og efter revolutionen, er jo at de fattige jord og arbejdsløse mennesker der i dag drømmer revolution, eller blot om at danne udbryderkommuner vil blive mødt af nøjagtig den samme modstand fra den kapitalistiske verden, som den kommunistiske revolution blev det i 1917.

Det er ikke revolutionen i 1917 der vil blive gentaget, men derimod kontrarevolutionen.

jasper bertrand

@Leopold Galicki
Andre lande havde jo også vækst uden så store lidelser for befolkningen. Og selv om Stalin var glad for sværindustri var Sovjets levestandard økonomisk set ikke særlig højt på verdensranglisten i hverken i 1941 eller ved hans død. Finland, som var en grænseprovins i det gamle Rusland, klarede sig fx bedre. Og de baltiske lande. Og i 1989 var det helt klart, også for sovjetgeneralerne, at planøkonomien ikke fungerede. Det var vel derfor hæren ikke orkede at samle stumperne op.

Er problemet iøvrigt ikke, når man bedømmer Sovjet overfor den kapitalistiske verden, at man ynker den russiske befolkning for noget, man aldrig selv ville løfte en finger for at sikre sine egne?

Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og Leopold Galicki anbefalede denne kommentar

En ting er ihvertfald sikkert,skal vi videre og indgyde et håb for ungdommen i vores verdensdel,og bevæge os videre er det nok ikke Marx og Lenins samlede værker på bogreolen,boghandlerne lukker på stribe og dør som fluer.

Hvis der skal sættes gang i en samfunds transformation i retning af socialisme og fællesskab hvor ungdommen skal vækkes og indgydes et håb,er det vel via digitalis og en kommunikationsform hvor de kommes i møde.

Ungdommen det er ihvertfald min fornemmelse ser os som antikviteter fra en anden tidsalder,so last.

Der skal tænkes virkeligt anderledes og ud af boksen,ungdommen er ikke så fysiske og boglige idag som os fra 50 erne for at sige det på en pæn måde.

Kunne nogle socialistiske aps til los mobilos og Ipads for de kreative opfindere ikke være en begyndelse.

Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Haha, Torben Nielsen, selv denne (de)generation har sine lyspunkter:

The woes of international capitalism are fueling renewed interest in the ur-texts of Chinese Communism, MSNBC reports. Sales of Karl Marx’s Das Kapital and Mao’s “little red book” are skyrocketing in China, where the publisher of Kapital has seen a fivefold increase in sales since late last year. The German publisher of the anticapitalist work is also doing swift business. “The financial crisis brought us a huge bump,” he said.

Og:

Two decades after the Berlin Wall fell, communism's founding father Karl Marx is back in vogue in eastern Germany -- thanks to the global financial crisis.
His 1867 critical analysis of capitalism, "Das Kapital", has risen from the publishing graveyard to become an improbable best-seller for academic publisher Karl-Dietz-Verlag.
"Everyone thought there would never ever again be any demand for 'Das Kapital'," said managing director Joern Schuetrumpf.
The book has sold 1,500 copies so far this year, triple the number sold in all of 2007 and a 100-fold increase since 1990.

For ikke så længe siden, Per Torbensen, foreslog jeg faktisk udviklingen af et computerspil, hvor samarbejde og indsats for fællesskabet var det, der bragte en fremad mod mål.

Niels Ishøj Christensen

@Claus Jensen
@Torben Seick
I sin forståelse af privatejendommen tager Marx udgangspunkt hos Adam Smith, som forstår den som noget man arbejder sig til. Dvs: tager du et stykke jord i besiddelse og opdyrker det til egen nytte, så giver dit arbejde dig ejerskabet over jorden. Adam Smith og hans begreb om en ny nationaløkonomi åbner Marx' øjne for at privatejendomsretten ikke længere er en tilstand udenfor mennesket. Han opdager rigdommens subjektive væsen: den privatejendom og rigdom, der eksisterer udenfor mennesket og kun kan opretholdes på en udvendig måde indkorporeres gennem industriarbejdet (der jo ligesom landbrugsarbejdet giver ejendomsret til produktionsmidlerne) og mennesket erkender sig selv som privatejendommens væsen osv osv. Men hvis mennesket trods sit arbejde nægtes ejendomretten til produktionsmidlerne, så opstår fremmedgørelsen som under industrikapitalismen. Kapitalen repræsenterer her det udvendige objektive arbejde, som opretholder ejendomsretten som en tilstand udenfor mennesket - et ulykkeligt forhold, der fremmedgør det for dets egne naturlige væsenskræfter som et overlevende og arbejdende væsen i naturen. Her ser Marx pengene som synlige guddomme, der fordrejer og forvirrer mennesket i forhold til den virkelige subjektive og objektive verden: med dem ombyttes uvirkelighed og virkelighed, magtesløshed og magt, kærlighed og had, træl og herre osv. Hvad Marx optaget af disse tankebaner glemmer i sin filosofi er privatejendomsretten erhvervet gennem krig og erobring. Mennesket som et dynamisk natur- og territorie-erobrende væsen er totalt fraværende i hans tænkning. Han er monomant og ensidigt optaget af mennesket som et arbejdende væsen, som ejendomsretten over produktionsmidlerne bør tilhøre. Dette og hans begrænsede forståelse af den historiske baggrund for pengenes udvikling som værdisymbol gør hans filosofi ubrugelig til noget som helst i dag, 2013.

@Niels Ishøj Christensen

Selv om Marx aldrig fik skrevet de planlagte bøger om staten og om udenrigshandelen og verdensmarkedet, blev hans spredte bemærkninger og hans metode grundlaget for de marxistiske imperialismeteorier og statsteorier (Olsen, 1979: 77-95). Det var og er nærliggende at anskue de europæiske kolonimagters imperieopbygning fra en marxistisk synsvinkel, dvs. som udtryk for økonomiske interesser. Det gjorde Marx selv, men også den engelske økonom J.A. Hobson i sin bog Imperialism fra 1902, hvor han ligesom senere Rosa Luxemburg forklarede imperialismen ud fra underforbrugsteorien, nemlig som kapitalismens forsøg på at skaffe sig nye afsætningsmarkeder. Lenin karakteriserede imperialismen som »kapitalismens højeste stadium«, hvor kapitalisterne søgte nye, profitable investeringsmuligheder i kolonierne.

---

Naturligvis er læsning af Karl Marx grundforudsætningen for en forståelse og en kritik af kapitalismen om end hans tanker skal videreudvikles og moderniseres. Karl Marx' Das Kapital fungerer som økonomiens Bohrske Atommodel - konstant i udvikling.

Det der kan undre er at åbningen af det forholdsvise velhavende afsætningsmarked i Østeuropa i 90'erne omfattende 400 mio. mennesker ikke har haft en nævneværdig større betydning for det kapitalistiske system. Finanskrisen 2008 er opstået på trods heraf - hvilket naturligvis leder tanken ind på om finanskrisen er tilrettelagt som et angreb på svagere landes privatiserbare statsproduktion.

jasper bertrand

@Bill Atkins
Det var nok en fejl af østeuropæerne at de var så ivrige for at komme in i EU og frihandelsaftaler. Deres industri var for svag, og da de havde et stort befolkningsgrundlag, havde de nok levet bedre en tid bag toldmure Det minder lidt om Latinamerika for 100 år iden, da det store landbrug ville have frihandel, fik man aldrig opbygget lokal industri, for hvilken ny virksomhed kunne konkurrere med England. Men de andre lande var selvf. bange for Rusland, og overvurderede ogå EUs velignelser.

"Hvad Marx optaget af disse tankebaner glemmer i sin filosofi er privatejendomsretten erhvervet gennem krig og erobring. Mennesket som et dynamisk natur- og territorie-erobrende væsen er totalt fraværende i hans tænkning. Han er monomant og ensidigt optaget af mennesket som et arbejdende væsen, som ejendomsretten over produktionsmidlerne bør tilhøre."

Niels Ishøj Christensen:

Det jeg gerne ville vide er, hvad forskellen ville være. Hvis Marx havde medtænkt mennesket som et "dynamisk natur- og territorie-erobrende væsen". Hvad ville det have ændret i hans konklusioner? Og hvad ville en forståelse af pengenes udvikling som værdisymbol have ændret i Marx's syn på dem?

jasper bertrand skriver: ” Khrushchev blev jo fjernet fordi det havde ført til et større retsopgør, hvis man var gået videre ad den vej… Det vidste politbureauet godt, og afsatte K.”
Igen en af CIAs ufattelige historie reducerende myter som bare reproduceres bevidstløst af diverse nyttige idioter og yderliggående højrekræfter. Forklaringen på Krusses fald er mere jordnær end som så!
Hans landbrugs projekter som for det meste slog fejl f.eks. eksperimenter med dyrkning af majs og opdyrkning af nyt landbrugsjord i tørkeområder. Projektet begyndte ellers lovende idet 300 tusinde unge meldte sig frivilligt til, at arbejde i de nye landbrugs sektorer i Volga området, Sibirien og Kasakhstan. Den reelle grund til Khrusjtjov fald skal man finde i hans reformer af den administrative sektor af industrien. I et forsøg på at svække det centrale statslige bureaukrati afviklede Khrusjtjov i 1957 de 10 store industrielle ministerier i Moskva og erstattet det med 105 regionale økonomiske råd. Decentralisering af industrien førte imidlertid til forvirringer og ineffektivitet bl.a. fordi fokus nu udelukket var rettet mod det lokale og landets overordnede behov blev groft negligerede. Sovjetunionens økonomi var baserede på interregionale økonomiske bånd og den nye reform nedbrød selve denne struktur.
Reformerne udløste en katastrofe bl.a. måtte Sovjetunionen for første gang i unionens historie købe korn i udlandet. Der var ingen vej udenom, man måtte afsætte Khrusjtjov for enhver pris.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Sider