Baggrund
Læsetid: 3 min.

Hvorfor vi blev lune på prinsesse Miamaja

Julen er hjerternes fest, men de festlige hjerter banker også pulsslag til andre organer. Og med ’Jul på Slottet’ kom det brusende begær til den danske julekalendergenre og kastede sit tryllestøv ud over jul og sex og guld, til intet var at skelne fra hinanden
Hanne Steensgaard og Jens Zacho Böye som Miamaja og Valentin i ’Jul på Slottet’.

Klaus Kurup

Kultur
2. december 2013

I barndommens uendelige december måneder rendte jeg rundt med stiv nissehue og røde kinder i en tung stemningsklokke, i smørboblende sukkerchok, høj på tanken om ting, jeg ville få, men højest af alt på Jul på Slottet, som gjorde al slags begær til stemning. Nu bliver den genudsendt for tredje gang.

Med Jul på Slottet, den dyreste danske julekalenderproduktion nogensinde dengang i 1986, kom begæret for alvor ind i genren. Julen er hjerternes fest, men de festlige hjerter banker også pulsslag til andre organer. Og romancen mellem prins Valentin og prinsesse Miamaja, ikke mindst, satte sig i Danmarks kulturelle klokkeværk. Det vidner efterhistorien om.

Hanne Steensgaard, der spillede Miamaja, tænkte ikke så meget over den store opmærksomhed, der dengang overmandede de to intense teenage-juleidoler. Det fortalte hun i en DR2 Temalørdag i 2001, med rødt frem for guldblond hår, men med lige så vilde krøller og en karriere på Museum Erotica.

»Det er mere kommet sidenhen, hvor jeg stadigvæk, når jeg står lidt småfuld ved en bar, kan møde en eller anden ung fyr, der ’guuud’ har været smålun på mig som barn,« sagde hun.

Jens Zacho Böye, der spillede Valentin, talte i 2001 modsat om et decideret ’før’ og ’efter’ Jul på Slottet. ’Efter’ glemte han, hvem han var. For de danske piger og kvinder blev helt sindssyge af begær, fortalte han:

»De jagtede mig ned ad Strøget og ind igennem butikker hver eneste dag og kom fra landet og til Aarhus og satte sig på trappestenen. Det var meget ubehageligt,« siger Jens.

Krisefortælling

Jul på Slottet blev optaget på det 400 år gamle Rosenholm Slot på Djursland og genudsendt i både 1991 og 1998. Bodil Heister skrev musik. Finn Henriksen iscenesatte og skrev manuskript med Martin Miehe-Renard, der siden opfandt den Fimpe-lignende Pyrus i Alletiders Jul (med flere).

Julekalenderen adresserede børn, unge og voksne: Det helt infantile drille- og hyggebegær med de små vrøvlenisser som Allan Olsens Fimpe, det pubertære begær i den altså landsepidemisk hotte (fordi eksisterende og virilt skuespillede) romance mellem prinsesse Miamaja og prins Valentin. Og så talte den ind i frygten for knaphedstider: de voksnes dumme frygt.

For Jul på Slottet er også en vaskeægte krisefortælling af det 20. århundrede. ’Krigen’ har kostet. For at få fredsforhandlingerne i gang kræver det den fede konges (herlige Morten Grundwald) vægt i guld, men kongen er på røven og må derfor dæmpe sin livlige, driftige appetit for at gøre kongens vægt billigere. Lysten er hermed suspenderet. Det er alle gode julekalenderes grundkonflikt.

Her virkede julestemning som en slags tryllestøv på den voksenmaterialisme, som kalenderen tematiserede.

»Jamen, snakker de slet ikke om jul?«, spørger nissemor (Ellen Winther Lembourn).

»Nej, de snakker kun om guld,« svarer nissefar Magnum (Ole Thestrup) ærgerligt, og selv om det sørme og sandt nu er blevet december.

Begærlige bløddyr

Jul på Slottet handler derfor, ligesom alle gode julekalendere, om at vinde begæret tilbage. Prinsesse Miamaja og den mystiske jæger, Valentin, kredser om hinanden, men det er nisserne, der må facilitere lir mellem dem. De tager røde huer på og hygger rundt med klejner og risengrød og fællesstemning og forsøger at omsætte det til menneskebegær.

»Drille er dejligt. Drille er guffeliguf!,« siger lille Fimpe – som kun uskyldige nisser kan sige det uden perversion. Han laver en pose julestemning og puster det ud med et rør i menneskenes kabinetter, så alle, både de gode og onde, de dumme og de snu, for en stund reduceres til begærlige bløddyr:

»Det dufter min tro af klejner, kanel og sukat, andesteg og risengrød, gran og mistelten, det dufter simpelthen af … JUL!,« siger de på stribe. Og det bliver ultimativt dem, der sætter dagsordenen med deres julestemning.

Hvorfor var vi så lune på Miamaja og Valentin? Den stemning blev til julestemning, til det tryllestøv, der fik én til at rette sin fuldstændige opmærksomhed mod noget så småt og sanseligt som en kringle eller en nisse eller prinsessens runde kind. På den måde forenede julekalenderstemning for første gang det barnlige og det driftigt pubertære og den voksne alvor. Og så? Blev det for alvor og sørme og sandt julekalenderjul. Med evig genudsendelses-potentiale for alle aldre.

DR Ramasjang sender ’Jul på Slottet’ hver aften kl. 17.30 til 24. december. Den præsenteres af børne-tv-værten Shane Brox, der sammen med hunden Jakob skaber julestemning med lim, glimmer og saks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Einar Carstensen

En medvirkende årsag er musikken, den eneste julekalender,der efter min mening har seriøs musik. (Undskyld, men med et shubidua bidrag til Jul i Gammelby som en anden undtagelse.)

Jeg vil rigtig gerne anbefale Shane Bronx der som en en anden (ny) Jørgen Clevin lærer børn at de ikke behøver iPads, computere mm. og mv. for at more sig eller lege. Et par gamle toiletruller, noget vat og et par øjne af pap er mere end nok....

Enig med Einar Carstensen i at Bodil Heisters underskønne musik til sangen
"den dejligste måned i nissernes land" med meget mere en en stærkt medvirkende årsag hertil - altså at den blev så populær.