Læsetid: 4 min.

Bruce Willis i elevatorskakten

Jeg er i grunden en slags feminist
Jeg er i grunden en slags feminist
20. december 2013

Det ene er, at man en sjælden gang, til foder for ens uendelige selvoptagethed, kan stifte bekendtskab med andres opfattelse af en. Engang efter et foredrag, inviterede arrangøren mig på natmad hjemme i privaten. Han havde linet op med smørrebrød, spejlæg og solide bøffer. Og øl. Senere var der kaffe og lidt mundgodt. Det er, hvad jeg forbinder med dig, sagde han. Han havde jo læst mine bøger og mente at kunne uddrage, at jeg er til dansk husmandskost, fadøl og sort kaffe. Der er bare det, at jeg ganske vist er altædende, men tung husmandkost hører ikke til favoritterne. Jeg kan godt lide øl, men ikke de sædvanlige vandbajere fra Carlsberg og Tuborg. Og hvad kaffe angår, så er det allerede mange år siden, jeg konverterede til te – og som alle konvertitter, i begyndelsen, mere hellig end paven selv. Jeg kan også bedre lide Mozart end Johnny Madsen, hvis det skal være på den måde. Det var det ene. Det andet er, at man pludselig kan opdage sider hos sig selv, som man indtil da ikke anede, at man rummede. Således blev jeg sidste vinter, ganske vist i en influenzaperiode, pludselig klar over, at jeg i grunden er en slags feminist. Ikke femi-feminist, det ville også være dårlig stil for et rask karlfolk fra Vendsyssel, lidt i stil med at give den som ung blandt de unge. Men feminist, jo. Visse kønsfæller ville nok sige, at der ikke er tale om rigtig feminisme. Du er bare en kuldskær tøsedreng, vil de sige. Men hvad skal man sige. Jeg har det lidt ligesom Albert Dam, der engang skulle besvare det proustske spørgsmål: hvad synes De om mænd? Og svarede jysk og fyndigt: jeg kan ikke lide mænd.

Jeg sad sammen med en af mine døtre, der også var ramt af influenzaens svøbe, og så fjernsyn. Vi så over nogle aftener en såkaldt ’Bruce Willis-kavalkade’. Ham med Die Hard jen, to og tre – osv. sikkert. Ingen af os havde nogensinde set Bruce Willis før. Som jeg husker det, krøb manden, i store dele af alle filmene, rundt i en elevatorskakt, noget af tiden bevæbnet, det meste af tiden uden håndvåben, fordi han tabte dem. Men hver gang halvnøgen.

Jeg ved ikke om Willis er sådan en mand, som kvinder kalder for lækker til love. Han ligner ikke mig, og jeg har heller ikke lyst til at ligne ham. Så hellere Clint Eastwood, hvis det skal være. Når Willis kravler rundt i elevatorskakten, er der selvfølgelig et formål med det. Han skal redde kvinder og børn, USA’s elforsyning og kloden som sådan. Hvis det var mig, der stod over for sådan en ophobning af udfordringer, ville jeg tænke nøje over, om man ikke kunne gøre det på en civiliseret måde. Altså beholde tøjet på og slippe for at kravle rundt i en skakt hele tiden.

Jeg har heller ikke lyst til at blive bundet til en tønde dynamit sammen med min asiatiske assistent (amerikanerne kan stadig det der med, at folk af anden etnisk oprindelse end hvid kvabs egner sig bedst som assistenter – godhjertede måske, men altid i kategorien underordnet personale). Selvom kvinder, børn, elforsyning og kloden risikerer at blive udryddet, er det vel ikke rimeligt at forlange af Redningsmanden, at han skal udsætte sig selv for livsfare i tide og utide? På den anden side er det måske lige præcis det actionfilm, thrillere og den slags, handler om? Den maskuline kode. Vi er Redningsmænd i egen indbildning, vi griber ind med snarrådighed, et velrettet knytnæveslag og det nødvendige antal skydevåben, børster skidtet af hænderne, siger en vittighed, kysser den kønneste af pigerne og rider ud i præriens vidtstrakte ensomhed. Til den næste redningsaktion.

Det er så bare her den nyvundne feministiske skepsis viser sig. Hvor mange af de udfordringer – det der før i tiden hed problemer og kriser – et menneske, mand som kvinde, møder i tilværelsen, kan egentlig løses med knytnæver og seksløbere? Selv militær indgriben i højskala i verdenspolitikken, virker jo tit ikke, tværtimod kan den gøre situationen værre end den var. For at få freden i hus, skal der små, fedtede diplomater til, forkælede duksedrenge med pressefolder og bærbare computere under armen. De skal rydde op efter de rigtige mandfolk, der har skudt hovedet af fjendens soldater uden at det har nyttet noget som helst. I det civile liv er det, der skal til for at overvinde problemer og kriser, sejhed, koldsindighed, tålmodighed og udholdenhed. Det ved alle – og det er kvinder i alt fald ikke dårligere til end mænd. Hvorfor så alt det hemanlort? Det var det, jeg spurgte mig selv om i influenzatågerne sidste vinter.

Spørgsmålet er så, om Bruce Willis holder jul? Det gør han, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Han kravler ud af elevatorskakten, han tager en pæn skjorte på, hans altid parate dræberblik bliver mildt, sentimentaliteten griber ham, han bliver et kærligt menneske, der lover at tage på fisketur sammen med sin søn næste sommer – eller senest næste efterår. Medmindre, selvfølgelig, hans asiatiske assistent bliver skudt (asiatiske assistenter dør nu engang oftere end Bruce Willis), så han bliver nødt til at lære en ny op. Det tager tid. Men så længe julesneen falder, er alt familieværdier og blankt indpakningspapir. Senere venter elevatorskakten, den nøgne overkrop og dynamittønder, men den tid, den maskuline udfoldelsesmulighed. Man må endnu en gang give Albert Dam ret, synes jeg: rigtige mænd er faneme ikke til at holde ud.

 

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Grethe Preisler
Maj-Britt Kent Hansen, Heinrich R. Jørgensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Åh, det gør godt med et grin her før sengetid.

Og fint at være feminist. En slags. Som mangt et svensk karlfolk.

Jeg fik øje på en svensker. En Mikael Persbrandt. Lidt vel stor, lidt flødebollet med for lang og slasket frakke i rollen som detektiven Gunvald i serien Beck. Men vel nok feminist.

Efter 3/4 års ventetid kom dvd'en Hamilton til låns på biblioteket forleden. Persbrandt var nu gået fra flødebolle til skarpskåren (ansigtsmager) og hårdtslående agent. En Bruce Willis af en slags, der siddende i sofaen med en kniv skærer et æble i stykker, falder i søvn, har mareridt og, da kvindebekendtskabet kommer hjem og aer den sovende på kinden, slår han i søvne ud med kniven og kommer til at skære halsen over på hende.

En rigtig mand? Nej, heldigvis ikke. Stadig en slags feminist, stadig til at holde ud.