Læsetid: 7 min.

’Venstrefløjen har ødelagt sin evne til at læse verden’

Den såkaldte finanskrise er egentlig en permanent økonomisk nedslidning, der har stået på siden starten af 1970’erne. Men det er gået hen over hovedet på en venstrefløj, der har ofret kritikken af den politiske økonomi til fordel for postmodernismeklicheer om historiens afslutning, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som med bogen ’Krise til opstand’ vil genaktualisere den marxistiske teori
Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Mikkel Bolt går i sin bog i rette med nutidens akademiske venstrefløj.

Jakob Dall

15. november 2013

Den 26-årige tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi havde fat i den lange ende, da han i 2010 satte ild til sig selv i protest mod, at politiet konfiskerede hans varelager. Det samme havde de græske unge, da de kaldte sig selv for ’700 euro-generationen’.

Ja, faktisk er de forskellige oprør i 2011 udtryk for en langt mere præcis forståelse af krisen end den, som de politiske og økonomiske eksperter fra centrumvenstre lægger for dagen, når de bebrejder grådige bankfolk, uigennemskuelige lånemodeller og en middelklasse, der lever over evne. Det mener kunsthistoriker Mikkel Bolt, som er lektor på Københavns Universitet.

I den aktuelle bog Krise til opstand forsøger han at forbinde de seneste års begivenheder inden for en nymarxistisk begrebsramme. For selv om oprørene stikker i mange retninger, er fællesnævneren, at de forsinket reagerer på den forringelse af levevilkår, som har været undervejs længe:

»Bogen er et forsøg på at komme et spadestik dybere ned end de her enormt mange fortolkninger og billeder, vi har fået af krisen. Jeg forsøger at bruge protesterne som optik. At tage fat i dem som en bedre analyse af krisen end den, der cirkulerer i medierne.«

En 40 år lang nødlanding

Med et billede lånt fra den amerikanske historiker Robert Brenner beskriver Bolt den økonomiske udvikling siden 1973 som en 40 år lang nødlanding. Krise til opstand tegner et signalement af de grundlæggende selvmodsigelser i den kapitalistiske produktionsmåde: Vi befinder os i en historisk situation, hvor kapitalen har voldsomme problemer med at leve op til sine egne præmisser. For finanskrisen udgjorde et brud:

»Jeg prøver at komme med en analyse af krisen som noget, der er systemisk og har at gøre med modsætningerne i den kapitalistiske produktionsmåde. Fordi jeg faktisk mener, at der er i de forskellige protester, på tværs af forskellene fra Sydeuropa til Mellemøsten og USA, blev peget på, at der var et eller andet rivravruskende galt med mindst de sidste 30 års økonomiske udvikling.«

Vi skal med andre ord en tur ned i bibliotekets magasiner og have fat i den gamle læresætning om profitratens fald. I et apokalyptisk leje beskrev Marx nemlig, hvorledes kapitalen tendentielt nedslider sig selv og plaget af indre logiske selvmodsigelser ødelægger sin evne til at udvinde værdi fra de processer, den igangsætter. I dag kommer det til udtryk ved, at de zoner, hvor der stadig finder værdiskabelse sted, bliver stadig færre. Samtidig bliver stadig flere mennesker udstødt fra lønarbejdet, fordi de er ubrugelige i kapitalens øjne, forklarer Mikkel Bolt:

»Pointen er, at krisen ikke startede i 2008, men i 1973. Vi har levet i apokalypsen i 40 år. Det kan vi se allertydeligst i den såkaldte Tredje Verden. Selv de steder, hvor der har fundet en voldsom modernisering sted, har den også haft frygtelige konsekvenser for millioner af mennesker. Det er svært for os at se i den vestlige verden, fordi vi flyver på første klasse. Men katastrofekapitalismen er vendt hjem og gør sig nu også gældende i Europa. Så hvor skellet måske tidligere har gået mellem Europa og Afrika, så går det skel nu ved Alperne.«

Selvkritikken gik for vidt

For at kunne nå frem til de analyser langer forfatteren både ud til højre og, ikke mindst, til venstre. Krise til opstand går i rette med nutidens akademiske venstrefløj, som har opgivet at læse Kapitalen og i stedet bruger sin energi på at anfægte kulturelle og sproglige magtstrukturer som race og køn samt diverse begrænsende forestillinger om subjekt og individ. Ikke nok med, at den drejning er et udtryk for teoretisk og analytisk fattigdom. For når vi på universitet flaskes op med forskellige aftapninger af poststrukturalisme og postmodernismeklicheer om historiens afslutning og opgøret med de store fortællinger, så er det faktisk også en ideologisk manøvre, mener Bolt. Som han skriver i bogens indledning:

»Anliggendet er noget så umuligt på nuværende tidspunkt som den globale sociale proces (…) Umuligt, fordi 30 års postmodernisme effektivt latterliggjorde et sådant foretagende. Umuligt, fordi universitetet i dag består af adskilte specialiserede studier, der sjældent er i stand til at analysere større sociale sammenhænge.«

For da venstrefløjen ofrede kritikken af den politiske økonomi, gav den også afkald på muligheden for at forstå verden i sin totalitet, mener Bolt, der trækker på marxistiske strømninger som kapitallogik, værdikritik og situationisme. Vi skal ikke gøre os nogen forhåbninger om at ændre noget fundamentalt, så længe vi ikke kan forstå kapitalens strukturelle lovmæssigheder og forholde os kritisk til dem.

Som han selv erkender, er den udlægning polemisk. For venstrefløjens brødebetyngede selvransagelse siden 1989 har netop i sin mest karikerede form været en uddrivelse af alle prætentioner om at kunne sige noget definitivt om noget. Og universitetsmarxismen er med rette blevet kritiseret for at være deterministisk og reducere alting til økonomi.

– Men var 1970’ernes opgør med marxismen ikke også på sin plads?

»Den selvkritik, der fandt sted i marxismen allerede omkring 1968, var jo supervigtig. Den var en kritik af stalinismen, som lagde sig som en tung dyne ud over hele efterkrigstidsperioden frem til 1989. Den synliggjorde andre former for dominans som sexisme og racisme. Men venstrefløjens nødvendige selvkritik kammer over og bliver til et knæfald for kapitalen, mener jeg. Man holder op med at bruge det marxistiske vokabularium.«

»Det, der reelt finder sted i 1970’erne, er, at man lægger den kritiske position i graven, simpelthen. Man afvikler forestillingen om emancipation og klassekamp og om forholdet mellem kapital og arbejde. Det modsætningsforhold er jo drivkraften i hele den kapitalistiske produktion, og når du holder op med at tale om det, jamen så går det galt,« mener Bolt.

Marxismens ordforråd ødelagt

Netop det analytiske handicap går hånd i hånd med en alt for vag reformisme i venstrefløjens syn på krisen. Vi undervurderer krisens dybde. Vi kan ikke bare bladre tilbage i kapitalismens historie og genskabe efterkrigstidens keynesianske velfærdsstat, hvilket ellers har været et populært forslag. Og trods rystelserne siden 2008 er det stadig umådelig svært at trænge igennem vækstparadigmet og indtage det, der ifølge Bolt svarer til en egentlig kapitalkritisk position:

»Selv efter protesterne er det stadig helt vildt svært at ytre selv en mere reformistisk kapitalismekritik. Den nuværende regering er jo bare en fortsættelse af de nedskæringer i velfærden, der tidligere har fundet sted. Det samme gælder CEVEA, fagbevægelsen og forskellige intellektuelle. Der er ikke ret mange, der artikulerer den form for kritik – figurer som Preben Wilhjelm eller Curt Sørensen prøver på det, men uden at være nedladende, så er det den gamle garde,« konstaterer Bolt.

Selv om han på venstrefløjen kan lokalisere enkelte, spredte forsøg på at skitsere krisens anatomi, ændrer det ikke ved, at vi overordnet står på bar bund. Og at han endda på mange måder står alene med sit projekt i historisk modvind.

– Meget af det, du siger i bogen, for eksempel om kapitalens modsætninger, er vel egentlig marxistisk børnelærdom. Hvad siger det dig om situationen, at man er nødt til at starte dér?

»Det siger noget om, at vi ikke har ret meget tilbage. I den forstand er bogen jo et eksperiment. Den er et forsøg på at genaktualisere et vokabularium, som egentlig har været levende i en lang periode, men som de sidste 30-40 år næsten er blevet totalt ødelagt, og som i dag fremstår antikveret, outdated og alt for bombastisk.«

»Så det vidner selvfølgelig om den neoliberale ideologis succes – at den nærmest fik bandlyst forestillingen om, at en af de grundlæggende brudflader i det kapitalistiske samfund er modsætningen mellem kapital og arbejde. Det er der ikke nogen, der tror på længere. Der er fundet en radikal nedskrivning sted af evnen til at læse verden,« konstaterer Bolt og henviser til den slovenske filosof Slavoj Žižek, der har sagt, at vi i dag har sværere ved at forestille os en ophævelse af kapitalismen end en klimakatastrofe eller en invasion fra Mars.

I marxismens ruinlandskab

Det, som i dag er udgrænset, er selve vores evne til at kunne forestille os en alternativ indretning af verden. Bolt betegner bogens udsigelsesposition som forsøg på at gribe ud efter brudstykker af marxistisk teori i et apokalyptisk ruinlandskab, hvor ethvert kritisk vokabularium er blevet tilintetgjort.

– Du siger, at marxismen er forsvundet som politisk vokabularium. Hvordan føles det at tale et sprog, som de færreste forstår længere?

»Et svar kunne være, at marxismen allerede har et grundlæggende forhold til krise. Så på sin vis har marxismen altid været et vokabularium i krise, som er nødt til at tage bestik af overmagten og kontrarevolutionen.«

»Men bogen er også et forsøg på at lave en position at tale ud fra. At udøve en selvkritik. Jeg er født i 1973 – det år, som neoliberalismens fremkomst kan dateres til. Det er interessant at overveje hele det lange forløb … Den verden, jeg er vokset op i og har været med til at skabe. Det er tilsyneladende vores historiske opgave at bremse ethvert tilløb til social og materiel omkalfatring af verden,« siger Bolt.

Han konstaterer, at hans generation har fået overleveret den opgave at konstruere en politisk bevidsthed, der bremser alle tilløb til sociale forandringer og fjerner enhver form for solidaritet. Og det gør bogens ærinde desto vigtigere.

– Det en usædvanlig bog på den måde, at det i dag virker overmodigt at skrive en bog, der behandler ’verdenssituationen’?

»Jamen, der er jo nogen, der er nødt til at lave de bøger, og der er tilsyneladende ikke så mange andre, der vil,« siger Mikkel Bolt og ler. Han fortsætter:

»Men det er jo det, den marxistiske tradition gør. Den analyserer den historiske situation med henblik på at forandre den.«

’Krise til opstand’ er udkommet på forlaget Antipyrine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Philip B. Johnsen
  • Trond Meiring
  • Daniel Mikkelsen
  • Jørn Sonny Chabert
  • Bo Stefan Nielsen
  • Claus Oreskov
  • Tommy Knudsen
  • Dennis G. M. Jensen
  • Carsten Søndergaard
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Elisabeth Mouritzen
  • Laust Persson
  • morten andersen
  • Camilla Rasmussen
  • Curt Sørensen
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Bill Atkins
  • Brian Pietersen
  • morten Hansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Martin Olafssen
  • Tina Skivild
  • Simon Trøjgaard Jepsen
  • Levi Jahnsen
  • Mihail Larsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Alan Strandbygaard
  • Jakob Clemen
  • Lasse Glavind
  • Jens Høybye
  • Dennis Laursen
  • Grethe Preisler
  • Mattia Guidarelli
  • Per Torbensen
  • Michael Rasmussen
  • Niels Mosbak
Palle Yndal-Olsen, Philip B. Johnsen, Trond Meiring, Daniel Mikkelsen, Jørn Sonny Chabert, Bo Stefan Nielsen, Claus Oreskov, Tommy Knudsen, Dennis G. M. Jensen, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Andreas Trägårdh, Elisabeth Mouritzen, Laust Persson, morten andersen, Camilla Rasmussen, Curt Sørensen, Jan Weis, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Bill Atkins, Brian Pietersen, morten Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Martin Olafssen, Tina Skivild, Simon Trøjgaard Jepsen, Levi Jahnsen, Mihail Larsen, Flemming Scheel Andersen, Alan Strandbygaard, Jakob Clemen, Lasse Glavind, Jens Høybye, Dennis Laursen, Grethe Preisler, Mattia Guidarelli, Per Torbensen, Michael Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Ishøj Christensen:

Jeg tror Marx var vældigt godt klar over pengenes potentiale, især som kapital.

Jens Thaarup Nyberg

Bill Atkins:
" ... Jeg vil benytte lejligheden til at berige vores omgivelser med en nøgle til marxistiske fortolkninger..."
Hvad skal vi med fortolkninger.

Niels Ishøj Christensen

Claus
Så er det mærkeligt, at han for at realisere det sande kommunistiske samfund, sammen med Engels i Det kommunistiske Manifest anser det for nødvendigt at afskaffe pengeøkonomien til fordel for arbejderklassens direkte kapitaløkonomi, dvs totale ejerskab over alle samfundets produktionsmidler sammen med det totale monopol på en direkte fordeling af udbyttet og overskuddet herfra til arbejderklassen uden brug af penge som et forstyrrende, forvridende og forførende symbol på værdi

Flemming Scheel Andersen

Robert O Jensen

"Man kan ikke forbyde eller håndhæve sig til en bedre verden!"

Selvfølgeligt kan man det.
Der er intet der tyder på at hverken individder eller produktionsvirksomheder eller finanssektoren magter selv at opstille fornuftige spilleregler, der ikke fører til vold, krig, udnyttelse og selvdestruktion.
Derfor har samfundet lavet dets love, og regler, skrevne som udskrevne og det virker alt i alt, langt bedre end kræfternes frie spil, eller "den usynlige hånd".
Ikke hver gang, men hver eneste gang, i alle retninger og sammenhænge virker regler og rammer bedre for den enkelte og samfundet.
Derfor søger alle indvidder fra børn grænserne for rammerne, for at få trygheden i at kunne agere inden for disse, med omgivelsernes accept.

John Christensen, Leopold Galicki, Per Torbensen, Bill Atkins og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Jens, vi skal kende og genkende de forskellige krumspring kapitalismen gør og har gjort i samarbejde med falske profeter for at undergrave folkenes fredelige sameksistens og skabelsen af det retfærdige fordelingssamfund.

Robert, siden kongerne meldte sig på banen, har folkene langsomt, men sikkert lagt dem, deres lakajer og deres krigeriske grådighed i lænker. 60 års fred.

Robert O Jensen. 21. november, 2013 - 23:45: ” DKP døde ikke i 1989 det parti døde engeng i 20erne og var stenbdødt fra 30erne”. Vil det så sige at den kommunistiske modstandsbevægelse under besættelsen bestod af døde mænd?

Leopold Galicki, Bill Atkins, Flemming Scheel Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Nej det vil det ikke Oreskov. Men det vil sige at den bestod af mænd og kvinder (må jeg be) som en eller anden forstand havde solgt deres politiske bevidsthed til en forkert sag. De var på et plan blevet politisk døde. Så Sohn nu kan du også slappe af.

Robert Ørsted-Jensen

Ishøj jeg tror slet ikke Marx var afklaret på det punkt og jeg tror heller ikke at man hverken kan eller skal være afklaret på dette og andre tilsvarende punkter inden man skrider til handling i kampen for forandringer. Din premis er forkert.

DKP var bare for undertegnet det bedste og eneste parti som favnede bredt ,høj som lav alle som Ville kunne deltage.
Der var katolske kommunister som havde deres afdelinger eller fraktion,romaer og andre grupper og mange forskellige erhverv repræsenteret ,at deltage i møder i forskellige parti afdelinger efter bopæl var altid spændende for der var altid en stor diversitet repræsenteret.

Selv den dag i dag mødes mange og holder venskaberne vedlige,selv om det kan ses håbløst i denne globaliserede verden,men når først venskaber knyttes i kraft af blandt andet tidligere arbejde og virke og sammenholdet ,der er den socialistiske kraft trods alt større en pengemagten og overflade venskaber.

DKP havde en god organisations form for medlemmerne alle kunne få hjælp i det politiske arbejde og der var kammeratskabs aftener,hvor nye venskaber knyttes,uden det kostede en krone for alle bidrog med deres eget SELV og det mangler vi idag.

Claus Oreskov og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ok Flemming
mit budskal har en anden mening. Jeg mener ikke at man ikke skal lovgive og have en straffelov etc. selvfølgelig skal men det. Men du kommer ikke til et bedre samfund med centralistiske og topstyret leninisme - det er prøvet utallige steder og det endte altid i totalitarisme, bureakrati og mimrestyre. Det er det jeg menr. Det er fundamerntaklt et niveau af folkeligt konsensus vi skal arbejde for - det er ikke en omfattende politistat og kommissærvælde

Robert Ørsted-Jensen, der uafladeligt erklærer sig som historiker, erklærer nu åbent - 22. november, 2013 - 23:34 - , at det var forkert, at kommunisterne bekæmpede den nazistiske besættelsesmagt.
Så fik vi det afklaret, og enhver diskussion med manden er herefter unødvendig.

Robert Ørsted-Jensen

Sohn hvor skriver jeg at det var forkert? At folk er så naive og/eller bevidsløse at de melder sig under de forkerte faner er ikke ensbetydende med at de ikke gjorde et fremragene stykke arbejde. Jeg har personligt kedt flere af dem efter de besluttede sig til at bryde med det forkerte parti og stifte et andet. Hvad angår min profession er det noget du kan finde oplysninger om så let som, hvis du har lyst til det, andre her har fundet mig tidligere og jeg kan se at du er på vej. Men det sgu ikke noget jeg har tænkt mig at stå skoleret hos dig for. Du burde gå efter emnet og ikke bolden - det er altid tilrådeligt - og så i øvrigt undlade at fordreje det jeg skriver.

Robert Ørsted-Jensen

DKP var fra 30erne og frem en trosretning på linie med romerkirken (meget stor lighed i øvrigt) og jehovas vidner - det var ikke længere et politisk parti og blev det aldrig igen. Flere af de bedste medlemmer indså dette efter krigen. Men det var en meget sen erkendelse, alt alt for sen.

Steen Sohn.

Du har irriteret mig længe med din arrogance og nedladenhed,hvad bidrager du egentlig med i diverse historiske tråde ?-Du kommer altid ind hvor det er mest "behagelig".

Hvem er du egentlig og kan du ikke bare begynde med at skrive et par kommentarer som rækker ud over bare 5 liner.

Du har nu flere gange beklikket og prøvet på at nedgøre Robert Ørsted Jensen som historikere.

Så kom dog med argumenterne og beviserne som du indirekte prøver at advokerer for.

Robert og undertegnet har haft sine ture og andre også,men de må selv svare for sig.

Robert stiller bestemt kvalificerede spørgsmål og godt for det,ellers havde vi jo ingen diskussion vel?.

Tænk dog på Voltaire.

Robert Ørsted-Jensen

Torbensen,
det du peger på er jeg ikke i tvivl om er korrekt. Min første kæreste var fra en familie med dybe rødder i DKP, og hvor moderen senere mange år sennere fortalte mig hvordan det smertefult var gået op for hende at Aksel og vennerne havde ret da de endelig brød ud. Politiske bevægelser er ikke kammeratlige hyggeklubber omgivet af forræddere og og fjende men bevægelser der bør debattere alt frit og gå i clinsh men også respektere sine politiske modstanere. DKP evnede intet i den retning og den politiske skoling var markvæk og langt hen løgt dynget på løgn. Men når det er sagt har jeg igennem årende mødt mange dejlige mennesker som var medlemmer, men jeg har også mødt andre mennesker jeg holdt af men yhvis religion jeg ikke deler.

Men intet af dette er afgørende her på strengen. Det burde istedet være en erkendelse af nederlag og også hvad kan der gøres for at vende udviklingen og starte igen og forme en ny og bedre bevægelse for forandring . Men det kan kun gøres hvis folk drager de mest smertefulde erkendelser af fortidens fejltagelser og arbejder bevidst på ikke at gentage den slags, og det er her jeg oplever at adskillige her har lullet sig selv ind i besynderlige konspiratiosnterorier og hjerne spin i deres stædige benægtelse af det simple fakta at LENIN TOG FEJL og TABTE på alle afgørende punkter og at der er en lærer der bør drages af dette.

Steffen Gliese og Niels Ishøj Christensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jeg takker Torbensen, forn de pæne ord. Vi er ofte uenige, men vi kan dog respektere at vi er det. Der er ingen grund til at føre sig frem med andet end argumenter. Jeg erkender blankt at jeg godt kan være hård i filten, men det skyldes også at jeg i fortiden ofte synes at jeg burde have gået politisk mere i clinch med flere venner som var DKPere og som jeg elles holdt meget af. Nogen gange er man også for konfliktsky, og fri udveksling af synspunkter er en uhyre vigtig og udviklende ting.

Robert Ørsted-Jensen

Og jo naturligvis har jeg stor respect for flere mennesker der var medlem af DKP i perioden fra 1929 og frem. Der var mange udmærkede og flere meget fremragende mennesker ibandt dem, Jeg har personligt kendt flere og enkelte hold jeg svært af. Men det gør det ikke nemmere for mig at forstå at de hang ved. Jeg har især svært ved at forstå at man steg på efter 1956. og i mine øjne var udrensningerne i 30erne det der burde have åbnet øjene på alle, at dette spor var rivende galt, men jeg kan godt sætte mig ind i at nogen kunne falde i den grøft at tro at det var den rigtige hest i en situation hvor nazismen var fremstormene.

Men alt dette er historie. Men det er historie som stiller store krav til erkendelsen, selvransagelsen og evnen til at erkende at noget gik alvorligt galt og se dette smertefuldt i øjnene. Kun den mest skånselsløse åbenhjertighed kan bringe os videre.

Per Torbensen, Steffen Gliese og Niels Ishøj Christensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Hvad angår fortiden kan jeg stærkt anbefale Stephen F Cohens 'The Victims Return - survivors of the Glag after Stalin' - den besvarer en hel del spørgsmål rejst her. Cohen er academisk historiker ameriansk socialist og tilhænger af Buckharin og en nær ven af dennes famile samt andre medlemmer af gamle bolsjevik familier der overlevede 30erne (det er ikke mange - selv børnene sendtes ofte til GULAG hvor de omkom). Han er også en nær ven af Gorbatchov som har accerditet hans arbejde - den vigtigste er hans bog 'Bukharin and the Bolsjevik Revolution' i sin tid anbefalet mig af en ven, SF afdøde formand Gert Petersen Det her er ikke CIA propaganda - ikke at CIA overhovedet interesserer sig for kommunister længere (deværre er de idag pisse ligeglade - vi er blevet ufarlige). Men her kan du læse hvordan meget få familie gik ram forbi bare tag Kalasnikov (den berømte skaber af AF-47) han måtte leve i tavshed med at hans far døde i forvisning og hans bror var I GULAG. Se det her venner kommer tættere på en ubehagelig virkelighed. Vi hører om talrige familie til mennesker der skabte oktober og som endte foran henrettelspeletoner. Jeg kan også anbefale læsningen af 'This I cant Forget' Anna Larinas (Bukharins hustrus erindringer som blev udgivet og solgte som varmt brød i Moskva efter 1990) hun forblev tro til sin leninisme til det sidste men hendes historie er rystende læsning. Den indeholde også hendes personlige erindringer om Lenin og alle de øvrige bolsjeviklederer hvoribland hendes egne forældre befandt sig. Man kan ikke bygge et nyt samfund med frie menneker der yder efter evne og modtager efter behov med undertryykkesles og på dynger af lig og med bødler ved roret - venner - det kan bare ikke lade sig gøre - det er et på forhånd dødsdømt projekt.

Ja Robert O. Jensen, det er meget godt med alt dit antisovjetiske bræk. Men da jeg i 1967 i en alder af 15 år skulle vælge politisk ståsted, så var arbejdsmiljø, by og boligpolitik åbenlyst helbredskadelig for arbejderklassen, selv i en velhavende stat som den danske. Napalmen regnede ned over de indokinesiske bønder, og CIA-støttede kolonikrige indsatte fascistiske diktatorer overalt hvor det var muligt. Stalin var død og Danmarks Kommunistiske Parti stod sammen med Den Røde Hær for nedkæmpelsen af Nazismen. Det afgjorde mit valg. Et valg som jeg aldrig har fortrudt, heller ikke selv om propagandaen forsøger at fordreje og forvanske omfanget af fortidens politiske fejltagelser. Din iver for at nedgøre de politiske sejre kommunismen stod for i perioden fra 2. verdenskrig og frem til opløsningen i 1990 taler for sig selv. Men jeg kan forsikre dig, at den geopolitiske værdi af kommunismens indflydelse i efterkrigsperioden aldrig vil kunne udviskes af almindelige menneskers bevidsthed, uanset hvor meget mudder du og dine organisationer forsøger at hvirvle op. Rend mig.

John Christensen, Per Torbensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja hvad kan man sige Bill andet end at du valgte forkert - du burde have valgt VS eller SF - endog socialdemokraterne med alle de kritikpunkter man kan ha - var i virkelighedens verden en bedre og mere progressiv beskytter af arbejderklassens interesser.

Niels Ishøj Christensen

Robert Jensen
Har også selv mødt mange dejlige mennesker som var erklærede kommunister - og har haft det godt og sjovt med dem. Bl.a. har jeg spillet folkemusik på flere Land & Folk festivaler (Tingluti). Men det har ikke bremset min vedholdende analyse af den mangelfulde og urealistiske filosofi - herunder en manglende forståelse af pengenes funktion og rolle i historien - som hele det kommunistiske korthus blev bygget på. Men det har været svært for overfor mine kommunistiske venner at tage livsløgnen og drømmen fra dem - deres håb og drømme om en bedre og mere retfærdig verden var der jo ikke noget i vejen med. Troen på det kommunistiske lykkelands fremtidige komme engang ude i fremtiden var for dem en mægtig løftestang, værd at yde en uselvisk indsats for. Den tro var for dem en religion, nært beslægtet med de kristnes tro på Gudsrigets fremtidige komme under ledelse af Jesus Kristus.

Du skriver: Men intet af dette er afgørende her på strengen. Det burde i stedet være en erkendelse af nederlag og også hvad kan der gøres for at vende udviklingen og starte igen og forme en ny og bedre bevægelse for forandring .

Jeg har selv forsøgt at formulere en ny venstre-grøn politisk platform som en videreudvikling af Socialdemokratiet: http://www.miljodemokrati.dk/dk

"I Det kommunistiske partis manifest, skrevet i samarbejde med Friedrich Engels og udgivet i 1848, er pengene ikke nævnt med et ord."

"Så er det mærkeligt, at han for at realisere det sande kommunistiske samfund, sammen med Engels i Det kommunistiske Manifest anser det for nødvendigt at afskaffe pengeøkonomien"

Niels Christensen:

Hvordan kan du finde et specifikt argument for afskaffelse af penge i et skrift, hvor penge ikke er nævnt med et ord?

Niels Ishøj Christensen

Claus
Det er ikke mig der finder et specifikt argument for afskaffelse af pengene, det gør Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest! Men iøvrigt tager jeg fejl: pengene er omtalt i begyndelsen af skriftet, hvor der siges at bourgoisiet har sønderrevet alle patriarkalske, feudale og idylliske forhold og ikke efterladt andre forhold imellem mennesker end den nøgne interesse, den følelsesløse "kontante betaling"

Marx og Engels finder ikke, men præsenterer et argument for afskaffelse af den kapitalistiske produktionsform. Den vil du så gerne beholde - i form af et gigantisk, grønt, statskapitalisk apparat og fred være med det, men vrøvlet om Marx's manglende forståelse for pengenes historiske symbolværdi er... vrøvl.

Robert, jeg indså tidligt at kapitalismens gestalt udi nazismen med dens kommunisthad, fagforeningsforfølgelse, imperialistiske natur og ikke mindst brug af slavearbejdere, stadig ligger latent i kapitalismen, og kun et endegyldigt opgør med dette arbejderfjendske system kunne forhindre den situation, der er breder sig i den kapitaliske verden efter Sovjets opløsning. Vi ser i dag hvordan kapitalismen sjakre rundt med vores industriarbejdspladser for at udnytte arbejdsstyrken i verdens fascistiske fagforeningsfjendske løntrykkende lande, med dissiderede arbejdslejre for unge mænd og kvinder. En udvikling der kun vil få mere og mere fart på efter at arbejderstaten Sovjet er opgivet. Tillykke Robert O. Jensen dine yndlings juntastater, Argentina og Chile, vil danne mønster i fremtidens kapitalistisk verden. Qatar, Indien; Bangladesh og Sydkorea viser vejen. Ynkelige vulgærmarxist.

John Christensen, Per Torbensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ishøj,
Min fortid som trotskyist, snere som aktiv SFer (det sidste var for mig som dengang ufaglært det eneste sted jeg kunne se hvor man stadig hold fast i de dele af arvegodset der var noget værd og stadig bevarede muligheden for at blive at masseparti), gør at jeg aldrig har set DKP og sovjetkommunismen som andet end skærvridning af alt det Marx stod for. Jeg mener at du for din part lægger for meget vægt på en sidebærkning om mønter og peng. Det afgørende er at vi bevarer de kvaliteter og udbygger de redskaber som ikke mindst Marx leverede os til at analysere og ændre på samfundet. Han har alsrig forsøgt at gøre det du antyder. Altså at planlægge og detaljere hvordan et bedre samfund kunne se ud, kun hvad der som mindstemål var nødvendigt i en overgangsperiode. Marx kritik er uvurdelig når det gælder om atr forstå modsætningerne i det samfund vi lever i og dermed give os redskaber til at komme videre. Men jeg mener at det er indlysende at der er en række alvorlige faldgruppe. Ikke mindst er ideen om statsligørelse meget farlig, da den indebærer en kollosal magt centreret på meget får hænder. Noget som ikke mindst Bukharin indså, hvorfor han blev en ivrig støtte til NEP politikken. Statskapitalisme er en utrolig farlig faldgruppe og da især hvis den parres med afskaffelse af magtesns tredeling (et uafhængigt retsystem er afgørende redskab når det gælder om at undgå magtmisbrug) og kun plad til et stærkt centralistisk parti.

Flemming Scheel Andersen

Robert O Jensen

" Jeg mener ikke at man ikke skal lovgive og have en straffelov etc. selvfølgelig skal men det. Men du kommer ikke til et bedre samfund med centralistiske og topstyret leninisme - det er prøvet utallige steder og det endte altid i totalitarisme, bureakrati og mimrestyre. Det er det jeg menr. Det er fundamerntaklt et niveau af folkeligt konsensus vi skal arbejde for - det er ikke en omfattende politistat og kommissærvælde"

Jeg mener at du begår en grundlæggende fejl, når du udtaler dig så bombastisk negativt om den kommunistiske styreform.
Jeg medgiver at du sagten kan finde svagheder ved den styre form, men det samme er vel tilfældet med samtlige kendte styreformer??

Jeg mener ikke formen er nær så vigtig som indholdet, og min erfaring er at alle styreformer kan være velegenede eller ganske forskrækkelige, alt efter forvaltningen.

For at tage det danske skindemokrati, hvor der er 7-8 partier med stort set identiske programmer og derfor ingen reel valgmulighed, så har jeg svært ved at se at denne opbygning skulle være meget svagere end den der sikrede regional indflydelse i f.eks. det Libyske hvor det heller ikke var tvivl om det politiske pogram.

Det der må være afgørende i et system må være om borgeren føler at have valgmuligheder i sit liv og om han kan opnå retfærdighed i henhold til nationens love.
Det kan man med rette kritisere østblokkens styrer for at have forsømt, med politiske fanger og vilkårlige domme.
Men også her kan det danske "retssamfund" gøre sig gældende.

Det er stort set umulig for almindelige mennesker at opnå deres ret i vort bureaukrati, der går mere op i at udelukke borgeren og afskære ham fra oplysninger, samt dække systemet ind i sindrige magtkoncentrationer, end at sikre borgerens rettigheder.
Og det er en kendt sag at retsager under et par hundrede tusinder er tabt på forhånd, fordi omkostningerne er for store.
Kigger vi på USA har Guentanamo-fangerne nu siddet i 11 år i fangenskab uden dom og myrderier på mistænkte udføres i andre lande ligeledes uden dom.
Og USAs fattige har virkelig dårlige vilkår på alle områder, for at få bare føden.

Det er således ikke styreformen der er afgørende for livskvaliteten alene.

Om man så der ud fra kan afgøre at visse centralistiske beslutninger altid er til det dårlige , som du gør, det mener jeg ikke.
Jeg ville da sætte stor pris på om man her i landet forlod det lokalpolitiske skalkeskjul for ansvarsforflygtielse og vedtog ens priser på børnepasning, ældrepleje med mindstekrav til pasningen, folkeskolen, ja sågar snerydning så borgeren vidste at han frit kunne bosætte sig i hele landet og hele potentialet kunne bruges.

Så igen, at bombastisk at sige at centralisme ikke virker fordi man har set det dårligt udført er for mig for langt at gå.
I så fald ville alle styreformer være umulige for der er masser af eks. på dårligt udført arbejde i dem alle.

Kunsten består vel i at rette de fejl der opstår under vejs, i et system der er så åbent og gennemsigtigt at fejlene erkendes i tide til at fejlretningen ikke er for omkostningsfuld.
Og der har du ret i at folket og enigheden har en stor rolle og politistaten og undertrykkelsen ingen.

Robert Ørsted Jensen, jeg synes, du skal prøve at få fat i Øjvind Larsens meget indsigtsfulde gennemgang af det athenske demokrati, der - selvom det udvikledes ien evolutionær proces uden overordnet målbeskrivelse - formåede at tage højde for de faldgruber, der er i et samfund, der ønsker demokratisk styre.
Strukturerne er grundlæggende årsagen til det vellykkede samfundsliv, og kun fordi brutal militærmagt fra en koalition af mere autokratisk styrede stater viser sig efter langvarig krig at være stærkere, falder demokratiet.

Centralmagt er ansvarsforflygtigende og uden evnen til at vægte ret i enkeltsager. Rousseau havde ganske ret i, at kun magt udgået fra det lokale samfund kan tilgodese alle borgere. Det var også den athenske erfaring.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

"Det kan man med rette kritisere østblokkens styrer for at have forsømt, med politiske fanger og vilkårlige domme.
Men også her kan det danske "retssamfund" gøre sig gældende. Det er stort set umulig for almindelige mennesker at opnå deres ret i vort bureaukrati," skriver Flemming Scheel Andersen.

Ja, og den danske "velfærdsstat" er i langt højere grad end sovjetismen væltet ind over den enkelte families dørtærskel. Den enkeltes personlige og tidligere hellige følelsesliv er blevet et administrationsanliggende for kommunale bureaukrater. Ligesom opvoksende børns åndeligt-følelsesmæssige tilblivelsesproces er blevet et anliggende for klamme "videnskabsmænd og -kvinder".

Flemming Scheel Andersen

Peter Hansen

"Centralmagt er ansvarsforflygtigende og uden evnen til at vægte ret i enkeltsager"

Bare sådan per definition??

Det siges at Danmark har verdens mest decentrale styre og jeg kunne berette om masser af sager hvor den enkeltes ret er trådt under fode.
Selve konstruktionen med tre administrative organer i det offentlige til en befolkning på størrelse med Hamburg, er kun konstrueret til at dele ansvaret og dermed fjerne det. Et klassisk eks. på ansvarsforflygtigelse og undertrykkende system.

Når det er tilfældet, så kan man med lige så stor ret konkludere at decentralt styre heller ikke duer, og hvad gør vi så Peter Hansen??
Skal vi så opgive at styre??

Robert Ørsted-Jensen

Jemen det bliver vi næppe enige om Flemming, jeg mener ikke der er noget at hente i den kommunistiske centralstyrede model and end selvfølgelig erfaringer i at styre et helt samfund efter princvippet om en krigsmodel og kaserneøkonomi. Det er kun i undtagelsessituationer dette fungerer og der er uhyrlige farer i det og så er der det forhold at de dræber initiativet hos individet og det er et meget vigtigt element i ethvert samfund.

Jeg mener ikke at der er noget endegyldigt svar på noget. Det eneste vi kan sige er at den nuværende produktionsmøde er globalt ødelæggende og at der er gode grunde til at vi bør mobilisere en fornyet kamp for forandring. Men hvis vi skal gøre det skal vi også evne at lkære af de bitre erfaringer vi har høstet

Flemming

Om man så der ud fra kan afgøre at visse centralistiske beslutninger altid er til det dårlige , som du gør, det mener jeg ikke.
Jeg ville da sætte stor pris på om man her i landet forlod det lokalpolitiske skalkeskjul for ansvarsforflygtielse og vedtog ens priser på børnepasning, ældrepleje med mindstekrav til pasningen, folkeskolen, ja sågar snerydning så borgeren vidste at han frit kunne bosætte sig i hele landet og hele potentialet kunne bruges.

Hvilke opgaver og hvilket ansvar vil du overlade til kommunerne (eller mere generelt til niveauet under Staten)?

Det er den gennemgribende ideologisering af alt, der især har været fremtidende siden kommunismens fald, der er skurken, som holder slør op, så den pragmatiske, fornuftsprægede indretning af samfundet ikke kan iværksættes.

Flemming Scheel Andersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Egentlig mærkelig at de mennesker som har levet i Sovjetunionen aldrig nogensinde udtrykker noget der bare kommer i nærheden af Robert O Jensens skråsikre fordømmelser og hadefulde angreb. Jensens problem er at han stirre sig blind på politiske principper og hvis praktiske politikere som Lenin ikke formå at bøje virkeligheden efter Jensens principper så er han med Jensens ord en ”forbryder imod demokratiet”. Hvordan man kan være en forbryder imod en abstrakt ide forbliver så en gåde. Måske er det fordi jeg er social antropolog at bedømmer et samfund ud fra hvordan menneskene rent faktisk lever i vedkommende samfund og ikke ud fra ideer eller politiske principper, det er en metafysisk fælde! Må jeg minde om DDR museet i Dresden. Museet er opbygget omkring hverdagslivet sådan som det blev levet: arbejde, fritid, boligforhold, velfærd og bekvemmeligheder. Og mere end det! Hver årti har sin egen udstilling, med de samme temaer som i alle de andre udstillingslokaler så man kan sammenligne: lejlighederne, huspyper, vejnet, fritid og arbejde ect.. Museet giver en mulighed for at se hvordan folk livede til forskellige tider i DDR & vi er meget langt fra Robert O Jensens historiske præsens, som han altid anvender på Sovjetunionen – der i hans fremstilling stiger frem af disen som et andet camelot i en evig nutid. En nutid hvor Jensen efter behag indsætter forskellige variable (efter behovs princippet): Stalin, Gulak, mord på demokratiet, ondskabens imperium ect. Og det lede ved det hele er at det kun er en bunke stereotyper – hvilket gør det umuligt at forholde sig til!

“I've learned to hate Russians
All through my whole life
If another war comes
It's them we must fight
To hate them and fear them
To run and to hide
And accept it all bravely
With God on my side.”

Jensen har så byttet Gud ud med Trotskij, CIA & Ronald Reagan

Leopold Galicki, Bill Atkins, Flemming Scheel Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Peter Hansen:
"Strukturerne er grundlæggende årsagen til det vellykkede samfundsliv, og kun fordi brutal militærmagt fra en koalition af mere autokratisk styrede stater viser sig efter langvarig krig at være stærkere, falder demokratiet."
Ja, men omvendt læser man så, at demokratiet falder fordi brutal militærmagt viser sig, at være stærkere end det vellykkede samfundsliv.
( var Athen iøvrigt ikke den mere proaktive, i forsvar af interesser )

Flemming Scheel Andersen

Thomas Krogh

Jeg mener at vi i den grad er et overadministreret samfund, med de tre offentlige systemer ovenpå hinanden. Mindst een af dem er totalt overflødig, om det så er kommuner eller stat der skulle undværes er ligegyldigt, helst dem begge.

Deres reelle indflydelse er decimeret til at navigere inden for meget snævre økonomiske rammer og den eneste logiske følge ville så være at de på alle områder skulle sikre en service indenfor ligeså snævre rammer, til gavn for borgerne.

Det har man så udeladt, hvorfor demokratiet reelt er udvandet og værdiløst.
Ansvaret bliver tilsvarende udvandet og vanskeligt at placere.

Kommunerne er reelt kun administratorer af "Borgens" ønsker for besparelsespolitik og denne administration kan fuldt ud foregår uden at forstyrre borgerne med en værdiløs stemmeafgivelse og så foretage en virkelig besparelse i administrationen og forenkle den.
Dermed skulle ansvaret for den førte politik også være til at placere og den demokratiske konsekvens være inden for rækkevidde.

Flemming

Jeg mener at vi i den grad er et overadministreret samfund, med de tre offentlige systemer ovenpå hinanden. Mindst een af dem er totalt overflødig, om det så er kommuner eller stat der skulle undværes er ligegyldigt, helst dem begge.

Jeg er enig i at det er unødvendigt med 3 systemer, men hvorfor ikke fjerne det mellemste i stedet for - regionerne. Det er i sandhed overflødigt, al den stund at deres (eneste) raison d'etre er sygehussektoren, som i dag er så specialiseret at det giver langt mere mening at planlægge det nationalt. Altså via staten.

Jeg kunne godt tænke mig mere magt til kommunerne på andre områder - netop for at give dem et endnu mere håndgribeligt ansvar og muligheder for at få nye veje. Men det kræver så omvendt at vi alle - og staten - accepterer at det går begge veje. At der følger både et ansvar og en reel magt til at gøre ting anderledes end indenfor snævre rammer.

John Christensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Ruben Michelsen

Claus Oreskov.
Jeg har aldrig været på DDR-museet i Dresden, men jeg har været på DDR-museet i Leipzig. Du ved den by, hvor tusindvis af modige mennesker gennem flere år trodsede Stasi, ved hver mandag aften at samles ved en kirke midt i centrum for at demonstrere mod styret.
Disse demonstrationer var medvirkende til at muren faldt.
Det er også en kendsgerning, at DDR reelt var bankerot i 1989, idet de gennem mange år havde oparbejdet en kæmpegæld til Vesttyskland uden nogen reel mulighed for at betale tilbage. (kapitalistpenge er altså gode nok, når man ikke kan undvære dem)
Tror du, at indbyggerne i de baltiske lande og Polen er enig med dig i, at Robert overdriver i sin kritik af Sovjet.
Hvis du tror det, så er det den forkerte litteratur du læser.

Niels Ishøj Christensen

Claus Jensen
Det er let nok at smække låget for al videre meningsudveksling ved at stemple mit debatindlæg med: "vrøvl".... og så styrker det jo selvfølelsen...så er han sat på plads....ham behøver jeg ikke mere at tage mig af! Men jeg vil nu alligevel prøve at pinde ud for dig hvad jeg mener, når jeg siger at Marx aldrig kom til at forstå pengenes historiske symbolværdi, og derfor aldrig fik formuleret en almen brugbar samfunds-filosofi, der kunne vise vejen til et realistisk alternativ til det kapitalistiske samfund.

I afsnittet om pengene i "Økonomisk-filosofiske skrifter" fra 1844 lader han sig inspirere af Goethes og Shakespeares udsagn om pengene og deres væsen, som det er formuleret i deres værker, henholdsvis "Faust" og "Timon i Athen". Og på baggrund af deres udsagn konkluderer han at "Pengenes guddommelige kraft, skyldes, at deres væsen er menneskenes upersonlige og fremmedgjorte artsbestemte væsen. De er menneskehedens formåen gjort fremmed for den selv". Jeg kunne citere flere citater fra afsnittet "II. Om penge", men Marx' når til den opfattelse, at brugen af penge fordrejer menneskenes individualiteter; pengene vender dem på hovedet og fordrejer individernes sande menneskelige egenskaber og giver dem modstridende egenskaber.

Med Goethe og Shakespeare som faddere - undfanger den han røde tråd, der siden bærer hele hans filosofi om fremmedgørelsen der med industrikapitalismens frembrud opstår imellem det kapitalejende bourgeoisi og de besiddelsesløse proletarer. I det moderne industrisamfund (midten af 1800-tallet!) holder pengekapitalerne arbejderklassen udelukket, fremmedgør og snyder den for de rigdomme og den velstand som den rettelig har ejerskabet til, takket være dens konkrete og fysisk hårde arbejdsindsats: Det eneste arbejderne får ud af det er værdien af deres arbejdskraft udbetalt som "kontant betaling" i penge.

Men med udgangspunkt i Goethes og Shakespeares umiddelbare, digteriske - men uhistoriske - forståelse af pengenes væsen hopper Marx rent filosofisk over hvor gærdet er lavest og når aldrig frem til at forstå årsagen til pengenes fremkomst i historien. Pengene som menneskeskabte værdi-symboler kommer hos Marx pludselig færdigskabte og fuldt valide ud af ingenting - eller nej, ud af Goethes og Shakespeares digtning. Forståelsen af dem kommer ikke af hans egen iagttagelse og konkrete analyse af brugen af dem i det samfund der omgiver ham i midten af 1800-tallet. Derimod baserer han sin forståelse på det, han finder formuleret hos Goethe og Shakespeare, han bygger på deres ideer, ikke på nogen selvstændig filosofisk indsats! Ren virkelighedsfjern idealisme!

(fortsættes senere)

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Jeg synes blot det er tåbeligt, at borgernes mobilitet indskrænkes af forskellige kommuneskatte, boligskatter, priser på børneinstitutioner og niveauer i pleje, pasning, sociale muligheder, ydelser og ældreforsorg, men bevares jeg kunne sagtens leve med to administrationer, et stykke tid, i stedet for tre.

Ruben-borgerne i Leipzig ville forandringen inde fra systemet,de stod ikke ved muren og jublede ,da vidste de godt alt for godt at slaget var tabt.

De borgere jeg talte med i Leipzig for 3 år siden,kunne slet ikke kende det de protesterede imod kontra den virkelighed de nu befandt sig i.

Glem nu ikke at Leipzig er bogens by,det smitter af på dens borgere igennem flere hundrede år,intet er sort hvidt .

Ægteparret som vi talte med betalte 20 øst mark for 140 smukke m2 før murens fald,efter sad de i et byggeri som udgjorde over 70 procent af deres netto disponible indkomst-det var ikke win win..

Nuancerne fortaber sig sammen med de real socialistiske resultater som bestemt ikke var dårlige tro mig.(de flyttede til 40m2) og deres uddanneler og arbejde nedlagt-den totale nedtur.De fortrød deres brøde bitter og inderligt -det var et bank røveri af ufattelige dimensioner med treihandel-den vesttyske stat som solgte alt for en slik-de blev røvrendt som vi senere har mærket under og efter 2008-vågn dog op.

Leopold Galicki og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

En del af samtalen på tråden har været omkring sovjetunionen og det som kom efter. Her er en smuk og meget personlig film som følger flere sovjetbørn ud i livet. Nogle rejser til andre lande: Israel, Tyskland & Argentina. Alle oplever de store omvæltninger i deres liv. De valgte personer kan kun tale for sig selv og filmen siger ikke noget om hvad andre personer eventuelt mener – hverken mere eller mindre og det er godt nok! Det er en lang film og kun første del af 2. der er undertekster på engelsk – men desværre ikke på anden delen. Giv jerselv en god oplevelse som I aldrig vil få på DR K.

http://www.youtube.com/watch?v=lyVNLYi8BzI

@ Ruben Michelsen. Desværre har jeg ikke set DDR-museet i Leipzig og jeg kan derfor ikke sammenligne de 2. museer. Jeg har derimod set DDR museet i Berlin foruden det i Dresden. DDR museet i Berlin er rigtig flot især med de mange interaktive udstillinger. Imidlertid er det irriterende med den evindelige menings kontrol – ustandselig få man at hvide hvad man skal mene! Sådan noget er der ikke i DDR museet i Dresden.
Så taler du om indbyggerne i de baltiske lande og Polen som om der var tale om en enkel person som enten kan være enig med mig eller Robert O Jensen, men sådan er det jo ikke. Indbyggerne i alle disse lande har forskellige holdninger og forskellige fortællinger – at tro anderledes er ren racisme. Da jeg besøgte DDR museet i Dresden var jeg sammen med nogle vender fra DDR og jeg delte oplevelsen sammen med dem. I det hele taget kom der busser fyldte med tidligere DDR borgere til museet gennem hele dagen så der var rig lejlighed til at hører og observere, deres reaktion på udstillingerne. Normalt er det fra menneskene omkring mig jeg har min primær viden og ikke fra bøger som du skriver og slet ikke fra de forkerte bøger!

Ruben Michelsen

Torbensen.
Jeg er helt klar over, at priserne på fødevarer og boliger og alt andet var meget lavere i DDR end i Vesttyskland. (Jeg har besøgt DDR før murens fald og kunne konstatere, at priserne var "latterligt" lave for en vesterlænding)
Men det nytter ikke noget at sammenligne priser og lønninger. Det drejer sig om købekraft.
Ham du nævner med 140 smukke m2 til sølle 20 østmark; hvilken stilling havde han?
Vel næppe kulminearbejder.
Der var masser af DDR-borgere, der boede godt og billigt. Men det var mest partifunktionærer og universitetsfolk med den rette tro.

Men stadig - DDR gik bankerot. Så hjælper det jo ikke noget at man har lave priser.
Bare spørg grækerne.

Ruben Michelsen

Oreskov.
Da muren var faldet og de besatte lande havde genvundet deres frihed, var det første de gjorde at melde sig ind i NATO. Alle som én.
Hvorfor mon.
I alle de omhandlede lande har de i dag frie valg, og de kan derfor stemme kommunisterne tilbage til magten.
Det gør de ikke.
Hvorfor mon.

PS.
Und dig selv en tur til Leipzig. Dejlig by og fine museer- også DDR-museet.

@Ruben Michelsen. Grunden er meget simpel vi lever i et indbildt demokrati – hvor markedskræfterne bestemmer og hvor din og min indflydelse rakker lige så langt som vi er indoktrinerede til!

Per Torbensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Sider