Læsetid: 10 min.

Året der gik 2013

Dansk film sælger masser af biografbilletter, men ser man nærmere på filmåret 2013, mangler der trods Lars von Triers nymfoman både kvinder og eksperimenter
Et år, hvor man kan opleve en ny Malmros og en ny Trier i biografen, er et godt filmår. Foto fra Nymphomania: Christian Geisnæs

Et år, hvor man kan opleve en ny Malmros og en ny Trier i biografen, er et godt filmår. Foto fra Nymphomania: Christian Geisnæs

19. december 2013

Lars von Trier siger ikke noget. Siden han i 2011 på det skammeligste blev lyst i band af filmfestivalen i Cannes for at have udtrykt sig lidt klodset – og være blevet misforstået – om sit forhold til Hitler, har den danske filmkunstner ikke kommunikeret med verden.

Alligevel er Trier næsten det eneste, man snakker om for tiden. Hans nye film, den fire timer lange Nymphomaniac, har verdenspremiere om en uges tid, på selveste første juledag – mon ikke det morer tavse Trier, at en film fuld af sex, også den eksplicitte slags, således er årets store julefilm – og er allerede blevet ivrigt diskuteret og skrevet om.

Ja, siden Trier annoncerede, at han ville lave en art ’pornofilm’ om en nymfoman, og især siden Nymphomaniacs smågeniale pr-kampagne tidligere i år blev skudt i gang med en meget enkel og suggestiv plakat med en stiliseret vagina i form af en parentes, har Nymphomaniac placeret sig centralt i den offentlige bevidsthed i både ind- og udland.

Tavs mand taler

Lars von Trier kaster således en lang skygge, når han er filmaktuel, om han så taler eller ej. I virkeligheden tror jeg kun, at det hjælper filmen, at han forholder sig tavs, fordi så taler vi i stedet – vi har brug for at debattere og forstå, når nu manden bag ikke selv vil forklare. Og så hjælper det selvfølgelig på interessen, at Trier har lavet en film, der er barsk, morsom og temmelig drillesyg, mens den i tilbageblik fortæller om den modne kvinde, Joes, liv og seksualitet.

Der bliver diskuteret mange ting i den kapitelinddelte Nymphomaniac – samfundets forhold til sex, kærlighed, begær, mødre-, fædre- og kønsroller, religion, moral og meget andet – og selv om det er vigtige emner, er der heller ingen tvivl om, at Trier driver med sit publikum, tager det ved næsen i forhold til, hvor alvorligt alt det, han siger i filmen, skal tages. Hvilket ikke betyder, at det ikke skal tages alvorligt. Filmen er lang, men ikke for lang – faktisk glæder jeg mig til at se hans egen 5,5 timer lange version – og skuespillerne, kendte såvel som ukendte, gør det fremragende, ikke mindst når de bliver tydelige talerør for Trier, der med noget nær vellyst langer ud efter sine kritikere og den gode smag.

Det kan godt være, at Trier ikke taler; med Nymphomaniac siger han alligevel en del.

Vigtige diskussioner

Men der er selvfølgelig også sket andre spændende ting i det forgangne danske filmår: Lars von Triers makker i Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, har været i klammeri med Det Danske Filminstitut på grund af mistanke om rod i regnskaberne på Triers Antichrist. Den mangeårige rektor for Den Danske Filmskole, Poul Nesgaard, skulle søge sin egen stilling og blev pludselig angrebet fra alle sider af både elever og branchefolk, der ville have ham udskiftet.

Der var endelig premiere på Martin Miehe-Renards MGP Missionen, der skabte ballade, fordi DFI afviste at give den støtte med en lidt uheldig henvisning til, at den ingen billetter ville sælge med en farvet pige i hovedrollen. Filmen endte med at blive set af 100.000 mennesker, hvilket er meget i betragtning af, at de gode ambitioner om på flere måder at fortælle en multikulturel historie blandt andet strandede på en gumpetung og uelegant iscenesættelse.

Marianne Jelved synes at have fået overbevist det øvrige folketing om, at en ny filmlov, der gør det ulovligt for danske kommuner at drive og i udstrakt støtte biografer, er en god idé, selv om de små og mellemstore biografer, der vil blive ramt af loven, argumenterer overbevisende for, at det vil skade mangfoldigheden og føre til lukning af biografer, der ofte tjener som vigtige, lokale kulturcentre.

Kvinder og nationalromantik

Man diskuterede fremtidige modeller for finansiering, produktion og distribution af danske film i en virkelighed, hvor streaming og VoD hjælper publikum med at få, hvad de vil have, når og hvor de vil have det. Det presser biograferne og dermed den indtjening, der skal gøre det muligt for branchen at lave nye film. Ingen synes dog endnu at have fundet en farbar vej, og biograferne trutter i trompeten over, at det faktisk går meget godt, hvis man udelukkende ser på billetsalget for danske film.

I 2013 når billetsalget nemlig over fire millioner i alt, hvilket er lige så meget som i 2012 og en flot markedsandel til dansk film på cirka 30 procent, hvilket er en af de højeste i Europa til en national filmbranche. Mindre flot er det dog, at kun to af årets 17 danske spillefilm er instrueret af kvinder – Annette K. Olesens Skytten og Anne-Grethe Bjarup Riis’ Tarok – og at det er svært at få øje på betydende og betydelige kvinderoller i de danske film, ja, de kan i år næsten tælles på én hånd.

Og nu vi er ved brokkeriet: Var det ikke for Nicolas Winding Refn og hans (noget uretfærdigt) udskældte Only God Forgives og Lars von Trier og Nymphomaniac, ville året heller ikke have budt på egentlige filmiske eksperimenter af den slags, som flytter filmsproget. Jo, der har været premiere på en del gode og solide mainstreamfilm i løbet de seneste 12 måneder, men man kan godt savne noget mere kreativt vovemod og kunstneriske udfordringer.

Hep på en hest

Selv Christoffer Boe, der tidligere og med skiftende held har eksperimenteret til højre og venstre, forsøgte sig i 2013 med en forholdsvis tradtionel – men meget vellykket og velspillet – portrætfilm, Spies & Glistrup, der da også endte med at sælge 330.000 billetter. Så kan man argumentere for, at måden, hvorpå Boe skildrer de to venner, rejsekongen Simon Spies (Pilou Asbæk) og advokaten og politikeren Mogens Glistrup (Nicolas Bro), viser, at instruktøren har mere på hjerte end den traditionelle biografiske film.

Spies & Glistrup handler både om to revolutionære, der ville lave om på samfundet, og om hvordan samfundet fik skovlen under dem.

Til sammenligning ville årets anden store portrætfilm, Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grastens hestedrama Tarok, ikke ret meget andet end lefle for det, indrømmet, forsømte provinspublikum med en overfladisk og unuanceret omgang nationalromantik om hesten – og familien, der ejede den – der gav Danmark noget at heppe på i krisetider.

Grasten havde sikkert håbet på, at vor tids økonomiske krise – og min og ældre generationers varme minder om Tarok – ville få folk til at bestorme biograferne. Men der er stadig retfærdighed til, og filmen har i skrivende stund – den 17. december – blot solgt cirka 105.000 billetter. Det fik i øvrigt Grasten, der tidligere har bandet Biografklub Danmark langt væk, til at bede klubben, der har 200.000 medlemmer og sikrer et vist billetsalg, om en særordning for sin film.

Heldigvis lykkede det ikke.

Hysteri og kærlighed

Ja, ser man bort fra de sædvanlige, dårlige familie- og animationsfilm og dumme komedier – Min søsters børn i Afrika, Otto er et næsehorn, Olsen Banden på dybt vand og Alle for to – så er årets største succeser også at finde blandt de bedste film.

Thomas Vinterbergs Jagten, der i januar sparkede filmåret i gang og endte med at sælge 672.000 billetter, vakte debat med sin medrivende historie om en uskyldig mand (Mads Mikkelsen), der på grund af en lille løgn og emsige voksne mennesker anklages for pædofili og får sit liv ødelagt. Det er en af årets allerbedste film, et godt akkompagnement til Vinterbergs egen Festen (1998), og Mikkelsen er fremragende som manden, der bliver offer for et landsbysamfunds snævertsyn og hysteri, og som må kæmpe for overlevelse.

Mads Mikkelsen vandt sidste år en skuespilprise i Cannes for sin rolle i Jagten, og for en uges tid siden blev filmen nomineret til en Golden Globe. Håbet er nu, at den også bliver Oscarnomineret.

Årets absolutte topscorer, hvad angår billetsalg – 715.000 stk. indtil videre – er en mindre personlig, men dygtigt iscenesat, effektiv og stilbevidst thriller, nemlig Mikkel Nørgaards Kvinden i buret, der er baseret på en krimi af Jussi Adler Olsen. Der er en god dynamik mellem Nikolaj Lie Kaas og svenske Fares Fares, der spiller henholdsvis kriminalkommissær Carl Mørck og hans højre hånd, Assad, som dykker ned i en mystisk sag om en ung kvinde (Sonja Richter), der forsvandt for flere år siden.

Man må sige, at instruktør Nørgaard klarer springet fra Klovn, han har instrueret både tv-serien og filmen, til krimigenren til UG med kryds og slange, og man forstår godt, hvorfor han allerede er i gang med den anden film om Mørck og Assad, Fasandræberne.

Et par mere garvede filmskabere, Annette K. Olesen og Søren Kragh-Jacobsen, slap ikke lige så godt fra henholdsvis en politisk thriller, Skytten, og en P.O. Enquist-filmatisering, I lossens time.

Kragh-Jacobsens film er mestendels et stemningsfuldt drama om kærlighed og jagten på lykken, men den har problemer med psykologien og enkelte af hovedrolleindehaverne. Olesen kan derimod ikke få spændingselementerne til at fungere i sin ellers betimelige film om en miljøaktivist (Kim Bodnia), der af nød – føler han selv – bliver terrorist, og journalisten (Trine Dyrholm), han bruger som sit talerør. Scenerne, hvor de to hovedpersoner interagerer, er glimrende, men nogen større debat skabte Skytten ikke, hvilket man vist havde håbet.

Stærke debutanter

To debutanter – eller én debutant og en næsten-debutant – har gjort indtryk i år. Ask Hasselbalch, en glad genredreng, der er opflasket med en solid diæt af gyser- og actionfilm, tog springet til spillefilmen med den meget fine superheltefilm Antboy. Filmen, der er baseret på en række populære bøger af Kenneth Bøgh Andersen, handler om 12-årige Pelle (Oscar Dietz), der bliver bidt af en myre og udvikler superkræfter. Og dem får han brug for, da superskurken Loppen (Nicolas Bro) begynder at terrorisere byen, Pelle bor i.

Antboy fortæller en rigtig origin-historie, som på én og samme tid bejler til den amerikanske superheltefilm og holder myrefødderne solidt plantet i den danske muld. Resultatet er både charmerende og energisk, og man kan kun se frem til Antboy 2, som er på vej – også med Ask Hasselbalch i instruktørstolen. Filmen solgte små 175.000 billetter, og skal der komme et hjertesuk, må det være, at den ikke nåede over de 414.000 billetter, Min søsters børn i Afrika solgte.

Der er grund til at glæde sig over, at også den anden halvdel af instruktørparret bag fængselsfilmen R (2010) er gået solo med en vedkommende og socialt og menneskeligt engageret film fra dagens Danmark. Sidste år var det således Tobias Lindholm, som leverede en af de bedste danske film med piratdramaet Kapringen, i år er det Michael Noer med ungdoms- og gangsterdramaet Nordvest.

Begge instruktører søger autenticiteten, og ligesom Tobias Lindholm er Michael Noer – der tidligere har lavet dokumentarfilm – interesseret i genrefilmen som et bagtæppe for en mangefacetteret og intens psykologisk fortælling om mennesker i knibe. Nordvest handler om to store drenge, brødre (Gustav og Oscar Dyekjær Giese), der drømmer om et bedre liv for sig selv og deres familie og lader sig forføre af de ’nemme’ penge, som de kan tjene ved at arbejde for kvarterets gangstere. Det er dog ikke ufarligt og konsekvenserne er alvorlige i en film, der godt kan læses som en social- og samfundsmæssig kritik, men som i bund og grund handler om familier, venskaber, loyalitet, håb og drømme.

Modige filmskabere

Lad os slutte nogenlunde, hvor vi begyndte: Med en instruktør, der egentlig ikke ville tale, men endte med at gøre det alligevel, og en af året sidste film, der vakte opsigt, fordi den tog et meget personligt og smerteligt erfaringsmateriale under behandling. Kan man overhovedet tillade sig det, lød det fra mange sider, mens folk flokkedes i biografen.

Nils Malmros’ stærke og selvbiografiske Sorg og glæde handler om dengang for 30 år siden, hvor Malmros’ kone slog parrets lille datter ihjel i en depression. Det er svært stof at formidle på film, men Danmarks fremmeste erindringskunstner formåede på – trods alt – nænsom vis at finde det universelle i en film om den modne kærlighed, der kan overvinde alt, selv et barns død under så frygtelige omstændigheder.

Lars von Trier er en modig filminstruktør, som indholdsmæssigt og formmæssigt konstant udfordrer sig selv og publikum med film, der dyrker alt det, han selv er fascineret af og bange for. Nils Malmros, som har været en inspiration for Trier, er en lige så, om ikke mere modig filmskaber, fordi han så direkte og vedholdende tager af det, Per Højholt kaldte ’hovedstolen’, og gør det interessant og vedkommende for alle os andre.

Et år, hvor man kan opleve en ny Malmros og en ny Trier i biografen, er et godt filmår.

Nymphomaniac’ har premiere den 25. december og bliver anmeldt her i avisen den 23. De øvrige film kan enten købes/lejes på hjemmevideo eller VoD eller går stadig i biografen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Åberg
  • Simon Ørberg
Martin Åberg og Simon Ørberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad har du imod film som Min Søsters Børn i Afrika, Christian Monggaard? Jeg har rent faktisk set denne film (på Blu-Ray), og det er faktisk en fornøjelig lille film. Og den handler faktisk om et svært emne; krybskytteri i Afrika handler den om. Hvorfor er alle danske filmanmeldere efter film som Min Søsters Børn i Afrika, Alle for To, eller Far til Fire filmene? Jeg forstår det ganske enkelt ikke, ligesom jeg heller ikke forstår, hvorfor en lille fornøjelig film som Player (med Caspar Christensen) fik så hård medfart af en samlet dansk filmanmelderstand! Jeg har set filmen, Player, på BlurayDVD; min holdning er at det er en lille let fornøjelig sommerfilm. Og ikke en storladen diskussionsfilm som sætter problemer under debat eller som udlever instruktørens egne dæmoner ift. dette eller hint.

Og det synes som en samlet dansk anmelderstand er totalt enige om at hvis en film appelerer til mere end 250.000 mennesker, ja så er det altså nok en film, som er dårlig!

Hvorfor skal en instruktør som Lars Trier hyldes? (manden er jo en snob, han kalder sig sewlv for von Trier...) Hvorfor skal han hyldes for de dårlige film han har lavet? Og jo, de er dårlige, ikke dem allesammen, men de sidste. Og alle synes at hylde Lars Triers filmiske geni; for mig er Lars Trier ikke en filmisk geni, manden er en en selvcentreret snob, som åbenlyst i slutsekvensen af Manderly lader skinne igennem, at han bestemt ikke mener at afro-amerikanerne (de sorte) i USA er klar til at få ansvar i og for samfundet! Og nej, Christian Monggard, der er ikke nogen diagnose der i dag hedder 'kvindelig nymfomani', selvom Lars Trier påstår dette. Og man kan ikke diagnosticere sig selv! Uanset hvor meget Lars Trier påstår dette!

Ift. Niels Malmros forstår jeg altså heller ikke din hyldest til denne instruktør; manden har taget hele skylden for den udåd hans hustru begik for cirka 30 år siden. Og personligt kan jeg godt forstå, men det at Niels Malmros gør det (har gjort det), fritager jo hans hustru for at tage ansvaret for det forfærdelige hun har gjort!

Og hvorfor elsker alle danske filmanmeldere historier om de slemme drenge fra f.eks. Nordvest? Jeg forstår det ikke....

Brian Pietersen

jeg har ikke kunne finde en eneste dansk film jeg gad at gå i biffen for at se, der har været nogle få udenlandske....

men er tæt på at være enig med Karsten..

Film er for ofte for forudsigelige. Helten er den pæne, og skurken den grimme.
Tror ikke jeg mindes andre end "Hesten fra Torino", som indenfor de seneste par år, har sat sig grundigt. Og den handler næsten ikke om noget.