Læsetid: 7 min.

’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’

Den såkaldte finanskrise er egentlig en permanent økonomisk nedslidning, der har stået på siden starten af 1970’erne. Men det er gået hen over hovedet på en venstrefløj, der har ofret kritikken af den politiske økonomi til fordel for postmodernismeklicheer om historiens afslutning, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som med bogen ’Krise til opstand’ vil genaktualisere den marxistiske teori
Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Jakob Dall

15. november 2013

Den 26-årige tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi havde fat i den lange ende, da han i 2010 satte ild til sig selv i protest mod, at politiet konfiskerede hans varelager. Det samme havde de græske unge, da de kaldte sig selv for ’700 euro-generationen’.

Ja, faktisk er de forskellige oprør i 2011 udtryk for en langt mere præcis forståelse af krisen end den, som de politiske og økonomiske eksperter fra centrumvenstre lægger for dagen, når de bebrejder grådige bankfolk, uigennemskuelige lånemodeller og en middelklasse, der lever over evne. Det mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som er lektor på Københavns Universitet.

I den aktuelle bog Krise til opstand forsøger han at forbinde de seneste års begivenheder inden for en nymarxistisk begrebsramme. For selv om oprørene stikker i mange retninger, er fællesnævneren, at de forsinket reagerer på den forringelse af levevilkår, som har været undervejs længe:

»Bogen er et forsøg på at komme et spadestik dybere ned end de her enormt mange fortolkninger og billeder, vi har fået af krisen. Jeg forsøger at bruge protesterne som optik. At tage fat i dem som en bedre analyse af krisen end den, der cirkulerer i medierne.«

En 40 år lang nødlanding

Med et billede lånt fra den amerikanske historiker Robert Brenner beskriver Bolt den økonomiske udvikling siden 1973 som en 40 år lang nødlanding. Krise til opstand tegner et signalement af de grundlæggende selvmodsigelser i den kapitalistiske produktionsmåde: Vi befinder os i en historisk situation, hvor kapitalen har voldsomme problemer med at leve op til sine egne præmisser. For finanskrisen udgjorde et brud:

»Jeg prøver at komme med en analyse af krisen som noget, der er systemisk og har at gøre med modsætningerne i den kapitalistiske produktionsmåde. Fordi jeg faktisk mener, at der er i de forskellige protester, på tværs af forskellene fra Sydeuropa til Mellemøsten og USA, blev peget på, at der var et eller andet rivravruskende galt med mindst de sidste 30 års økonomiske udvikling.«

Vi skal med andre ord en tur ned i bibliotekets magasiner og have fat i den gamle læresætning om profitratens fald. I et apokalyptisk leje beskrev Marx nemlig, hvorledes kapitalen tendentielt nedslider sig selv og plaget af indre logiske selvmodsigelser ødelægger sin evne til at udvinde værdi fra de processer, den igangsætter. I dag kommer det til udtryk ved, at de zoner, hvor der stadig finder værdiskabelse sted, bliver stadig færre. Samtidig bliver stadig flere mennesker udstødt fra lønarbejdet, fordi de er ubrugelige i kapitalens øjne, forklarer Mikkel Bolt:

»Pointen er, at krisen ikke startede i 2008, men i 1973. Vi har levet i apokalypsen i 40 år. Det kan vi se allertydeligst i den såkaldte Tredje Verden. Selv de steder, hvor der har fundet en voldsom modernisering sted, har den også haft frygtelige konsekvenser for millioner af mennesker. Det er svært for os at se i den vestlige verden, fordi vi flyver på første klasse. Men katastrofekapitalismen er vendt hjem og gør sig nu også gældende i Europa. Så hvor skellet måske tidligere har gået mellem Europa og Afrika, så går det skel nu ved Alperne.«

Selvkritikken gik for vidt

For at kunne nå frem til de analyser langer forfatteren både ud til højre og, ikke mindst, til venstre. Krise til opstand går i rette med nutidens akademiske venstrefløj, som har opgivet at læse Kapitalen og i stedet bruger sin energi på at anfægte kulturelle og sproglige magtstrukturer som race og køn samt diverse begrænsende forestillinger om subjekt og individ. Ikke nok med, at den drejning er et udtryk for teoretisk og analytisk fattigdom. For når vi på universitet flaskes op med forskellige aftapninger af poststrukturalisme og postmodernismeklicheer om historiens afslutning og opgøret med de store fortællinger, så er det faktisk også en ideologisk manøvre, mener Bolt. Som han skriver i bogens indledning:

»Anliggendet er noget så umuligt på nuværende tidspunkt som den globale sociale proces (…) Umuligt, fordi 30 års postmodernisme effektivt latterliggjorde et sådant foretagende. Umuligt, fordi universitetet i dag består af adskilte specialiserede studier, der sjældent er i stand til at analysere større sociale sammenhænge.«

For da venstrefløjen ofrede kritikken af den politiske økonomi, gav den også afkald på muligheden for at forstå verden i sin totalitet, mener Bolt, der trækker på marxistiske strømninger som kapitallogik, værdikritik og situationisme. Vi skal ikke gøre os nogen forhåbninger om at ændre noget fundamentalt, så længe vi ikke kan forstå kapitalens strukturelle lovmæssigheder og forholde os kritisk til dem.

Som han selv erkender, er den udlægning polemisk. For venstrefløjens brødebetyngede selvransagelse siden 1989 har netop i sin mest karikerede form været en uddrivelse af alle prætentioner om at kunne sige noget definitivt om noget. Og universitetsmarxismen er med rette blevet kritiseret for at være deterministisk og reducere alting til økonomi.

– Men var 1970’ernes opgør med marxismen ikke også på sin plads?

»Den selvkritik, der fandt sted i marxismen allerede omkring 1968, var jo supervigtig. Den var en kritik af stalinismen, som lagde sig som en tung dyne ud over hele efterkrigstidsperioden frem til 1989. Den synliggjorde andre former for dominans som sexisme og racisme. Men venstrefløjens nødvendige selvkritik kammer over og bliver til et knæfald for kapitalen, mener jeg. Man holder op med at bruge det marxistiske vokabularium.«

»Det, der reelt finder sted i 1970’erne, er, at man lægger den kritiske position i graven, simpelthen. Man afvikler forestillingen om emancipation og klassekamp og om forholdet mellem kapital og arbejde. Det modsætningsforhold er jo drivkraften i hele den kapitalistiske produktion, og når du holder op med at tale om det, jamen så går det galt,« mener Bolt.

Marxismens ordforråd ødelagt

Netop det analytiske handicap går hånd i hånd med en alt for vag reformisme i venstrefløjens syn på krisen. Vi undervurderer krisens dybde. Vi kan ikke bare bladre tilbage i kapitalismens historie og genskabe efterkrigstidens keynesianske velfærdsstat, hvilket ellers har været et populært forslag. Og trods rystelserne siden 2008 er det stadig umådelig svært at trænge igennem vækstparadigmet og indtage det, der ifølge Bolt svarer til en egentlig kapitalkritisk position:

»Selv efter protesterne er det stadig helt vildt svært at ytre selv en mere reformistisk kapitalismekritik. Den nuværende regering er jo bare en fortsættelse af de nedskæringer i velfærden, der tidligere har fundet sted. Det samme gælder CEVEA, fagbevægelsen og forskellige intellektuelle. Der er ikke ret mange, der artikulerer den form for kritik – figurer som Preben Wilhjelm eller Curt Sørensen prøver på det, men uden at være nedladende, så er det den gamle garde,« konstaterer Bolt.

Selv om han på venstrefløjen kan lokalisere enkelte, spredte forsøg på at skitsere krisens anatomi, ændrer det ikke ved, at vi overordnet står på bar bund. Og at han endda på mange måder står alene med sit projekt i historisk modvind.

– Meget af det, du siger i bogen, for eksempel om kapitalens modsætninger, er vel egentlig marxistisk børnelærdom. Hvad siger det dig om situationen, at man er nødt til at starte dér?

»Det siger noget om, at vi ikke har ret meget tilbage. I den forstand er bogen jo et eksperiment. Den er et forsøg på at genaktualisere et vokabularium, som egentlig har været levende i en lang periode, men som de sidste 30-40 år næsten er blevet totalt ødelagt, og som i dag fremstår antikveret, outdated og alt for bombastisk.«

»Så det vidner selvfølgelig om den neoliberale ideologis succes – at den nærmest fik bandlyst forestillingen om, at en af de grundlæggende brudflader i det kapitalistiske samfund er modsætningen mellem kapital og arbejde. Det er der ikke nogen, der tror på længere. Der er fundet en radikal nedskrivning sted af evnen til at læse verden,« konstaterer Bolt og henviser til den slovenske filosof Slavoj Žižek, der har sagt, at vi i dag har sværere ved at forestille os en ophævelse af kapitalismen end en klimakatastrofe eller en invasion fra Mars.

I marxismens ruinlandskab

Det, som i dag er udgrænset, er selve vores evne til at kunne forestille os en alternativ indretning af verden. Bolt betegner bogens udsigelsesposition som forsøg på at gribe ud efter brudstykker af marxistisk teori i et apokalyptisk ruinlandskab, hvor ethvert kritisk vokabularium er blevet tilintetgjort.

– Du siger, at marxismen er forsvundet som politisk vokabularium. Hvordan føles det at tale et sprog, som de færreste forstår længere?

»Et svar kunne være, at marxismen allerede har et grundlæggende forhold til krise. Så på sin vis har marxismen altid været et vokabularium i krise, som er nødt til at tage bestik af overmagten og kontrarevolutionen.«

»Men bogen er også et forsøg på at lave en position at tale ud fra. At udøve en selvkritik. Jeg er født i 1973 – det år, som neoliberalismens fremkomst kan dateres til. Det er interessant at overveje hele det lange forløb … Den verden, jeg er vokset op i og har været med til at skabe. Det er tilsyneladende vores historiske opgave at bremse ethvert tilløb til social og materiel omkalfatring af verden,« siger Bolt.

Han konstaterer, at hans generation har fået overleveret den opgave at konstruere en politisk bevidsthed, der bremser alle tilløb til sociale forandringer og fjerner enhver form for solidaritet. Og det gør bogens ærinde desto vigtigere.

– Det en usædvanlig bog på den måde, at det i dag virker overmodigt at skrive en bog, der behandler ’verdenssituationen’?

»Jamen, der er jo nogen, der er nødt til at lave de bøger, og der er tilsyneladende ikke så mange andre, der vil,« siger Mikkel Bolt og ler. Han fortsætter:

»Men det er jo det, den marxistiske tradition gør. Den analyserer den historiske situation med henblik på at forandre den.«

’Krise til opstand’ er udkommet på forlaget Antipyrine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Philip B. Johnsen
  • Trond Meiring
  • Daniel Mikkelsen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Bo Stefan Nielsen
  • Claus Oreskov
  • Tommy Knudsen
  • Dennis G. M. Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Elisabeth Mouritzen
  • Laust Persson
  • morten andersen
  • Camilla Rasmussen
  • Curt Sørensen
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Bill Atkins
  • Brian Pietersen
  • morten Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Martin Olafssen
  • Tina Skivild
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Levi Jahnsen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • Jakob Clemen
  • Lasse Glavind
  • Jens Høybye
  • Dennis Laursen
  • Grethe Preisler
  • Mattia Guidarelli
  • Per Torbensen
  • Michael Rasmussen
  • Niels Mosbak
Palle Yndal-Olsen, Philip B. Johnsen, Trond Meiring, Daniel Mikkelsen, Jørn Sonny Chabert, Bo Stefan Nielsen, Claus Oreskov, Tommy Knudsen, Dennis G. M. Jensen, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Andreas Trägårdh, Elisabeth Mouritzen, Laust Persson, morten andersen, Camilla Rasmussen, Curt Sørensen, Jan Weis, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Bill Atkins, Brian Pietersen, morten Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Olafssen, Tina Skivild, Simon Trøjgaard Jepsen, Levi Jahnsen, Mihail Larsen, Flemming Scheel Andersen, Alan Strandbygaard, Jakob Clemen, Lasse Glavind, Jens Høybye, Dennis Laursen, Grethe Preisler, Mattia Guidarelli, Per Torbensen, Michael Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Randlev verdens første arbejderregering kom tiul magten i Queensland i 1896 - det var 20 år før Danmark - på alle måder ligner mentaliteten her den jeg kender fra mit hjemland. Det er en velfærdssamfund med en masse svagheder på nogle punkter er man social langt bagud fra Danmark på andre punkter (social bolig politik og beskyttelse mod diskrimination fx) er man langt foran Danmark.

Hvad klimaet angår - kan man næppe få det bedre. Det er idag min fødselsdag og den skal fejres på stranden med børnene. Det er sommer og temperaturen er i 30erne (og hajer er ikke et problem for crokodillerne spiser dem :) Vi fryser forfærdeligt om vinteren hvor temperatuen om dagen af og til falder til 15-20 grader og om natten ned til 7 grader her hvor jeg er. Fakta er ogsp at solen altid skinner og det har en vis effekt på alting, man tager ikke så tunkt på livet. En klalitetsfilm skal ikke nødvendigvis være deprimerende for at blive karakteriseret son kvalitet. Politik er det lige så

Jørn Boye og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Robert - Det lyder godt. Tillykke med fødselsdagen. - Men æder de krokodiller, der æder hajerne, ikke også menneskene? Krokodiller er hvad jeg frygter mest i de varme lande. Jeg ville betydeligt hellere ædes af en haj - den er ikke kvart så klam.

Robert Ørsted-Jensen

Mange tak Randlev
Well statistisk set er det mennesker der æder hajer og og endog også krokodiller og ikke omvent.. Men - som det altid er - så skulle man tro det forholt sig helt omvendt når man læser dagspressen. :) Verden er a lave du

Robert Ørsted-Jensen

Mange tak Randlev
Well statistisk set er det mennesker der æder hajer og og endog også krokodiller og ikke omvent.. Men - som det altid er - så skulle man tro det forholt sig helt omvendt når man læser dagspressen. :) Verden er a lave du

Robert Ørsted-Jensen

Mange tak Randlev
Well statistisk set er det mennesker der æder hajer og og endog også krokodiller og ikke omvent.. Men - som det altid er - så skulle man tro det forholt sig helt omvendt når man læser dagspressen. :) Verden er a lave du

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Ja, mennesket er en synder, værre end haj og krokodille.

Netop derfor er og bliver "venstreorienterethed" en pseudokritik af verdens ondskab. Den eneste radikale kritik af verdens ondskab, herunder dens kapitalisme, er at stræbe efter sin egen omvendelse (revolution) i kristen forstand. Det er den eneste kritik af kapitalismen med tilbehør, der tager sig selv alvorligt og derfor kan tages alvorligt af andre.

Venstreorienterede fokuserer ikke på verdens ondskab, men på retfærdighed, og så afslører ondskaben sif af sig selv.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Men uretfærdighedens alvorligste trussel mod et menneske kommer altid indefra. Man skal bekæmpe sin egen indre uretfærdighed - og når den kamp er godt i gang, kan man efterfølgende gå ud og belære andre. Med det gode eksempel og med prædiken, men aldrig med vold.

Hvis man som venstreorienterede revolutionære går ud for at tæske uretfærdigheden ud af verden, dvs. ud af andre mennesker, gør det altid uretfærdigheden endnu større. For så har ens indre egomonster pludselig fået en fremragende, idealistisk undskyldning for virkelig at udfolde sit tyranni uhæmmet. Stalin er kun et enkelt, særlig tydeligt eksempel på dette.
Det er det, vi har set efter alle revolutioner.

Hvis der er nok mennesker, der bliver ligeglade med penge, prestige og voldsmagt og i stedet giver sig til at følge kærlighedens Gud, imploderer "kapitalismen" af sig selv.

Tro mig, visdommen findes i den rettroende kirke, ikke blandt alle de hysteriske ideologer, verden har fostret i sin vildfarelse.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Den, der tager evighedens, eller Den Eviges parti, vil altid være den mest moderne af alle. Kristus var som bekendt før Abraham og efter allersidste mand på verdenshistoriens scene. Alfa og Omega, you know.
Kér dig om din sjæl - den skal holde evigt. Samfundet og Jordkloden er kun for en stund.

Leopold Galicki

Kristian Randlev:

"Hvis der er nok mennesker, der bliver ligeglade med penge, prestige og voldsmagt og i stedet giver sig til at følge kærlighedens Gud, imploderer "kapitalismen" af sig selv."

Rigtigt, Kristian, bare en anden rækkefølge:

hvis der er nok mennesker for hvem kapitalismen kan være ligegyldig, reduceres eller forsvinde, imploderer kamp om penge og prestige, hvor penge og prestige betinger hinanden.

Leopold Galicki

Kristian Randlev,

Virkeligheden, dvs. de forskellige menneskelige samfund, er mere kompleks end det paradisbillede som følgen af Jesus-budskabet om kærlighed, gerne vil fremmane.

De materiale goder er en fundamental forudsætning for, at vi, 7 milliarder mennesker, på en fredelig og meningsfuld måde kan eksistere med hinanden. Mellemmenneskelig kærlighed udelukker ikke, at man samtidig satser på materiel velfærd.

Men som en kendt dansk sociolog - og han regnedes dengang for højrefløjens sociolog - sagde: det hele drejer sig om at kunsten at fordele.

Og man kan i dag, efter de socialdemokratiske partiers, ikke kun i DK forræderi mod deres kerne idealer, tilføje: kunsten at fordele, så ingen har en reel grund til at føle sig forfordelt.

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
John Christensen

I lørdags deltog jeg i et debatmøde i Folkebevægelsen imod EU.

I mødet deltog Rina Ronja Kari, som idag tage over istedet for Søren Søndergaard, og som er spidskandidat til EU-parlamentsvalget i maj 2014.
Lave Brock som er Radikale Ventre mand, deltog også i mødet - som hevde EU´s Militarisering som emne.

Det som gør at jeg vælger at lægge mit indlæg i denne debat-tråd er, fordi der i bedatten har været en underliggende "tone" om, at de gamle kommunister vil udøve vold både til opnå magten, men så sandelig også for at bevare den! (hvis det kommer der til!).

Som ekstern debattør var Jan Øberg inviteret, og hans indlæg gjorde på mange et dybt indtryk på mig denne lørdag eftermiddag. Hvorfor?

Fordi han mindede mig om betydningen af fred og udvikling!

Især Robert O. Jensen har været ude med riven i denne debat, imod os - som ikke bare smider arvesølvet ud, ved at forkaste ideerne om den virkeliggjorde socialisme som et mål i kampen.

Jan Øberg lagde vægt på at artikel 1 i FN´s charter - som slår et vigtigt princip fast, nemlig princippet om - at arbejde for fred med fredelige midler.

Kapitel I
FORMÅL OG GRUNDSÆTNINGER

Artikel 1.

De Forenede Nationers formål er:

1. at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og i dette øjemed: træffe effektive fælles forholdsregler til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden og til undertrykkelse af angrebshandlinger eller andre brud på freden, og ved fredelige midler og i overensstemmelse med retfærdighedens og folkerettens grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige tvistigheder eller situationer, som kunne føre til brud på freden

Længe siden, at jeg har deltage i et bedre debatmøde må jeg sige.

Jeg har i den grad lyst til at linke til TFF, som er en Nordisk, uafhængigt organisation med mange års forskning og studier i fred og konfliktforskning på bagen.

At der findes så gode organisationer - beviser jo ikke, at jeg ikke er ond eller grum, men jeg tilslutter mig helt og holdent - de idéer og anvisninger som Freds og konfliktforskningen i TFF, skriver om på deres hjemmeside.

http://transnational.org/

Emnerne behandles med klar tale, og på en måde som er til at forstå.

Emnet om fred og konfliktforebyggelse/konfliktløsning er i den grad betydningsfulde - også for Marxister!

Fik sådan lyst til at dele dette link med jer :-)

God dag der ude.

Karsten Aaen, Per Torbensen, Niels Mosbak og Leopold Galicki anbefalede denne kommentar
John Christensen

Verden har IKKE brug for rettroende kirker.

Verden har til gengæld hårdt brug for global etik!

http://www.information.dk/453451 Humanismen giver mulighed for en global etik.
"Humanismen er en ikkereligiøs etisk anskuelse, der bygger på en ægte interesse for menneskelige forhold i en menneskelig målestok. Det er ikke en doktrin eller et regelsæt. Det er et udgangspunkt, og humanismens grundlæggende idé er, at etik skal bygge på den menneskelige erfarings kendsgerninger. For nogle kan resultatet af en selvstændig etisk overvejelse ligge tæt på det konventionelle syn på moral, for andre kan resultatet blive mindre konventionelt. Uanset hvad er der kun to begrænsninger: Ens valg må ikke have til formål at skade andre, og man må kunne fremlægge solid argumentation for sin holdning over for enhver, der måtte søge at drage den i tvivl."
( Citat - A. C. Grayling er engelsk filosof. Den 14. marts udsender han bogen ’The God Argument’ ).

Med alt mulig respekt for mennesker der tror og endda er så stærke i deres tro at de vil frelse os andre med den rette tro, så er denne debattråd - ikke et spørgsmål om tro.

Snarere tvært imod.

At jesus fra tid til anden fremstilles som revolutionær, gør ham jo ikke til marxist, vel.

I klassisk marxistisk forståelse er religion "Opium for folket", altså med andre ord noget fanden har skabt.

Vores redning er ikke én bestemt bog, eller korrekt fortolkning af denne (hvem der så end har patentet på den historie?)

Menneskehedens redning er mulig, hvis vi istedet for religion - sætter global etik.

God dag der ude.

@Kristian Randlev. Din hvidvaskning (10. januar, 2014 - 19:25) af den russisk ortodokse kirke holder ikke vand. Den ortodokse kirke stod bag indfangning og afbrænding af titusinder af gammeltroende gennem årende. Ligesom den ortodokse kirke stod bar de fleste jøde pogromer eller samarbejde med staten om igangsættelse af disse. Se min blok:
http://kilaasi.blogspot.dk/2013/10/zarens-rusland-jde-pogromer.html
http://kilaasi.blogspot.dk/2012/04/zarens-rusland-og-facsismens-onde.html
Under 2. verdenskrig samarbejde den ortodokse kirke i Estland og Ukraine officielt med nazi okkupationsstyret. Den russiske patriark Pimen samarbejde ligeledes uofficielt med nazisterne. Ligesom emigrant kirkerne i Vesteuropa stillede sig bag Hitler og medvirkede til oprettelsen af et russisk regiment der senere gjorde grusomme overgreb på menneskerettighederne.

Karsten Aaen, Per Torbensen, Bill Atkins, Leopold Galicki og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Kristian Randlev

Det var jo så et udtryk for manglende argumentation, du der fremkom med i dit sidste indlæg.
Hvis jeg nu fremhævede at muftien af Jerusalem i samme tidsperiode samarbejdede med tyskerne, ville du gerne tro det?
Visse af den ortodokse kirkes biskopper her i Grækenland, har ligeledes været ude og udtale deres støtte til det ny-nazistiske Golden Dawn - mens andre biskopper har talt denne forbryderorganisation ret imod.
Det er der jo intet guddommeligt over, og det er en af grundene til at religiøse partier er noget fanden har skabt - der er intet guddommeligt mandat bag hverken Kristendemokraterne i Danmark eller andre kristelige partier i resten af Europa.
Det forhindrer jo ikke at kommunister kan være kristne - lrs. Carl M. Madsen var en af disse, der ikke lagde sin grundtvigianske kristendom bag sig - men hvis man vil praktisere kristendom på det personlige plan kan man jo gøre som mesteren sagde -
"Har du to kjortler, da giv den ene bort."

Karsten Aaen, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen, Claus Oreskov, Jette T. og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
John Christensen

GENERALSTREJKEN

Som følge af den neoliberale omstrukturering er der sket en radikal fragmentering af arbejderklassen, der i dag næsten er tvunget til at angribe kapitalen, da denne indædt ekskludere flere og flere.
Udviklingen af produktivkræfterne har overflødiggjort millioner af arbejdere.
Som i en art skizofreni forsøger kapitalen at skabe værdi uden at inddrage det levende arbejde. Derfor står menuen på arbejdsløshed og opløsning. Der finder en langsom annullering af fremtiden sted.
Det prekære arbejde er så porøst og skaber så meget separation, at det er svært at samle det og skabe en egentlig ”klassedannelse”, at skabe en følelse af solidaritet. Stagnerende akkumulation sætter sig igennem som depression og impotens, ikke klassebevidsthed.
Tidligere identiteter er under afvikling, der er ikke nogen grobund for kollektive protester.
Den nye protestcyklus illustrerer denne tilstand af opløsning og afvikling. Reformistiske løsninger er der ikke mange af p.t. Der er ikke nogen positive programmer. Kun proletariatets virkeligt selvdestruktive greb synes at kunne muliggøre en anden kurs. Proletariatets selv-emancipation er kapitalismens kollaps. Kapitalismen er kendetegnet ved indre modsætninger, men kun proletariatet kan ophæve den. Der er således ikke nogen historisk logik på færde, ifølge hvilken kapitalismen nødvendigvis vil gå under.
Men kapitalismen ernærer sig af kriser, så hvis lidelsen og ulykkerne skal ende, må proletariatet med al sin kraft skabe en virkelig krise, der kan afbryde den fortsatte destruktion og eksklusion, hvad enten den er langsom og opslidende og indhyllet i et dække af kredit, som den var i Vesten i perioden efter den neoliberale omstrukturering sidst i 1970´erne og indtil finanskrisen, eller hurtig og brutal, som den har været siden 2008.
Proletariatet skal med andre ord skabe en virkelig undtagelsestilstand (i Walter Benjamins forstand).
I én og samme (u)mulige bevægelse skal proletariatet samle og afvikle sig selv og dermed ophæve kapitalismen. En sammenfaldende forandring af omstændighederne og af den menneskelige virksomhed, der afbryder det amokløb, vi er viklet ind i. Ruinerne bliver ved med at hobe sig op, og kun den revolutionære klasse kan gennemføre det afgørende angreb på kapitalismen.

Frit Efter Mikkel Bolt´s Krise til opstand

Det er ikke et spørgsmål om tro!

God dag der ude

John Christensen

GENERALSTREJKEN

Som følge af den neoliberale omstrukturering er der sket en radikal fragmentering af arbejderklassen, der i dag næsten er tvunget til at angribe kapitalen, da denne indædt ekskludere flere og flere.
Udviklingen af produktivkræfterne har overflødiggjort millioner af arbejdere.
Som i en art skizofreni forsøger kapitalen at skabe værdi uden at inddrage det levende arbejde. Derfor står menuen på arbejdsløshed og opløsning. Der finder en langsom annullering af fremtiden sted.
Det prekære arbejde er så porøst og skaber så meget separation, at det er svært at samle det og skabe en egentlig ”klassedannelse”, at skabe en følelse af solidaritet. Stagnerende akkumulation sætter sig igennem som depression og impotens, ikke klassebevidsthed.
Tidligere identiteter er under afvikling, der er ikke nogen grobund for kollektive protester.
Den nye protestcyklus illustrerer denne tilstand af opløsning og afvikling. Reformistiske løsninger er der ikke mange af p.t. Der er ikke nogen positive programmer. Kun proletariatets virkeligt selvdestruktive greb synes at kunne muliggøre en anden kurs. Proletariatets selv-emancipation er kapitalismens kollaps. Kapitalismen er kendetegnet ved indre modsætninger, men kun proletariatet kan ophæve den. Der er således ikke nogen historisk logik på færde, ifølge hvilken kapitalismen nødvendigvis vil gå under.
Men kapitalismen ernærer sig af kriser, så hvis lidelsen og ulykkerne skal ende, må proletariatet med al sin kraft skabe en virkelig krise, der kan afbryde den fortsatte destruktion og eksklusion, hvad enten den er langsom og opslidende og indhyllet i et dække af kredit, som den var i Vesten i perioden efter den neoliberale omstrukturering sidst i 1970´erne og indtil finanskrisen, eller hurtig og brutal, som den har været siden 2008.
Proletariatet skal med andre ord skabe en virkelig undtagelsestilstand (i Walter Benjamins forstand).
I én og samme (u)mulige bevægelse skal proletariatet samle og afvikle sig selv og dermed ophæve kapitalismen. En sammenfaldende forandring af omstændighederne og af den menneskelige virksomhed, der afbryder det amokløb, vi er viklet ind i. Ruinerne bliver ved med at hobe sig op, og kun den revolutionære klasse kan gennemføre det afgørende angreb på kapitalismen.

Frit Efter Mikkel Bolt´s Krise til opstand

Det er ikke et spørgsmål om tro!

God dag der ude

Ser ud til at Kristian Randlev ikke kunne tåle mere sandheds serum en den smule kirkekritik som jeg leverede. Jeg skrev jo kun hvad som er almindelig kendt om den russiske kirke! Helt anderledes spændende bliver det når man åbner for godteposen af indre kritik af den ortodokse kirke. En sådan sønderlemmende kritik samt anklage kom fra ingen ringere end romanen Krig & Freds far Leo Tolstoj. Leo blev efterfølgende ekskommunikeret af ”den hellige synode”. Vi er så heldige at 2. af Tolstojs bøger om kirkens vranglære findes på dansk:
Leo Tolstoj ”Hvori består min Tro?” Andr. Schous Forlag 1889.
Leo Tolstoj ”Kristi Lære og Kirkens Lære” Andr. Schous Forlag 1894.
Udover en masse kristen tåge snak er disse bøger også fascinerende, idet Tolstoj heri udvikler sin kristne anarkisme og pacifisme. Han levere samtidig en sønderlemmende kritik af det zaristiske Rusland og anslår mange strenge, som også berøre temaet i denne debat.

Karsten Aaen, Per Torbensen og Leopold Galicki anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Oreskov - Gad vide om du ville gide svare, hvis jeg skrev at DKP havde massakreret 50.000 vestjyske fiskere.

De russisk ortodokse gejstlige har aldrig massakreret gammeltroende. Den russiske stat har. Det har alle stater i alle kristne lande gjort, indtil religionsfriheden fornylig blev indført. Chr. IV ville som bekendt skære tungen af en kættersk prædikende præst i Vestjylland. Og brændte hekse.

Der er da intet underligt i, at nogle ortodokse gejstlige håbede, de invaderende tyskere ville behandle dem bedre end dine massemyrdende venner, kommunisterne, gjorde. Det var jo før, tyskernes kz-lejre var blevet åbnet for verdens øjne.

Hvad er det for et russisk regime, den ortodokse kirke hjalp frem, som begik overgreb mod menneskerettighederne? Er det det nuværende?

Det er sgu nydeligt, at en Gulag folkemordssympatisør som dig skal pege fingre af det nuværende Ruslands forhold til menneskerettighederne. Du er for billig, du har en TV-avis bevidsthed.

Kristian Randlev
Du er kommet i menneske hænder,med folk som har en utrolig tålmodighed og viden,behandle dog dine "modstandere" med en vis værdighed.

Med min ringe indsigt og lokale indsigt vil den glimrende forfatter af kommunist herkomst Hans Kirk med bogen Fiskerne dog kunne formilde dit sind,hvis du ellers vil åbne dit hvid og ikke bare anskue verdenen ud fra et sort hvidt synspunkt.

Den russiske ortodokse kirke,repræsenterer ikke lyset men kun mørket-den katolske kirke
er verdens største multinationale selskab som ejer værdier større end nogle af verdens største selskaber tilsammen.

Glad for Mosbaks indlæg,kender min Carl Madsen,den sande kristne uden hykleriet og med ægte empati for samfundets mindre bemidlede og samtidig en hård hund som kunne vise børster.

Karsten Aaen, Niels Mosbak og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@Kristian Randlev. Nu undervurdere du altså den russisk ortodokse kirkes repræsentanter – de er nemlig stolte over de mange massakre som kirkens munke, præster og biskopper har været med til iværksætte imod de gammel troende. Nu har jeg jo arbejdet i nord og det er der hvor der findes flest gammel troende. Disse mennesker kan fortælle om de grusomme forfølgelser som kirken har stået for gennem århundrede. Men selvom du havde ret så at det udenlukket var staten som stod for disse forfølgelser så blev den overordnede strategi lagt af ”den hellige synode” (ligesom med jøde pogromerne) og denne synode var kirkens højeste autoritet også selvom synodens øverste var en verdslig embedsmand. Det siges at Theodore Efimevich Melnikovs bøger om de gammel troende skulle være solide historiske værker (men lad os ikke romantisere disse gammel troende bare fordi de blev forfulgt at den etablerede kirke)
Der skulle have stået regiment og ikke ”regime” (enten har jeg skrevet forkert, eller den automatiske rettelse har omskrevet hvad jeg skrev, uden at jeg opdagede det)
Soldater emner fra ROVS, NTS og flere andre militære emigrant enheder tilsluttede sig (gennem en kontakt til Joseph Goebbels) forskellige regimenter. Ligesom der med den ortodokse kirkes velsignelse blev oprettet flere russiske regimenter i nazi-hæren. Ledern af den tysk russiske nazi militære alliance var Alexei Alexandrovitch von Lampe. Samme Lampe var leder af den forskellige kirkelige broderskaber.
Broderskabeer der var en del af den russiske emigrant kirke, bedre kendt som den synodale kirke (som senere fik hovedkvarter i USA). Emigrant kirkerne (inklusiv den i Paris) var alle involverede i nazi sympatier og det er en kendt sag at Hitler personlig bidrog til at den russiske kirke kunne opføre en katedral i Berlin (metropolit Anastassij takker varmt Hitler i et personligt brev).
Endelige er det en luftigt forsvar for de russiske nazi – sympatisører at som du skriver: ” Det var jo før, tyskernes kz-lejre var blevet åbnet for verdens øjne”. Den holder ikke vand. Husk på scenariet er lige i hjertet af der hvor jøde/romaer og politiske fanger blev henrettet i millionvis. I Ukraine f.eks. var det ingen hemmelighed hvad som forgik i Babi Jar. Læs Anatolij Kuznetsov ”Babi Jar”.

Karsten Aaen, Leopold Galicki og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Filosofiens grundspørgsmål er ifølge min marxistiske børnelærdom:

Hvad er primært - ånd eller væren?

I respekt for debattrådens udgangspunkt, vil jeg i den anledning gerne slå fast at:
Alt vores viden og erfaring i samfundet tilsiger os - at væren er det primære.

Du bliver ikke mæt af at bede bønner, og taget tætner ikke sig selv - om du så mestrer tungetale.
Der skal arbejdes for sagen!

Samtidig er det fede ved en sådan konklusion, at den giver os mulighed for at ændre tingenes tilstand. Gennem handling, ud fra erkendelse og erfaring.

Hvis vi skulle overlade vores gøren og laden til GUD, ville vi nu være fortabte, mener jeg.

Lad os derfor ikke miste jordforbindelsen i denne tråd, tak.

Hvis nogen mener at Kristendom skal udfylde tomrummet for venstrefløjen kan de vel starte en anden tråd. Behøver vi at gå hinanden i bedene?

Vi har sejret ad helvede til, sagde en tidligere LO-formand.
Nu ser det nærmere ud til at reformismen taber, fordi det kompromis der blev indgået med kapitalen ikke holder længere.
Tilliden til de organisationer som skulle arbejde for os er desværre gået fløjten i kampens hede, og klasseforræderne sidder stadig på flæsket i arbejderbevægelsen - men nybrud er nu mulig.

De revolutionære arbejdere er ikke uddøde endnu - og derfor kan vokabulariet og en smule anstændighed reddes. Heldigvis!

Kom bare på banen, men kan vi ikke godt undgå røgelsepinde og den slags, tak.

Mit forrige indlæg i debatten skrev jeg fordi Mikkel Bolt som har skrevet bogen (som anmeldes i den artikel som findes hvis du bladrer 40 debatsider tilbage, eller bare går til toppen af siden!) ikke ender i Statskapitalisme som en farbar vej. Snarere ser Mikkel Bolt
verdensrevolutionen som eneste (u)mulige vej, for at befri os fra kapitalismens lønarbejde.

Der er gang i den sociale uro rundt omkring os, og Goldman Sachs har medført en stigende bevidsthed i det store tavse danske flertal. Måske er der håb om, at verden kan forbedre sig?

Lad blot aktiebørserne nedsmelte og lad os så komme videre. Det er jo ligegyldigt hvad din bolig er værd - eller hvad?
Så længe den udgør en skærm, der giver dig ly og læ for vejr og vind?

Her er så en salut til de troende: Så længe alt håb ikke er ude, er det jo ikke håbløst!

God dag der ude.

John Christensen

Filosofiens grundspørgsmål er ifølge min marxistiske børnelærdom:

Hvad er primært - ånd eller væren?

I respekt for debattrådens udgangspunkt, vil jeg i den anledning gerne slå fast at:
Alt vores viden og erfaring i samfundet tilsiger os - at væren er det primære.

Du bliver ikke mæt af at bede bønner, og taget tætner ikke sig selv - om du så mestrer tungetale.
Der skal arbejdes for sagen!

Samtidig er det fede ved en sådan konklusion, at den giver os mulighed for at ændre tingenes tilstand. Gennem handling, ud fra erkendelse og erfaring.

Hvis vi skulle overlade vores gøren og laden til GUD, ville vi nu være fortabte, mener jeg.

Lad os derfor ikke miste jordforbindelsen i denne tråd, tak.

Hvis nogen mener at Kristendom skal udfylde tomrummet for venstrefløjen kan de vel starte en anden tråd. Behøver vi at gå hinanden i bedene?

Vi har sejret ad helvede til, sagde en tidligere LO-formand.
Nu ser det nærmere ud til at reformismen taber, fordi det kompromis der blev indgået med kapitalen ikke holder længere.
Tilliden til de organisationer som skulle arbejde for os er desværre gået fløjten i kampens hede, og klasseforræderne sidder stadig på flæsket i arbejderbevægelsen - men nybrud er nu mulig.

De revolutionære arbejdere er ikke uddøde endnu - og derfor kan vokabulariet og en smule anstændighed reddes. Heldigvis!

Kom bare på banen, men kan vi ikke godt undgå røgelsepinde og den slags, tak.

Mit forrige indlæg i debatten skrev jeg fordi Mikkel Bolt som har skrevet bogen (som anmeldes i den artikel som findes hvis du bladrer 40 debatsider tilbage, eller bare går til toppen af siden!) ikke ender i Statskapitalisme som en farbar vej. Snarere ser Mikkel Bolt
verdensrevolutionen som eneste (u)mulige vej, for at befri os fra kapitalismens lønarbejde.

Der er gang i den sociale uro rundt omkring os, og Goldman Sachs har medført en stigende bevidsthed i det store tavse danske flertal. Måske er der håb om, at verden kan forbedre sig?

Lad blot aktiebørserne nedsmelte og lad os så komme videre. Det er jo ligegyldigt hvad din bolig er værd - eller hvad?
Så længe den udgør en skærm, der giver dig ly og læ for vejr og vind?

Her er så en salut til de troende: Så længe alt håb ikke er ude, er det jo ikke håbløst!

God dag der ude.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@John Christensen. Men vi må omdefinere begrebet ”arbejder” hvis det skal have nogen gennemslags kraft i tidens politiske morads.

Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Oreskov, Begrebet 'arbejdere' defineres ikke præcist, mens 'proletariat' i marxistisk terminologi er defineret ved personer "der ikke ejer deres egne produktionsmidler". Problemet med den definition i dag er, at der dels er en stor indflydelsesrig akademisk gruppe, som opfatter deres viden som intellektuel kapital, og dels en højt uddannnet og specialiseret teknisk gruppe, som opfatter sig selv som et arbejderaristokrati. Disse to grupper har som nævnt en intellektuel kapital og føler sig mere solidariske med virksomhedledelserne end med de øvrige lønmodtagere i virksomhederne. Jeg vil tro de to grupper til sammen udgør ca. 30 procent af lønmodtagerne og de har et stort ord at skulle have sagt, med hensyn til det pres der lægges på kapitalejerne.

Men Karl Marx betegnede også proletarer, som dem "der producerer kapital og øger dens værdi, og som bliver smidt på gaden, lige så snart han er unødvendig for monsieur Capital's behov."

Det er måske en storkrise der skal til før end lønarbejderne finder sammen igen i et samfundforandrende klassefællesskab.

...og indtil det sker så må vi findes os i lakajer der håner underklassen, og i at vi ikke kan mobilisere den magt, der skal til en forandring.

Jens Thaarup Nyberg, Niels Mosbak, Karsten Aaen, Claus Oreskov og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins@. Et godt afsæt ” 'proletariat' i marxistisk terminologi er defineret ved personer "der ikke ejer deres egne produktionsmidler"”. Gruppen findes altså som struktur, gennem sådanne ejendomsløse relationer til den herskende klasse. Nu gælder det om at blive bevidstgjort om dette tilhørsforhold. Jeg tænker på Marx udredninger angående at være en klasse i sig selv (social position i Bourdiu sprog) og en bevidstgjort klasse – en klasse for sig. Sørgeligt er det så med de 30 procent vildfarende kammerater – det er om dem John Lennon synger:
” Keep you doped with religion and sex and TV
And you think you're so clever and classless and free”
(Working Class Hero)
At denne gruppe har interesse fællesskab med andre lønmodtagere og ikke med udbytterne det skal der snakkes, skrives og oplyses om!

Jens Thaarup Nyberg, Bill Atkins, Flemming Scheel Andersen, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

John Christensen - Jeg kan godt forstå, kristne indvendinger mod jeres diskussion af "venstrefløjen" virker malplacerede og irrelevante set fra et "socialistisk" synspunkt. Men set fra et kristent synspunkt er de altså velplacerede og relevante, da den kristne filosofi ser magtpolitisk engagement som en flugt fra virkeligheden. En flugt, der er skæbnesvanger for hele menneskeheden.

Det er jo ikke noget nyt, at socialister prøver at få ro i klassen ved at forbyde andre synsvinkler end deres egen. Så jeg kan berolige jer med, at på det punkt er alt ved det gamle på "venstrefløjen" i denne tråd: borgerlige røvhuller og religiøse mørkemænd skal holde deres kæft eller sparkes ud af døren. Toget til Sibirien står stadig klar derude. Efter mange "venstreorienteredes" mening i hvert fald, om ikke alles.

Michael Kongstad Nielsen

En moderne arbejder kunne være en medarbejder i DONG. De bliver nu alle tilbudt at købe nogle aktier i virksomheden til samme kurs som Goldman Sachs, med forventning om en stigning til det dobbelte ved børsintroduktion, og så videre. Så er de ikke længere arbejdere, da de ejer mere end deres egen arbejdskraft, nemlig en del af de produktionsmidler, de arbejder med, og dermed skulle de blive en del af den herskende klasse.

I øvrigt lyder udtrykket "bevidstgjort" i mine ører som noget, der kommer til én udefra (ligesom fremmedgjort). Men det er jo ikke det, der er behov for. Der er behov for egen erkendelse, for at blive bevidst om sin egen situation, hvilket ikke er svært, men ikke at blive gjort bevidst. At blive bevidstgjort smager af indoktrinering. Mange gejstlige nede i kirken drømmer også om at bevidstgøre menigheden.

Leopold Galicki

Kristian Randlev,

Hvem er det nu her på tråden, der har fortalt dig du skal holde din kæft, og ønsker dig hen til de sibirske bjørne?

Er det nu særligt kristeligt at male fanden på væggen?

Flemming Scheel Andersen, Claus Oreskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

Michael Kongstad Nielsen,

I 2012-13 afskedigede Dong 324 medarbejdere. Omkring 35 procent af dem var akademikere. Der forventes yderligere afskedigelser.

Når du skriver: "En moderne arbejder kunne være en medarbejder i DONG. De bliver nu alle tilbudt at købe nogle aktier i virksomheden til samme kurs som Goldman Sachs, med forventning om en stigning til det dobbelte ved børsintroduktion, og så videre."

Og så påstår du:

"Der er behov for egen erkendelse, for at blive bevidst om sin egen situation, hvilket ikke er svært, men ikke at blive gjort bevidst. At blive bevidstgjort smager af indoktrinering. Mange gejstlige nede i kirken drømmer også om at bevidstgøre menigheden."

At være bevidst handler om at forstå sin egen situation, som du skriver. At være bevidstgjort handler om at forstå sin egen situation i en samfundsmæssig historisk og aktuelt sammenhæng. Det handler om, så godt som det nu er muligt, at kende fakta og sammenhænge.

Naturligvis vil en del af Dongs medarbejdere blive rigere ifm. salget af 19 procent Dongs aktier til GS, fordi, som du skriver, er der en chance for, at DONG-aktier stiger til det dobbelte.

OK. Hvis det ifølge dig kun skal handle om ens egen bevidsthed om sin egen situation, så kan man naturligvis sige: jeg har arbejde, mine aktier er steget til det dobbelte, og oh ja: skidt med de andre. At aktiestigninger hører til de værdipapirstigninger, som historisk set har været med til at skabe finansielle bobler, der har kostet mange menneskers socioøkonomiske derouter, at uligheden i DK og i andre lande er steget, skidt med det. Bare jeg har det godt. Det er klart, at med en sådan forståelse af social bevidsthed, eller rettere sagt en bevidsthed om sin egen navle, er talen om bevidstgørelse ikke velkommen og opfattes som hørende til de marxistiske dinosaurers frokostsamtaler.

Sikket bedrag!

Per Torbensen, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

@Michael Kongstad Nielsen. Du er bange for at blive indoktrineret. Men for pokker det er du og jeg og alle andre allerede. Medierne, reklamebranchen, skolen, universiteterne, fritids sektoren med bl.a. de mange computerspil – det er alt sammen baseret på at indoktrinere dig. Det er vor tids overbygning og afløser: religion, politik, jura ect.. Vi sidder i det til op over halsen. Er det muligt at blive bevidstgjort om dette? Det er nemlig første skridt på vejen til frigørelsen fra slaveri. Socialisme er den frigørelses proces, der på en gang beriger og befrier din bevidsthed, gennem målrettet politisk praksis.

Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen, Leopold Galicki og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov, berigelse og befrielse af min bevidsthed vil altid være kærkommen, men det kan opnås på mange andre måder end gennem målrettet politisk praksis, der, fornemmes det, er baseret på andre undertykkeres ønske om at forme min bevidsthed. Hvad hjælper det at blive fri af ét åg, for at blive tvunget ind i et andet. Målrettet religiøs praksis skal også være frigørende - ifølge visse sekter.

Michael Kongstad Nielsen

Leopold Galicki, jeg går på ingen måde ind for DONG-salget eller "incitamentsordningen" med at tilbyde medarbejderne aktier til lav kurs. Jeg anskueliggør blot dagens situation set i forhold til Marx´ tid. Men jeg kan under ingen omstændigheder acceptere, at folk skal påvirkes af en politisk elite til at tænke på en bestemt måde. Der findes kun ét ord for det: - indoktrinering.

@Michael Kongstad Nielsen. Ingen vil indoktrinere dig. Imidlertid må vi alle erkende verden gennem en eller anden forståelse af samme. Den materialistiske dialektiske metode er et værktøj til en gennemskuelig forståelse af den økonomiske og sociale historie. En gennemskuelig måde at komme bag om, de materiale mekanismer som producere ulighed og giver det ene menneske magt til at udbytte det andet. Jeg giver Althusser ret i at Marx videnskabelige opdagelse, repræsentere et epistemologisk brud. Dengang hans tanker første gang så dagens lys, var det en fundamental anderledes måde at se og erkende sociale formationer og sammenhænge på ( hvad angår sammenhænge, havde ingen før set de strukturelle sammenhænge i samfundet, som Marx påpegede og som enhver tager for en selvfølge i dag) . I dag er den dialektiske materialisme stadig ligeså fundamental anderledes og udfordrende.

Bill Atkins, Michael Kongstad Nielsen og Leopold Galicki anbefalede denne kommentar

Sider