Kommentar
Læsetid: 5 min.

Hvorfor går kunstverdenen op i farver?

Hvorfor er det egentlig vi som kulturelite i så udpræget grad hylder rødt? Måske skulle vi hellere diskutere, hvorvidt kulturmidler i rimeligt omfang når den kunstneriske produktion og de udøvende kunstnere?
Kultur
3. december 2013

Den såkaldte kulturelite er rød. Vi er en venstreorienteret flok, som mener, at kulturen skal støttes mest muligt af det offentlige. Vi kæmper med næb og kløer imod enhver tanke om liberalisering, fordi vi ikke ønsker at sælge ud. Vi er idealistiske, men føler os underdrejede og udmagrede. Andre synes, vi er møgforkælede, og at vi brokker os for meget. Som oftest handler mødet mellem kulturpolitik og kunstverden om penge. De røde partier værdsætter kultur i højere grad, tror vi. De blå slider lidt mere med at se, hvor meget vi egentlig bidrager med – de prøver at reducere den offentlige støtte og privatisere os.

Jeg har arbejdet med visuel kunst i over 10 år, og i den periode har jeg stort set kun forholdt mig til fløjpolitik og blå regeringer. Jeg flyttede fra Danmark til Norge ved årsskiftet 2011-2012 og fik her mine første år med en rød regering. Ved valget i september i år kom en blå regering til magten i Norge. Jeg er altså tilbage i vante rammer, mens kultur-Norge nu frygter for fremtiden.

Kulturen har haft det godt i Norge. Den røde regering med Arbeiderpartiet i spidsen har siden 2005 fordoblet kulturbudgettet. Der blev sat en ambition om, at kulturbudgettet skal op på 1 procent af bruttonationalproduktet, og det nåede Arbeiderpartiet næsten at indfri. Set i det lys er der ikke noget at sige til, at kulturlivets suk over en ny og blå regering giver ekko op i de højeste fjelde. Alligevel tænker jeg, hvad det egentlig er vi sukker over. Hvis vi nu prøver at holde ideologier og retorik i eksempelvis Fremskrittspartiet, som nu er med i den norske regering, ude af billedet. Hvis vi fokuserer på kunstproduktionens betingelser og ikke mindst de kulturpolitiske midler, som alle diskussioner i sidste ende handler om. Hvilken betydning har blå eller røde regeringer da?

De danske farver

Lad os se på, hvad den danske blå regering har gennemført kulturpolitisk siden 2001. Der har været enkelte tiltag for bedre fusioner mellem kulturlivet og det private erhvervsliv, eksempelvis et momsfradrag for virksomheder ved køb af kunst. Flere kunst- og kulturinstitutioner i Danmark har i de seneste 10 år også skaffet flere private midler. Det har dog intet med momsfradraget at gøre. Der er ikke blevet købt mere kunst, tværtimod er gallerier lukket. Øgningen af private midler på nogle institutioner skyldes snarere en finanskrise og en modernisering af institutionerne, som har fulgt den generelle udvikling i Europa. Tendensen udvikler sig da også fortsat under en mere rød regering.

I Danmark er den væsentligste ændring under den blå regering nok en mere centraliseret administration af kulturmidlerne. En række uafhængige organer blev nedlagt efter 2001, og der blev i stedet oprettet det, som i dag hedder Kulturstyrelsen. Centraliseringen betød ændringer i, hvordan midler deles ud, men der blev ikke reduceret i selve beløbet til kunstnerisk produktion. En række værkstedsfaciliteter og kunstinstitutioner er i det nye årtusinde gradvist blevet reduceret i driftstilskuddene, men det er først og fremmest en konsekvens af kommunalpolitik – faktisk i flere kommuner med socialdemokratisk styre. Uddannelsesinstitutionerne har ikke just kronede dage, men det har ikke ændret sig med en rød regering. Så langt adskiller den blå regering i Danmark sig altså ikke, andet end ved det administrative organ for selve uddelingen af kulturmidler.

Så er der prioriteringen af frivillighedsarbejdet, som den blå regering i Danmark værdsatte – og det gør også den nye blå regering i Norge. Nogle kalder dette en prioritering af folkekulturen frem for finkulturen. Lad os dog ikke glemme, at styrkelsen af frivillighedssektoren i kulturlivet også er væsentlige satsninger for røde blokke. Både konservative kulturministre i Danmark og socialdemokratiske i Norge har i et nyt årtusinde været enige om en væsentlig ting: Kultur er for alle! Ingen og intet er for højt eller for lavt. Har vi som kulturelite et problem med det, kan vi ikke bebrejde farverne på regeringspartierne, men prioriteringen generelt.

Uafhængighed

Til sidst er det et udtalt ønske fra blå regeringer, at kunstnere skal have en større grad af økonomisk frihed. Det vil med andre ord sige være mere uafhængig af offentlig støtte.

Lad os se lidt på det. Både i Danmark og Norge har man for nylig omlagt nogle kunstnerstipendier. De livsvarige ydelser til kunstnere er afskaffet til fordel for hædersydelser i Danmark. Det blev gennemført i 2012 og altså under ’rød fane’, men disse stipendier har været diskuteret også under VK-regeringen.

I Norge har man for nylig ændret ved de samme stipendier, det man kalder Garantert Minsteinntekt, som nu er afskaffet. Til gengæld er der etableret en række længerevarende arbejdsstipendier. Det var Arbeiderpartiet, som gennemførte disse ændringer, som mere kan beskrives som et hæderligt kompromis end en egentlig succeshistorie.

Omlægningerne har hverken i Danmark eller Norge betydet færre midler til kunstnerstipendier. Den nye blå regering i Norge havde i et udspil til et revideret budget fjernet midlerne til ovennævnte stipendier, men det vakte et ramaskrig og blev ikke gennemført. Omvendt har omlægningerne heller ikke betydet flere midler. Rapporter viser, at trods fordoblingen af kulturbudgettet i Norge går der i dag ikke flere penge til udøvende kunstnere og kunstproduktion inden for den visuelle kunst. Det vil vel egentlig sige, at forholdsmæssigt har den røde regering i Norge indført en større grad af økonomisk uafhængighed for kunstnere, siden en langt mindre del af budgettet nu når de udøvende kunstnere.

Konklusionen må være, at røde regeringer ændrer i stipendieordninger lige så vel som blå, mens farve sådan set intet betyder i forhold til de midler, som reelt går til stipendier og produktionspuljer. Om noget har røde regeringer sænket den procentvise fordeling til kunstnere. Det er vel et paradoks, vi ikke kan ignorere.

Systemet

Hvorfor er det egentlig, vi som kulturelite i så udpræget grad hylder rødt? Måske skulle vi hellere diskutere, om kulturmidler i rimeligt omfang når den kunstneriske produktion og de udøvende kunstnere? Det er vel et nødvendigt udgangspunkt for enhver kulturpolitik og kunstelite. Måske er nogle i kulturverdenen lidt forkælede, men det er altså ikke kunstnerne. Det kan også godt være, nogle brokker sig, men jeg synes egentlig, kunstnerne brokker sig ganske lidt, når man ser på den stadige skævvridning af midlerne, som finder sted. Jeg skal ikke plædere for blå regeringer her, men jeg synes omvendt heller ikke, jeg ud fra et kulturpolitisk synspunkt kan retfærdiggøre at plædere for en rød. Hvorfor går vi da så meget op i farver i kunstverdenen i det hele taget?

Måske er det, fordi det er nemmere at bebrejde farven på en regering end at tage et hårdt blik på et omfattende system, som fortsat underminerer kunstnere og kunstnerisk produktion. Et system, vi alle er en del af. Det er nemmere at orientere sig mod rødt eller blåt end at se kritisk på noget, som involverer alle, også en selv, er det ikke?

Karin Hindsbo er direktør for SKMU Sørlandets Kunstmuseum, Kristiansand, Norge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Neutrale kunstnere, det lyder som et ekko af korporationernes hedeste drømme. Som så mange andre trænger kunstnerne nok til at få tjekket deres farvesyn.

christian schmidt-rasmussen

det KH skriver er vel gammelkendte fakta. højre som venstre har en tendens til til følge samme spor når det gælder kunsten. det er lidt svært at at bedømme hvorfra kunstpolitikken udgår, men det virker ikke som om det er fra politisk hold. når jeg går op i hvilke regering vi har, har det derfor ikke så meget at gøre med at jeg er billedkunstner.