Interview
Læsetid: 5 min.

Hellere være tvetydig end at have et budskab

Ifølge anmelderne har instruktøren Alex van Warmerdam lavet en film fyldt med samfundskritisk symbolik. Men sådan ser han det ikke selv
Kultur
19. december 2013
Man kan enten se Borgman, som en falden engel, der finder glæde i at sprede ulykke, eller som en himmelsendt frelser, der er kommet for at redde nogle børn fra deres skrækkelige forældre, siger filmens instruktør Alex van Warmerdam.

Tor Birk Trads

Den hollandske filminstruktør Alex van Warmerdam er forbløffet over, hvordan hans seneste film er blevet modtaget.

Det siger han i hvert fald. Mange har fortolket filmen Borgman som en politisk kommentar til det vestlige samfunds materialistiske overflod. Men det har slet ikke været instruktørens intention.

»Mange tror, at jeg fortæller en moraliserende historie om en velhavende familie, der bliver straffet. Men det var slet ikke en del af mine tanker,« siger Alex van Warmerdam.

Det er ellers besnærende at se den surrealistiske Borgman som en åbenlys kritik af borgerskabets overfladiske livsførelse. Filmen udspiller sig i et mondænt villakvarter i Holland hos en nyrig familie, hvis hjem bliver infiltreret af den påtrængende men sært charmerende eneboer Borgman. En dag banker han på døren for at låne et varmt bad. Og da han nægter at tage nej for et svar, vælger husets skinsyge patriark Richard at tæske ham halvt fordærvet på dørtærsklen. Richards kone Marina forbarmer sig over den forhutlede Borgman. Og langsomt lykkes det Borgman at skabe splid mellem Richard og den skrøbelige Marina, som synes at skamme sig mere og mere over familiens økonomiske velstand.

Måske er det derfor, så mange ser filmen som en social kritik, mener Alex van Warmerdam.

»Det er min største overraskelse hver gang, at alle synes, denne familie er så forfærdelig. Er det på grund af velstanden og klicheen med carporten med de tre biler? Jeg ved det ikke,« siger instruktøren.

»For mig er det en neutral familie.«

Faktisk fortjener den voldelige og racistiske Richard lidt mere anerkendelse fra både Marina og deres tre børn, mener Alex van Warmerdam. På trods af hans tiltagende aggressivitet og fravær som forælder.

»Han er aggressiv, men han gør sit bedste for at holde sammen på familien. Faktisk fortjener han noget medfølelse,« siger Alex van Warmerdam.

Ingen klare svar

Instruktøren har ikke fra begyndelsen haft en klar ide om, hvilken slags film, han ville lave med Borgman. Det eneste, han vidste, var, at den skulle være mere ekstrem end hans tidligere film. Den skulle være lidt »væmmelig og horror-agtig«. Derefter har han føjet nye elementer til undervejs i skriveprocessen.

Derfor har det heller ikke været hans ærinde at komme med noget særligt budskab. Tværtimod har hans mission været at lave en film, der er så tvetydig som muligt. Til sidst gik der sport i at klippe opklarende puslespilsbrikker ud af filmen, siger Alex van Warmerdam. Derfor står det heller ikke klart, hvem der er gode, og hvem der er onde i Borgman. Hverken det overfladiske forældrepar eller Borgman og hans morderiske kumpaner er oplagte som protagonister.

»Når jeg begynder at skrive, ved jeg ikke, hvor det ender. Overraskelsen for mig i filmen er, at det hen mod slutningen er meget svært at hade Borgman og hans kompagnoner. Man er på en måde på hans side. Det er ret overraskende,« forklarer Alex van Warmerdam.

Et plus et er ikke længere to

Figuren Borgman er i sig selv en mystisk skikkelse. I filmens første scene bliver han jagtet ud af sin underjordiske hule – hvor han tilsyneladende bor – af to jægere og en præst med et haglgevær. Senere støder flere af hans artsfæller til. De og Borgman er metafysiske figurer, forklarer Alex van Warmerdam.

»Han kommer fra en verden af fauner, engle og djævle, dæmoner, monstre og guder,« siger han.

Men hvad han er, er åbent for fortolkning, forklarer instruktøren. Man kan både se ham som en falden engel, der finder glæde i at sprede ulykke, eller som det modsatte: en himmelsendt frelser, der er kommet for at redde nogle børn fra deres skrækkelige forældre.

Begge dele er lige rigtigt. Og de åbne spørgsmål falder ikke i alles smag, siger instruktøren.

»Nogle mennesker er irriterede over denne film. I en klassisk horrorfilm er der for eksempel en præst, der kommer for at forklare, hvordan det fungerer. Der er en dæmon og så videre, og så er alle tilfredse, fordi vi ved, hvordan det fungerer.«

– Hvem er så skurken i denne film? Er det familien eller Borgman og hans medsammensvorne?

»Det er spørgsmålet.«

– Der er ikke noget klart svar?

»Det tror jeg ikke.«

– Er det noget, du har være opmærksom på?

»Ja. Mine tidligere film er meget klare. Et plus et er to og den slags. Og i denne film ville jeg gerne være mere tvetydig.«

– Så karakteren Borgman er ikke en samfundsrevser?

»Nej, for mig er det en leg. Under skriveprocessen forestillede jeg mig, at jeg var Borgman. Så jeg gav ham en masse forhindringer og tænkte, hvad jeg selv ville stille op med de forhindringer. Når han og de andre slår folk ihjel, laver de en leg ud af det. Hvorfor? Det er unødvendigt. Men det er bare for at lave noget spas. Det er alt sammen med et glimt i øjet. De er nogle fuckers

Livets terningspil

I en scene finder Richard sin hustru grædende på gulvet i et haveskur. Han løfter den hulkende Marina fra gulvet og spørger, hvad der dog er fat, siden hun ligger dér og roder rundt.

»De, der er heldige, må straffes,« græder hun.

»Men det er jo ikke vores skyld, at vi i Vesten er rige,« trøster Richard.

Det er en typisk vestlig skyldfølelse, som Marina føler, forklarer Alex van Warmerdam. Det er tanken om livets terningspil, som vi alle kender. Den strømmer over os med jævne mellemrum, når vi bliver konfronteret med andre menneskers elendighed gennem massemedierne, mener instruktøren. Nogen bliver født ind i fattigdom og krig. Andre har hus, have og tre biler i carporten.

»Det er en moderne, vestlig tanke. Hvis man er menneske, tænker man sådan. Og så giver jeg hende denne replik. Betyder det, at hele filmen så er en social kommentar,« spørger Alex van Warmerdam og tilføjer med et grin:

»Folk siger, at det er en kommentar til vor tids samfund. Ja, måske en lille smule, men ikke så meget.«

– Eller også er du selv en Borgman. Du vil ikke indrømme, at du har en dagsorden, og så driller du os bare i stedet?

»Det er også muligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her