Læsetid: 5 min.

Var bombningen af Shellhuset en tragedie eller en triumf?

Ny dansk dokumentar stiller det centrale spørgsmål, som stadig rumler i bevidstheden og ikke kan besvares præcist
I forbindelse med angrebet på Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, i 1945  København, styrtede en britisk Mosquito- jager ned i Den Franske Skole på Frederiksberg. De efterfølgende maskiner af samme gruppe kastede herefter deres bomber i den tro, at de er over militært mål. 86 børn og 13 voksne omkom.
10. december 2013

Marilen, der engang var bibliotekar på Goethe Instituttet i København, underholdt sig gerne med sine lånere. Hun var efterhånden velbevandret i danske forhold, og var som så mange andre af den mening, at krigens rædsler var gået i en stor bue uden om Danmark og danskerne.

Det var jo ikke løgn. Kong Christian X. var enig allerede i maj 1945. Da han lige efter kapitulationen modtog Erik Scavenius på Amalienborg, som kom for at træde tilbage som statsminister i det befriede land, sagde hans majestæt som det første, at Danmark i de fem forbandede år om ikke andet var blevet sparet for store ødelæggelser og store tab af menneskeliv. Det mindedes Scavenius naturligvis med tilfredshed, da han siden skrev sit forsvarsskrift mod kritikerne af hans samarbejdspolitik. Og det er alt sammen sandt. Men da Marilen engang så billeder fra ruinerne i det store boligområde på Frederiksberg, sådan som de fremstod i tiden efter den katastrofale bombning af Den franske Skole den 21. marts 1945, sagde hun spontant og vantro: »Das wusste ich nicht.«

Hun vidste nok, at udover Shellhuset på hjørnet af Nørre Farimagsgade og Kampmannsgade, hvor Gestapo havde hovedkvarter i besættelsens sidste år, blev der ved en forfærdelig fejl kastet bomber mod en fransk skole ude på Frederiksberg Allé, men at et helt kvarter havde stået i flammer og nu nærmest lignede en del af Berlin – det vidste hun ikke.

Sådan var krigen, når den var værst. I Danmark ikke til daglig, men den dag. En enkelt engelsk maskine ud af cirka 50 jagere og jagerbombere fløj for lavt og ramte med haleroret en 35 meter høj mast på godsbaneterrænet, flaksede videre og endte i et garageanlæg tæt på skolen. Den brød ud i brand og udsendte et flammehav og en mægtig røgsky. Fly i den efterfølgende bølge troede, det var målet – og bombede. Luftangrebet var den dyreste krigshandling, målt i omkomne, der nogensinde fandt sted Danmark.

»Det vidste jeg ikke.«

Triumf?

Skulle andre heller ikke vide det, så findes der nu en dokumentar, der blev vist på DR K den 9. december. Navnene bag den er Simon Bang og Martin Sundstrøm. Angrebet på Shellhuset bringer intet afgørende nyt, men den øger vores viden værdifuldt og fortæller aktionens forløb sobert og ligefremt. Og så stiller den det centrale spørgsmål, som stadig rumler i den historiske bevidsthed og ikke kan besvares præcist: Var det en triumf eller en tragedie?

Ja, det var en triumf: Gestapos hovedkvarter med tilhørende arkiver, især kartoteker, blev destrueret. Og ja, det var en tragedie: Operationen havde frygtelige følger i form af store civile tab (i al fald 115), herunder ikke mindst 86 børn, eleverne på Den franske Skole. Tallet på hjemløse nærmede sig tusind.

Det har sin egen tungtvejende virkning, at det er lykkedes Bang og Sundstrøm at finde den sidste overlevende af angrebets engelske piloter, chefnavigatøren Martin Sismore, der dengang sad i den forreste maskine, og interviewe ham. Den 92-årige veteranpilot er overbevist om, at hans kollegas kollision med masten og dermed tragedien skyldes det ekstremt urolige vejr kombineret med begrænset flyveerfaring. Føreren af ulykkesflyet var en af de ni piloter, operationen kostede englænderne.

Pusterummet

Det havde ellers været nemt for Sismore som officer at vælge triumfen: Den danske modstandsbevægelse fik jo »et pusterum«, sådan som englændernes forbindelsesofficer i Danmark, major Ole Lippmann havde ønsket det. Aldrig havde det set så sort ud for frihedskampen. Aldrig havde den været så stækket. Tyskernes arrestationer eskalerede dagligt. Men da Gestapos arkiver den martsformiddag med ét slag gik op i flammer, var den effektive optrevling af modstandsbevægelsens Københavns-ledelse bragt til standsning. Og det var formålet. Tyskerne fik andet at tænke på. Og nogle få uger senere var det hele overstået.Men Sismore synes stadig – små 60 år efter at røgen har lagt sig – at det er svært at fejre indsatsen, i betragtning af hvor mange mennesker, der gik med i købet, især så mange børn under så grufulde omstændigheder, som det var tilfældet. Og tragedien bliver yderligere bestyrket i den nye dokumentar: Filmen fortæller nye detaljer om vandet, der på grund af sprængte vandrør, steg og steg i de overfyldte beskyttelsesrum under Den franske Skole.

Miraklet

Blandt gevinsterne ved angrebet tæller – ud over »pusterummet« – et mindre uforudset mirakel.

Som en slags bombeskjold havde Gestapo indrettet fangeceller oppe i loftsetagen. Her var ikke mindre end 26 modstandsfolk anbragt, flere centralt placerede. Her sad de mellem forhørene, tortureringerne og domfældelserne. Her ventede f.eks. frihedsrådsmedlemmerne Mogens Fog, Aage Schoch og Brandt Rehberg og ventede på deres skæbne. Tyskerne bildte sig ind, at disse prominente fanger var en garanti mod et allieret luftangreb. Men dér tog de fejl. Da Lippmann besluttede sig for at lade sin radiotelegrafist sende sit »go« til London, vidste han, hvad det ville koste. Men, kalkulerede han, vennerne i cellerne var jo dødsdømt alligevel. Skulle det koste dem livet, hvad der var mest sandsynligt, ville deres død til gengæld spare så mange andres.

Men den perfekte engelske præcisionbombning og diverse heldige omstændigheder ville, at ikke mindre end 18 af de danske fanger slap fra Shellhuset med livet i behold.

Håndsrækningen

Hvilke andre fordele opnåede man?

Danskerne fik at vide, at de allierede kerede sig om landet og dets situation. Operationen bidrog ikke en tøddel til at tvinge tyskerne yderligere i knæ i Europa. Men den lille danske frihedskamp fik en håndsrækning udefra. Kort sagt: Vi var ikke glemt.

I en kamp om Europa, hvor der var brug for fly og mandskab på alle fastlandets kamppladser, var London altså parat til at afse mænd og materiel til en så omfattende (ca. 50 fly deltog), så risikabel og hvad forberedelse angår så tidskrævende specialoperation. Viljen til en indsats af den karakter og størrelsesorden var en betydelig allieret cadeau til den danske modstandsbevægelse.

Nå – få uger efter blev denne militante broderlige hjælp til Frihedsrådet ikke just fulgt op politisk af englænderne. Da befrielsen pludseligt nærmede sig og fredsdanmark skulle styres og organiseres, var det som bekendt andre overvejelser, der talte.

Og tyskerne.

Simon Bang og Martin Sundstrøm fremstiller støt og solidt dette angrebs karakter og virkning, med brug af gode, gamle filmstrimler, bl.a. de eventyrlige optagelser af angrebet, som blev foretaget af en medflyvende filmproducerende enhed, og var tiltænkt uddannelsen af piloter med henblik på planlægningen af fremtidige operationer.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at luftoperationens instruktør, major Svend Truelsen, der ledede det omfattende briefing- og forberedelsesarbejde i England, var blevet nævnt, meget mere end at han på et tidspunkt ses i billedet i selskab med operationens øverstkommanderende, RAF-officeren Basil Embry. Lippmanns indsats var formelt set kun et blink med grønt lys – omend unægtelig et blink med et tungt ansvar.

P.S. Der døde i øvrigt – for en ordens skyld – næsten 60 mennesker i selve Shellhuset, men det var tyskere. Dog desværre ikke Gestapos ledelse. Den var til begravelse.

’Angrebet på Shellhuset’ blev vist på DR K mandag d. 9. december kl. 20.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

De voldsomme følgeskader af Shellhusets bombning var blevet en parentes i besættelseshistoriens blodige afslutning, hvis den engelske feltmarskal Bernard Montgomerys øvrige planlagte om flyangreb var blevet gennemført. Den 2. april 1945 var 700 af de største amerikanske bombefly på vej fra England, sammen med 615 jagerfly. Angrebet var rettet mod de seks største tyske flybaser i Danmark, men følgeskaderne af luftkampene ville have været omfattende.

Dagen efter var planlagt et opfølgende angreb, men begge blev aflyst på grund af manglende sigtbarhed. I tiden frem til dagen før Befrielsen var der allierede angreb på større rullende trafik rundt om i Danmark, og specielt omkring Lillebælt blev alt hvad der mindede om fjendtlige skibe sænket. Kun rene tilfældigheder afgjorde, at mange andre dele af Danmark ikke kom til at ligne billederne fra Den Franske Skole og Rønne - og at dette var blevet betragtet som de helt nødvendige ofre for at afslutte Besættelsen.

lars abildgaard, Per Jongberg og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Der er desværre i Niels Barfoeds artikel et par ting som skal korrigeres: Det er 67 år efter at Chefnavigatør E. Sismore udtaler sig og ikke 60 som der står skrevet. Antallet af dræbte tyskere i Shellhuset var ikke 60, men ca. 75. Rigspolitiets efterretningstjeneste nævner 125 dræbte, men det kan ikke verificeres andre steder. Ved oprydningen af Shellhuset fandtes legemsdele fra mellem 20-40 personer udgravet i ruinerne.

En aldeles fin udsendelse om forløbet, og viljen fra engelsk side til at prioritere operationen.

Ulykken var uheldet midt i operationen, og som let rammer en operation og som derefter yderligere føjer mere til ved at blive misforstået af de næste bølger af fly, som kaster deres bomber det forkerte sted.

En trist dag skabt af et trist uheld skabt i en god sags tjeneste og hensigt.

Espen Bøgh:

Tak for rosen af vores film.

Det er jo interessant at Embry udtaler at de under planlægningen estimerer helt op til 1000 mulige dræbte, hvis flere fly bliver skudt ned. Og dermed også en risiko for at det halve København kunne brænde ned. Det er noget af et scenario. Det var også på tale om at holde operationen nede på en trediedel fly, men det blev afvist.

Børge Rahbech Jensen

"Og dermed også en risiko for at det halve København kunne brænde ned. Det er noget af et scenario. "

Ja, noget af et scenarie, som befolkningerne i mange europæiske og asiatiske storbyer kunne forholde sig til.

Peter Ole Kvint

Det man særligt opnåede var at folk forstod at alternativet til sabotage var bombninger. Og så ville folk heller støtte sabotage.

Børge Rahbech Jensen:

Nu handler denne dokumentarfilm om den 21. marts 1945 i København. Vi har ikke skabt en film hvis begivenheder skal måles på al ondskab i verden, eller hvilket tordenskrald der er højest.

Filmen om Shellhuset har en klar præmis, og hvis du har set den, så er der måske nogle mere relevante overvejelser at gøre i den sammenhæng?

For at kunne vurdere den britiske aktion, skal man vist også se på, hvordan situationen d. 21. marts 1945 var i Europa: I vesten havde amerikanerne lige overskredet Rhinen, storbyen Mainz, som ligger midt i Tyskland, var allerede taget og få dage senere kunne de også rykke ind i Frankfurt. Köln var allerede taget og Ruhrområdet kom bare lidt senere. I østen havde den Røde Hær indtaget store dele af det daværende Østtyskland (Østpreussen, Pommern, Schlesien). Millioner af mennesker var på flugt. Også i Danmark var den første bølge af flygtninge allerede ankommet.

Hele Nazi-regimet var i fuld opløsning i de dele af Tyskland, der ikke endnu var befriet. Mange tyske soldater i Danmark havde jo hørt, at deres hjembyer allerede var befriet af de allierede og tænkte vist kun på at komme hjem så hurtigt som muligt.

Så man kan med ret sætte et stort spørgsmålstegn ved, om den britiske aktion overhovedet gav mening til det her tidspunkt - den kom alt for sent. Og at betegne det som triumf, at "Gestapos hovedkvarter med tilhørende arkiver, især kartoteker, blev destrueret", er jo simpelthen forkert. Måske havde tyskerne selv kunne destruere arkiverne i de sidste dage i maj 1945, men ellers gik informationer tabt, der havde kunnet få stor betydning efter krigen.

Egon Jensen:

Fik du set dokumentarfilmen "Angrebet på Shellhuset"?

Det et blandt andet de forhold, som du stiller op, som berøres i filmen. Du kan mene hvad du vil, men tortur bliver ved, indtil bødlen selv bliver truet. Jeg tror ikke Dorthe Røssel som fremlægger sin beretning og erindring om tortur i Shellhuset, vil give dig ret. Ikke ét eneste øjeblik. Det er nemt at sidde bag pc'en og styre verdenshistorien, men det er sjældent at det bidrager til større klarhed, endsige sandheden om historien, som den foldede sig ud den 21. marts 1945, eller baggrunden for den dato.

Dokumentarfilmen kan igen ses på DRK den 22. og 23. december eller på nettet på DR.DK