Læsetid: 7 min.

Breivik var et svigtet barn

Glem integrationspolitik, ideologi og politiets beredskab – Anders Breivik er et resultat af omsorgssvigt som barn og fejl hos de sociale myndigheder. Norsk forfatters bog placerer sig dermed i det store ideologiske slagsmål om, hvorvidt man skal forstå Breivik politisk eller psykologisk
Den norske forfatter Aage Storm Borchgrevink hælder til at se Anders Breivik som en ’helt tom person med ønsket om at blive fyldt af sig selv’. Og som en ’forældreløs, uden indhold og dermed som en utrolig antenne og receptor for alt, der bevæger sig, som han tager ind og prøver at sætte sammen til en identitet’.

Tor Birk Trads

11. december 2013

Anders Behring Breivik kunne være stoppet langt tidligere. Ikke blot af politiet den 22. juli 2011 i den grå Fiat Duplo på vejen ud mod Utøya, hvis beredskabet havde fungeret som det burde. Allerede i minutterne efter bomben i Oslo havde man et præcist signalement af ham og af nummerpladen på hans bil.

Nej, Breivik kunne være stoppet allerede i 1983, da han var fire år gammel, og Børneværnet havde indledt en undersøgelse af forholdene i familien.

Det mener den norske forfatter, Aage Storm Borchgrevink. Og det er det helt afgørende moment og det nye i sagen om Breivik, beskrevet i hans bog, En norsk tragedie– Anders Behring Breivik og vejene til Utøya, som lige er udkommet på dansk.

»Hans mission kunne være stoppet tidligere, for han var allerede tidligt fanget af systemet», siger Borchgrevink og hentyder til, at et hold psykologer fra Statens Senter for Barne- og Ungdomspsykiatri i 1983 i en stor udredning af Breivik-familiens forhold konstaterede, at drengen, der boede alene med sin mor og storesøster, blev udsat for omsorgssvigt, og at det var vigtigt at sætte ind for at undgå alvorlig fejludvikling.

Psykologerne anbefalede derfor det mest drastiske tiltag, som man rådede over, nemlig tvangsfjernelse – og fik medhold af Børneværnet. Så alvorligt så man på sagen, men på grund af en konservativ dommer i den efterfølgende retssag, dømte retten til fordel for moderen.

Faktisk var det Borchgrevinks oprindelige hensigt med bogen at beskrive Breivik som et udtryk for politisk ekstremisme og som en reaktion på globaliseringen og en modernitetskritik. Det lå endda i naturlig forlængelse af hans hidtidige arbejde og bøger.

Advarsler blev ignoreret

»Grundlæggende ville jeg forstå det chokerende, der skete. Jeg var stødt på det ideologiske fra blogosfæren i Norge og Europa og var interesseret i radikalisering. Jeg tænkte, at jeg skulle skrive om det skræmmende i, at en mand kunne gå på nettet og komme ud som dræbermaskine. Men også om hvorvidt det ville medføre mere overvågning og indskrænkning af ytringsfriheden.«

Borchgrevink troede, at han skulle bevæge sig gennem mørke internetverdener og ud til en fjern person, men krydsede i stedet bestandigt sine egne spor og mødte en mand, som »var min egen nabo,« og som viste sig at have en helt særlig og kompliceret personlighedskerne.

Og undervejs var der folk, der havde set »uhyret tage form, men deres advarsler var blevet ignoreret og lå begravet under tidens lag bevogtet af tavse vidner,« som han formulerer det i bogen.

Advarslerne og detaljerne i psykologernes undersøgelse af forholdene i familien og hans efterfølgende samtale med en af de psykologer, der var med til at lave udredningen i 1983, er del af det unikke materiale Borchgrevink fremlægger i sin bog.

Myndighederne tog ikke affære dengang, og heller ikke i anden omgang i terrorsagen blev den psykologiske udredning og diagnose af Anders Breiviks barndom del af retssagen mod ham.

»Når det handlede om omsorgssvigt, burde det have været med i retssagen, men var det ikke, for man var bange for juridiske uklarheder, og der måtte ikke være nogen som helst tvivl om retssagen, så derfor koncentrerede man sig om det retspsykiatriske og så bort fra hans profil og fokuserede alene på spørgsmålet om, hvorvidt han var tilregnelig eller ej.«

Borchgrevink er kommet til København og sidder i forlaget Rosinantes lokaler over Kultorvet. Det milde væsen står i skærende kontrast til den skarpe kritik, han kommer med, af den måde, man hidtil har forstået Breivik og set ham i en større politisk eller samfundsmæssig sammenhæng.

Psykologisk forståelse

Det er både fatalt og symptomatisk, at man i to omgange har set bort fra psykologernes klare profil af Breivik. Og Borchgrevinks bog er et stykke pionerarbejde i forhold til den psykologiske forståelse af Breivik. Den forståelse, der i høj grad gør op med forståelsen af Breivik som en politisk figur og som et radikaliseret produkt af det omkringliggende samfund.

»Jeg synes, der er en tendens til at gøre ham større, end han er. Til at se ham som en større ideolog og tænker end han er, en tendens til at tage ham alvorligt.«

Det gælder også eksempelvis danske Christian Lollikes teaterstykke Manifest 2083, som Borchgrevink betegner som »et meget modigt og nødvendigt stykke,« men som han også mener ligger under for den typiske tendens til at gøre Breiviks politiske betydning større, end den er, mens han selv mere hælder til at se Breivik som »helt tom, med ønsket om at blive fyldt af sig selv.» Og en »forældreløs – uden indhold og dermed utrolig antenne og receptor for alt, der bevæger sig, som han tager ind og prøver at sætte sammen til en identitet«.

I arbejdet med bogen opgiver Borchgrevink derfor ambitionen om at beskrive Breivik som udslag af modernitetskritik og et produkt af et radikaliseret miljø for i stedet at se ham som ey produkt af omsorgssvigt. Han må forlade et bredere kulturkritisk sigte til fordel for at se ham som et individ og som et omsorgssvigtet barn.

»Hvis man skal tænke radikalisering, så handler det om, hvordan vi tænker radikalisering. Og her er omsorgssvigt åbenlyst et vigtigt moment i hans historie, og det er jeg optaget af, når jeg læser hans manifest. Det giver et interessant perspektiv på terror og radikalisering og forebyggelse af det.«

Det har ikke været uden omkostninger at anlægge det syn på Breivik. Borchgrevink er blevet beskyldt for at være en overløber, for dyneløfteri og for intellektuelle Se & Hør-metoder og i private e-mail for det, der er værre.

Borchgrevink fortæller også, at den højreekstremistiske blogger Fjordman, som var Breiviks store forbillede, er glad for hans bog.

Den viser i Fjordmans optik, at Breivik var gal og frikender ham. Borchgrevink er ikke glad for Fjordmans støtte, men det er en nødvendig pris, når man vil beskrive, at Breivik: »Ikke nødvendigvis er udtryk for nogen politisk radikalisering, men at han er et eksempel på selvradikalisering og havde sin individuelle vej ind i det«. Og i øvrigt så »læser Fjordman, hvad han vil.«

22. juli-kommissionen

Det helt centrale i Borchgrevinks bog er, at hadet, som hang over Oslo og Utøya den fredag eftermiddag i juli 2011 ikke stammer fra »agressionen og dommedagsforestillinger på internettet, de voldelige computerspil, forbrugskulturens strukturelle vold, klasseskel i det rige Oslo Vest, bandekulturen i 90’erne, friktion i det flerkulturelle samfund eller mandlig nederlagsfølelse i ’vaginalstaten’. Den mørke impuls kom, som jeg ser det, fra barndommen og ikke fra kontrajihadisterne.«

Borchgrevink påpeger, at vi helt sikkert ikke har hørt det sidste fra de yderligtgående modernitetskritikere.

»Alligevel handler den vigtigste lærdom i denne tragedie ikke om integrationspolitik, internet, ideologi eller politiets arbejde og ressourcer, men om børne- og familiepolitik,« som han skriver i bogen.

Børneværnet skulle have grebet ind allerede i 1983; i stedet fik barndommens traumer lov til at vokse sig til den voksne mands dødsensfarlige had. Og det er også det, det handler om, når man taler om forebyggelse af had, radikalisering og terror: »at hindre, at børn mishandles af deres forældre«.

Det mest fatale for den større bearbejdning af den norske nationale tragedie er ifølge Borchgrevink, at 22. juli-kommissionens ellers grundige rapport slet ikke kom ind på det aspekt, men helt så bort fra det, og kan citere fra rapporten:

»Vi har undladt at se nærmere på spørgsmål knyttet til gerningsmandens motiv, opvækst eller helbredstilstand, og vi har heller ikke set på samfundets tiltag mod tidlig forebyggelse af radikalisering«.

For Borchgrevink er det et udtryk for, at det politisk bevæger sig ind i en følsom debat, og at det norske samfund »har et noget snævert syn på terror og en naiv tro på, at alt bliver bedre, hvis man har mere politi.«

Borchgrevink peger på, at han sådan set også ved at fokusere på barndommen og moderens omsorgssvigt står i opposition til de fleste medier i Norge. Et emne, som han har deltaget i mange debatter om. Selv om den lavmælte mand siger det stilfærdigt og udramatisk, så er der ingen tvivl om, at han med sin bog placerer sig på et betændt og farligt sted i den ideologiske kamp om, hvorvidt man skal forstå Breivik politisk eller psykologisk.

Den moderne Don Quijote

I sin psykologiske tilgang behøver Borchgrevink ikke gå til alt muligt ude i samfundet, men kan finde alt, han vil vide, i Breiviks egen opvækst og ikke mindst i hans 1.500-sider lange manifest, som han konsekvent kalder et kompendium, og som han læser som et både interessant og mislykket værk.

At Borchgrevink kommer fra litteraturvidenskaben fornægter sig ikke i bogen. Han bruger litteraturen til at forklare Breiviks udvikling fra ensomt og meningsløst forbrugerliv til spaltning og terror. Eksempelvis sådan som den skildres i Chuck Palahniuks roman Fight Club og David Finchers film af samme navn. På lignende vis kan han også bruge Houellebecq, Mishima og Cervantes til at blive klogere på Breiviks psykologi.

Borchgrevink kommer ret langt ved at bruge Cervantes og forstå Breiviks udvikling af en række alias’er eller identiteter op gennem opvæksten fra den vitale graffiti-signatur Morg, da han er 16 år, der genopstår som den hemmelighedsfulde diamanthandler Mr. Benson i Liberia, da han er 23, for at finde sin endegyldige identitet i Andrew Berwick-figuren, justitiarius-ridderen, der fuldfører sin antiislamiske korsriddermission på Utøya.

Borchgrevink skildrer Breiviks udvikling som et psykopatologisk forløb fra udviklingsforstyrrelse mod regelret narcissisme og storhedsvanvid. Og hvem gør det bedre end Cervantes med Don Quijote-figuren?

»Don Quijote er jo den største narcissist i verdenshistorien, og Breiviks egne historie ligner. Han kommer ikke som Don Quijotes ridderskikkelse fra biblioteket, men fra internettet. Det er en af de interessante ting ved manifestet, som udtrykker behovet for at skabe avatarer, for at lave sig egen identiteter for en person, som er tom. Breivik opfører sig som en zoombie. Og den findes i meget moderne litteratur.«

Aage Storm Borchgrevink: ’En norsk tragedie - Anders Behring Breivik og vejene til Utøya’. Forlaget Rosinante. Dansk oversættelse af Sara Høyrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Kurt Lindy Hansen
Lone Christensen og Kurt Lindy Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Betænk i et stille øjeblik om omsorgssvigt som barn og fejl hos de sociale myndigheder trods alt har fuldbragt et voksent menneske.

Niels-Holger Nielsen

'Glem integrationspolitik, ideologi og politiets beredskab – Anders Breivik er et resultat af omsorgssvigt som barn og fejl hos de sociale myndigheder.'

Ja, lige som Hitler muligvis ikke ville havde udviklet sig til Hitler, hvis han var blevet begavet med et stipendium til en af de fineste kunstskoler i stedet for at havne i en skyttegrav i en nådesløs imperialistisk krig. Hvad, der derimod er helt sikkert, er at den anløbne tyske overklasse ville have fundet et andet redskab under alle omstændigheder.

Nej, Niels-Holger Nielsen, hvis Hitler ikke havde været et barn, der mistede sin far i en tidlig alder.
Og hold så op med at tro, der findes andet end konkrete menneskers handlinger og reaktioner på konkrete situationer. Strukturerne er menneskeskabte, og de kan laves om af mennesker. Det mest marxistiske metafysik er en dårlig religionserstatning.

Det er meget banalt, hvem der bliver massemordere og attentatmænd, og historien er altid den samme: de, der mener sig bedre end det, de er endt med at være. Det gælder i 99% af tilfældene, og Breivik er ingen undtagelse. Derfor kan man kun beskytte sig imod dem ved at skabe et langt mere humant samfund med plads og mulighed for den enkelte. Sålænge folk udgrænses, vil de slå tilbage.

Michael Reves, Mads Kjærgård, David Zennaro, Jan Bisp Zarghami og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

'Og hold så op med at tro, der findes andet end konkrete menneskers handlinger og reaktioner på konkrete situationer. Strukturerne er menneskeskabte, og de kan laves om af mennesker. Det mest marxistiske metafysik er en dårlig religionserstatning.'

Kan det hele ikke blive lidt for empirisk, Peter Hansen? Hvilken metafysik foretrækker du?

Niels-Holger Nielsen

'Derfor kan man kun beskytte sig imod dem ved at skabe et langt mere humant samfund med plads og mulighed for den enkelte. Sålænge folk udgrænses, vil de slå tilbage.'

Var noget, der ligner dette udsagn, ikke implicit i mit indlæg?

Jeg foretrækker faktisk den kristne, der stiller alle mennesker lige for en højere magt. Den er i sin kerne langt den mest demokratiske; men sådan har den jo ikke fået lov til at virke uantastet. :-)

N-H Nielsen vælger at stå til ansvar for Hitlerkortet i denne runde, og det er da ok, hvis man kan ... nu mangler vi så bare at få uddybet i hans parallel hvad det er for en 'anløben norsk overklasse' som har fundet sig et redskab i Breivik ?

Borcgrevink selv siger : 'Den mørke impuls kom, som jeg ser det, fra barndommen og ikke fra kontrajihadisterne'. Næh, den kom da fra jihadisterne, ikke anti -- :) Det er en gammel (og sikkert allerede fortrængt) tilståelsessag, at al-Qaida er blandt ABB's mentalaktive forbilleder, og at han tilbragte sin identitetssøgende ungdom i 'muslimsk bandemiljø' og med en trang til mere 'norsk' identitet.

Men ellers er det såmænd ganske rigtigt, at der, derudfra og -efter, er tale om et tilfælde af selfie-googlet identitet og personlig handlekraft : plusord i midten af dansk politik.

Lone Christensen

Blev Breivik ikke svigtet af begge sine forældre, og efterladt i en dyb ensomhed, da velfærdssamfundet svigtede? Og dermed handlede han vel i bund og grund i afmagt og vrede over, at han ikke blev tvangsfjernet som 4 årig af den norske stat?

Torsten Jacobsen

Er vi ikke kommet længere? Det er ikke et spørgsmål om at forstå en mand som Breivik enten psykologisk eller politisk. Det er to forskellige perspektiver på samme fænomen.

Når det overhovedet kan være kontroversielt at anlægge forskellige perspektiver, er det formentlig fordi så mange har travlt med at benytte tragedien til at bekræfte egne forestillinger om årsagssammenhænge. Det giver naturligvis tryghed, men ingen ny viden. Tværtimod. Det bekræfter egne fordomme, og resultatet bliver derefter: ensporet, fattig, unuanceret tænkning.

Hvis man ikke magter at se det lille barn i En mand som Breivik: dét lille barn, i dets livsbetingelser, som senere skulle udvikle sig til manden Breivik. Hvis man ikke magter at have medlidenhed med det barn, så bør man vende blikket indad, og tænke længe og grundigt over, hvorfor empatien udebliver.

Omvendt, hvis man ikke kan få øje på strukturer i samfundet, som kan medvirke til at få en så forfærdelig handling til at fremstå som 'nødvendig' eller 'forståelig',ikke blot i gerningsmandens syge sind, men tilsyneladende også hos mange der deler hans paranoide xenofobi, ja så bør man måske ikke stille sig tilfreds, men snarere kigge lidt grundigere efter.

Der findes ikke monstre i denne verden. Der findes kun mennesker der gør ting med og mod andre mennesker. Hvorfor vi og de gør som vi og de gør, kan vi ikke gøre os håb om at forstå, hvis vi konsekvent lukker øjnene for de omstændigheder, som ikke umiddelbart matcher vores foretrukne måde at forstå verden på.

Torben R. Jensen, Karsten Kølliker, Rasmus Kongshøj, Chris Ru Brix og Lone Christensen anbefalede denne kommentar

Øhm - er det da ikke interessant at se denne hvide mand blive udstillet og udskreget som offer for psykologi og dårlig barndom? Hvad med den person med brun hud der som 15-årig (og ham alene!) bleb dømt som det der begynder med T? Hvor er forståelsen henne for hans barndom eller hans psykologiske profil? Ingen steder - han er jo bare en muslim, ikke sandt. Og dem ved vi jo godt, hvordan er, ikke...

Noget helt andet er dette:
Hvordan i alverden kan man dømme en 15-årig, et barn? som måske/måske ikke har forfattet et manifest for (USA hemmelige hær) Al-Qeda. Og basere domfældelsen næsten alene på dette manifest? Har vi da ikke ytringsfrihed her i landet? Og er det da forbudt at låne en rygsæk af sin storebror i dette land? eller hyr?

Og hvorfor er nogen af de personer som evt. forledte ham ud i det morads og det snavs han kom i, ikke blevet dømt....

Igen: her handler det ikke om terrorisme eller ej, her handler det om Breivik er en hvid nordmand, hvor alle synes at stille spørgsmålstegn ved hvorfor han gjorde som han gjorde. Men når det er en person med brun hud som gør det er forklaringen bare: han er muslim. Er dette retfærdigt?

Peter Andersen, Torben Nielsen, Karsten Kølliker, Jan Bisp Zarghami og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

@Karsten Aaen:

For mit vedkommende må samme forsøg på forståelse udbredes i lige mål til både en Breivik og en ('brun') terrorist. Vi udvikles og handler ikke i et tomrum, men altid i med- og modspil med andre.

Psykologisk set har vi automatisk nemmere ved at indleve os i mennesker der ligner os selv, men det skal naturligvis ikke være en undskyldning for den forskelsbehandling du hævder: for vi er jo også udstyret med evnen til kognitivt at reflektere over os selv, vores holdninger og vores handlinger. Evnen til at korrigere vores mere primitive reaktioner.

Jeg deler forøvrigt din forargelse over, at man finder 15-årige egnet til straf (i det omfang straffen er udtryk for hævn). Men ligesom mennesker som Breivik naturligvis er for farlige til at vi kan lade dem færdes frit i vores samfund, er der 15-årige, som ikke kan overlades til sig selv - som simpelthen er for farlige for deres omgivelser.

Forskellen er, at hvor de fleste 15-årige formentlig kan rehabiliteres, så er løbet formentlig kørt for et menneske med Breiviks psykologiske konstitution. Der skulle have været grebet ind langt tidligere, hvilket jo vel er artiklens grundbudsksb.

Lone Christensen, Karsten Kølliker, Rasmus Kongshøj og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Der er noget Anders Breivik i alle mænd. Han fandt en fjende, en drage, i det hånligt selvglade Norske Socialdemokrati. Og brugte mange år på at forberede et angreb på det.
Han ville være en helt. Ligesom alle andre terrorister.

Vi vil være helte og ender med sende en drone for at angribe en jordhytte, med en måske forbryderisk frihedskæmper og skærmen lyser op, i det målet rammes og 15 uskyldige mennesker døde sammen med ham. Men hvor blev det mandige af? Alle tapre modige helte døde med opfindelsen af armbrøsten og skydevåben. Men vi mænd er stadigt født som vildmænd og hovedjægere. Og derfor fylder vi op i fængslerne. Vi har et behov for at være i fare og vende hjem med et ekstra hoved og få kvindernes beundring. Men hvordan kan vi mænd gøre noget sådan i dag?

Mads Kjærgård

"Vi vil være helte og ender med sende en drone for at angribe en jordhytte"

Havde det været en drone, der havde ramt en ø i Afrika og nakket en masse uskyldige mennesker, så havde vi ikke hørt om det andet end i en fodnotits i avisen!

Peter Andersen, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Jette M. Abildgaard

Breivik......jeg talte om ham forleden...med nogle Norske venner!

Jeg gider ikke laese artiklen her....men vil fortaelle Jer, at vi mine venner og jeg talte om den dag han draebte alle disse mennesker og, hvor forfaerdeligt det var....

Vi talte ogsaa om, hvilket land det var han brugte som sit forbillede og, min ovrraskelse selv samme dag, over at det var i Norge det skete og, ikke som jeg foerst troede, da jeg saa nyheden...i Danmark....fordi det jo allerede dengang var alt, alt for tydeligt hvor Danmark var paa vej hen...

Og nu...saa lang tid efter....desvaerre forstaar jeg nu virkeligt hvorfor Breivik brugte Danmark som sit ''forbillede'' og, jeg er desvaerre ikke den eneste der forstaar...... det er ikke saa lang tid siden jeg talte med en Dansk offentligt ansat, som forsoegte at overbevise mig om, at ''jamen der er jo altsaa nogen der bare maa.....''???? NEJ...ingen ''bare maa'' Danmark og, intet land paa denne planet har retten til at draebe sine egne....:(:( slet, slet ikke Danmark...men, Danmark vil ikke lytte, vil ikke forstaa...vil bare vaere et penge-rigt land, uanset hvor mange af Jeres egne I skal slagte for at naa penge-rigdommen....

Breivik er gal i hovedet - uanset hvilken barndom han har haft...det er ogsaa de Danske politikere/embedsmaend der beslutter at slagte vort lands befolkning....hvilket i hoej grad inkluderer Dansk Folke-(udrensnings) (psyko)-Parti!

Et land der draeber sine egne boer ikke vaere et land!!!

Alle dem vi burer inde har vi svigtet. Og for at dække over vores mere eller mindre bevidste samvittighed og afmagt, hvad gik der galt, får de grovfilen med indespærring i tugt og forbedringshuset, denne gamle benævnelse som dog teoretisk indeholdt et håb om at indespærring medførte forbedring.
At spærre Klaus Riskjær inde er jo håbløst, samfundstjeneste i Finansministeriet.
At spærre ??? inde er jo håbløst. Måske må vi fastholde nogen, der er svigtet så groft eller har vævefejl i kysen, at de går og slår andre ihjel, men som hovedregel er drab affektmord som enhver kan komme til, hvis omstændighederne er der.
Blev presset af en på motorvejen ,der kørte provokerende helt op i mig med 180 km i timen. Havde jeg haft midlet var han ikke kommet længere. Jeg havde måske indskrænket mig til at punktere dækkene!!!!!!
Vi kan komme sådan i affekt, at vi til og med går fri for at blive buret inde, men får måske en behandlingsdom?
Alle skulle igennem en svigtanalyse og ikke straffes, men hjælpes tilbage hvis muligt.
Og va' så hvis det var din datter, det var gået udover-jo den kender jeg-glem den!

Torben Kjeldsen

Er selv PPR psykolog og arbejder i fronten og møder børn med alvorlig omsorgsvigt. Følgende er blot uddrag af nyere teori og understreger blot at Breivik 'også' bør forstås som et menneske med særlig psykologisk udviklingshistorie. Jeg tænker at Aage Storm Borchgrevinks bog et langt stykke af vejen fortæller noget om den ensomme 'ekstremists' tilblivelse.

OM DE TIILKNYTNINGSFORSTYRREDE BØRN
Tidligere troede vi, at børn var født med en særlig evne til at hele efter en traumatisk oplevelse. I dag ved vi, at det er lige modsat. Børn, som udsættes for omsorgssvigt eller traume i deres barndom, får permanente hjerneskader, som påvirker deres kognitive evner, adfærd, følelser, sociale færdigheder og psyke.

Der er tale om en lille gruppe (1,5 % af pigerne, 3 % af drengene) der får en så ringe mulighed for tidlig tilknytning til en fast voksen inden 2 års alderen, at de senere i livet har stærkt nedsat evne til at indleve sig i andre eller knytte sig længerevarende følelsesmæssigt til nogen. Både i praksis og ved dyreforsøg med aber har det vist sig at omsorgssvigt og hyppige tidlige adskillelser fra moderen(eller anden primær person) før 3-års alderen giver en overvægt af børn, som i de milde tilfælde kan blive ekstremt selvusikre, få meget lavt selvværd, er deprimerede og hæmmede, og i de alvorlige tilfælde, børn, som bliver kronisk voldelige, samvittighedsløse, aggressive og asociale.

Resultatet af manglende stabil tidlig kontakt er, at børnenes følelsesmæssige udvikling går helt eller næsten i stå. På trods af normal eller god intelligens vil disse børn ofte være så følelsesmæssigt handicappede, at de reagerer som 1-2 årige, når de udsættes for følelsesmæssigt pres, frustration eller kontaktforsøg. Som regel med meget impulsstyret, udadrettet og aggressiv adfærd.
Lige som helt små børn oplever alvorligt tilknytningsforstyrrede børn ikke skyldfølelse; men vil altid se omgivelserne som årsag til alt, hvad der sker. Barnet

Typisk vil omgivelserne lade sig forlede af den normale eller gode begavelse til at tro, at barnet er følelsesmæssigt normalt. Barnet efterligner social adfærd uden at forstå dens mening, og overvurderes derfor ofte af “nye” mennesker i starten. Dette kaldes med et lidt negativt udtryk ”skintilpasning”, men bør snarere kaldes ”imitation af handling uden forståelse af dens følelsesmæssige mening/ betydning”. Barnet kan ikke fordybe sig i noget eller nogen ret længe ad gangen, og har derfor svært ved indlæring, og ved at lære social adfærd.

Heldigvis er der ved at udvikle sig metoder der kan hjælpe disse børn, udover en tidlig indsats. Denne diskussion lader jeg ligge lige her.

Her dog nogle tal der burde vække til eftertanke. Det er fra en SFI undersøgelse 2013:
ca 1% af antal danske børn er anbragte (desværre et relativt stabilt tal mål over rigtig mange år)
Tallene fordeler sig således:
I de rige kommuner er ca. 0,25% anbragt
I de store byer er ca. 1% anbragt
I de fattige kommuner de såkaldte udkantskommuner er ca. 2.5 -3.% anbragt
ca. 70% af de anbragte børn er født af yngre mødre på kontanthjælp og uden uddannelse.
Nej psykologiske forklaringer udgør selvfølgelig ikke hele forklaringen

Torben R. Jensen, Niels Mosbak, Lone Christensen, Peter Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Der står meningsløshed over hele opvæksten, gerningerne og resten af hans liv.
Breivik forsøgte vist at skabe sin helt egen store store mening.

Men at beskylde opvæksen for ugerningen, er ikke hele billedet.
Så havde vi set utallige flere.

Philip B. Johnsen

Peter Hansen 11. december, 2013 - 00:32

"Det er meget banalt, hvem der bliver massemordere og attentatmænd, og historien er altid den samme: de, der mener sig bedre end det, de er endt med at være. Det gælder i 99% af tilfældene, og Breivik er ingen undtagelse. Derfor kan man kun beskytte sig imod dem ved at skabe et langt mere humant samfund med plads og mulighed for den enkelte. Sålænge folk udgrænses, vil de slå tilbage."

Jeg vil mene, der er mange grunde til en massemorder, bliver den han/hun er, "foruden" en massemorder.

Men jeg er enig med dig, når du skriver:

"Derfor kan man kun beskytte sig imod dem ved at skabe et langt mere humant samfund med plads og mulighed for den enkelte. Sålænge folk udgrænses, vil de slå tilbage."

Kan det tænkes man anspore til, folk få de forkerte rollemodeller eller idoler, kan vi alle muligvis være med til, at lægge en dæmper på potentielt farlig personer, ved ikke, at idealisere mordere og ekstreme magtmennesker.

Ingen nævnt ingen glemt.

Lone Christensen

Torben Kjeldsen,
Tak for at dele dine betragtninger!

Du skriver bl.a.:
'Heldigvis er der ved at udvikle sig metoder der kan hjælpe disse børn, udover en tidlig indsats. Denne diskussion lader jeg ligge lige her.'

Din erfaring og viden er utrolig interessant og jeg ville ønske, at du ville skrive et længere indlæg eller måske en artikel om dine erfaringer og de metoder, som kan hjælpe disse børn.

Torben R. Jensen

De norske myndigheder har forståeligt nok været meret optaget af, hvordan man kunne beskytte samfundet mod Breivik frem for en forklaring på hans adfærd og dermed risiko for, at han kunne være syg og straffri og senere erklæres rask.

Her en artikel i Time med samme tema: http://science.time.com/2013/05/03/evil-brain/

Artiklen vedrører Boston-bomberne, men den understøtter Torben Kjeldsens betragtninger og er interessant, fordi den hævder, at kombinationen af særlige hjernestrukturer og en traumatisk barndom fører til større risiko for afvigende adfærd senere i livet.

Hvis adfærden skyldes en traumatisk barndom og eventuelt også en hjerneskade, så ville Breivik have lavet noget tilsvarende uanset de aktuelle politiske påvirkninger, som så blot i hans egen fortolkning ophøjer handlingerne til mere end hans person. Sammen med resten af familien har Breivik under opvæksten sikkert frygtet truslen om tvangsfjernelse og derfor hadet de sociale myndigheder, som socialdemokratiet i høj grad er eksponent for.

Jeg tror ikke, at man finder massemordere ved at scanne alle børns hjerner. Samme afvigelserser kan også have den modsatte effekt. Men det kunne være relevant i kombination med særlig pædagogisk støtte til flygtningenbørn, hvor vi må forvente at langt de fleste har været udsat for traumatiserende oplevelser - ikke mindst efter flere års ophold i danske flygtningelejre.

Børn, som skifter skole, vil også ofte have negative sociale oplevelser med i bagagen, og det har i flere undersøgelser vist sig at næsten alle ungdomskriminelle har skiftet skole en eller flere gange. Det ville da være meget enkelt at give ekstra pædagogisk støtte til nye elever på en skole og have ekstra bevillinger til modtagelse af nye elever og deres første skoleår.

ulrik mortensen

Torben Kjeldsen 14. december, 2013 - 19:40:
"Tidligere troede vi, at børn var født med en særlig evne til at hele efter en traumatisk oplevelse. I dag ved vi, at det er lige modsat. Børn, som udsættes for omsorgssvigt eller traume i deres barndom, får permanente hjerneskader, som påvirker deres kognitive evner, adfærd, følelser, sociale færdigheder og psyke"

Er ikke ekspert, men læste for et stykke tid om følgende SFI undersøgelse:

"Nogle forskningsresultater tyder på, at børnemishandling og vanrøgt kan resultere i blivende ødelæggelse af barnets selvværd og dets muligheder for at fungere socialt, følelsesmæssigt og indlæringsmæssigt. Dette standpunkt er blevet udfordret af blandt andre Werner & Smith (1992), der i en klassisk undersøgelse af børn, der er opvokset under højrisikoforhold på øen Kauai (Hawaii). En tredjedel af børnene havde levet under højrisikobelastninger med kronisk fattigdom, forældres alkoholisme og mentale lidelser samt for­ældres konflikter. Men mange af de børn, der havde været udsat for disse alvorlige belastninger i barndommen, klarede sig forbavsende godt som voksne. Omsorg fra andre voksne nævnes som forklaring på, at de klarede sig godt - på trods af dårlige odds. "

http://www.sfi.dk/langsigtede_konsekvenser_af_b%C3%B8rnemishandling_og_o...

Så måske ser tingene ikke så håbløse ud ....

Torben Kjeldsen

Ulrik Mortensen
Tak for din kommentar. Nej det ser ikke så håbløst ud. Men trods en stor indsats fra det offentlige er der stadig mange omsorgsvigtede børn der falder igennem nettet og ikke møder kompetente omsorgsfulde voksne eller møder de rette udviklingsbetingelser.

Lone Christensen
Tak for din opfordring. Desværre har jeg ikke tid (forsknings og skrivetid) til at skrive en kompetent artikel på området. Jeg kan henvise til en dansk psykolog, Susan Hart der har skrevet en del om tilknytningsforstyrrede børn. fx Hjerne, samhørighed, personlighed. Hun har skrevet bøger om emnet.