Satire
Læsetid: 5 min.

Hvid jul, del 4

Og så lander der små glas, Fernet-Branca, på baren foran dem. Og en af skoleknægtene står mellem dem og smiler og råber skål, glædelig jul! Og de skåler
Og så lander der små glas, Fernet-Branca, på baren foran dem. Og en af skoleknægtene står mellem dem og smiler og råber skål, glædelig jul! Og de skåler

Ib Kjeldsmark

Kultur
20. december 2013

Skål!«

»Skål.«

»Jeg så dig i kirken – gjorde jeg ikke?«

»Jo, jeg var i kirke. Jeg så ikke dig.«

»Jeg sidder altid nede bagerst. En fin messe i år,« siger han.

»Ja, den var fin,« svarer den yngre mand lidt længere nede ad baren.

»En livlig messe i år. Fin prædiken. Skål!«

»Skål.«

»Jeg kommer hver jul, men i år var det en ualmindelig fin messe. Hvert år. Jeg går til midnatsmesse hvert år. Og så sætter jeg mig her ned bagefter. Og får et par øl. Du ved, jeg kender præsten derovre.«

»Gør du det. Der kan man bare se.«

»Vi gik i skole sammen.«

Der er ikke mange gæster på det lille værtshus i kælderen bag kirken og hovedgaden. En højrøstet flok unge skolebørn fortæller hinanden om julegaver og viser frem og skyller det hele ned med pilsnere og små skarpe. Ved billardbordet instruerer en mand en kvinde i at håndtere køen. Men døren går nu og da op. Ensomme strejfere tumler ned ad trappen, kommer ned og børster sneen af sig. Hilser på bartenderen.

»Men det er selvfølgelig mange år siden,« fortsætter manden. »At vi gik i skole.«

»Du og præsten.«

»Ja. Netop. Han var en doven elev. Men han er blevet en fin præst, synes du ikke? Den prædiken var sgu fin. Ikke for lang. Ikke for trist. Ikke for munter. Jeg smutter altid klokken elleve. Og går i kirke. Det er bare os tre. Min gamle mor og min gamle tante og mig.

»– sagde hunden.«

»Ja, ja – sagde hunden! Eller nej, nej, hendes hund døde. Hun fik den aflivet sidste år. Vi har ikke noget at tale om. Det er sgu en trist forestilling, de her julemiddage. Har du børn?«

»Nej.«

»Så er der ikke så meget ved julen, vel?«

»Jeg har aldrig brudt mig om julen,« Siger den yngre mand.

»Arh, som barn har du da været vild med det hele ligesom alle os andre.«

»Heller ikke som barn. Det var en pine. Hele det langstrakte helvede, julekalendere, forventninger og pynt. Og juleindkøb med mor. Jeg kan ikke udstå stormagasiner og indkøb. Jeg kan ikke udstå at købe gaver. Og jeg kan ikke udstå at få gaver. Det er noget følelsesmæssigt rod. Hvad bør man give, og hvem skal man give, og hvad er det korrekte at give, og hvad forventer de at få? Spild af tid og følelser. Og penge. Falske smil og uhæmmet overforbrug.« Han vinker to øl frem og sender den ene ned ad baren til den ældre mand.

»Selvfølgelig har du ret. Det er skide besværligt med de der gaver. Vi har afskaffet gaver for mange år side. Vi er blevet for gamle til den slags.« De skåler.

»Jeg har fået skåret julen ned til syv timer.«

»Syv timer!« siger den yngre mand. »Det må jeg sige. Tillykke! Hvordan det?«

»Klokken fire spadserer jeg over til min gamle mor. På vejen køber jeg en håndfuld blomster. Og så sludrer vi om dit og dat til klokken fem. Klokken fem kommer min tante. Og jeg hilser og hjælper hende af med frakken, og så sidder vi lidt i sofagruppen og drikker en øl, spiser en klejne, spiser en dadel, spiser lidt chokolade og sludrer lidt alle tre. Men vi har intet at tale om. Så jeg rejser mig, forsigtigt, og gemmer mig væk i køkkenet. Jeg går i gang med maden. Det har taget mig mange år, at få lov til det. Men min mor er gammel. Hun har givet efter. Til sidst. Så de to damer sludrer, og jeg laver mad. Hun har allerede sat stegen ind. Og anden. Hun har kogt de små kartofler til de søde kartofler. De står og køler af. Så jeg piller kartofler og skræller æbler og snitter løg. Og jeg sætter en pande over med løg og æbler. Og svesker. Og jeg sætter en pande over med sukker –«

Og så lander der små glas, Fernet-Branca, på baren foran dem. Og en af skoleknægtene står mellem dem og smiler og råber skål, glædelig jul! Og de skåler.

»Tak, tak. I lige måde.« »– og jeg sætter en gryde over til rødkålen. Og de små kartofler kommer ned til karamellen. Og rødkålen får en sjat portvin og lidt enebær. Og så er det tid til at gå i gang med sovsen. Du ved, tiden går. Helt af sig selv. Mens damerne sidder i stuen og taler om gamle dage. De taler om hunden, der blev aflivet. De taler om muligheden for en ny hund. De taler om mænd, der er døde, brødre, fædre, de taler om søstre og kusiner, fætre, der er døde. De taler om sommerfester under den blomstrende hyld og påskefrokoster i blændende sol, de taler om sygdom, og de taler om vejret. Og jeg sætter smør over i en gryde, og jeg bruner melet. Og så får den lidt portvin og lidt rødvin. Og lidt mælk. Og jeg roder rundt i den nederste skuffe, men finder så også pipetten, som vist kun bliver brugt den her ene gang om året, når jeg skal suge kraft op fra bradepanden gennem fedtlaget. Jeg kunne bruge en ske, men nu findes den, pipetten, den har altid været der, i 40 år mindst, og den har vi altid brugt, når der skulle laves sovs juleaften. Sådan er det. Og pludselig er maden færdig. Kartoflerne er kogt og pillet. Jeg skærer anden op og skærer stegen og stiller det hele ind og råber, at der er mad. Og vi spiser, mens min mor undskylder, at anden er blevet lidt tør, og spørger, om stegen har fået nok. Og vi skåler, Skål! og vi taler om dem, der sidder andre steder og æder sig en pukkel til. Dem i Ringsted og dem på den anden side af Atlanten. Og så tager jeg af bordet og henter risalamanden, som min mor har lavet og stillet klar i køleskabet, og jeg henter kirsebærsovsen. Skal den varmes? Nej, det blive vi enige om hvert år. Der er ingen af os, der vil have kirsebærsovsen varm. Og jeg henter portvin og sherry. Og de små glas og asietterne, de facetslebne af mormors. Og skeer! For søren da, hvad skal vi spise med?! Skeerne! Og så skåler vi i portvin og går til fadet. Hvem har mon fået mandlen! Har du husket mandlen! Den er der ikke! Jo, dér var mandlen! Du har siddet og gemt den og sikke en snydepels. Og så er klokken elleve. Jeg siger farvel, tak for mad, glædelig jul. Og jeg slentrer ud i den tomme by. Jeg finder en omvej og finder måske også lige et varmt værtshus på vejen. Og så ringer de med klokkerne, og så er der messe, og så sidder man her. Mæt og ren, tilgivet alle årets synder?«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her