Læsetid: 8 min.

Jeg var Vita Andersens sætning

Både i Vita Andersens ’Tryghedsnarkomaner’ og i ’Hold kæft og vær smuk’ bliver det tydeligt, at det artige er tænderskærende, hjerteskærende og dødeligt. Det artige barn er som den smukke kvinde, ingen ser dem, ingen giver dem taletid. Hvordan taler det oversete barn, hvordan taler den smukke kvinde? Det er dem, vi lytter til, når vi læser Vita Andersen, skriver Olga Ravn om genudgivelsen af de to bøger
Forfatter Vita Andersen.

Tine Sletting

8. november 2013

Da jeg skulle skrive forordet til Vita Andersens to første bøger, digtsamlingen Tryghedsnarkomaner og novellesamlingen Hold kæft og vær smuk fra henholdsvis 1977 og 1978, befandt jeg mig i en af årtiets varmeste somre med en slem lungebetændelse og var netop blevet forladt af min kæreste. At skrive dette forord virkede næsten umuligt. Indtil jeg indså, at jeg befandt mig i en af de samme situationer som Vita Andersens karakterer.

Som de børn og kvinder, der befolker Andersens digte og noveller, stod jeg på ingen måde i en magtposition. Jeg var på mange måder ynkelig, havde på mange måder intet at skulle have sagt. Som den forelskede kvinde i det første digt i Tryghedsnarkomaner stod jeg uden for min elskedes hus og kiggede ind. Jeg var blevet vraget, og som jeg sad midt i det svedende, overophedede bibliotek i Nordvest og skrev de første noter til dette forord, i den gyldne, nybyggede kasse, hvor solen hældte sit varme, filtede lys ind over etagerne som en slags stikkende æggeblanding, i højsommeren, mens jeg forsøgte at leve op til min forpligtelser og deadlines, slog mit hjerte sin egen parole igen og igen: Jeg kan ikke, jeg kan ikke. Jeg svedte det hele ud gennem ansigtet. Jeg indså, at jeg simpelthen var en Vita Andersen-karakter. Forladt, skrantende, presset af ydre forpligtelser i den heftige sommer.

Jeg købte en grøn polkaprikket kjole på udsalg, jeg ikke havde råd til, jeg vidste ikke, hvorfor jeg købte den, mine bryster var ikke rigtig store nok til at udfylde udskæringen, jeg vidste ikke, om det var i solidaritet med de andre Vita Andersen-karakterer, at jeg tog den med hjem, eller om det var et heldigt sammenfald. Er der ikke noget ved ensomheden, der driver én til store indkøb?

Afmagt

Når man læser Vita Andersen, går man ind i et glittet fængsel. Man er ikke længere spærret inde i et gyldent bur som en fin, lille fugl, man er blevet selve buret, gyldent og hårdt. Man kan ikke forlade sig selv, man kan ikke slippe ud, man er tom som et fængsel uden fanger. Hvordan bliver man andet, når man først er blevet sit eget tomme og gyldne bur?

Der er en dyb og smertefuld overfladiskhed, eller forfængelighed, hos Andersens kvinder. Det er, som om teksterne skriger, ikke over ulykkelig kærlighed eller over penge eller over den tunge barndom, men i afmagt over for det glittede, overfladen, udseendet, det smukke ansigt. Ikke simpelthen at kunne genkende eller at have mulighed for at forlade det kompulsive sted, et sted, der består af overforbrug og stævnemøder og klistret mad og sminke. Ikke at kunne forlade sminken. Sminken er alt, hvad man er. At være dybt afhængig af, leve for, de små glimt af lykke og nænsomhed, der kan være i købet af en soltop, en prikket kjole, slankeost – i at kunne præsentere sig som en smuk tingest for en mand. At blive virkelig først for øjnene af den anden. Som Vita Andersen-karakter har man ikke særlig mange andre glæder i livet og bliver ulykkelig af omstændighederne, som disse glæder medfører. Man er elskerinde, forgældet, alene.

Behagesyge

Særligt de voksne kvinder hos Andersen er besatte af at behage og så opsatte på at gøre tingene ordentligt, at de skrider langt ud over grænsen for normal opførsel og i stedet afslører sig som disse desperate, ensomme maskiner. Som kroppe så oplærte og opdrættede, at de fortsætter deres koreografiske serier af påkrævede gøremål uden at ville det. Som maskiner, der pludselig vågner, er blevet mennesker, men ikke kan stoppe deres mekaniske kredsløb.

Andersens kvinder, er kvinder, der intet ejer, ingen mænd har, ingen magt. Varerne, de tilegner sig, virker fremmede, som tilhørte de andre. Deres penge tilhører regningerne, deres kroppe tilhører mændene, og deres hjerter har mødrene ædt.

Teksterne tegner lighedstegn mellem det at være elskerinde og det at være forbruger, eller der strømmer den samme ensomhed fra begge positioner. Man får aldrig det, man håber på. Der er et sammenfald mellem kærtegnet og det at købe, ligesom der er sammenfald mellem vold og kærtegn. Kærligheden kommer aldrig alene, den er viklet ind i vold og svigt og købmandsaftaler. Det kan ske, at man køber hinanden, at kærligheden er en evig handel. Det kan ske, at moderen kaster sin skygge langt ind i det voksne liv og hen på den elskedes ansigt. Mødrene, de har lært os så meget om, hvordan vi skal elske. For en Vita Andersensk karakter får det katastrofale følger.

Jeg gik rundt og tænkte på kvinden i novellen »Iagttagelser«, der af umiddelbart uvisse årsager ikke kan komme af sted på arbejde, men i stedet langsomt glider længere og længere ud af civilisationen. Hun ligger på sit værelse i dagevis, tisser i sengen, styret af angst og tvangshandlinger. Jeg lignede hende. Jeg bestilte min mad på Just Eat, gik rundt i nattøj.

Jeg var faldet ud af noget, en cirkulation, en familie, samfundet måske, simpelthen, men alligevel befandt jeg mig stadig i et gyldent bur af lydighed og god opførsel, eller jeg var, som alle Vita Andersen-karakterer, mit eget gyldne bur. Artig, selv i sorgen velopdragen. Jeg forsøgte at sørge på den mest passende måde, som jeg havde set på film. Jeg sørgede, som jeg havde lært, vidste ikke, hvordan jeg ellers ønskede at sørge. Min sorg var ikke læn- gere min, men fiktionernes, filmenes, bøgernes og damebladenes sorg. At gå i gader gennem regn. At græde sin pude våd. At spejde mod horisonter. Jeg sørgede, som man udfylder et skema. Der var så stor en ensomhed i det, i den koreograferede følelsesfuldhed.

Både i Tryghedsnarkomaner og i Hold kæft og vær smuk bliver det tydeligt, at det artige er tænderskærende, hjerteskærende og dødeligt. Det artige barn er som den smukke kvinde, ingen ser dem, ingen giver dem taletid. Hvordan taler det oversete barn, hvordan taler den smukke kvinde? Det er dem, vi lytter til, når vi læser Vita Andersens to bøger.

De afstår fra det, vi kender som højlitterært sprog. De afstår fra metaforer og lange, slyngede sammenligninger. De taler i lange lister, i hovedsætninger, i et enkelt hakkende sprog som telegrammer fra desperationen. De hverken kan eller vil tage det magtsprog på sig, som tilhører den vidende, kloge og selvsikre fortæller. Det er tekster, der fortæller om sorg og smerte, men uden at analysere situationerne, uden at forklare synderligt. Det er en stemme, der tilegner sig sorgen uden at tage ejerskab over den. Det er en stemme, der genfortæller overgrebet ved at lade det glide hen over sig som over en glasblank flade. Åbent, konstaterende, som et barn. Det skaber det store ubehag, som er så kendetegnende for Vita Andersens tekster: den enkle stil, der opremser voldshandlinger og svigt og overgreb, som var det huskelister.

Metaforforladt

Teksterne ønsker ikke at indtage magtpositioner, for det er umuligt for de kvinder og børn, som de portrætterer. I stedet har sætningerne deres egen mundrette, melankolske præcision. Der er denne ømhed i sproget, der aldrig ønsker at gøre sig til på karakterernes bekostning. Fraværet af metaforer hos Vita Andersen, jeg læser det som et udtryk for fraværet af magt hos teksternes hovedpersoner. Metaforen er magt. Den stemme, vi møder hos Vita Andersen, ønsker ikke at tale det samme sprog som de store klassikere. Den vil tilkæmpe sig andre steder at tale fra. Det er elskerindens, kontordamens, børnehjemsbarnets og dukkens klagesange.

Og på den måde er Vita Andersens sætninger som hendes karakterer. Den store forskel er, at disse sætninger løfter de oversete børn, de ulykkelige kvinder ud af mørket og giver dem stemme, giver dem steder at tale fra, giver dem plads i verden, det er vigtigt, at vi lytter.

Jeg ser dem alle sammen for mig, af en eller anden grund iklædt lavendelfarvet denim. Jeg ønsker at beskytte dem, som jeg ønsker, at jeg kunne sørge, ubesværet, rent. Som det gode helbred. Jeg ønsker, at de forsømte børn skal samle sig i baggårde og blive krigeriske. Jeg ønsker, at flokken af vragede kvinder skal samle sig og danne et kor.

Der er ikke noget grandiost ved de skæbner, vi møder i disse to bøger. Der er ikke noget storslået ved deres sorger. De er skamfulde og grimme. Det smertefulde kommer ikke iklædt kåbe. Det har plettede overalls og ligner din mor eller din nabo. At klæde noget i smukke klæder (og i den forlængelse tænker jeg også: at beskrive noget med velformede, slyngede sætninger) er hos Vita Andersen forbundet med undertrykkelse og tab af identitet – hold kæft og vær smuk!

Så hvor kan man tale fra som en Vita Andersen-karakter, hvem kan man være? Man er den smukke kvinde, der ødelægger sit eget billede. Man er barnet, der igen og igen opsøger sin moders skadelige kærlighed. Man er en forhindring, en klods om benet, uarbejdsdygtig, en køber. Man opførte sig ikke ordentligt, eller også var man netop for velopdragen. Man stod udenfor og kiggede ind. Man sad på et sydende varmt bibliotek for at aflevere til tiden, mens kærligheden langsomt gled ud på gulvet, som var man et lunkent bassin, der lidt efter lidt blev tømt.

I stueetagen skrattede det fra cafeens espressomaskine, jeg talte mine penge, jeg var så let af det sorgfulde, jeg har været så lydig, men det lydige er dræbende, det har jeg lært af at læse Vita Andersen, ligesom jeg har lært, at sorgen hverken er diamantbesat eller klædelig. Den er et pessar, der sidder for længe. En rift i et lår. En meget lang arbejdsdag, sådan føles det at komme sig. Arbejdet har bredt sig helt ind i hjertet. Jeg så ud på lyskrydset, der dagen igennem blev gennemskyllet med lastbiler og skolebørn, jeg skrev ikke noget. Det her skrev jeg først langt senere. Dengang i sommeren, jeg sad længe på det lumre bibliotek og var Vita Andersens sætning.

Denne tekst bringes som forord til den samlede udgivelse af Vita Andersens ’Tryghedsnarkomaner’ og ’Hold kæft og vær smuk’, der er udkommet på forlaget Samleren.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Bente Simonsen
Tom Paamand og Bente Simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Vita Andersen
Hvad er en trygheds narkoman i dag? findes det begreb overhovedet? Hvad er en kærne familie i dag? hvad får os til at høre sammen med nogen i dag? Hvis det er noget vi gør i.
Er relationer mellem mennesker noget moderne mennesker har tid og overskud til at beskæftige sig med.
Er vi mennesker frit svævende satellitter, skal vi så heller ikke længere forholde os til andet end os selv. Hvem er vi i dag, hvor skal vi hen, spørg jeg for meget, og i givet fald, hvor meget for meget?