Ayub Kalule: Verdens bedste dårlige bokser

Som han ligger der på bjerget med ansigtet trykket fladt mod asfalten helt alene uden for den store moské i Ugandas hovedstad Kampala med solen på vej ned i baggrunden, slår det mig, at dette er et menneske, hvis fantastiske bedrifter har haft sin pris.

Hans succes i alverdens boksehaller har skabt en afstand til broren, som stak af med de penge, han sendte hjem i den tro, at de var ved at starte en virksomhed sammen, og han må undvære sin søn og datter, som blev boende i Danmark, da ægteskabet brast, og hans danske kone fandt sig en ny kæreste.

Således blev han da også, da vi spiste frokost, i første omgang nægtet at bestille en forret bestående af rejer og avocado, hvorom tjeneren forklarede, at det var en ret, som han nok ikke ville bryde sig om, at det jo var den hvide mands ret, hvorefter hans trang til at kigge på skyerne endnu en gang tog over.

Succesen har forvandlet den fattige knægt fra Kampala til en verdensborger, der kan begå sig lige så godt i en typisk dansk forstad som i et afrikansk slumkvarter, hvilket er lige præcis kun lige ved og næsten at være på den rigtige måde – han er blevet kronisk fremmed.

Det er foruden hans Gud kun boksning, der i de dage, vi har tilbragt sammen, har kunnet få ham til at rykke frem på stolen og knytte næverne, lynsnart dukke sig og rulle fra side til side for så at komme igen som en trold af en æske med en knastør imaginær kæberasler.

Det er i den ring, at han hører hjemme. Det var det dengang, han prydede avisforsiderne, og det er det stadig.

»Gud og boksning, det er mit liv,« smiler han og bukker sig lige så forsigtigt ned efter skoene, han har stillet fra sig for foden af marmortrappen op til det storslåede muslimske monument.

Ayub Kalule, den første danskbaserede verdensmester i boksning, blev født i Kampala for 60 år siden den 6. januar 1954.

Tæt på hans barndomshjem, som talte 13 søskende, løb Ækvatorlinjen, så når den femtefødte Ayub flygtede over stok og sten fra sine klassekammerater, som gerne tæskede ham efter skoletid, var det på kryds og tværs over sydlige og nordlige breddegrader. Deri lå et forvarsel om det sammensatte liv, som lå og ventede forude for den spinkle dreng fra slumkvarteret – efter at han havde misforstået, hvordan man bokser rigtigt.

Som noget helt enestående i boksehistorien, hvor venstre- håndede bokser med højre fod forrest og højrehåndede med venstre fod forrest, boksede Kalule i en form for pasgangspositur med sin stærkeste højre arm og højre fod forrest. Han havde tillagt sig den besynderlige stil ved at efterligne sin venstrehåndede storebrors bevægelser i den lokale bokseklub, hvor han var begyndt at tage hen om eftermiddagen for at lære at forsvare sig mod sine plageånder fra skolen.

Det gav den senere amatør-verdensmester et ualmindeligt effektivt højre jab, som kunne dræne selv de allerbedste modstandere for kræfter i løbet af en kamp, men de var så til gengæld svære at slå ud med hans afsluttende, forholdsvist svagere venstre hånd.

»Jeg skulle ofte høre for det, men faktisk blev 24 af mine 50 modstandere standset før tid, og det er jo da også en del,« siger Ayub Kalule på en velkendt underspillet dansk måde og rækker ud efter sin sodavand.

»Når jeg nogle gange valgte at give dem lidt snor, var det for at udvikle mig selv, for at blive stærkere og mere udholdende. Jeg havde altid den næste kamp i tankerne.«

Den overlegne sejr

Kalule forlod Uganda i 1976 til fordel for en danskbaseret karriere som professionel bokser hos promotor Mogens Palle og træner Børge Krogh. De næste tre år bød på 30 sejre i træk og en topplacering på verdensranglisterne, hvor- efter fulgte karrierens foreløbige højdepunkt i form af en VM- titelkamp på udebane mod japanske Masashi Kudo.

På det tidspunkt havde de danske tv-seere under kyndig vejledning af DR Sportens storbrillede værter for længst fundet en plads i hjertet til det fremadstormende boksetalent. I en tid, hvor globaliseringens centrifuge med udflytning af arbejdspladser, flygtningestrømme og fremmedhad endnu ikke rigtigt var begyndt at snurre, lå det lige for snart at hylde, som man sagde, Danmarks første verdensmester.

Imens Kalule – efter at have haft hovedrollen i en dokumentarfilm af Jørgen Leth i foråret 1979 i og omkring sit nye hjem i Albertslund – forberedte sig på VM-kampen, som han vandt i overlegen stil, begyndte hans hjemland at gå i opløsning.

Den personlighedsforstyrrede og hypervoldelige diktator Idi Amin flygtede ud af landet som følge af et angreb fra Tanzania anført af Yoweri Museveni og Milton Obote – sidstnævnte havde Amin selv væltet ved et militærkup i 1971.

I 1980 forsvarede Kalule sin VM-titel for tredje gang. Der skulle 15 omgange til for at knække sydafrikanske Bushy Bester i Vejlby-Risskov Hallen. Et par måneder senere vandt Obote valget i Uganda og fik et væbnet oprør på halsen anført af Museveni.

»Det begyndte at være det vigtigste for dem. Journalisterne. Hvad mener du om ham den ene, og hvad mener du om ham den anden? Jeg mener ingenting, svarede jeg altid. Jeg er en sportsmand. Jeg bokser. Er der nogen, som kunne tænke sig at høre lidt om det?«

Kalule gjorde, hvad han kunne for at glemme urolighederne i hjemlandet, da han nu begyndte at tælle ned til sin hidtil største udfordring: en VM-titelkamp på udebane mod OL-guldvinderen fra 1976, Sugar Ray Leonard.

Nederlaget

Forventningerne var enorme til Sugar Ray Leonard blandt journalisterne og hjemmepublikummet i USA. Sugar Ray Leonard var den næste Muhammed Ali, og hans første offer var den sorte dansker fra Uganda, Ayub Kalule. Der var så godt som ingen af de fremmødte, som så nogen trussel i Kalules forudgående, imponerende 36 sejre i træk som professionel.

Da de to boksere mødtes i Texas den 25. juni 1981, lagde Leonard da også bedst ud. Serier af hurtige stød mellem paraderne rystede verdensmesteren, der dog begyndte at få et bedre greb om kampen i løbet af fjerde og femte omgang.

Publikum blev trukket længere frem på sæderne og rejste sig op ved indgangen til ottende omgang, der bød på en kamp mellem to topatleter, som lige stædigt nægtede at give sig.

Stillingen var 78-76 i Sugar Ray Leonards favør midtvejs i niende omgang.

Da skete der det skæbnesvangre for den ugandiske verdensmester, at et slag til kæben sendte ham i gulvet. Der var blot syv sekunder tilbage af niende omgang på dette tidspunkt, da nu kamplederen løftede sin arm og begyndte at tælle. En … To … Tre … Kamplederen nåede at tælle til seks, inden Kalule var tilbage på benene, hvorefter han til sin store overraskelse blev nægtet at bokse videre.

Tv-seere så en målløs Kalule stå i hjørnet og stirre på kamplederen, imens trænere, journalister og hjemmepublikum sprang ind over ringen fra alle sider for at lykønske Sugar Ray Leonard.

»Kamplederen tog fat i mine handsker og spurgte, om jeg var klar til at fortsætte, hvortil jeg nikkede ivrigt. Dette var mit livs kamp. Selvfølgelig var jeg klar. Desværre havde han ikke spurgt mig om dét, påstod han efter kampen, da vi indgav en klage, men om jeg havde fået nok.«

Kalule er stadig forbitret over det nederlag til Sugar Ray Leonard, som han ser som en del af et større mønster, hvor amerikanske boksere altid vinder på hjemmebane. Overraskende er han dog lige så oprørt over en senere sejr.

Han fortæller, at han efter kampen mod Leonard og endnu to nederlag i USA af det europæiske bokse- forbund blev matchet mod en ung engelsk bokser ved navn Jimmy Price.

Kalules opsparede frustration over nederlagene i USA og vedholdende kritik af tidligere kampes pointsejre førte i den stopfulde arena i London til en alt for voldsom knockout af den engelske bokser i første omgang, hvilket stadig plager Kalule den dag i dag.

Nok mener han at vide, at Jimmy Price ikke fik varige mén af slagene, men han satte aldrig sine ben i en boksering igen.

»Boksning er sport. Ikke vold. Nogle boksere krydser den linje. Det har jeg ingen respekt for. Jeg har altid haft et godt forhold til mine modstandere, som jeg da også ofte mødtes med efter kampene og takkede for indsatsen. Vi gjorde kampene smukke sammen.«

Hjem til Afrika

De tre nederlag i USA og sejren over Jimmy Price havde fået Kalule til at overveje sin boksefremtid, som han valgte at indstille efter sit kun fjerde nederlag i 50 kampe på udebane til englænderen Herol Graham den 5. februar 1986.

Kalule afleverede sit europæiske bælte til Graham og vendte næsen hjemad.

På det tidspunkt var Idi Amins efterfølger Milton Obote netop blevet afsat af hæren anført af Tito Okello, der et par måneder senere selv blev væltet af Yoweri Museveni.

Det fik Joseph Kony fra det nordlige Uganda, Okellos hjemegn, til at erklære borgerkrig. Uroen fik Kalule til at fravælge Uganda.

Fra nabolandet Kenya kunne Kalule følge den selvudnævnte profet Joseph Konys forsøg på ved hjælp af narkohypnotiserede børnesoldater og massevoldtægter at gennemtvinge tilslutning til sin vision om et teokratisk Uganda baseret på streng overholdelse af bibelens ti bud.

Heroverfor stod en kampklar præsident Museveni, der som kulmination på en række radikale modtræk til Kony i 1996 beordrede hele civilbefolkningen ud af det krigsplagede nordlige område inden for 48 timer.

Imens nogle af verdens værste flygtningelejre knopskød i Uganda og nabolandene, kæmpede Kalule for at holde liv i sin kæde af renserier målrettet Nairobis voksende forretningssegment, men måtte opgive til sidst.

»Jeg kunne godt have haft flere penge i dag, men ville det have gjort mig til et rigere menneske?« spørger han og kigger på mig fra bilens passagersæde.

Udenfor glider et trøstesløst slumkvarter forbi.

»Vi har et ordsprog her i Uganda, som siger, at rigdom er et aspekt af livet. Det er ikke penge, men liv, som kan gøre et menneske rigt. Mit liv har været rigt, og det er det stadig.«

Kalule vendte hjem til sin fødeby Kampala i 2004, hvor han nu bor med sin mor, to søstre og fire niecer i et lille hus uden el og vand.

Han ernærer sig ved et par mindre forretningsprojekter, deriblandt videresalg af fisk fra Victoriasøen, og bruger en stor del af sin fritid som ungdomstræner i den samme Police Boxing Club, hvor han selv i sin tid tog fejl af, hvordan man bokser.

»Nej, jeg lærer dem ikke at bokse ligesom mig,« siger han og lader et smil fylde ansigtet, imens han finjusterer en ung piges fodstilling.

»Jeg lærer dem at bokse ligesom sig selv. De skal mærke sig selv, og de skal mærke modstanderen. Tilpasning. Fleksibilitet. Det er hemmeligheden.«

Udenfor kalder en moské til bøn.

»Men den går vi lige lidt stille med, okay,« griner han og blinker indforstået til pigen mellem de gamle bildæk i reb som sandsække og vontrierske kridtstreger på gulvet.

En mester er kommet hjem. Ringen er sluttet.