Læsetid: 7 min.

14 orgasmer og en parentes

Otte måneder før premieren på Lars von Triers kommende storværk ’Nymphomaniac’ begyndte en markedsføringskampagne af hidtil uhørt omfang. ’Vi har fortolket hans værk,’ siger ægteparret bag kampagnen, som erklærer, at markedsføringen i virkeligheden er filmens første akt
Forretnings- og ægteparret Einstein står bag kampagnen til Lars von Triers nye film. Foto: Jakob Dall

Forretnings- og ægteparret Einstein står bag kampagnen til Lars von Triers nye film. Foto: Jakob Dall

5. december 2013

Det startede med en lukket parentes. ( ). Den 2. maj i år svømmede de såkaldt nye medier – blogs, Facebook og Twitter – pludselig over af et meget enkelt fotografi: Cremefarvet baggrund, sort tekst:

FORGET ABOUT LOVE. ( ).
NYMPHOMANIAC. COMING SOON.

Parentesen er omkring 20 gange større end bogstaverne, og der skal ikke meget fantasi til at afkode symbolikken i de to skrifttegn: Det ligner kvindelige kønsdele. Simpelt – og måske genialt.

Parentesen er Lars von Triers idé, og det er også den, der udgør o’et i titlen på hans nye film, Nymphomaniac, som får premiere første juledag.

Godt et år før parentesen indtog medierne, havde Zentropa-producer Louise Vesth kontaktet det københavnske filmmagerpar, ægtepar og forretningspar Philip Einstein Lipski og Maria Einstein Biilmann, som hun havde arbejdet med tidligere.

Louise Vesth mødte Philip Lipski på den årlige filmfestival i Cannes i 2011, og hun indviede ham i nogle løse tanker om at gøre mere ud af kampagnen for Lars von Triers kommende film. I den moderne virkelighed, der er spækket med tilbud og deling af information, er det ikke en tidssvarende strategi at satse på en trailer og en plakat, mente hun. Ligesom Lars von Trier burde bruges som brand, for der lå et enormt potentiale i ham. Og samtidig havde hun en drøm om at inddrage publikum i filmens univers – før dens premiere.

Derudover – og ikke mindst – ville Lars von Trier ikke sige et ord til pressen.

Louise Vesth og Philip Einstein Lipski lovede hinanden, at de skulle snakke videre om filmen.

Foruroligende

Egentlig skulle Nymphomaniac have været præsenteret på Cannes-festivalen i sommer, men projektet viste sig at være en mastodont af et filmværk, som under ingen omstændigheder kunne blive færdigt til den tid. Derfor åbnede der sig – tidsmæssigt – en mulighed for at gøre ekstra meget ud af kampagnen, og, som Louise Vesth siger, det lå »i kortene, at der skulle ske noget nyt«.

»Nu skal vi lave noget helt andet,« sagde hun, da hun overleverede det 300 sider lange manuskript til parret, inden de tog på sommerferie i juli. De tre havde samarbejdet på det som Philip Einstein Lipski betegner som tre »helt tydeligt kommercielle projekter«, filmene Klovn, En kongelig affære og Kvinden i buret, men nu gjaldt det en af verdens største art house guys. De var fulde af ærefrygt, men ikke bekymring:

»Folk laver deres bedste arbejde, når de laver noget for Trier. Fotografer, skuespillere, hele vejen rundt. På den måde er han en pissegod chef, for han får virkelig folk til at skinne,« siger Philip Einstein Lipski.

»Og manuskriptet var foruroligende. Foruroligende godt og foruroligende at læse.«

Han afbrydes af Maria Einstein Biilmann:

»Man sad og hadede ham og tænkte: Hvorfor fanden skal jeg se det her? På et tidspunkt sad jeg også og tænkte …«

»Hvorfor,« fuldfører Philip Einstein Lipski ivrigt hendes sætning.

På ægteskabelig vis tager hun ordet tilbage:

»Hvorfor skal jeg læse den her scene? Hvis der ikke kommer en forløsning, bliver jeg rasende. Men det fik jeg. Jeg fik forløsning.«

Philip Einstein Lipski ser forelsket ud under krøllerne:

»Der er en afsindig forløsning, det er virkelig godt,« siger han.

Forståelsen

Da parret i begyndelsen af august vendte tilbage til Danmark, arrangerede de et møde med Lars von Trier på Zentropa. De var fulde af forventning i bilen på vej derud. Måske kommer det til at vare fem minutter, og så har det været en oplevelse, havde Philip tænkt.

Men mødet i Avedøre blev længere. De snakkede om hans værk og om, hvordan de betragtede Lars von Trier.

»Det viste sig, at han selv var ekstremt velbevandret i begrebet Lars von Trier,« siger Philip og understreger, at han var meget uhøjtideligt og et »virkelig rart menneske«.

Konkret havde de intet med til mødet, ud over en en vision om at gøre Lars von Trier mere tilgængelig. Og gøre hans værk mere tilgængeligt. For som Philip siger:

»Hvis man skriver det ned: En 57-årig mand laver en rimelig hård to the point – film om en kvindes erotiske rejse fra toårsalderen, til hun er 50. Det er ikke noget, man flår ned af hylderne.«

Maria Einstein Biilmann forklarer, at det dybest set handler om at få instruktøren til at forstå, hvad deres agenda er: »Og der plejer vi at være rimelig ærlige: at sælge billetter og få opmærksomhed omkring filmen,« siger hun.

Orgasmen

Og ægteparret fik opgaven.

»Vi vidste fra starten, at det var et stort og velrenommeret cast. Alle kontrakter var ikke skrevet under, men vi havde en god idé om, at det var ret stjernespækket. Det ville vi visualisere – samtidig med at vi skulle vise filmens tema,« siger Maria Einstein Biilmann, som helt fra begyndelsen havde reflekteret over to ting, der skulle spille sammen, hvis filmen skulle være tilgængelig: 1) Det højkulturelle fænomen ’Lars von Trier’. 2) Det lavkulturelle fænomen ’porno’. Eller i hvert fald eksplicit sex.

Parret tænkte nogle dage og kom frem til grundsætningen: Hvis du nogensinde har haft sex, er den her film måske noget for dig.

»Det var ligesom det, man som publikum skulle tænke,« siger Maria Einstein Biilmann, inden Philip Einstein Lipski tager over: »Det er en sætning, du kan sige på alle sprog.«

»Uden at den skulle siges,« indvender Maria Einstein Biilmann.

»Men den kan tænkes på alle sprog,« svarer Philip Einstein Lipski.

Referencer

Legemliggørelsen af sætningen blev at lave portrætter af alle 14 skuespillere i et øjeblik af total seksuel ekstase. Parret gav sig til at undersøge, hvad de kunne bruge fra popkulturen, og var overrasket over, hvor meget de fandt.

»Parfumeindustrien gør det hele tiden. Vi ser på det hver dag, men lægger ikke mærke til det,« siger Philip Einstein og imiterer en doven orgasme, mens han vrænger ordet »J’adore«.

»Og det viser jo bare, hvor blinde vi er over for reklamer; hvor subliminal det hele virker. Milliarder bliver fyret af på at vise folk, der er i ekstase.«

Maria Einstein Biilmann fortæller, at de gemte en masse billeder som referencer. Et af dem var Madonnas True Blue-cover fra 1986.

»Men det gik også op for os, at det må gøres med humor. Det kan ikke bare være beauty, det skal også være grimt. Det skal gøre lidt ondt – det gør parfumeindustrien ikke.«

Det var ret voldsomt at gennemføre, fortæller Maria Einstein Biilmann og bliver afbrudt af sin mand, der bedyrer, at det er den »mest udfordrende ting«, de nogensinde har været med til at lave.

Da Lars von Trier hørte om ideen, sagde han: »Det er skidegodt – bare jeg ikke skal have noget med det at gøre.« Han ville ikke blande sin kunstneriske mission med skuespillerne sammen med Einstein-parrets åbenlyst kommercielle. Derfor blev de selv instruktører og chefer på kampagnen. Otte gange blev parret – sammen med et lille hold – fløjet til Köln, hvor filmen blev skudt, når de forskellige skuespillere havde en dags pause fra filmoptagelserne.

»Man er nødt til at diskutere sex med mennesker, man ikke har mødt før. Hvordan ser en orgasme ud for dig, hvordan får du bedst orgasmer?«

Kulturelle forskelle spillede pludselig en kæmpe rolle, og det gik op for parret, hvor forskellige opfattelser af sex, der er blandt europæere og amerikanere. Nogle skuespillere var nøgne, andre bare topløse, og generelt fornemmede parret større tryghed og måske mere frisind hos europæerne.

Fremtiden

Historien om Einstein-parrets omgang med parentes og orgasmer er et eksempel på den voldsomt professionelle markedsføring, visse kulturprodukter – der vurderes at have et vist kommercielt potentiale – i dag udsættes for.

Man hyrer »øjne udefra« med baggrund i kommerciel reklame eller kommunikation, som tør sige kunstnerne imod.

»Vi fortolker deres værk og forsøger at gøre os selv til en forlængelse af deres værk,« siger Philip. »Første akt er i virkeligheden markedsføringen, i hvert fald i publikums underbevidsthed.«

I Nymphomaniacs tilfælde er kampagnen ekstremt gennemført: Siden parentesen blev ’lækket’ i maj, er materiale drypvist sivet ud fra Zentropa. Manuskriptbidder, orgasmeplakater og små visuelle kapitler og fotografier bragt ’eksklusivt’ i forskellige aviser som tyske Bild og britiske The Guardian.

Produceren Louise Vesth er hovedarkitekten bag kampagnen. Hun er sikker på, at vi fremover kommer til at se stadig flere kampagner af samme ekstravagante karakter som denne:

»Helt klart. Men det er også klart, at det ikke er gratis, og i Danmark har vi sjældent budgetter til at kunne eksekvere kampagner i den her størrelsesorden,« siger hun og understreger, at det frem for alt handler om at skabe opmærksomhed om filmen.

»Og gøre det på en måde, så det ikke drukner i de mange tilbud, der er i en moderne medievirkelighed. Tidligere troede jeg, at man skulle passe på med at give for meget væk og ikke sælge ud. Jeg var – ser jeg nu – gammeldags. Der er ingen grænser for, hvad du kan skabe ved at bygge en historie på historien.«

Hvorvidt det gør en reel forskel – og hvor stor den i så fald er – er af gode grunde umuligt at sige. For man kan jo ikke gøre det om og på en anden måde. Og Louise Vesth er helt bevidst om, at de mange delinger og udnyttelsen af de sociale medier kan have en slagside:

»Nogle gange kan kampagnen blive så stor, at den i stedet for at pege på produktet kommer til at blive et produkt i sig selv. Og så glemmer folk måske at orientere sig i det produkt, som reklameproduktet skulle lede hen til.«

Se de 14 orgasmeplakater på Fotobloggen: 14 orgasmer og et kram

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

plat og humbuk...

jeg har mistet lsyten til at se den film.......før jeg overhovedet havde taget stilling til om jeg ville se den.... :-)

Fotoshop-plakaterne, hvor man har sat skuespillernes hoveder på andre kroppe, er fandens dårligt lavet.
Giver et fingerpeg om, at filmen sikkert også er noget lort.

En teknisk fejl.
Det var årsagen til, at flere forældre og bedsteforældre, der sad i en biografen i Tampa i Florida og skulle til at se Disney-filmen 'Frozen', pludselig blev vidne til en trailer for Lars von Triers nye film 'Nymphomaniac'.

http://politiken.dk/ibyen/nyheder/film/ECE2151073/amerikanske-boern-saa-...

Personlig mener jeg, at Lars von Trier film-genialitet er over-eksponert!
Jeg har ikke haft lyst til at se hans seneste 2-3 film!

Tror du det var en fejl?
Majbritt Nielsen.
Dét kan godt være, at det var en fejl - jeg nægter dog at tro, at det blev vist helt bevidst!

Grunden til at jeg reagerer er,
at der efterhånden ofte i Dansk TV bevidst sendes reklame-spots på udsendelser med vold, mord og sex, som sendes senere på aftenen, i mellem udsendelser tidligere på dagen, hvor det er naturligt at børn også er seere.

TV's rolle i DK trænger til at blive debatteret!