Læsetid: 10 min.

Adskillelsens tilstand

I Sydafrika har også forfatterne levet hver for sig – adskilt af tilgangen til apartheid i deres værker. Alligevel er de forbundet i deres fokus på at spørge om, hvem der er den fremmede
I Sydafrika har også forfatterne levet hver for sig – adskilt af tilgangen til apartheid i deres værker.  Alligevel er de forbundet i deres fokus på at spørge om, hvem der er den fremmede

Shaun Higson

13. december 2013

Det er ikke muligt at skrive om sydafrikansk samtidslitteratur uden at skrive om apartheid. Det racistiske regime var som en øjenbetændelse, der hæmmede udsynet, og på enhver måde påvirkede, hvad man kunne skrive og læse.

Apartheid betyder bogstaveligt talt ’adskillelsens tilstand’, og sydafrikansk litteratur har netop været mærket af en form for ’adskilthed’, ikke kun under Det Nationale Partis regime, men helt frem til i dag. Samtidig førte reaktionen på betingelserne under apartheid til en forbundethed inden for sydafrikansk litteratur – med sit labyrintiske puslespil af engelsktalende, afrikaanstalende og zulu-, xhosa-, sotho-, pedi-, tswana-, venda-, siswati-, tsonga- og ndebele-talende.

Da Nadine Gordimer som den første sydafrikaner modtog Nobelprisen i litteratur i 1991 (tre år før afslutningen på apartheid, men under H.F.W de Klerks indledende bestræbelser på at afmontere regimets juridisk velsignede racisme), undlod dommerne behændigt at knytte hendes forfatterskab direkte til hendes offentlige og litterære modstand mod Det Nationale Partis politik. I stedet roste de hende for at være en forfatter »som gennem sin fantastisk episke litteratur – med Alfred Nobel – har været en stor gevinst for menneskeheden«. Den formulering var, som mange andre fra Nobelpris-komiteen, mere politik end politisk; en gestus, der signalerede international anerkendelse, men som samtidig kneb uden om at tilkendegive støtte til hendes aktivisme.

Gordimers far var jødisk flygtning, hendes ven Bettie du Toit havde været fængslet, hendes forældres hjem var blevet ransaget af politiet, og hun var blevet venner med Nelson Mandelas forsvarsadvokater under retssagen mod ham i 1962. Nobelprisen var langt fra den første større anerkendelse af hendes arbejde: hun blev også tildelt James Tait Black-prisen i 1971 for A Guest of Honour (Æresgæst på dansk, red.) og Bookerprisen i 1974 for The Conservationist (en pris hun delte med Stanley Middleton for hans Holiday)

Denne anerkendelse fulgtes af en mørk skygge i Sydafrika. A World of Strangers (I fremmed land på dansk, red.), July's People, The Late Bourgeois World (Den senborgerlige verden på dansk, red.) og Burger's Daughter (Burgers datter på dansk, red.) blev alle underlagt censur af staten. The Conservationist er og bliver hendes bedste værk. Fortællerstemmen, Mehring, en utilfreds hvid forretningsmand, hvis liberale søn håner ham for hans konservatisme, og hvis bekendte undviger ham, køber en landejendom for at give sit liv mening. Han har intet begreb om at drive landbrug og er afhængig af sorte arbejdere. En uidentificeret sort mand findes død og begraves i alt hast: Han 'hjemsøger' nu Mehring. Denne allegori er lige ud ad landevejen, men dens ublu tydelighed forstyrres af fremstillingen af Mehring; læserens sympati skifter konstant mellem syrlige og blide former for medlidenhed med denne stivnakkede og ubevidst svage karakter.

July's People er måske den mest kontroversielle af hendes romaner. Den beskriver en tænkt voldelig afslutning på apartheid, hvori den hvide befolkning bliver forfulgt: som i Christopher Priest's Fugue for a Darkening Island, fik dens beskrivelser af et hævngerrigt, sort folk visse liberale kritikere til at krympe sig.

I sine postapartheid værker har Gordimer skrevet om stigningen i antallet af voldelige forbrydelser i The House Gun (Husvåbnet på dansk, red.) og om de nye former for udbytning i The Pick-up, omend nogle har ment, at disse romaner mangler det kampberedte etos, som kendetegnede hendes tidligere arbejde.

Nobelpriskomiteen gjorde imidlertid ret i at fremhæve Gordimers opråb til menneskeheden; ’vi'et’ i hendes værker antyder altid, at det ikke er hverken utænkeligt eller uden for rækkevidde, at ’I’ også kan tilkendes samme humanitet.

I sin takketale talte hun i blændende vendinger om forholdet mellem Sydafrika og resten af verden og om den sydafrikanske forfatters pligt over for hendes land: »Da jeg som meget ung begyndte at skrive i et rigidt racistisk og grundlæggende kolonialistisk samfund, følte jeg som mange andre, at min eksistens befandt sig helt ude på kanten af ideernes, forestillingsevnens og skønhedens verden. At disse ting, som trådte frem i poesi og fiktion, drama, maler- og skulpturkunst, var forbeholdt den fjerne sfære, vi kendte som 'udlandet'. Det var den drøm, mine samtidige – hvide såvel som sorte – havde: at rejse ud, fordi det var den eneste måde, vi kunne få adgang til kunstens verden. Denne forestilling ændrede sig først med erkendelsen af, at raceadskillelsen var som lovens port i Kafkas lignelse, lukket for den, der anmoder om foretræde, fordi han ikke forstår, at kun han selv kan åbne den. For at finde verden måtte vi først træde helt ind i vores egen. Vi måtte gennemleve den tragedie, der hørte til lige netop vores sted.«

I 2003 fik Sydafrika sin anden Nobelprismodtager: J.M. Coetzee. På mange måder repræsenterer Coetzee og Gordimer den perfekte sammenlignings- og modstillingsøvelse. Mens Gordimer blev i Sydafrika – og nægtede at sætte sin fod i et gated community, selv efter hun blev overfaldet i sit hjem i 2006 – er Coetzee emigreret og fået australsk statsborgerskab.

Mens Gordimers værk angriber apartheid frontalt, cirkler Coetzee, der har vundet Bookerprisen to gange, omkring det på afstand.

Referencen til Kafka i titlen på hans første prisvindende bog – Life & Times of Michael K (Historien om Michael K på dansk, red.) – er lige så skamløs, som den er forblommet. Den ødelagte hovedpersons begær efter at »leve af jorden« bliver til en øvelse i fornægtelse frem for ejerskab; hans frihed bliver friheden til at sulte sig selv. Disgrace (Vanære på dansk, red.), den anden af hans Bookerprisvindende romaner, har også en karakter – David Lurie, en deprimeret litteraturprofessor hvis første vanære er at have forført en studerende – forsøger at finde forløsning i det rurale.

Sammenlignet med mere tydelige symbolske reaktioner på kolonialisme og undertrykkelse, som dem man finder i hans The Childhood of Jesus or Waiting for the Barbarians (Vi venter på barbarerne på dansk, red.), eller i det mangefacetterede portræt af angstplagede og ineffektive hvide liberale i Age of Iron (Jernalder på dansk, red.), er forbindelserne mellem Disgrace og sydafrikansk politik mere komplekse og uhåndterlige.

Bogen blev skrevet i 1999, lige efter Sandheds- og Forsoningskommissionen og et hovedtræk ved Luries vanære er, at han nægter at undskylde oprigtigt over for skolens komite. (Ingrid de Kok har for øvrigt skrevet nogle bjergtagende digte om Sandheds- og Forsoningskommissionen i Terrestrial Things). Det er sigende, at Nobel-omtalen af Coetzee endnu en gang undgår det politiske: den blev belønnet for sin evne til at »i adskillige forklædninger at portrættere den fremmedes overraskende indblanding«.

Spørgsmålet om, hvem der er den fremmede er af største betydning, ikke kun i Coetzees værk. ’Apartheid’ er et låneord fra Afrikaans. Uretfærdighed avler paradokser, og apartheid var ingen undtagelse. For det første var det ikke et spørgsmål om sort-hvid: Apartheid opdelte ondskabsfuldt samfundet i ’indfødte’, ’hvide’, ’farvede’ og ’asiater’. Dertil kommer, at den hvide befolkning langtfra var homogen, splittet som den var mellem engelsk- og afrikaanstalende.

Fejl på begge sider-holdningen

Mere nutidige romaner – f.eks. Jason Donalds forrygende Choke Chain, Marli Roodes Call It Dog, Lauren Beukes’ Zoo City (en imponerende urban fantasy), Damon Galguts In a Strange Room, Achmat Dangors Bitter Fruit – har taget disse paradokser under behandling med relativt stor præcision.

I forsøget på at gribe om problemerne i nutidens sydafrikanske samfund har der været en beklagelig tendens til romaner, der anlægger en »fejl på begge sider«-holdning. Kriminalitet, hiv og aids samt korruption er ikke noget, der er særegent for Sydafrika. Apartheid var derimod. Kriminallitteraturen lader til at være drivkraften i bestræbelserne på at håndtere dette tema i værker som f.eks. Margie Orfords Blood Rose og Deon Meyers Trackers.

At engelsk dominerer globalt har betydet, at forfattere, som skriver på afrikaans eller et af de ni afrikanske sprog, ikke har fået nær så meget opmærksomhed. André Brink – forfatter til An Act of Terror (Attentatet på dansk, red.) og A Dry White Season (En tør hvid årstid på dansk, red.) – er formentlig den bedst kendte skønlitterære forfatter, der skriver på afrikaans; sammen med Breyten Breytenbach har han givet form til den litterære bevægeles ’The Sixty'ers’. Denne brogede skare har forsøgt at reetablere en forbindelse mellem afrikaanslitteratur og bredere modernistiske strømninger: Mandela brugte et digt af Ingrid Jonker i sin første tale til det sydafrikanske parlament. Brinks egne romaner – halvt politiske dannelsesromaner og halvt thrillere – har taget en didaktisk drejning, som ofte afslører og undergraver hovedpersonernes fordomme.

Den moralske forfatter og den amoralske stat

Breytenbach, digter såvel som romanforfatter, er efter min mening den mest betydningsfulde essayist fra Sydafrika. Han var fængslet i otte år for højforræderi (en oplevelse, han har beskrevet i The True Confessions of an Albino Terrorist) og han forsøger i sit arbejde at gentænke, hvad ’adskilt’ og ’fremmed’ kan betyde.

»Notes from the Middle World«, publiceret i sjette udgave af McSweeney's magazine, er en skøn, larmende polemik. Den indledes med ordene: »Jeg ville gerne smage brisen og spadsere gennem Mellemverdenen, hvilket er, og ikke er, det samme som Den Globale Landsby. Lad os sige, at Mellemverdenens indbyggere – jeg forestiller mig dem som uborgere, sådan som der f.eks. kan være uamerikanske aktiviteter versus ikke- eller antiamerikanske – er globale vagabonder, riddere af den nøgne stjerne. De defineres af, hvad de ikke, eller ikke længere er, snarere end det, de er imod eller ligefrem afviser.«

Breytenbach tilbyder en vej ud af den farlige gensidige afhængighed mellem den moralske forfatter og den amoralske stat. Han katalogiserer karakteristika (og begrænsninger) ved uborgerne i Mellemverdenen – og lister bl.a. Frantz Fanon og Franz Kafka, Bessie Head og Amos Tutuola, Matisse, Cavafy og Mandela i rækken af uborgere (men ikke Vargas Llosa, Allen Ginsberg, Roland Barthes, Charlie Chaplin eller Kundera efter at han ’blev fransk’).

I en lovsang til polyfonien, hybriditeten og kamelæonen, erklærer han: »Hvis fortiden og nutiden er et samlet hele … hvis man lever i denne mulige spænding, hvis man forestiller sig fortiden som tilintetgjort tid – hvad sker der så med hukommelsen? Hvis man vedbliver at opfinde og mangfoldiggøre sig selv – hvis hukommelse er det da, man i sidste ende blander med mulden?«

Cavafy er noget af en ledestjerne for Breytenbach og når han stiller Cavafys store spørgsmål – »og hvad så nu, hvad kommer der til at ske med os, nu hvor barbarerne ikke længere er her? De var, disse mennesker, en slags løsning« – kan man ikke undgå at høre dets ekko i dele af den sydafrikanske fiktion.

Jeg vil især opfordre læserne til at udforske afrikaans-forfatteren Etienne van Heerden. The Long Silence of Mario Salviati formår at forvandle Breytenbachs forslag til fiktion. Det er en roman, der er sammenlignelig med den magiske realisme hos Rushdie, García Márquez og Ngugi wa Thiong'o; en lysende kærlighedshistorie (i ordets oprindelige betydning) der foregår i landsbyen Yearsonend for foden af Usandsynlighedens Bjerg, og hvis persongalleri tæller en døv, dum og blind tidligere krigsfange; en Strudsekonge; en naivistisk skulptør; en kvinde uden ansigt og mange flere. Den sydafrikanske forfatter Christopher Hope kritiserede den, til en vis grad uretfærdigt, synes jeg, i en anmeldelse i The Guardian for at prædike ’nonsens’ om en forenet regnbuenation. Den vurdering underkender imidlertid hvor usikkert, fragmenteret og afsides et samfund, van Heerden beskriver; kritikken overser også romanen metafiktive illusion: at nationale fortællinger uafvendeligt altid er fiktioner, og at sådanne forløsende visioner måske kun er mulige i kunsten og ikke i virkeligheden.

Litteratur på afrikanske sprog er endnu ringere repræsenteret end litteratur på afrikaans. Den store diskussion mellem Wa Thiong'o og Chinua Achebe om relationen mellem engelsk og afrikanske sprog har også været ført i Sydafrika; blot var landet optaget af andre og mere akutte problemstillinger. At langt de fleste prominente sydafrikanske forfattere er hvide afspejler muligvis mere end blot den almindelige ulighed i den litterære verden. Når det er sagt, var værker som Njabulo Ndebeles The Cry of Winnie Mandela en fascinerende faktion, som forbandt ’kvinden, der ventede’ med selve det offentlige fald fra tinderne, som overgik verdens mest kendte ventende kvinde. Der er også en historisk dimension i denne afrikaans-knaphed inden for litteraturen.

A.C. Jordans Wrath of the Ancestors udkom først på engelsk i 1980, 12 år efter forfatterens død. Går man endnu længere tilbage nåede Thomas Mofolos Chaka (1925) først en engelsktalende læserskare længe efter, at forfatteren havde vendt litteraturen ryggen (og den bedst kendte udgave udkom efter han var blevet sat på gaden under the Bantu Land Act).

Endelig er der naturligvis Mandelas egen Vejen til frihed, en selvbiografi beundringsværdigt fri for modbeskyldninger eller selvmedlidenhed og tværtimod frygtløs i sin beskrivelse af privat sorg og national katastrofe. Mandelas memoirer er ikke blot en klassiker inden for politiske erindringer, men er enestående i sin opvisning af moralsk empati.

 

Stuart Kelly er litteraturredaktør ved Scotland on Sunday og freelancekritiker og skribent.
© Guardian og Information Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oven i de nævnte bøger bør også nævnet "Riotous assembly" af Tom Sharpe fra 1971 - en syret omgang uden hæmninger. Selv om den har apartheid som omdrejningspunkt, husker jeg den mere som det rene Monty Python.