Læsetid: 7 min.

’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’

Den såkaldte finanskrise er egentlig en permanent økonomisk nedslidning, der har stået på siden starten af 1970’erne. Men det er gået hen over hovedet på en venstrefløj, der har ofret kritikken af den politiske økonomi til fordel for postmodernismeklicheer om historiens afslutning, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som med bogen ’Krise til opstand’ vil genaktualisere den marxistiske teori
Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Jakob Dall

15. november 2013

Den 26-årige tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi havde fat i den lange ende, da han i 2010 satte ild til sig selv i protest mod, at politiet konfiskerede hans varelager. Det samme havde de græske unge, da de kaldte sig selv for ’700 euro-generationen’.

Ja, faktisk er de forskellige oprør i 2011 udtryk for en langt mere præcis forståelse af krisen end den, som de politiske og økonomiske eksperter fra centrumvenstre lægger for dagen, når de bebrejder grådige bankfolk, uigennemskuelige lånemodeller og en middelklasse, der lever over evne. Det mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som er lektor på Københavns Universitet.

I den aktuelle bog Krise til opstand forsøger han at forbinde de seneste års begivenheder inden for en nymarxistisk begrebsramme. For selv om oprørene stikker i mange retninger, er fællesnævneren, at de forsinket reagerer på den forringelse af levevilkår, som har været undervejs længe:

»Bogen er et forsøg på at komme et spadestik dybere ned end de her enormt mange fortolkninger og billeder, vi har fået af krisen. Jeg forsøger at bruge protesterne som optik. At tage fat i dem som en bedre analyse af krisen end den, der cirkulerer i medierne.«

En 40 år lang nødlanding

Med et billede lånt fra den amerikanske historiker Robert Brenner beskriver Bolt den økonomiske udvikling siden 1973 som en 40 år lang nødlanding. Krise til opstand tegner et signalement af de grundlæggende selvmodsigelser i den kapitalistiske produktionsmåde: Vi befinder os i en historisk situation, hvor kapitalen har voldsomme problemer med at leve op til sine egne præmisser. For finanskrisen udgjorde et brud:

»Jeg prøver at komme med en analyse af krisen som noget, der er systemisk og har at gøre med modsætningerne i den kapitalistiske produktionsmåde. Fordi jeg faktisk mener, at der er i de forskellige protester, på tværs af forskellene fra Sydeuropa til Mellemøsten og USA, blev peget på, at der var et eller andet rivravruskende galt med mindst de sidste 30 års økonomiske udvikling.«

Vi skal med andre ord en tur ned i bibliotekets magasiner og have fat i den gamle læresætning om profitratens fald. I et apokalyptisk leje beskrev Marx nemlig, hvorledes kapitalen tendentielt nedslider sig selv og plaget af indre logiske selvmodsigelser ødelægger sin evne til at udvinde værdi fra de processer, den igangsætter. I dag kommer det til udtryk ved, at de zoner, hvor der stadig finder værdiskabelse sted, bliver stadig færre. Samtidig bliver stadig flere mennesker udstødt fra lønarbejdet, fordi de er ubrugelige i kapitalens øjne, forklarer Mikkel Bolt:

»Pointen er, at krisen ikke startede i 2008, men i 1973. Vi har levet i apokalypsen i 40 år. Det kan vi se allertydeligst i den såkaldte Tredje Verden. Selv de steder, hvor der har fundet en voldsom modernisering sted, har den også haft frygtelige konsekvenser for millioner af mennesker. Det er svært for os at se i den vestlige verden, fordi vi flyver på første klasse. Men katastrofekapitalismen er vendt hjem og gør sig nu også gældende i Europa. Så hvor skellet måske tidligere har gået mellem Europa og Afrika, så går det skel nu ved Alperne.«

Selvkritikken gik for vidt

For at kunne nå frem til de analyser langer forfatteren både ud til højre og, ikke mindst, til venstre. Krise til opstand går i rette med nutidens akademiske venstrefløj, som har opgivet at læse Kapitalen og i stedet bruger sin energi på at anfægte kulturelle og sproglige magtstrukturer som race og køn samt diverse begrænsende forestillinger om subjekt og individ. Ikke nok med, at den drejning er et udtryk for teoretisk og analytisk fattigdom. For når vi på universitet flaskes op med forskellige aftapninger af poststrukturalisme og postmodernismeklicheer om historiens afslutning og opgøret med de store fortællinger, så er det faktisk også en ideologisk manøvre, mener Bolt. Som han skriver i bogens indledning:

»Anliggendet er noget så umuligt på nuværende tidspunkt som den globale sociale proces (…) Umuligt, fordi 30 års postmodernisme effektivt latterliggjorde et sådant foretagende. Umuligt, fordi universitetet i dag består af adskilte specialiserede studier, der sjældent er i stand til at analysere større sociale sammenhænge.«

For da venstrefløjen ofrede kritikken af den politiske økonomi, gav den også afkald på muligheden for at forstå verden i sin totalitet, mener Bolt, der trækker på marxistiske strømninger som kapitallogik, værdikritik og situationisme. Vi skal ikke gøre os nogen forhåbninger om at ændre noget fundamentalt, så længe vi ikke kan forstå kapitalens strukturelle lovmæssigheder og forholde os kritisk til dem.

Som han selv erkender, er den udlægning polemisk. For venstrefløjens brødebetyngede selvransagelse siden 1989 har netop i sin mest karikerede form været en uddrivelse af alle prætentioner om at kunne sige noget definitivt om noget. Og universitetsmarxismen er med rette blevet kritiseret for at være deterministisk og reducere alting til økonomi.

– Men var 1970’ernes opgør med marxismen ikke også på sin plads?

»Den selvkritik, der fandt sted i marxismen allerede omkring 1968, var jo supervigtig. Den var en kritik af stalinismen, som lagde sig som en tung dyne ud over hele efterkrigstidsperioden frem til 1989. Den synliggjorde andre former for dominans som sexisme og racisme. Men venstrefløjens nødvendige selvkritik kammer over og bliver til et knæfald for kapitalen, mener jeg. Man holder op med at bruge det marxistiske vokabularium.«

»Det, der reelt finder sted i 1970’erne, er, at man lægger den kritiske position i graven, simpelthen. Man afvikler forestillingen om emancipation og klassekamp og om forholdet mellem kapital og arbejde. Det modsætningsforhold er jo drivkraften i hele den kapitalistiske produktion, og når du holder op med at tale om det, jamen så går det galt,« mener Bolt.

Marxismens ordforråd ødelagt

Netop det analytiske handicap går hånd i hånd med en alt for vag reformisme i venstrefløjens syn på krisen. Vi undervurderer krisens dybde. Vi kan ikke bare bladre tilbage i kapitalismens historie og genskabe efterkrigstidens keynesianske velfærdsstat, hvilket ellers har været et populært forslag. Og trods rystelserne siden 2008 er det stadig umådelig svært at trænge igennem vækstparadigmet og indtage det, der ifølge Bolt svarer til en egentlig kapitalkritisk position:

»Selv efter protesterne er det stadig helt vildt svært at ytre selv en mere reformistisk kapitalismekritik. Den nuværende regering er jo bare en fortsættelse af de nedskæringer i velfærden, der tidligere har fundet sted. Det samme gælder CEVEA, fagbevægelsen og forskellige intellektuelle. Der er ikke ret mange, der artikulerer den form for kritik – figurer som Preben Wilhjelm eller Curt Sørensen prøver på det, men uden at være nedladende, så er det den gamle garde,« konstaterer Bolt.

Selv om han på venstrefløjen kan lokalisere enkelte, spredte forsøg på at skitsere krisens anatomi, ændrer det ikke ved, at vi overordnet står på bar bund. Og at han endda på mange måder står alene med sit projekt i historisk modvind.

– Meget af det, du siger i bogen, for eksempel om kapitalens modsætninger, er vel egentlig marxistisk børnelærdom. Hvad siger det dig om situationen, at man er nødt til at starte dér?

»Det siger noget om, at vi ikke har ret meget tilbage. I den forstand er bogen jo et eksperiment. Den er et forsøg på at genaktualisere et vokabularium, som egentlig har været levende i en lang periode, men som de sidste 30-40 år næsten er blevet totalt ødelagt, og som i dag fremstår antikveret, outdated og alt for bombastisk.«

»Så det vidner selvfølgelig om den neoliberale ideologis succes – at den nærmest fik bandlyst forestillingen om, at en af de grundlæggende brudflader i det kapitalistiske samfund er modsætningen mellem kapital og arbejde. Det er der ikke nogen, der tror på længere. Der er fundet en radikal nedskrivning sted af evnen til at læse verden,« konstaterer Bolt og henviser til den slovenske filosof Slavoj Žižek, der har sagt, at vi i dag har sværere ved at forestille os en ophævelse af kapitalismen end en klimakatastrofe eller en invasion fra Mars.

I marxismens ruinlandskab

Det, som i dag er udgrænset, er selve vores evne til at kunne forestille os en alternativ indretning af verden. Bolt betegner bogens udsigelsesposition som forsøg på at gribe ud efter brudstykker af marxistisk teori i et apokalyptisk ruinlandskab, hvor ethvert kritisk vokabularium er blevet tilintetgjort.

– Du siger, at marxismen er forsvundet som politisk vokabularium. Hvordan føles det at tale et sprog, som de færreste forstår længere?

»Et svar kunne være, at marxismen allerede har et grundlæggende forhold til krise. Så på sin vis har marxismen altid været et vokabularium i krise, som er nødt til at tage bestik af overmagten og kontrarevolutionen.«

»Men bogen er også et forsøg på at lave en position at tale ud fra. At udøve en selvkritik. Jeg er født i 1973 – det år, som neoliberalismens fremkomst kan dateres til. Det er interessant at overveje hele det lange forløb … Den verden, jeg er vokset op i og har været med til at skabe. Det er tilsyneladende vores historiske opgave at bremse ethvert tilløb til social og materiel omkalfatring af verden,« siger Bolt.

Han konstaterer, at hans generation har fået overleveret den opgave at konstruere en politisk bevidsthed, der bremser alle tilløb til sociale forandringer og fjerner enhver form for solidaritet. Og det gør bogens ærinde desto vigtigere.

– Det en usædvanlig bog på den måde, at det i dag virker overmodigt at skrive en bog, der behandler ’verdenssituationen’?

»Jamen, der er jo nogen, der er nødt til at lave de bøger, og der er tilsyneladende ikke så mange andre, der vil,« siger Mikkel Bolt og ler. Han fortsætter:

»Men det er jo det, den marxistiske tradition gør. Den analyserer den historiske situation med henblik på at forandre den.«

’Krise til opstand’ er udkommet på forlaget Antipyrine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Philip B. Johnsen
  • Trond Meiring
  • Daniel Mikkelsen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Bo Stefan Nielsen
  • Claus Oreskov
  • Tommy Knudsen
  • Dennis G. M. Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Elisabeth Mouritzen
  • Laust Persson
  • morten andersen
  • Camilla Rasmussen
  • Curt Sørensen
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Bill Atkins
  • Brian Pietersen
  • morten Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Martin Olafssen
  • Tina Skivild
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Levi Jahnsen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • Jakob Clemen
  • Lasse Glavind
  • Jens Høybye
  • Dennis Laursen
  • Grethe Preisler
  • Mattia Guidarelli
  • Per Torbensen
  • Michael Rasmussen
  • Niels Mosbak
Palle Yndal-Olsen, Philip B. Johnsen, Trond Meiring, Daniel Mikkelsen, Jørn Sonny Chabert, Bo Stefan Nielsen, Claus Oreskov, Tommy Knudsen, Dennis G. M. Jensen, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Andreas Trägårdh, Elisabeth Mouritzen, Laust Persson, morten andersen, Camilla Rasmussen, Curt Sørensen, Jan Weis, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Bill Atkins, Brian Pietersen, morten Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Olafssen, Tina Skivild, Simon Trøjgaard Jepsen, Levi Jahnsen, Mihail Larsen, Flemming Scheel Andersen, Alan Strandbygaard, Jakob Clemen, Lasse Glavind, Jens Høybye, Dennis Laursen, Grethe Preisler, Mattia Guidarelli, Per Torbensen, Michael Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Hov hov Thomas, nu er du dybt nede i en begrebsverden du slet slet ikke forstår. Fra tidligere diskussioner med dig ved jeg at du anser bnp pr. indbygger som udtryk for et folks levestandard.

Slet ikke. Det er blot af een af mange faktorer. At det så er svært at opretholde en bare nogenlunde levestandard i lande med lavt relativt BNP er skam velkendt - det kunne jeg ved selvsyn konstatere i de ludfattige planøkonomier jeg så i 80'erne. Polen i start-80'erne er stadigt det mest håbløst trøstesløse jeg har set i Europa.

Ovenstående artikel om Mikkel Bolts bog ’Krise til opstand’ arbejder med den for dig usynlige størstedel af befolkningen, som ligger under medianindkomsten og som blandt andet igennem occupy-bevægelsen med flere arbejder med alternativer samfund uden den eksisterende kapitalismes accelererende udbytning af samfundenes fattigste.

En "accelerende udbytning" der mest af alt er retorisk nonsens.

For dig er Brain Drain noget det neoliberale Danmark, i strid med henstillinger fra FN, har sat i system for at udnytte flygtningestrømmene fra verdens fattigste lande.

Næh.

Men for lige at forstå dig ret - selvom venstrefløjen (herhjemme ihvertfald) hårdnakket hævder at de vil noget helt andet end den gamle østblok og at Muren var en eklatant fejl, så erkender du at du rent faktisk synes det er rimeligt at en nation burer sit eget folk inden på den måde hvis blot centralkomitteen beordrer det?

Bill Atkins

Det der kan undre er at åbningen af det forholdsvise velhavende afsætningsmarked i Østeuropa i 90'erne omfattende 400 mio. mennesker ikke har haft en nævneværdig større betydning for det kapitalistiske system. Finanskrisen 2008 er opstået på trods heraf - hvilket naturligvis leder tanken ind på om finanskrisen er tilrettelagt som et angreb på svagere landes privatiserbare statsproduktion.

Østeuropa havde hverken økonomi eller infrastruktur til at aftage varer. På trods af en stor råvareeksport, var Sovjets eksport i 1990 kun på niveau med Hollands. 70 års planøkonomi havde selvsagt sat sine spor.

Det er først nu vi ser resultaterne af opgøret med de fejlslagne økonomiske eksperimenter - hvor vi jo f.eks. kan se at Polen fra at have været en basket case i 80'erne, nu er een af Europa's sundeste økonomier.

Niels Ishøj Christensen

@Claus Jensen
Jeg har pt et nødvendigt ærinde i byen og skal ud af døren. Vender tilbage med et svar på dit spørgsmål sen eftermiddag/aften.
Vh
Niels

Thomas, jeg har dokumenteret mine argumeneter gang på gang, men med dig må man altid starte forfra.

1.
Når kapitalismen nedlægger industriarbejdspladser i Europa og USA i millionvis for at genetablere dem til lavtlønsområderne i Kina, Indien og Sydkorea så stige antallet af fattige i vores del af verden:

Woorking poor
http://en.wikipedia.org/wiki/Working_poor

4 Out of 5 Americans Face Joblessness, Poverty
http://www.washingtonsblog.com/2013/08/4-out-of-5-americans-face-jobless...

osv osv

2.
Import, eksport, valutakontrol, værn mod multinational overtagelse af produktionsvirksomheder og markeder, Brain Drain er - mur, toldmur eller ej, det første en alternativ bevægelse må tage stilling til, hvis de vil ændre den økonomiske styring i et land til også at tilgodese de fattigste i landet - Sådan er det bare, Thomas.

De forskellige antimarxistiske ytringer her på tråden få mig til at tænke nogle ord af Sartre i begyndelsen af ”Eksistentialisme og Marxisme”. Sartre skriver:
”Jeg har ofte konstaterede, at et antimarxistisk argument ikke er andet end en tilsyneladende fornyelse af en præmarxistisk opfattelse. En påstået ”ophævelse” af marxismen er i værste fald en tilbagevenden til præmarxismen, i bedste fald en genopdagelse af en tanke som allerede er indeholdt i den filosofi, som man mente at imødegå.

@Claus

Men med Satres eget forfatterskab og politiske veje i erindring, skal man ikke afvise en diskussion af Marx' tanker og visioner.

Denne diskussion og samtale er vigtigere end nogen sinde – hvis stumperne af den menneskeskabte verden skal reddes

Bill Atkins, Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

@Pia
Sartres forfatterskab, i hvert fald skuespillene, er godt nok. Det var hans Moskvatro politik, der var naiv, og en hån mod ofrene, og de der som Solzhenitsyn satte noget ind på forandring. Og man kan måske heller ikke helt lade være med at tænke opportunisme.

Niels Ishøj Christensen

@Claus Jensen
Lad os tage udgangspunkt i Marx' filosofi om arbejde, penge og kapital i "Økonomisk-filosofiske skrifter" fra 1844. Her er kongstanken som bygger på Adam Smith, at menneskets arbejde i forbindelse med produktionsmidlerne (dets egen planlagte udnyttelse af jord, råstoffer, maskiner osv) giver mennesket en naturlig ejendomsret til disse produktionsmidler. Miséren opstår hvis mennesket for at overleve kun har den udvej at sælge sin individuelle arbejdskraft som et vedhæng til produktionsmid- lerne, som andre ejer og i forvejen har planlagt (det er så deres - i fysisk forstand - lette arbejde!) at udnytte og høste et overskud fra. Så fremmedgøres arbejdsmen- nesket (proletaren) fra sig selv og sit naturlige væsen, og frugten af hans arbejde ophobes som en objektiv pengekapital i hænderne på ejerne af produktionsmidlerne som en rigdom han kun har en meget begrænset adgang til i form af løn udbetalt som en meget lille del af den indhøstede kapital i form af penge.

Om penge skriver Marx i 1844: "Pengene, dette ydre almene middel og denne ydre almene evne - der ikke stammer fra mennesket som menneske og heller ikke fra det menneskelige samfund som samfund - til at gøre forestilling til virkelighed og virkeligheden til en blot forestilling, forvandler i ligeså høj grad de virkelige og naturlige væsenskræfter til blot abstrakte forestillinger og derfor til ufuldkommen- heder, til pinefuldt hjernespind, ligesom de på den anden side forvandler de virkelige ufuldkommenheder og det virkelige hjernespind, de virkelige afmægtige væsenskræfter - dem som kun eksisterer i individets indbildning - til virkelige væsenskræfter og evner". Som mindre dele af kapitalen ser Marx pengene som universelle og almægtige genstande med en guddommelig kraft, der skyldes "at deres væsen er menneskenes fremmedgjorte væsen. De er menneskehedens formåen gjort fremmed for den selv". Som fordrejende magt fremtræder de vendt mod individet og mod de sociale og andre bånd. De gør troskab til troløshed, kærlighed til had, had til kærlighed, dyden til last, lasten til dyd, trællen til herre, herren til træl, vanviddet til fornuft, fornuften til vanvid". De adskiller mennesket fra dets virkelige individuelle liv.

I Det kommunistiske partis manifest, skrevet i samarbejde med Friedrich Engels og udgivet i 1848, er pengene ikke nævnt med et ord. Og det er efter min mening den fatale mangel i Marx' fremtidsvision om det kommunistiske samfund, hvor pengene som fremmedgørende magter er sat ud af kraft. Det skal ifølge Manifestet ske ved proletariatets organisering som klasse, bourgeoisiherredømmets fald, proletariatets erobring af den politiske magt, afskaffelsen af den borgerlige privatejendom. Men kapitalen (og pengene må vi gå ud fra?) skal ikke afskaffes, men igennem revolutionen og proletariatets overtagelse af alle produktionsmidler forvandles til en samfundsmæssig ejendom, som tilhører alle samfundets medlemmer, så det ikke er personlig ejendom, der forvandles til samfundsmæssig ejendom.

Men det store blålys i denne tankegang er, hvordan kapitalen (og pengene)
pludselig mister sin forførende og fremmedgørende kraft og får en helt ny naturlig kvalitet i hænderne på proletariatet. For under kommunismen skal menneskene jo stadig realisere stofskiftet med natur, omverden, råstoffer mm gennem anvendelse af penge og kapitaler som bytte- og erobringsmidler. Og risikoen for fordrejelse, fremmedgørelse og tab af den naturlige væren vil i det kommunistiske samfund være nøjagtig lige så stor som i det borgerlige samfund så længe penge og pengekapitaler anvendes som værdisymboler.

Med det kommunistiske manifest opsendtes en gigantisk ideologisk luftballon uden et egentligt realistisk indhold. Så mange tragedier, så megen ulykke, så mange fatale fejltagelser er skabt under inspiration af ordene om revolution og fornyelse uden et egentligt realiserbart indhold. Venstrefløj (og Claus Jensen!)j: læg marxismen i graven og begynd forfra i den virkelige verden, 2013.

Leopold Galicki

Thomas Krogh:

"Østeuropa havde hverken økonomi eller infrastruktur til at aftage varer. På trods af en stor råvareeksport, var Sovjets eksport i 1990 kun på niveau med Hollands. 70 års planøkonomi havde selvsagt sat sine spor.

Det er først nu vi ser resultaterne af opgøret med de fejlslagne økonomiske eksperimenter - hvor vi jo f.eks. kan se at Polen fra at have været en basket case i 80'erne, nu er een af Europa's sundeste økonomier."

Thomas Krogh! Inden 1989 havde Østeurpas økonomíer en hel anden funktionsmåde end den du kender fra Vesten. Hvordan kan du sammenligne en økonomi som kalder sig selv planøkonomi med en økonomi som kalder sig markedsøkonomi?

COMECON-landene, som dengang svarerede til EF, havde deres egen interne marked. Man handlede først og fremmest med hinanden, og ikke så meget med de vestlige lande.

Ja, i 1980erne gik det ned ad bakken for den polske, og mere eller minder også for de andre østeuropæiske landes økonomier. Der var forskellige grunde til det. Én af de vigtige var den militære kappestrid med Vesten. Af denne årsag og ikke mindst pga. et intern ideologisk opgør og et pres udefra, kom systemets politiske legitimitet under et stærkt pres. Til sidst mistede hele samfundssystemet pusten.

Hvorfor tager du så netop 1980erne som eksemplet på hvordsan det gik med realsocialismen?
.
Den årlige vækst i Polens industriproduktion, f.eks. i perioden 1970-75, var 10 procent. Så faldt denne vækstrate i perioden 1975-80 til 7 procent. Der var altså tale om vækstrater som ligner de kinesiske fra de sidste 20 år. I 1970erne opfattedede man Polen som et økonomisk mirakel.

Nogle debatdeltagere kommer med påstande om andre lande som har ingen hold i den historiske virkelighed. På en måde er det positivt; fordi den provokation som ligger i at måtte læse sådanne opsind tvinger andre, herunder mig, til at komme med påstande/erkendelser/udagn/ som netop har rod i virkeligheden.

Per Torbensen, Claus Oreskov, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Niels Ishøj Christensen skriver:

Men det store blålys i denne tankegang er, hvordan kapitalen (og pengene) pludselig mister sin forførende og fremmedgørende kraft og får en helt ny naturlig kvalitet i hænderne på proletariatet

På trods af at Marx beskæftiger sig med analyse af det kapitalistiske system og ikke som sådan beskriver det socialistiske system - så har udviklingen af Marx' tanker især i forbindelse med den praktiske anvendelse rundet det du beskriv i ovenstående sætning:

Nemlig gennem studiet af de socialistiske Arbejderråd s forvaltning af ledelsesretten, effektiviseringen af arbejdsmetoder og allokering af ressourcer, set i samklang med dels arbejdernes ønsker til arbejdstempo og frihed, og dels samfundets ønsker til opfyldelse af produktionsplaner.

Eksempelvis mente Mao ikke, at man kunne opnå ligevægt ved at følge den værdilov, Marx beskrev som den økonomiske lov for det kapitalistiske samfund. Denne værdilov foreskrev ifølge Marx, at den økonomiske udveksling havde form af udveksling af ækvivalenter, dvs. lige store værdier. Da arbejdet var den eneste kilde til værdi, måtte den enkelte vares værdi afspejle den mængde arbejde, der var brugt til at producere den. I den sovjetiske lærebog gik man ud fra, at denne værdilov, specielt som den var beskrevet i de såkaldte reproduktionsskemaer i andet bd. af Kapitalen, også gjaldt i det socialistiske samfund og kunne bruges til at effektivisere arbejdsforbruget og til at styre allokeringen af ressourcerne i samfundet. Det var Mao uenig i. Værdiloven havde ifølge hans opfattelse en vis indflydelse på den socialistiske økonomi, men politiske prioriteringer løb ofte i andre retninger end værdiloven. Da Mao i I958 brød med den sovjetiske udviklingsmodel og igangsatte Det Store Spring Fremad, gjorde han dette ud fra politiske og ikke nødvendigvis økonomiske overvejelser. Det Store Spring Fremad var således efter Maos opfattelse et eksempel på, at politiske prioriteringer kunne afvige fra værdiloven, men stadig være korrekte.

Således er både kapitalismens behov for imperialistisk aktivitet og effektivisering, ophævelse af fremmedgørelse, og ressourceallokering under socialismen beskrevet.

Marxismen er en enorm skattekiste og de der tilegner sig den og sætter magt bag styre udviklingen.

Robert Ørsted-Jensen

Ishøj - det er en besynderlig og alligevel på visse punkter ikke ganske irrelevant konstruktion du lægger frem.

Du har tydeligvis støvet rundt i de der tekster med det formål at finde Marx beskrivelse af det socialistiske og kommunistiske samfund. Du mener så at kunne se dette i et par kommentarer du har hentet her og der.

Det synes ikke på noget tidspunkt at gå op for dig at hvis Marx ville eller bare troede på værdien af en sådan samlet detaljeret beskrivelse af en ný samfundsform og produktionsmåde, så ville den være uhyre nem at finde i et samlet skrift fra hans hånd ud af den der millione eller to ord han har efterladt sig.

Virkeligheden er at han aldrig forsøgte at pege på andet end - mulighederne - for at i hans øjne virkelige demokratisk samfundsændringer. Påpege at muligheden og den sociale nødvendighed forelå for at et samfund hvor demokarti ikke bare var en politisk kransekagefigur på toppen af ulighed og resurcemisbrug, men noget der var baseret på en demokratisk fordeling af de samfundsmæssige ressourcer. Det Marx selv betegnede som samfundsmæssiggørelse og mente kunne opnmåpøs igennem brug af forskellige ekstreordinære eindgreb og overgangstiltag der kaldtes revolution.

Det andet han pegede på var bare at det samfund du lever i ikke er enden på historien , at det indholde store og uforenelige modsæninger, social ulighed og natur- og menneskelig ødelæggelse og at et enternational folkelig bevægelse burde kunne mobiliseres i de højest indistrialiserede lande med det formål at finde veje til at skabe et samfund som på en gang er et politisk og et økonomisk demokrati.

Han var bevidst om at man netop ikke hverken kan eller skal beskrive hvordan et sådant nyt samfund skal indrettes, ligeså lidt som det også ville have været halsløs gerning og noget der ville ende i utopisk nonsens og komplet tidspiulde hvis man midt i det feudale middelalder begyndte at skrive tykke bøger som ville detaljere den kapitalistiske samfundsform og produktionsmåde i alle dette samfunds detaljer.

Det kan man ikke og det skal man ikke - det er ganske enkelt tåbeligt at forsøge.

Det eneste vi kan skal og bør - dem af os der stadig vil forandring - er at koncentrere os om at analyserer og foprstå de ting der ikke fungere i det samfund vi lever. For ingen samfundsform har til dato været enden på verdenshistorien så det er yderst usansynligt at den kapitalistiusie samfundform skulle være det (som du her så smukt omend indirekte hævder). Der er stadig mulighed for radikal forandring mod noget andet og bedre. Detter ikke enden på historien mere end de tyske stater var det dengang Hegel mente at vide at det ybberste nu var noget. Vi der stadig mener at der er behov for radikale ændringer og en ny kurs hvis vi skal overleve på denne planet har en opgave foran os. Hvis vi mener dette er Marx et udmærket sted at begynde at læse og tænke. Men det er ikke det eneste og heller ikke det sidste sted og det er slet ikke forbudt at tænke selv.

Den strategi Marx anvendte er stadig uforlignelig. Den går ud på at søge at afdække alle de indre modsætninger der er og derefter finde de muligheder der er for at udnytte disse med det formål at skabe et nyt samfund.

Selvfølgelig begik Marx fejl, men det der med penge var ikke hovedfejlen. Derimod var det i tilbageblikkets klare lys en fejl at han ikke tydeligt nok at understregede at enhver udvikling skal baseres sig på flertallets vilje og bygge videre på oplysningestidens humanistiske idealer. Dette medførte at enkelte af hans tilhængere i deres iver for forandring besluttede sig for at anvende en borgerlig mindretalsdiktaturmodel for at fremme deres fromål, og dette fik meget meget tragiske konsekvenser ikke mindst foirdi det skete det stad han tidligere advarede mod og sagde var det sidste sted det burde og kunne ske nemlig i det tilbagstående barbariske Rusland.

Men det er sådan noget der kan ske og det skal ses i lyset af at der rent faktisk ikke var noget politisk demokrati noget sted i Europa på Marx tid, hvorfor Marx selv i øvrigt beundrede store dele af den amerikanske konstitution (hvad alle synes at have glemt sidenhen og få husker idag - for de de fleste har sgu ikke læst ham selv)

Robert Ørsted-Jensen

Jeg takker hermed for dit indlæg Ishøj for det var ikke ganske ukvalificeret og virke på mig godt tænkt på flere punkter. Jeg er i øvrigt ikke ganske enig med dig i at det ville være en god ide at begrave 'marxismen'. Jeg er endog overbevist om at Marx selv ville have været fuldkommen enig. Meget tyder på det som også en af hans fremmeste danske oversættere, vor ven Mihail Larsen ovenfor også bemærker, så tog Marx personligt afstand fra det begreb da han første gang hørte det. Hans tanker var ment som frie tanker så godt som det var muligt på tidspunktet funderet i videnskabelige analyser naf samfundets indretning og mange problemer. Det var aldrig ment eller tænkt som grundlag for bare en ny form for religiøs liturgi.Man kan være Marx inspireret men man bør fundamentalt set afholde sig fra at ende som en forbandet ...ist

PS.

Præcisering af konklusion vedrørende marxismens livskraft og aktualitet bevaret gennem teoriernes afprøvning i praksis:

Således er både kapitalismens behov for imperialistisk aktivitet (se 18. november, 2013 - 08:04) og effektivisering, ophævelse af fremmedgørelse, og ressourceallokering under socialismen (se 18. november, 2013 - 23:55) beskrevet.

Kapitalismen kan ikke bringes til at tjene menneskeheden som helhed uden vejledning fra marxismen.

...Og Robert O. Jensen? Han giver stof til talemåden: "Som fanden læser biblen."

Leopold

Thomas Krogh! Inden 1989 havde Østeurpas økonomíer en hel anden funktionsmåde end den du kender fra Vesten. Hvordan kan du sammenligne en økonomi som kalder sig selv planøkonomi med en økonomi som kalder sig markedsøkonomi?

Jeg sammenligner dem ikke direkte - jeg illusterer blot hvorfor Østeuropa anno 1990 ikke var i en situation hvor de kunne begynde at agere marked for Vesten. Netop fordi deres situation var så usammenlignelig. Planøkonomien havde sikret at det man producerede var stort set usælgeligt på verdensmarkedet.

Den årlige vækst i Polens industriproduktion, f.eks. i perioden 1970-75, var 10 procent. Så faldt denne vækstrate i perioden 1975-80 til 7 procent. Der var altså tale om vækstrater som ligner de kinesiske fra de sidste 20 år. I 1970erne opfattedede man Polen som et økonomisk mirakel.

Det polske "økonomiske mirakel" var langt hen ad vejen en idé man fra Partiet promoverede for at holde landet i skak:

http://en.wikipedia.org/wiki/Lublin_1980_strikes#Aftermath

I virkeligheden var situationen i stedse mere desparat - man havde gældsat sig til op over begge ører, og hvad der end var sket i 70'erne havde det ikke megen effekt. Polen gik ind i 80'erne som et komplet forarmet og udsultet land.

http://en.wikipedia.org/wiki/June_1976_protests
http://en.wikipedia.org/wiki/Summer_1981_hunger_demonstrations_in_Poland
.. etc..

Det Polen jeg oplevede i start-80'erne er - stadigt - det mest fattige, forarmede og ineffektive jeg overhovedet har set i Europa. Hvis det var resultatet af et "mirakel" i 70'erne så er det, det tyndeste mirakel jeg kender til...

@Niels Ishøj Christensen. Ups: A Freudian slip - Du skriver: ” I Det kommunistiske partis manifest, skrevet i samarbejde med Friedrich Engels og udgivet i 1848..” jamen kære medborgere der har aldrig eksisteret noget ”Det kommunistiske partis manifest” men hvis du mener ”Det kommunistiske manifest” så har du ganske ret -

Bill Atkins

Thomas, jeg har dokumenteret mine argumeneter gang på gang, men med dig må man altid starte forfra.
1.
Når kapitalismen nedlægger industriarbejdspladser i Europa og USA i millionvis for at genetablere dem til lavtlønsområderne i Kina, Indien og Sydkorea så stige antallet af fattige i vores del af verden:

Ikke nødvendigvis. Økonomi er - stadigt - ikke et zero-sum game.

Import, eksport, valutakontrol, værn mod multinational overtagelse af produktionsvirksomheder og markeder, Brain Drain er - mur, toldmur eller ej, det første en alternativ bevægelse må tage stilling til, hvis de vil ændre den økonomiske styring i et land til også at tilgodese de fattigste i landet - Sådan er det bare, Thomas.

Så du synes rent faktisk det er rimeligt at et land burer sin egen befolkning inde á la DDR, hvis blot man argumentere for det udfra "nationale økonomiske hensyn"?

Really?

Men det store blålys i denne tankegang er, hvordan kapitalen (og pengene)
pludselig mister sin forførende og fremmedgørende kraft og får en helt ny naturlig kvalitet i hænderne på proletariatet. For under kommunismen skal menneskene jo stadig realisere stofskiftet med natur, omverden, råstoffer mm gennem anvendelse af penge og kapitaler som bytte- og erobringsmidler. Og risikoen for fordrejelse, fremmedgørelse og tab af den naturlige væren vil i det kommunistiske samfund være nøjagtig lige så stor som i det borgerlige samfund så længe penge og pengekapitaler anvendes som værdisymboler.

Niels Ishøj Christensen:

Pengeformen af varer (commodities) "conceals the social character of private labour and the social relations between the individual workers, by making those relations appear as relations between material objects, instead of revealing them plainly".

I kapitalismen har disse sociale relationer en bestemt karakter, under andre samfunds-/produktionsformer, såsom kommunisme, vil de ikke have samme karakter, derfor vil penge heller ikke have den samme karakter.

Penge kan stadig være et byttemiddel, men de vil nu dække over anderledes sociale relationer og en anderledes relation mellem arbejderen og hans arbejde. Jeg ved ikke, hvad du mener med "erobringsmidler".

Claus Jensen

I kapitalismen har disse sociale relationer en bestemt karakter, under andre samfunds-/produktionsformer, såsom kommunisme, vil de ikke have samme karakter, derfor vil penge heller ikke have den samme karakter.

Hvis man forestiller sig en utopisk kommunisme måske, men i enhver realistisk social-økonomisk samfundkonstruktion er der et udbud og en efterspørgsel og det er den afgørende parameter for penges karaktér.

Penges absolut vigtigste opgave i samfundet er den informative opgave.

Planøkonomi har vist sig for bøvlet, så pengenes information om hvor efterspørgsel og udbud mødes er en uundværlig information om samfundets behov. En form for digitale bitcoins uden opsparingsværdi kan med tiden tænkes at erstatte fysiske penge.

Thomas Krogh:

Jeg ved godt, at de vulgærøkonomer, du støtter dig på, siger, at det eneste, der bestemmer en tings værdi, er begæret efter den, men det er de samme vulgærøkonomer som tror på markedsekvilibrium, det frie markeds usynlige hånd og slige ting, som ingen social-økonomisk realitet har nogetsteds, og det er også dem, som klør sig i nakken og slet ikke kan forstå noget af den krise, vi er i nu. Deres primitive teorier er blinde for den kaitalistiske udbytning af arbejderen og har derfor intet at sige om det emne.

Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Thomas, den kolde krig var ikke bare en tom betegnelse for en periode uden varm krig. Det var en særlig krigstilstand som havde rigtig mange fronter (Dragsdal/Jensen eksv.) og en af dem var at undergrave den østtyske befolknings sociale landvindinger ved blandt andet at købe deres bedste hjerner.

Vil du ikke indse dette er der ingen mulig frigørelse fra det kapitalistiske system, for det kapitalistiske system påbegynder øjeblikkelig en direkte og umenneskelig kamp for at få dig til at opgive dit forsøg på at løsrive dig.

John Christensen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Claus

Jeg ved godt, at de vulgærøkonomer, du støtter dig på, siger, at det eneste, der bestemmer en tings værdi, er begæret efter den, men det er de samme vulgærøkonomer som tror på markedsekvilibrium, det frie markeds usynlige hånd og slige ting, som ingen social-økonomisk realitet har nogetsteds, og det er også dem, som klør sig i nakken og slet ikke kan forstå noget af den krise, vi er i nu. Deres primitive teorier er blinde for den kaitalistiske udbytning af arbejderen og har derfor intet at sige om det emne.

Det har intet med ideologi at gøre. Det er et spørgsmål om social empiri - på tværs af politiske og ideologiske forestillinger. En væsentlig målestok for situationen i Nordkorea er f.eks. priserne - på det sorte marked - for ris etc. Fordi udbud og efterspørgsel er en så drivende social faktor, uanset hvordan et samfunds formelle politiske struktur er skruet sammen.

Venstrefløjens største problem - som det altid har været - er deres manglende forståelse for hvad et marked er, og hvorfor det altid har permeeret alle politiske konstruktioner.

Bill Atkins

Thomas, den kolde krig var ikke bare en tom betegnelse for en periode uden varm krig. Det var en særlig krigstilstand som havde rigtig mange fronter (Dragsdal/Jensen eksv.) og en af dem var at undergrave den østtyske befolknings sociale landvindinger ved blandt andet at købe deres bedste hjerner.

Det havde den stik modsatte effekt. Læs f.eks. Markus Wolf's (eller meget DDR-loyale) erindringer.

Vil du ikke indse dette er der ingen mulig frigørelse fra det kapitalistiske system, for det kapitalistiske system påbegynder øjeblikkelig en direkte og umenneskelig kamp for at få dig til at opgive dit forsøg på at løsrive dig.

Så hvis Danmark blev socialistisk ville du ubetinget støtte at man - om nødvendigt - rejste en mur mod Tyskland og med tilsvarende midler hindrede befolkningen i at "stikke af" til f.eks. Norge og Sverige?

Kunne det ikke tænkes at det netop var den slags ensretning der - i langt, langt højere grad end "brain drain" - fik systemerne i Øst til at kollapse?

Thomas Krogh:

Du springer lidt rundt i det, hvad var det du havde at sige til penge som dække for en nogle bestemte sociale relationer?

Claus Jensen

Du springer lidt rundt i det, hvad var det du havde at sige til penge som dække for en nogle bestemte sociale relationer?

At udbud og efterspørgsel er kernen af penges karaktér, uanset et politisk systems konstruktion.

Ok, det er ikke et argument, blot en påstand, der, som sagt ikke vedkommer Marx's analyse.

Men hvis du har lyst til at underbygge påstanden, kan vi jo se på det.

Claus Jensen

Ok, det er ikke et argument, blot en påstand, der, som sagt ikke vedkommer Marx's analyse.

Det er skam velunderbygget af empiri.

Marx tilskriver varer og andet en værdi baseret på - bl.a. - den indsats der er medgået til at fremstille den (ja, det er den meget forkortede version), men i praksis viser det sig at det der afgører en vares værdi, er det markedet vil betale for det.

Thomas Krogh:

Det udgør ikke en argumentation bare at stable en påstand oven på en anden og derefter en tredje.

Og dette er ikke et spørgsmål om de empiri vs. teori, selvom du synes det lyder flot at sige det hele tiden. Marx var, som du måske ved, udmærket godt klar over, at udbud og efterspørgsel har indflydelse på prisen, så når han alligevel fokuserer på indsatsen, så er der måske noget i det valg, man skal forstå først. Har du overvejet det? Det drejer sig om produktionsrelationen modsat bytterelationerne.

Har det også vist sig i din "velunderbyggede empiri", at der kun er bytterelationer mellem mennesker og ingen produktionsrelationer?

John Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

@jasper bertrand

Satre og hans forfatterskab er meget andet end "moskvatro". Han var først og fremmest tro mod sine egne idealer, også når de førte ham væk fra institutionelle meninger, og det bragte ham nogle gange på linie med Moskva, og PCF nogle gange på kollisionskurs.

Satre var et kompliceret menneske og skal selvfølgelig også ses i kritisk lys men at opfatte ham som moskvatro er at ignorere store dele af hans arbejde.

Claus

Og dette er ikke et spørgsmål om de empiri vs. teori, selvom du synes det lyder flot at sige det hele tiden. Marx var, som du måske ved, udmærket godt klar over, at udbud og efterspørgsel har indflydelse på prisen, så når han alligevel fokuserer på indsatsen, så er der måske noget i det valg, man skal forstå først. Har du overvejet det? Det drejer sig om produktionsrelationen modsat bytterelationerne.

Naturligvis, men du er vel ikke uenig i at både Marx - og (hvis ikke alle, så store dele af ) nutidens marxister fører arbejdsværdibegrebet længere end til blot en analyse af produktionsrelationerne?

Har det også vist sig i din "velunderbyggede empiri", at der kun er bytterelationer mellem mennesker og ingen produktionsrelationer?

Der er skam begge dele. Jeg siger blot at man ikke kan antage en større betydning af arbejdsværdi (uanset hvordan relationen er) i bytteværdien af en konkret vare. I et marked kan man ofte opleve at der slet ingen relation er.

"nutidens marxister fører arbejdsværdibegrebet længere end til blot en analyse af produktionsrelationerne"

Hvorhen fører de den?

"man ikke kan antage en større betydning af arbejdsværdi (uanset hvordan relationen er) i bytteværdien af en konkret vare. I et marked kan man ofte opleve at der slet ingen relation er"

Dette er Marx fuldt ud klar over, det er ikke raketvidenskab. Hvis arbejdet ikke er "socialt nyttigt" (Marx's eget udtryk), da kan det nemt være fuldstændigt socialt værdiløst. Men spørgsmålet er, hvor værdien opstår. Opstår den i selve byttetransaktionen eller andetsteds?

Jens Thaarup Nyberg, Robert Ørsted-Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Man kan ikke opbygge socialistiske økonomier i et kapitalistisk system,med valg hver 4 år,det er for naivt.

DDR oplevede først rigtig økonomisk fremgang efter at muren blev bygget ikke bare i Berlin,men også langs landegrænsen øst-vest.

Socialistisk økonomi kræver planlægning og gerne med planlægning der rækker ud over diverse politikeres 4 årige tunnelsyn før næste valg.

Der er ingen mellemvej,hvis vi taler om økonomiske systemer,socialistisk kontra markedsøkonomi.

Vi har prøvet det også i Danmark,med alternative løsninger og alligevel hvis regnskabet gøres op,er 2/3 af befolkningen ude af fællesskabet parkeret i diverse "sociale "ordninger og det holder ikke på den lange bane.

Ruben Michelsen

Torbensen.
Helt ærligt.
DDR var bankerot inden muren faldt. Gælden til Vesttyskland var så enorm, at DDR ingen mulighed havde for at betale den. Det var en medvirkende årsag til at muren faldt uden blodsudgydelse.

Jeg er har tidligere udtalt at den udvikling Danmark gennemløb i perioden 1945-73 rent fordelingsmæssigt og socialt var noget af det ypperste et samfund havde præsteret.

Den udtalelse står jeg ved, blot med den tilføjelse, at da udviklingen pegede på at også økonomien skulle demokratiseres, Økonomisk Demokrati, så rystede fagbevægelsen på hånden, og nu ser vi, at de opnåede resultater derfor blot kan rulles tilbage ved hjælp af kapitalisternes blå lakajer og almindelig politisk forvirring.

John Christensen, Steffen Gliese, Per Torbensen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Per Torbensen

Det kræver vel mere end noget andet, et velfungerende mere direkte demokrati, som vi har alle forudsætninger for at indføre teknisk, men som vor intellektuelle dovenskab forhindrer.

En tæt forbindelse imellem vælgerens ansvar, politikerens ansvar, opmåling af resultater og mulighed for at drage konsekvensen heraf, vil sikre vælgerens ansvar gøres gældende og hans vilje føres u d i livet,.........uanset ideologi.

Er resultatet så, hvad jeg er overbevist om, at vælgerne viser sig mere voksne, rummelige, og favnende end nogen politiker, så vælger de også de rigtige, de mulige og de ønskelige beslutninger og så kan alt lade sig gøre.

Også at vælge, det økonomiske system vælgerne ønsker og der er mest effektiv til at opnå den rummelighed, det bredtfavnende sociale liv og uddannende omsorg, der vil medføre ægte rigdom.

Med hensyn til socialisme i praksis må vi nok konstatere, at dens gode ry og rygte ikke blev gavnet af at blive tvangsindført i de tidligere fascistiske østeuropæiske lande. Men det russiske folk havde brug for kontrol med at disse landes krigeriske adel ikke kom til magten igen.

Philip B. Johnsen

Flemming Scheel Andersen 19. november, 2013 - 16:56

"direkte demokrati, som vi har alle forudsætninger for at indføre teknisk, men som vor intellektuelle dovenskab forhindrer."

Til problemstillinger der vedrøre etik, vil jeg antage det er en super idé, med direkte demokrati.

Thomas Krogh og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Ruben Michelsen.

DDR havde ingen udenlandsgæld i 1989 og det havde ingen af disse lande,skulle de vestlige lande-læs kapitalistiske lande låne og og dermed understøtte dem helt op til 1989-dream om.

Leopold Galicki

Thomas:

"Polen gik ind i 80'erne som et komplet forarmet og udsultet land."

Et relevant eksempel: ifølge de statistiske kilder som et polsk blad - som er så borgerligt som Berlingske Tidende nu er i DK - har brugt i en artikel, 2010, så kom polakkerne først i slutningen af 00erne.til igen at spise per indbygger det antal kilo kød, som de spiste i 1989. I 1990erne gik nemlig kødforbrug stærkt ned, for nu ikke at sige den gennemsnitlige levealder.

"I virkeligheden var situationen i stedse mere desparat - man havde gældsat sig til op over begge ører, og hvad der end var sket i 70'erne havde det ikke megen effekt. "

I 1980 havde Polen en gæld på omkring 24 milliarder dollars. (i dag svarer det til ca. 66 milliarder dollars). I 2012 har den polske gæld til udlandet været på...... 539 milliarder dollars, dvs. 8, 6 gange større end i 1980.

Så, are you kidding, Thomas? Eller har du lige været at tanke op hos den borgerlige tænketank, som for tiden er ekstra leveringsdygtig hvad gælder gas?

Flemming Scheel Andersen

Philip B. Johnsen

"Til problemstillinger der vedrøre etik, vil jeg antage det er en super idé, med direkte demokrati."

Der er såmænd ingen grund til at tro at den samlede kollektive intelligens af 50,1% vælgerbefolkningen, er mindre end en kerne af eksperter på f.eks. økonomi.
Eller for den sags skyld mindre villig til at omgøre de vedtagne fejltagelser, som nok er det allervigtigste redskab til at lede en større organisation fornuftigt, da ingen alligevel hverken er alvidende eller fremtidsseende.

Hvis alle vore eksperter, f. eks. økonomer virkelig vidste hvad de snakkede om og selv troede på deres eget vrøvl, så var de stinkende rige af investeringer på børsen, men der viser det sig ofte at tilfældige investeringer er mindst lige så givtige.

Når man f.eks. ser på planlægningen og politikken inden for folkeskolen eller ældreplejen er der for mig intet der gør at jeg kan tro mere på en politisk ledet administration , som nu, frem for et direkte demokratis forstand og indlevelse.

Philip B. Johnsen

Flemming Scheel Andersen19. november, 2013 - 19:06

Jeg er ikke klar til, at afskaffe parlamentarismen, som styreform, så jeg fremhæver sager der handler om etik, som jeg i meget høj grad, mener skal bygges på et flertal af befolkningens ønske, som for eksempel deltagelse i angrebskrig, en Irak krig må ikke gentages, med et minimalt parlamentarisk mandat.

Direkte demokrati ser jeg ellers, som oplagt i Danmark, hvor oplysnings niveauet, generelt er meget højt.

Man snakker altid om disse ting, som om, det er er en brat og fuldstændig omvæltning, der træder i kraft fra på mandag.

Direkte demokrati skal selvføgelig ledsages af passende undervisning og motivering, specielt da store dele af den dominerende klasse har gjort deres bedste for at skabe en apatisk og dårligt eller misinformeret befolkning. Dette skal foregå i hjemmene, medierne, arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne helt ned til de mindste skoleklasser.

Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

@Pia
I Sartres forfatterskab var der dialektik, og ikke i tåbelig marxistisk forstand. Men i hans offentlige politiske liv stod han ind i mellem for noget grimt. Måske er det han prøver at retfærdiggøre ved slutningen i det udmærkede drama Goetz.
Men det er også derfor han ikke når Orwell til sokkeholderne som politisk tænker.

Flemming Scheel Andersen

Philip B. Johnsen

Parlamentarisme, javel. Men et parlament som ikke får den fulde magt, men må indrette sig efter vælgerbefolkningens ønsker og ikke mindst retningslinjer, eller lide de tort at blive udskiftet ved de vejledende folkeafstemninger, der bør være en naturlig del af at udvikle det folkestyre der har stået stille i sin succes i de sidste 170 år og derfor er i fare for at sande til fuldstændigt i en grad, hvor vi må konstatere at vi netop nu lever i en post-demokratisk tid.

Sider