Læsetid: 6 min.

Dansk film dumper i mangfoldighed

Dansk film var i 2013 hvid, heteroseksuel og mandsdomineret med få kvinder, der meget sjældent taler til hinanden om andet end mænd. Information tester årets 19 danske spillefilm for repræsentation af køn, race, seksualitet, kroppe, klasse og demografi
Illustration: Marie Boye/iBureauet

Illustration: Marie Boye/iBureauet

31. december 2013

Den danske films dominerende figur er en hvid, heteroseksuel mand. Han kommer sandsynligvis fra Sjælland, men ikke nødvendigvis fra hovedstaden. Han kan både slå sine dramatiske folder i arbejderklassen, i middelklassen og i overklassen, og som oftest i vores moderne samtid. Og så kan han, modsat dansk films kvinder, være overvægtig fra tid til anden, især hvis han er spillet af Nicolas Bro eller af Rasmus Bjerg. Han har muligvis en sindslidelse, men han har aldrig et fysisk handicap. Og så snakker han gerne med andre mænd om meget andet end det modsatte køn. Det gør kvinderne til gengæld ikke. Med undtagelse af Lars von Triers Nymphomaniac.

Information har, med inspiration fra den omdiskuterede feministiske filmtest, Bechdel-testen, der i Sverige i år er gjort til forbrugervejledning i flere biografer, kigget årets 19 danske spillefilm igennem for deres repræsentation af køn, men også af race, seksualitet, krop og klasse.

Bechdel-testen er opkaldt efter den amerikanske tegneserieskaber, Alison Bechdel, som i 1985 lod en feministisk figur i en tegneseriestribe om at formulere følgende tre krav til en film:

1. Filmen skal indeholde mindst to (navngivne) kvinder.
2. De to kvinder skal tale sammen.
3. Og de skal tale sammen om noget andet end mænd. Den test dumper overraskende mange film.

Kritikere og filmskabere har på det seneste flittigt diskuteret, hvorvidt testen er en effektiv måde at udpege ulighed mellem kønnene på, eller hvorvidt den forfladiger synet på films faktiske kvaliteter.

Blandt årets 19 danske spillefilm dumper Nicolas Winding Refns Only God Forgives for eksempel testen, selv om Kristin Scott Thomas i den stærke birolle som Julians (Ryan Goslings) stride mor to gange taler med et andet hunkønsvæsen. Først skælder hun en kvindelig receptionist ud, men receptionistens navn er os ukendt og dermed er første krav ikke opfyldt. Anden gang fører Crystle en samtale med Julians date under en middag. Dialogen går som følger:

Crystle: »Fortæl mig, Mai, hvilket felt arbejder du indenfor?«

Mai: »Jeg er entertainer.«

Crystle: »Entertainer? Og hvor mange pikke kan du så underholde med din lille sædcontainer?« Hernæst snakker Crystle mere direkte om Julian. Information skønner, at samtalen, set i sin kontekst, handler om Julian og mænd. Den består derfor ikke Bechdeltesten. Faktisk består kun seks af årets 19 danske spillefilm.

Brun ener

Information beskrev i en række artikler i 2012, hvordan ASA Film fik støtteafslag af Det Danske Filminstitut til børnefilmen MGP Missionen med bl.a. den begrundelse, at »film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen.« Filmen blev trods alt til noget, fik nogenlunde anmeldelser, klarede sig ret fint i biografen med over 100.000 solgte billetter. Mens mange af årets film foregår i provinsen, så er det den eneste med en hovedrolle af anden etnisk baggrund.

Årets 19 danske spillefilm testet for køn, krop, race og klasse

Jagten (Thomas Vinterberg):

40-årig, hvid mand fra middelklassen i provinsen udsættes for et lille sjællandsk samfunds pædofilianklager, men støttes jovialt af hvid ven fra overklassen. Han har enkelte samtaler med kvinder, men kvinderne interagerer ikke med hinanden. Billetsalg: 672.512

✓ Består:
Perkertesten: Lucas (Mads Mikkelsen) dater en kvinde af anden etnisk baggrund end dansk.

Min søsters børn i Afrika (Martin Miehe-Renard):

Hvid middelklassefamilies børn fra Storkøbenhavn tager med deres enlige, hvide onkel til Afrika på ferie og passer eksotiske dyr. Billetsalg: 414.662

✓ Består:
Bechdeltesten: Tante Flinth (Mille Dinesen) sludrer med sin niece i løbet af filmen, dels om mænd, men også om at slippe væk fra naboens børneflok.
Perkertesten: I Afrika taler familien med den flinke, mørke safarihjælper, Nelson (Josef W. Nielsen), som til onklens komiske overraskelse er pæredansk.

Alle for to (Rasmus Heide):  

Tre hvide, heteroseksuelle mænd fra arbejderklassen sysler med et bankkup i København. Billetsalg: 392.118.

✓ Består:
Tykketesten: Rasmus Bjergs rolle som Timo.

Otto er et næsehorn (Kenneth Kainz):

To hvide drenge af lavere middelklasse i uspecificeret provinsby prøver at håndtere et gult næsehorn. Billetsalg: 190.226.

✓ Består:
Tykketesten: Bl.a. den gamle politimester er tyk. Der optræder også en parodisk tyk kvinde i en bagerbutik, men hun har intet navn.

Skytten (Annette K. Olesen):

Hvid, single politikvinde fra middelklassen forfølger hvid mands terroraktiviteter i København, alt imens hun skal adoptere et barn fra Afrika. Billetsalg: 45.675.

✓ Består:
Bechdeltesten: Mia (Trine Dyrholm) taler med sin søster om adoption og work-life balance.

Nordvest (Michael Noer):

To hvide unge arbejderklassebrødre fra København infiltreres i et bandeopgør mod en gruppe indvandrere. Hovedpersonen dater en indvandrerpige og handler med østeuropæiske prostituerede, hvis navne vi ikke kender. Billetsalg: 104.196.

✓ Består:
Perkertesten: I Københavns Nordvest-kvarter både dater, samarbejder og slås filmens to hvide brødre med danskere af anden-etnisk herkomst.

I lossens time (Søren Kragh-Jacobsen):

Hvid middelklassekvinde og præst prøve at hjælpe en kvindelig psykolog med at hjælpe en hvid, psykisk syg arbejderklassefyr. Billetsalg: 91.474.

✓ Består:
Bechdeltesten: Præsten Helen (Sofie Gråbøl) taler med en kvindelig psykolog Lisbeth (Signe Egholm Olsen) om den indsatte unge mand, men også om bl.a. Lisbeths forskning generelt.
Handicap-testen: Filmens centrale dreng er psykisk syg og afsoner på en forvaringsanstalt.
Tykketesten: Drengens gamle morfader, spillet af Börje Ahlstedt, har en del fedt på sine gamle sideben.

Only God Forgives (Nicolas Winding Refn):

Hvid amerikansk mand i det kriminelle overklassemiljø i Bangkok må hævne sin hvide brors død ved at slå en asiatisk mand ihjel. Billetsalg: 26.424

✓ Består:
Perkertesten: Hovedpersonen befinder sig i Bangkok og er altså omgivet af ikke-hvide karakterer.

The Weight of Elephants (Daniel Joseph Borgman):

Hvid arbejderklassedreng i fattig provins i New Zealand prøver at leve med sin skrøbelighed og angst. Billetsalg: 1542.

✓ Består:  Ingen tests.

Player (Tomas Villum Jensen):

Hvid overklassemand hænger ud med anden hvid overklassemand i ferieparadisiske Nice. Billetsalg: 100.966.

✓ Består:
Tykketesten: Rasmus Bjerg er en smule buttet i rollen som revisor Michael-Helge.

MGP Missionen (Martin Miehe-Renard):

Jysk kristen dreng og københavnsk, muslimsk pige fra arbejderklassen sniger sig til Jylland for at deltage i et talentshow. Billetsalg: 104.538.

✓ Består:
Bechdeltesten: De to børns bekymrede fædre og mødre mødes i København, da deres børn er forvundet derfra.
Perkertesten: Sawsan (Malika Sia Paul) er muslim og andengenerationsindvandrer.

Spies & Glistrup (Christoffer Boe):

En tyk, mandlig bornholmer og mandlig københavner etablerer virksomhed, men vokser i deres egomani fra hinanden. Den ene mand er godt gift, den anden køber sine kvinder. Ingen af disse kvinder taler til hinanden. Billetsalg: 330.107.

✓ Består:  
Tykketesten: Nicolas Bro spiller Mogens Glistrup, hvis store korpus man bl.a. ser halvnøgent i et badekar, mens han kysser sin hustru.

Det grå guld (Shaky González):

Et ældre, hvid, heteroseksuelt par fra arbejderklassen planlægger et bankrøveri for at få råd til et sted at bo. De taler med en kvindelige Billetsalg: 27.212.

✓ Består:
Tykketesten: I filmens ene hovedrolle spiller Lars Knutzon en gammelmandstyk ægtemand.

Antboy (Ask Hasselbalch):

Hvid middelklassedreng i provinsen forsøger, sammen med en hvid dreng og en hvid pige, at bekæmpe en hvid og overvægtig skurk med særlige loppekræfter. Billetsalg: 174.084.

✓ Består:
Tykketesten: Nicolas Bro spiller den runde skurk, Loppen.

Kvinden i buret (Mikkel Nørgaard):

Hvid middelklassemand og politibetjent samarbejder med assistent af anden-etnisk baggrund end dansk på at genåbne en hvid overklassekvindes suspekte selvmordssag. Billetsalg: 716.560 (årets mest sete danske film)

✓ Består:  
Handicaptesten: Mikkel Fønsgaard spiller en psykisk syg bror til en kidnappet minister.
Perkertesten: Fares Fares spiller hovedpersonens trofaste assistent, Assad.

Olsen Banden på dybt vand (Jørgen Lerdam):

Tre hvide mænd over 40 år fra arbejderklassen planlægger et kup. Billetsalg: 200.066.

✓ Består:
Tykketesten: Kjeld (Poul Bundgaard) har mave.

Tarok (Anne-Grethe Bjarup Riis):

Hvid, jysk arbejderklassefamilies liv centreres i årtier om en sort konkurrencehest. Billetsalg: 104.538.

✓ Består:
Bechdeltesten: Hovedpersonens hustru fører en enesamtale med hovedpersonens mor om familiens dårlige økonomi.

Sorg og glæde (Nils Malmros):

En hvid middelklassemand tænker tilbage på et liv med en hvid kvinde af lavere middelklasse og taler med en hvid, mandlig psykiater om årsager til drabet på hvid baby. Billetsalg: 235.742.

✓ Består:
Handicaptesten: Hovedpersonens hustru, Signe, er diagnosticeret maniodepressiv.
Tykketesten: Psykiater Birkemose spilles af Nicolas Bro, der er en smule overvægtig.

Nymphomaniac (Lars von Trier):

En hvid middelklassekvinde på 50 år, Joe, tænker tilbage på sit erotiske liv med en lang række hvide mænd fra alle klassetrin og med to sorte mænd og med en enkelt ung, hvid kvinde.
Billetsalg: Filmen havde først premiere 25. december.

✓ Består:
Bechdeltesten: Joe taler med sin elskerinde, den unge P.
Homotesten: Joe og den unge P indleder et seksuelt forhold i filmens anden del.
Perkertesten: Joe har sex med to afrikanske emigranter.
Tykketesten: Nicolas Bro spiller en af Joes mest kompatible elskere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simone Bærentzen
  • Pia Qu
  • Brian Rosberg
  • Finn Årup Nielsen
  • M. Behnke
  • David Zennaro
  • Inger Sundsvald
  • Jørn Vilvig
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ivan Gullev
Simone Bærentzen, Pia Qu, Brian Rosberg, Finn Årup Nielsen, M. Behnke, David Zennaro, Inger Sundsvald, Jørn Vilvig, Lise Lotte Rahbek og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trods al kritik, burde Katrine Yde alligevel høste en smule applaus for at sidde samtlige film i undersøgelsen igennem, så andre kan blive fri. Dertil lod dogme-reglerne sig i sin tid også udforske begrænsningerne i et stramt regelsæt med stor succes. Min anke mod flere danske film og tv-serie især, er den ensformig cinematografi der præger produktionerne. Ingen svær mystik i at den udenlandske presse/anmelder korps hælder til en definition af de forløbende års film som scandinavian-neo-noir. Dette syn tilvejebringes ikke alene af forelægget men også i høj grad af billedernes lettere 'convoluted' palet. Farverne er rimelig grå. Bertolucci's arbejde med Vittorio Storaro, 'Il conformista' er smuk, men ikke hele tiden og til alle lejligheder. My 5cents.

Anders Sørensen

Jeg synes, artiklen er sjov. Endda på den måde, at man tænker lidt videre. Er der eksempelvis et misforhold mellem filmenes repræsentation af tykke mænd (jeg tror ikke, tykke kvinder er nævnt i artiklen) og segmentet af biografgængere? Går folk af anden etnisk herkomst end dansk oftere i biografen, end de bliver fremstillet på lærredet? Snakker pigerne, der går i biografen om kunst eller om mænd?

Synes ligeledes at ikke bare danske, men også udenlandske film, er gået hen og blevet en kliche. Alt skal handle om sex, fest og farver, fordi det tiltrækker mest publikum og sælger bedst. Ingen tør vove sig ud i noget mere(nok pga finanskrisen). Så resultatet bliver en masse remakes. Ellers er det bare latterlige komedier, som kun omhandler, ja, sex og fest og farver.

Jesper Hansen

At måle film på de ovennævnte kriterier, er som at undersøge om et land har grøn energi, ved at checke farven på atomkraftværkerne.

Vibeke Rasmussen

Måske lidt uden for emnet, men for et par uger siden skrev tre yngre mænd, Daniel Flendt Dreesen, Lasse Winther Jensen og Emil Leth Meilvang, et indlæg i Politiken om, hvordan de oplever dansk film som "en tankeløs reproduktion."

Det indlæg har siden afstedkommet rasende – og hér er udtrykket undtagelsesvist helt dækkende – reaktioner fra mennesker i filmbranchen, der ikke alene mener, at kritikken er skudt langt over målet og med unødigt personlige 'angreb', man får også nærmest indtryk af, at de, alene fordi de er en del af 'dansk film', mener sig hævet over, at skulle finde sig i at blive kritiseret. Et eksempel kan fx høres her i P1Debat.

Det er næsten som om (store dele af) den danske filmbranche, ikke ulig bl.a. DR og regeringen i øvrigt, står uden for pædagogisk rækkevidde i form af selv den mest velmente kritik. En form for et "vi alene vide"-syndrom?

Malthe Stryhn

Jeg ville nu heller ikke mene at Hollywood-film er specielt nuanceret. Du kan næsten altid gætte dig til hvad der kommer til at ske. Jeg synes faktisk at danske film- og tv-produktion er utrolig dygtige til at fremstille problemer i samfundet eller historiske begivenheder. Tag bare "Jagten". Brugen af vold er begrænset (jf. de mange actionfilm der produceres i Hollywood), men alligevel er det en utrolig spændende film, som omhandler et samfunds problem i form af et justitsmord.

Desuden er det klamt, at en film bør indeholde danskere af anden etnisk herkomst, for at være god. Indvandrere udgør omkring 10% af den danske befolkning og i min mening må de danske film hellere end gerne omhandle indvandrere. Men det betyder jo heller ikke at der ligefrem skal være en "perker-test". Mener i virkelig, at hvis der er indvandrer-karakterer, at filmen skulle blive bedre? "Jagten" består jeres perker-test, men jeg ville personligt have syntes at filmen ville være fuldstændig lige så god hvis den kun bestod af danskere med dansk herkomst.

Katrine Hornstrup Yde

Kære alle,

Jeg vil gerne henvise til artiklens tilhørende leder, som gerne skulle understrege, at vores lille undersøgelseseksperiment her ikke er tænkt som en sur klagesang, men som en åbning for diskussion (også af selve metoden): http://www.information.dk/483406

"Ét år, der består af relativt få spillefilm, kan se meget anderledes ud end et andet. Og man kan i øvrigt ikke teste en films kunstneriske kvaliteter, dens potentielt ideologikritiske udsyn eller dens feministiske potentiale – for den sags skyld – udelukkende ved at se på kvinde- og minoritetsrepræsentationer. Vores undersøgelse er altså ikke tænkt som oplæg til en kvalitativ fordømmelse af dansk film, men som invitation til diskussion(er).

Hvorfor består kun en tredjedel af de danske spillefilm ’Bechdeltest’? Hvorfor er kun to af 19 danske spillefilm instrueret af kvinder? Hvorfor er der kun seks kvindelige hovedroller blandt årets danske film? Hvorfor er det kun mændene, der er tykke? Og hvorfor er det kun Lars von Trier, der kan diske op med andet end et heteroseksuelt verdensbillede?

Populærkulturen er aktivt med til at forme vores fælles billede af verden og dets udfordringer, og det billede, og dets forklaringer, mener vi, er altid værd at diskutere".

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Er det ikke en væsentlig detalje, at dansk film excellerer i at lave nogle meget smalle udsnit, de levende billeders pendant til stillleben, og zoomer på disse situationer? Er manglen på alsidighed et plus, når man specialiserer sig i at levere et koncentrat?

Tue Byskov Bøtkjær

Tak til Information for en interessant og nyttig kortlægning. For rigtig mange mennesker med handicap har det stor betydning, at livet med et handicap er en del af den virkelighed, som blandt andet vises i film. Det kan bidrage til at nedbryde den berøringsangst, som mange desværre møder fra deres omverden.

Det betyder ikke, at man skal kaste sig ud i kvoterende korrekthed, fordi vi mangler at se mennesker med fysiske handicap i årets film. Man kan altid ønske sig, at filmmagere går foran i at vise samfundets mangfoldighed, men de er rimeligvis mindst lige så meget et produkt af en generelt manglende synlighed af visse minoriteter, som de er en del af årsagen. Hvis Informations synliggørelse kan fremme det indfald, at en karakter kunne have et handicap, så er det et lille skridt i den rigtige retning.

Sider