Læsetid: 7 min.

70-årsdag mod alle odds

Rolling Stones-guitaristen Keith Richards bliver i dag 70 år gammel. Denne rockens gavtyv med en smøg dinglende fra kæften, en flaske Jack Daniels inden for rækkevidde og en stofmisbrugshistorie uden lige på bagen er så tilfældigvis også en af genrens helt store stilskabere. Ellers havde det været lige meget
Illustration: André Leit/iBureauet

Illustration: André Leit/iBureauet

18. december 2013

Art? That’s short for Arthur, innit?

Keith Richards, 1975, på spørgsmålet om, hvorvidt han betragtede Rolling Stones’ musik som kunst

Før jeg drager læseren mere eller mindre modvilligt ind i fortællingen her, er det værd at påpege, at jeg ikke er og aldrig har været kortbærende medlem af Keith Richards’ Fan Klub for Aldrende Rockrebeller. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke holder af manden, ja, på mange måder elsker ham, først og fremmest som en stilskabende musiker, der om nogen har formået at (gen)anbringe rytmeguitaren (med streg under ’rytme’) som det centrale strengeinstrument inden for rocken, men så sandelig også som en af underholdningsbranchen mest, vel, underholdende indslag og en mand, som det modsat ni ud af ti rockmusikere altid er værd at læse et interview med.

Der kunne udgives (hvad der muligvis også er blevet!) en rimelig omfangsrig bog med Richards-citater, for han kan som få kunsten at fyre mindeværdige oneliners af. Som f.eks. da han blev spurgt, om han havde eller havde haft narkoproblemer: »I’ve never had a problem with drugs. I’ve had problems with the police.«

Det kan så godt være, at Richards efter egen opfattelse ikke har haft problemer med stoffer, men sandheden er ikke desto mindre, at han ad flere omgange har været ved at sætte både sin egen og sin gruppe, The Rolling Stones’, karriere over styr på den konto. Læs blot indledningskapitlet til hans hylende morsomme memoirer, Life (2010), og De vil i den grad forstå, hvad jeg taler om.

På den anden side, i betragtning af den klarhed, hvormed han husker aspekter af hele sit liv og ditto karriere, kan han næppe have været helt så langt ude i hampen, som man måske skulle tro, alt taget i betragtning: uanede midler. Masser af tid (for hvad laver rockmusikere, når de ikke spiller?). Tonsvis af villige hjælpere og røvslikkere. En status som den, der i gamle dage tilfaldt kongelige. Og selvfølgelig en personlighed, som til hver en tid foretrækker det kunstige paradis frem for den ordinære hverdag, de fleste af os navigerer igennem på vor vej til – nå ja – graven. Arbejd, arbejd – og så checke ud i en træboks. Yay! Fed payoff.

Det var så også i forbindelse med Keith Richards, at jeg første gang stødte på begrebet elegantly wasted, De ved, den der med at gå i hundene med stil. Hvad jeg søreme også gjorde mit for at efterleve, om end altså knap så stilfuldt, hvis jeg erindrer ret. Men altså, Keith Richards, ikke sandt? Guitarist og sangskriver i rockgruppen The Rolling Stones, som fra og med slut-60’erne (hvor gruppen uimodsigeligt peakede) påtog sig titlen The greatest rock’n’roll band in the world, og hvad man end mener om det udsagn den dag i dag, i hvert fald et orkester, der har udvist en sådan slidstyrke, at det sidste år kunne fejre 50-års-jubilæum med alt, hvad det indbefatter af fanfarer og deluxe-udgivelser og hyldestskrifter og fanden og hans berømte pumpestok.

Okay, af de oprindelige fem medlemmer var der så kun tre tilbage, idet en enkelt døde (guitaristen Brian Jones i 1969), og en enkelt sagde stop (bassisten Bill Wyman i 1993), men med tilføjelsen af guitaristen Ronnie Wood i 1975 fandt gruppen form som en kvartet, der har bestået lige siden. Det er så ikke miraklet i denne forbindelse, selv om det skam er forunderligt nok, næ, det faktum, at denne Keith Richards bliver 70, er det under, vi i dag er samlet for at bevidne og besynge.

Pubertet på ubestemt tid

Også selv om det måske er nemt at le en lille smule af en mand, der så konsekvent har nægtet at blive noget, der bare har den mindste smule med voksen at gøre. Jo, jeg ved godt, det er et fyord for mange (om end ikke for mig), og jeg kvier mig på en måde også ved at bruge det i forbindelse med en rockmusiker, selv om jeg ikke har noget problem med tilstanden. Som f.eks. i udsagnet »flere voksne mennesker ind i politik«. Det holder sgu da. Men altså, Keith Richards, der som få har demonstreret, hvorledes en succesfuld karriere inden for rock’n’roll også er et adgangskort til ikke så meget evig ungdom som pubertet på ubestemt tid. For det med ungdommen sætter kroppen ligesom helt af sig selv en stopper for (undtagen lige i Chers tilfælde, of course; hun ser faktisk yngre ud nu, end da hun kom frem!), men puberteten er mere en tilstand, ikke sandt? Og populær som aldrig før, ikke mindst hos folk, for hvem den førnævnte pubertet fortaber sig i tågerne. Nå, men som sagt vinder Richards, hvad det angår, på både point og underholdningsværdi, så lad os tale lidt om musik i stedet!

Keith Richards var barndomsven med en vis Mick Jagger, og da de ved et tilfælde mødtes igen i 1960, havde de begge udviklet en smag for sort amerikansk bluesmusik, som den på daværende tidspunkt blev spillet i Chicago af navne som Muddy Waters, Howlin’ Wolf, Buddy Guy og mange, mange andre. De besluttede sig for at danne et band i genren, som på daværende tidspunkt var så obskur, at ordet kult for en gangs skyld faktisk giver mening, og blues var langtfra blevet den kliché, den som regel er i dag. De gik som The Rolling Stones til makronerne med al den dedikation, unge nyomvendte musikfanatikere kan mønstre, og mestrede inden for kort tid en nogenlunde tålelig faksimile af forbilledernes unikke formsprog.

Da The Beatles brød orkanagtigt igennem i 1963, åbnedes digerne for guitarbaserede grupper, men det var først, da Stones fik en manager i form af Andrew Loog Oldham, at de begyndte at udvikle et originalt formsprog. Oldham låste simpelthen Jagger og Richards inde, til de havde skrevet en sang, og selv om det første resultat var en ballade (!), fandt de to herrer hurtigt formen, og fra og med 1965 spyttede de to herrer hits ud, hvoraf mange er blevet rockklassikere: »The Last Time«, »Get Off Of My Cloud«, »(I Can’t Get No) Satisfaction«, »Paint It Black«, »Ruby Tuesday«, »Jumpin’ Jack Flash« og »Honky Tonk Women«, hvis vi bare taler 1960’erne.

Junkie-cool

I den tidlige fase overskyggedes Richards med sine flapører og filipenser i nogen grad af den noget mere både seksuelt tvetydige og musikalsk mere ferme guitarist Brian Jones og fuldstændigt af forsanger Jagger. Det var først, da Jones på alle måder bød verden farvel i 1969, og rocken skiftede fokus fra singler til albums, at Richards begyndte at udsende det der særlige sigøjnerinspirerede junkie-cool, der gjorde ham til et uimodståeligt forbillede for mange wannabes. Man begyndte at omtale Jagger og Richards som The Glimmer Twins, og op gennem 1970’erne stod de to gentlemen som et tillokkende indbegreb af dekadence, dope og skørlevned.

Men også fordi der efter leadguitaristernes mangeårige tyranni atter kom fokus på rytmeguitaren som det essentielle instrument i et rockband af Stones’ natur. Richards havde lært sig at stemme guitaren som én akkord (som man gør, når man spiller såkaldt slide- eller bottleneck-guitar), så han undgik at skulle tage normale greb, men i stedet kunne nøjes med at lægge en finger hen over gribebrættet, hvormed groove kom i centrum frem for ekvilibrisme. I samspil med Brian Jones’ efterfølger, Mick Taylor (og trommeslager Charlie Watts, en anden gudbenådet stilskaber), skabte Stones i årene 1969-1974 en helt unik, centrifugerende, groove-baseret og alt andet end teknisk perfekt spillestil, som kan høres hos utallige bands den dag i dag, og som for nogle står som indbegrebet af ’ren’ rock, hvad det så end er for en størrelse. At han også tit sjuskede med lortet som bare fanden hører så hans misbrugshistorie til, men albums som Let It Bleed (1969), Sticky Fingers (1971) og Exile on Main St. (1972) tilhører på alle planer noget af det ypperste, der er frembragt inden for bluesbaseret rockmusik. Eller musik som sådan for den sags skyld.

At Taylor forlod gruppen i ’74, har den egentlig aldrig forvundet. Hans erstatning, Ronnie Wood (fra the lad band over dem alle, Faces), er på mange måder en discountkopi af Richards, og selv om de på en god aften kan skabe noget af denne verdens mest intenst sammenvævede guitarspil, hvor begge parter spiller både lead og rytme (eller ingen af delene!), er det i sin essens blot en bekræftelse af fordums bedrifter. Med punkens fremkomst i 1976-77 blev Stones udråbt til dinosaurer, hvad de reagerede på med deres reelt sidste store album, Some Girls (1978), som på mange måder er Richards’ show hele vejen igennem. Også selv om man med Jagger-Richards modsat John Lennon-Paul McCartney aldrig kan være sikker på, hvem der har skrevet hvad. Jagger har skam leveret nogle fuldfede melodier, på samme måde som Richards har skrevet nogle af bandets bedste tekster.

En institution

Men de seneste små 35 år har gruppen ikke så meget været en fremaddrivende kraft i musikken som en institution, der med lange og ujævne mellemrum velsigner os med en plade, der til forveksling lyder som The Rolling Stones. Richards, der føler sig mest levende, når han spiller på en scene, har i samme periode højlydt brokket sig over gruppens lave aktivitetsniveau, haft diverse sideprojekter kørende samt udsendt en stribe soloplader, der kan overbevise hvem som helst om visdommen i at lade Jagger varetage vokalen i Stones.

Så hej, tillykke, mr. Keith Richards, med at gøre alle odds til skamme og nå en så fremskreden alder som 70. Rockmusikken, som vi kender den, ville have lydt markant anderledes uden dig, og verden – det billige skidt – ville have været et kedeligere sted.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorthe Jacobsen
  • randi christiansen
  • John Vedsegaard
  • Søren Rehhoff
  • Holger Madsen
  • Niels Mosbak
  • Vibeke Rasmussen
  • Steen Sohn
Dorthe Jacobsen , randi christiansen, John Vedsegaard, Søren Rehhoff, Holger Madsen, Niels Mosbak, Vibeke Rasmussen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Selv om jeg ikke er og aldrig har været decideret fan af The Stones, kender jeg (naturligvis!) og skråler glad og gerne med på deres musik.

Og jeg har det med Keith Richards, som jeg har det med originaler: Hvis bare man er en sand original og har stil, selvironi og charme, kan jeg tilgive meget. Det samme gælder for denne fate defying … crackhead. Kan man andet end holde af ham?

Den eneste Stones-koncert, jeg har overværet, er dén, der vises – flere klippet sammen – i Martin Scorseses dokumentar 'Shine a Light', og hvad jeg bl.a. lagde mærke til var, hvordan Mick Jagger stort set ikke interagerede med og vist overhovedet ikke på noget tidspunkt på publikum, hvorimod Keith Richards … nåja, han ikke alene , men flirtede og snakkede også livligt med publikum, alt imens han spillede videre. På et tidspunkt så det såmænd ud, som om han udvekslede en note – tlf.nr.? – med en smuk ung kvinde nær scenekanten.

Tsk-tsk, uanset de efterhånden 7 årtier, stadig en uforbederlig chamør. :-)

Simon H. Petersen

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Stones. Har netop været afsted i fittness center, på spinning cykel, med "Exile on mainstreet" på min mp3´er.

Han betegner iøvrigt selv nummeret "Midnight Rambler" som det mest unikke han har lavet med Jagger.

Stort tillykke og tak for at have velsignet verden med nyskabende rockmusik med ekstrem grad af musikalitet.

/Simon

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes at Stones er et rimeligt rockband, men har aldrig syntes at der var noget specielt revolutionerende over dem. Tvært imod har gruppen under Irak krigen været tamme som lam. Ikke en kritisk lyd er der kommet. De er og bliver et kopiband af The Beatles, som havde en revolutionær kraft og stor politisk og kulturel indflydelse i forhold til The Stones. Ikke alene skrev The Beatles deres første sang, men var også 'hjælper' for deres succes. Se interview med Paul Mccartney:
http://www.contactmusic.com/story/sir-paul-mccartney-the-rolling-stones-....
Og Lennon er også inde på det samme. Nogle af Stones lp'er var rene kopiforsøg, men helt uden samme kvalitet for eksempel Sgt. Pepper =Their Satanic Majesties Request, Let it Be = Let it Bleed og andre.
Men efter Vietnamkrigen og drabene på Lennon og Jimi Hendrix (mange mener at det var mord, da han have en halv flaske rødvin i lungerne og den kvinde han var sammen med den aften, pludselig ikke ville vidne.Meget af den tidlige rockhistorie er meget interessant), var der ingen virkelig rockstar som turde have nogen politisk mening. Slet ikke The Rolling Stones, som man ellers skulle mene havde potentialet til det. Men de har altid være borgerbørnenes gruppe. Om det så er min egen læge spiller han i et band, som kopierer The Stones.
At Keith Richard er blevet 70 skyldes vel hans gode familieforhold og det, at han har råd til rehab. Men når man ser interview med ham på You Tube, virker han som en meget rar gammel mand, der - hvis han ikke havde været rig og kendt - havde været tvangsindlagt på et plejehjem. Men han skulle efter alt at dømme have været meget vellidt blandt andre rockstars.

John Vedsegaard

Det siger jo noget om hvorvidt stoffer egentlig er farlige.

Farligheden skal nærmere søges i arbejdet med at skaffe penge til stoffer, spørg en hvilken som helst narkoman hvor meget af deres liv de bruger på at skaffe penge til stoffer, svaret vil være omkring 100%, hvorfor dødeligheden også er meget højere hos dem.

Ud over Keith Richard, findes der mange eksempler på det samme, mennesker som sagtens kan opretholde deres job til trods for forbrug af stoffer, læger vil kunne bruges som eksempler.

Keith Richard er en rigtig habil guitarrist og tjener kassen på det, derfor har han ikke ligefrem pengeproblemer, men hvis prisen på stoffer var proportionel med indtægten, så det straks anderledes ud og han ville sandsynligvis være død for mange år siden.

http://www.youtube.com/watch?v=wzKd0aiaK4c

John Vedsegaard

Ja, et af mange hvor han ikke bare viser sig frem, men spiller stille og roligt i baggrunden, man får simpelthen det indtryk at hen spiller fordi han kan lide at spille guitar, ikke fordi han har et stort ego. Man vil se det samme i stort set alle videoer, Keith Richards spiller altid på en diskret måde, men der er tydeligt at de andre musikere kan lide at spille sammen med ham. Der er jo utallige videoer hvor han spiller sammen med stort set alle.