Læsetid: 15 min.

Ingen forældre vil stå ved, at de har et yndlingsbarn

Men al forskning viser, at det har de. Det er på tide, vi bryder tabuet, siger psykologer
’De færreste snakker højt om, at de har et favoritbarn, men inderst inde tror jeg, de fleste godt kender følelsen. Til tider foretrækker man bare at være sammen med et af sine børn frem for et andet. Det kan være hårdt at indrømme, men sådan er det,’ siger Marita Eckhardt Tróndheim – her sammen med familien: manden Jakob, Johannes (sidder hos Jakob), Andrias (i stribet trøje), Kristoffer og Helena.

Bo Amstrup

23. december 2013

Glem, hvad dine forældre har fortalt dig. De havde en favorit.

Måske var det dig, der var familiens yndling, måske var det din søster eller din bror, måske gik titlen på tur, og måske oplevede du både at være foretrukket og ikke at være det.

Men uanset hvad: Dine forældres kærlighed var aldrig ligeligt fordelt. De gjorde forskel – og hvis du selv har børn, gør du også forskel på dem.

»Enhver mor og far har en naturlig tilbøjelighed til at kunne lide et af deres børn bedst. Det er universelt – og fuldstændig normalt,« siger Ellen Weber Libby, amerikansk psykolog og mor til to. I sin bestsellerbog fra 2010, The Favorite Child, leverer hun det første større fagpsykologiske bidrag til et fænomen, alle kender til, men som ingen rigtig vil kendes ved.

»De færreste forældre vil indrømme, at de har en yndling, for det kan være ubehageligt at se i øjnene. Men børnene ved som regel godt, hvem favoritten i deres familie er,« siger hun.

Direkte adspurgt vil de fleste forældre formentlig svare, at de elsker alle deres børn lige højt. Men det vil meget sjældent være et dækkende svar. Det er nemlig et grundlæggende vilkår i forældreskabet, at der er børn, man er tættere knyttet til end andre.

»Børn er forskellige, og derfor er det også helt naturligt, at de vækker forskellige følelser i os,« forklarer Libby på telefon fra Washington DC, hvor hun de seneste tre årtier i sin egenskab af klinisk psykolog har indsamlet konkrete erfaringer om det tabubelagte emne. For det er et tabu, måske et af de største i vores kulturkreds, og sådan har det været i århundreder.

En ukrænkelig helligdom

Forestillingen om den udelte forældrekærlighed er en helligdom, vi sjældent sætter spørgsmålstegn ved. Måske fordi vi ikke ønsker at bryde illusionen. Vi ved jo fra film og bøger, hvad det kan føre til, når et barn fremhæves på bekostning af andre: søskendejalousi, forældre- opgør og forkvaklede liv. Kain og Abel i Bibelen. Daniel og Ellen i Matador.

Så hvad er pointen med overhovedet at bevæge sig ind i dette morads af potentiel smerte?

Der er to, mener Ellen Weber Libby. For det første, fordi det gør os klogere, og for det andet, fordi det er en del af virkeligheden. Man kan synes, det er problematisk at favorisere; man kan synes, vi hellere burde lade være; man kan lige frem synes, at det er forkert. Men først og fremmest er det menneskeligt.

»Det er jo ikke sådan, at vi står op om morgenen og vælger, hvem vi vil favorisere i dag. Det sker ubevidst – men det sker, og det gør vi bedst i at erkende, for det er en forudsætning for, at vi kan forholde os til det,« som hun siger.

Adskillige spørgeskemaundersøgelser har de senere år bekræftet Libbys forskning. I 2009 kunne magasinet Psykologi referere en undersøgelse foretaget blandt flerbørnsmødre over 65 år, der viste, at over 80 procent havde en yndling. Og formentlig er det reelle tal endnu højere. Som journalist og TIMES-redaktør Jeffrey Kluger formulerer det i bogen The Sibling Effect (Søskendeeffekten, red.) fra 2011:

»Det er min overbevisning, at 95 procent af alle forældre i verden har et yndlingsbarn – og de ​​øvrige fem procent lyver.«

Fem typiske favoritter:

  • Den førstefødte: Det er det første barn, der gør os til forældre og vækker følelser, vi måske ikke kendte før.
  • Et barn som ligner os: Kan vi genkende noget af os selv i et barn, kan det let blive et favoritbarn.
  • Et handikappet barn: Et skrøbeligt eller sygt barn kan vække en særlig form for omsorg.
  • Et barn af bestemt køn: Er der f.eks. to drenge i familien, men kun én pige, er der en god chance for at pigen – alene fordi hun med sit køn skiller sig ud fra de to andre – kan blive en yndling.
  • Den sidstfødte: Den yngste appellerer ofte til en særlig ømhed i forældrene og kan løbe med en god del af opmærksomheden, alene fordi det er ’den lille’.

Kilder: Margrethe Brun Hansen, Ellen Weber Libby, Jeffrey Kluger

Foretrukket selskab

Marita Eckhardt Tróndheim lyver ikke. Hun er ærlig, når hun siger, at hun holder af alle sine børn. Men hun er også ærlig, når hun tilføjer, at det ikke er dem alle, hun har lige nemt ved at holde af. I hvert fald ikke lige i øjeblikket.

Den 31-årige færing er gift på 9. år, uddannet cand.mag. og ansat som adjunkt på Hjørring Gymnasium – og så er hun mor til fire børn: En dreng på 0, en pige på to, en dreng på fire og endnu en dreng på 6.

»Enhver, der kender mig, ved, at jeg elsker alle mine børn. Men for mig handler det heller ikke om kærlighed. Det handler om, hvilke børn der lige nu er en udfordring at være sammen med – og hvem, som bare er godt selskab. Det handler om, hvem man bliver opladet eller afladet af at tilbringe tid sammen med.«

For tiden ser favoritstillingen således ud i familien Tróndheim: Den ældste er så småt begyndt at passe sig selv, den yngste er stadig mest optaget af at spise og sove, den næstældste er på tværs og skaber konflikter, mens den lille pige – familiens eneste – har forrygende succes i rollen som uimodståelig charmetrold.

»De færreste snakker højt om, at de har et favoritbarn, men inderst inde tror jeg, de fleste godt kender følelsen. Til tider foretrækker man bare at være sammen med et af sine børn frem for et andet. Det kan være hårdt at indrømme, men sådan er det – og det er jo heldigvis ikke den samme hele tiden,« siger Marita Eckhardt Tróndheim, som fortæller, at det for to år siden faktisk var den næstældste og nuværende urostifter, som var den foretrukne, mens hans storebror var konfliktmageren.

»Jeg tror, sådan noget går på tur. Men når jeg lige nu spørger mig selv, hvem jeg helst vil lave mad sammen med – ja, så er det min datter, for det bliver hurtigt alt for besværligt med de to store. Men om nogle år kan det jo være, at det er vendt helt på hovedet igen.«

Det er naturligt, at man behandler sine børn forskelligt, når de nu er forskellige, mener Marita Eckhardt Tróndheim.

Bo Amstrup

Sjældent skadeligt

Man kan ikke pege på én overordnet model for, hvorfor og hvordan favorisering i familier finder sted. Ofte er billedet direkte forvirrende: Man ved, at fædres forhold til deres ’førstefødte søn’ som regel er stærkt – med mindre de foretrækker deres ’lille prinsesse’.

Man ved, at mødre og døtre har et særligt bånd – med mindre de bedre forstår deres sønner. Man ved, at ufavoriserede børn typisk vil mangle selvtillid og beslutningskraft som voksne – med mindre de i stedet lærer at klare sig selv og skabe stærke venskabsrelationer uden for familien.

Ingen kan med sikkerhed sige, hvad placeringen i familie- hierarkiet fører med sig af lykke og ulykke for det enkelte barn.

Men ifølge Ellen Weber Libby er favorisering i sig selv ikke skadeligt – i hvert fald ikke så længe yndlingstitlen går på tur, og alle familiens børn er begunstiget på forskellige tidspunkter af forskellige årsager.

Faktisk kan det lige frem være sundt for børnene, at de oplever både at være foretrukket og ikke at være det.

»Det er kun i de familier, hvor det samme barn notorisk tilgodeses og forbliver sine forældres yndling hele livet igennem, at favorisering kan få alvorlige konsekvenser – og ikke kun for de oversete børn, men også for favoritbarnet selv,« siger Libby.

Sagen om Scooter Libby

Det er en førstehåndserfaring, hun har fra sin egen familie: Under George W. Bush’ regeringsperiode i begyndelsen af nullerne spillede hendes svoger Lewis Libby, bedre kendt som ’Scooter’ Libby, en nøglerolle i arbejdet med at opbygge påstandene om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben før invasionen i 2003.

På daværende tidspunkt var Scooter Libby foruden at være stabschef for den amerikanske vicepræsident Dick Cheney også assistent for præsident Bush i nationale sikkerhedssager. Og nå ja, så var han vokset op som Libby-familiens eneste og ubetingede øjesten.

»Hvis man hele sit liv har været favoritbarnet, kan det meget let ende med at korrumpere ens moralske standarder. Man lærer ikke om rigtigt og forkert, hvis man altid har været yndling og aldrig er blevet sagt imod,« siger Ellen Weber Libby.

»Scooter Libby mente ikke, at han var underlagt de samme regler som alle andre. Der blev ikke sat grænser for ham som barn, og derfor lærte han aldrig, hvad der var rigtigt og forkert. Det betalte han prisen for som voksen.«

Scooter Libby blev i 2007 idømt en straf på to og et halvt års fængsel for mened og obstruktion af sandheden, men fik senere sin straf omstødt af præsident Bush.

De ældste får førstegrøden

I fiktionen er forældrefavorisering et velkendt emne: I Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per, drager den unge Peter Andreas Sidenius i et opgør med sit livsforsagende og pietistiske præstegårdshjem ud i verden for at realisere sig selv som ingeniør og erobrer.

Han har store planer om at anlægge et gennemgribende kanalsystem i Jylland, om at udnytte havets bølgeenergi og om at gifte sig ind i en rig jødisk familie, der kan understøtte hans foretagender.

Det begynder godt for den unge Sidenius. Stor er derfor hans skuffelse, da han i en scene i romanen vender tilbage til sit barndomshjem for at lade sig hylde og tilbede af sin familie. For der er ingen særlig velkomstceremoni i det lille hjem, ingen større palaver, ingen festlig markering.

Ganske vist kommer faderen ham tøvende i møde, og moderen kysser ham da også på kinden, men det er ikke nok til at fjerne skuffelsen hos den hjemvendte søn.

»Han var for ung til at forstaa,« skriver Henrik Pontoppidans livskloge fortæller, »at han ikke led anden Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre«.

I Pontoppidans udlægning går »førstegrøden af forældrenes kærlighed« naturligt til de ældste, som alene på grund af deres placering i søskendeflokken er selvskrevne til yndlingetitlen.

Nyere forskning i forholdet mellem forældre og børn bekræfter denne pontoppidanske antagelse om de førstefødtes særstatus i det interne familiehierarki. Senest i et studie foretaget af Katherine Conger fra University of California, der over tre år fulgte 384 søskende og deres forældre, og konkluderede, at 65 procent af mødrene og 70 procent af fædrene udviste en særlig præference for det ene af deres børn. I de fleste tilfælde den ældste.

Narcissistisk spejling

Hvorfor det forholder sig sådan er straks sværere at svare på, og eksperterne er heller ikke enige.

Visse psykologer sværger til en evolutionær forklaringsmodel, der fortolker forældrefavoriseringen som en miniatureudgave af det darwinistiske udvælgelsesprincip: Man vælger den stærkeste i flokken, den, der kan føre slægten videre – og her vil valget typisk falde på den ældste, som forældrene samlet set har investeret mest tid, opmærksomhed og ressourcer i.

Ifølge Ellen Weber Libby er det imidlertid en forklaring med adskillige blinde punkter.

»Det er noget mere komplekst,« siger hun: »Familiens yndling kan både være den ældste, den yngste og den mellemste. Det afhænger helt af den konkrete families indre dynamik og historie.«

I The Sibling Effect fra 2011 gennemgår Jeffrey Kluger nogle af de hyppigst forekommende mønstre for forældrefavorisering: I en søskendeflok, der enten består kun af drenge eller kun af piger, vil de ældste og de yngste ofte have størst chance for at blive familiens yndlingsbørn. Det samme er tilfældet for familier, hvor kønsfordelingen i søskendeflokken er dreng-dreng-pige eller dreng-pige-pige.

Men ændres der bare en anelse på rækkefølgen, så den nu hedder dreng-pige-dreng eller pige-dreng-pige, ændres der samtidig på hele den dynamik, som ligger til grund for favoriseringen, og så kan den ældste og den yngste pludselig se sig forbigået af den midterste, som alene på grund af sit køn, nu skiller sig ud som noget særligt.

Dreng-pige-dreng

For Marita Eckhardt Tróndheim er det naturligt, at hun behandler sine børn forskelligt, når nu de er forskellige. Men hun er ikke blind for, at hendes eget køn også kan spille en rolle i favoriseringen.

»I øjeblikket har jeg en del konflikter med min fire-årige søn, og nogle af dem, tror jeg, bunder i min fremmedhed over for, hvad det egentlig er, der sker med ham, når han bliver vred – og hvor hans raserianfald kommer fra. Jeg har lidt nemmere ved at genkende min datters følelser, måske fordi jeg kan se mere af mig selv i hende – og det er noget, jeg er meget opmærksom på,« siger hun.

Spejlingseffekten behøver imidlertid ikke kun være begrænset til forældre og børn af samme køn. I sin bog taler Jeffrey Kluger om de såkaldte kønsoverskridende præferencer; altså dem, der viser sig hos fædre, som ikke kan stå for deres døtre, og hos mødre, som forblændes af deres sønners charme.

Han citerer et studie af den amerikanske psykolog Catherine Salmon, offentliggjort i tidsskriftet Nature i 2003. Salmon konkluderer, at den førstefødte søn var »den mest sandsynlige kandidat til at blive moderens yndlingsbarn, mens det for faderen var den sidstfødte datter«.

Hun fortsætter: »Man skulle tro, at fædre ville favorisere deres sønner – de foretager sig jo i hvert fald meget sammen som for eksempel at dyrke sport og spille videospil – men når det kommer til de følelsesmæssige bånd, har fædrene altså en tendens til at tilbede deres lille prinsesse. Mens mødrene har en tendens til at tilbede deres ældste sønner.«

Freudianske og ødipale forklaringsmodeller ligger lige for, men ifølge Kluger hælder nyere forskning i stedet til teorier om narcissistisk spejling. Hvad forældre synes at værdsætte mest ved deres børn af det modsatte køn er nemlig paradoksalt nok de træk, som de forbinder med deres eget køn.

Som Jeffrey Kluger skriver i The Sibling Effect: »Den følsomme mor fortaber sig i sin poetiske søn, mens den hårdtslående far forguder sin ligefremme datter.«

Hellere have haft den af far

Margrethe Brun Hansen er privatpraktiserende børnepsykolog og forfatter til bøger som De kompetente forældre, Rød Stue kalder – og senest bogen Søskende, hvor hun også har viet et kapitel til spørgsmålet om forældre og deres yndlingsbørn.

Hun er enig i, at »det er helt normalt« at have en yndling, som »ens hjerte banker lidt ekstra for« – men hun understreger, at man som forælder også har et ansvar for, at forskelsbehandlingen ikke går over gevind.

»Man ser gerne i større søskendeflokke, at nogle af børnene har en mere fremtrædende plads i familien og for eksempel oftere bliver spurgt til råds. Det er helt naturligt. Men det kan blive ubehageligt, når man kommer til at fremhæve den ene på den andens bekostning: ’Se, din lillebror kunne bestå sin eksamen, så kan du vel også!’,« siger Margrethe Brun Hansen.

Det er det, vi er vidner til i den hjerteskærende scene i Matador, hvor Mads Skjern har købt en hest til Ellen som belønning for hendes gode eksamensresultater.

»Sådan går det, når man er flittig,« siger Mads Skjern foran sin søn Daniel, så han kan lære, at flid og dygtighed betaler sig. Og så nytter det ikke meget, at grisehandlerens kone trækker endnu en hest af stalden som belønning for at være »en god dreng«: »Jeg ville hellere have haft den af far,« siger han.

Igennem samtlige 24 afsnit af Matador favoriserer Mads Skjern Ellen på bekostning af Daniel. Ikke fordi han elsker hende mere, men fordi han forstår hende bedre.

Det er det tragiske ved Mads Skjerns forhold til sin søn, Daniel: Han ser ikke alt det, han kan, og alt det, han er. Han ser kun alt det, han ikke kan, og alt det, han ikke er. Han forstår ikke, at det, han ønsker, aldrig kan gå i opfyldelse: At hans søn aldrig vil blive som ham selv. At en Daniel aldrig kan blive en Mads.

Kampen om forældrenes gunst

Som Kluger viser i sin bog, er børn sjældent blot passive aktører i favoriseringsspillet; tværtimod deltager de ofte aktivt i kampen om forældrenes gunst.

I The Sibling Effect illustreres pointen med henvisning til to af USA’s forhenværende præsidenter, John F. Kennedy og George W. Bush. Begge havde det tilfælles, at de ikke i udgangspunktet var tiltænkt en særlig status i familiedynastiet, og at begge derfor måtte kæmpe sig til den.

I Kennedy-familien var det Joe Kennedy Jr., som var udset til at føre familiens navn og renommé videre; som sin fars yndling var der lagt store fremtidsplaner for hans politiske og forretningsmæssige karriere, men da han pludseligt og tragisk døde i tjeneste under Anden Verdenskrig, faldt loddet tilbage på lillebroderen, John F. Kennedy, der dog stadig måtte kæmpe for at overbevise sin skeptiske far om, at han var gjort af den rette støbning.

I Bush-familien var det Jeb Bush, der var tiltænkt rollen som familiens stolthed, ifølge Kluger fordi han i modsætning til George W. Bush fra barnsben fremstod som den mest seriøse, ansvarlige og flittige af de i alt fire sønner.

Kærlighed nok til alle

I Ellen Weber Libbys egen familie har de nu nået et punkt, hvor de kan grine af deres erfaringer med favorisering. Den amerikanske psykolog er mor til en datter på 30 og en søn på 25.

»På et tidspunkt sagde min datter til mig, at hun følte, jeg lod min søn slippe af sted med ting, hun ikke selv kunne slippe af sted med. Det tænkte jeg over, og jeg tror, det var rigtigt, at jeg nogle gange favoriserede min søn. Jeg behandlede dem ikke ens, men ofte med god grund, fordi de hver især havde brug for noget forskelligt«.

Under arbejdet med bogen har hele familien fået lejlighed til at tale endnu mere om deres interne relationer, hierarkier og dynamikker, og det er en oplevelse, Ellen Weber Libby under alle familier.

»En af grundene til, at favorisering er blevet sådan et tabu, er, at folk ikke forstår at skelne mellem kærlighed og favorisering. Det er et faktum, at de fleste forældre naturligt knytter sig tættere til ét barn, som ofte det barn, de bedst kan spejle sig i. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de elsker deres andre børn mindre. Faktisk behøver det ikke være et problem, at der er en yndling i familien, når bare alle børnene grundlæggende føler sig elsket,« siger hun.

Sagt om yndlingsbørn

En anonymiseret citatmosaik fra diverse debatfora på nettet

’Jeg har to piger på ét og fem år. Jeg elsker dem begge, men er ved at være klar over, at jeg foretrækker den ældste. Skammer mig over at føle sådan og prøver ikke at vise det. Men jeg er vild med hendes personlighed og synes nogle gange, at den lille er mere sur og stædig, end den store var i samme alder. Er jeg unormal? Har andre det sådan? Bare lidt?’

’En grundregel i al opdragelse er ikke at sammenligne sine børn. Alle børn er selvstændige individer og skal accepteres og elskes for dem, de er – ikke vurderes mod hinanden. Som forælder, bør du aldrig sige: ’Hvorfor kan du ikke være mere som din søster?’ Og det vil jeg heller aldrig sige. Men nogle gange tænker jeg det.’

’Kan I huske, at en masse unge brændte inde, da et diskotek i Göteborg brændte? Der var en mor, som fortalte, at hun savnede den ældste af sine døtre mest, for det var hende, hun havde haft flest oplevelser med. Det tror jeg er meget normalt – det ældste barn er jo også det eneste, man har haft som enebarn.’

’Jeg har selv tre, og den ene af dem ligger inde med en opførsel, der er til at blive skør i bolden af nogle gange. Jeg elsker alle tre børn, men kan godt genkende, at jeg har mere lyst til at bruge tid på de to andre, men gør det ikke. Men det er bare nogle andre ting, der skal til for at få god hyggetid med den ene af dem.’

’Jeg er også lillesøster og har haft mange tanker om, hvorvidt mine forældre elskede mig og min storebror lige højt. Jeg har altid følt, at mine forældre var lidt mere stolte af min bror og hørte lidt mere efter, når han talte, end når jeg gjorde det. Og det satte gang i en masse tanker og komplekser.’

Kilder: mommyish.com, soendagsavisen.dk, netbaby.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Maiken Thomsen
  • Christian Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Søren Jessen
  • Jette M. Abildgaard
Carsten Mortensen, Maiken Thomsen, Christian Pedersen, Carsten Mortensen, Søren Jessen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

forskning mht mennesker må være det samme som forskning inden for alt muligt andet, det kan være fejlbehæftet, og jeg tror det er det i meget højere grad end meget komplicerede dynamiske modeller af feks mekanik som jeg nu arbejde rmed.

derfor er jeg allerede stået af her:

**Glem, hvad dine forældre har fortalt dig. De havde en favorit.**

og her

**De gjorde forskel – og hvis du selv har børn, gør du også forskel på dem.**

la os nu sige at de her var sandheden for alle, så skal man bare have enebarn. så er det ovre og så kan i lukke det forskningsprojekt ned og måske finde noget brugbart at bruge pengene på.

Anne Koed Westergaard, Peter Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg stemmer i med et "Hvorfor det?"

Hvem bliver lykkeligere af at bryde det tabu... vel næppe det barn, som ikke er i kridthuset.

Martin Kristensen, Jack Jönsson, Kjeld Hansen, Tina Skivild, Karsten Aaen, Anja Henriksen, Morten Pedersen, Lars Jensen, Anders Feder og Richard Sørensen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

At fortælle et af sine børn at lige det er ens yndlingsbarn er ikke nødvendigvis forkert.
Jeg har 2 børn, og fortalte den ene, som havde en normal hjerne, at jeg til en hver tid stolede mest på ham.
Det var måske forkert, men omvendt så er det i dag ham der skal sørge for sin bror hvis jeg falder død om eller bliver kørt over.

Richard Sørensen

Man kunne jo bryde mange tabuer både i ægteskab og familie. Væk med dem!
Det skal nok blive hyggeligt, og ærlighed varer længst???
PS. er det seriøse psykologer med eksamen og erfaring, der vil bryde det tabu?
Og glædeligst jul til mit yndlingsbarn. Vi to skal hygge os mest.!!

Det kan godt være at det liberalistiske samfund er uretfærdigt, ulige og selekterende ...

...men det er du jo også - helt ind i dit hjerte, at du ved det. Sådan er det jo! Derfor.

Anne Koed Westergaard, Trond Meiring, Minna Conradsen, Peter Jensen, Jørn Andersen, Niels-Holger Nielsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Jette M. Abildgaard

Hm.....enig med Johannes Aagaard og, saa tror jeg at der i mange familier er et helt andet tabu oveni...nemlig de familier hvor et eller begge foraeldre, netop ikke elsker deres boern...det ene eller dem alle!!

Tabuer .....ikke noedvendigvis.....nogle er vel blot bedre til at gemme det bag facaden end andre...altsaa gemme kaerligheden eller manglen paa samme, ikke sandt....!?

I dyrenes verden er det oftest saadan at foraeldrene hjaelper deres boern indtil de kan klare sig, flyve etc. og, maaske det er dyrene vi skal laere af...en fugl er f.eks. ikke automatisk forpligtet/forventet at skulle goere som mor og/eller far som mennesker ofte er....

Jeg var selv det uelskede af to børn og forældrene behøver ikke bryde noget tabu og erklære hvad barnet allerede selv fornemmer, oplever og ved.

Jette M. Abildgaard: Dyr er nogle bæster. Det er faktisk meget almindeligt at dyr favoriserer deres stærkeste afkom, og simpelthen lader de svageste dø. Omvendt er rovmord, voldtægt og andre spændende adfærdstyper også fuldt accepterede i dyreverdenen. Det er forhåbentligt ikke noget vi behøver efterstræbe i menneskeverdenen.

Lennart Kampmann

Det lyder mere som om en psykolog har travlt med at sælge bøger.

Hvert barn er forskelligt og bliver elsket på sin egen unikke måde. Debatten om favoritter er insinuerende og søgt.

Med venlig hilsen
Lennart

Birgit Kraft, Sara Arklint, Vibeke Rasmussen, Anja Henriksen, Morten Pedersen og Tino Rozzo anbefalede denne kommentar
Birgitte Thomsen

Kære venner. Kom igen, når I har prøvet at være barn i en familie, der har en slægtsgård, der skal bringes videre i hver generation. Det er muligt, at der som udgangspunkt ikke er forskel på kærligheden til børnene, men det er der i hvert fald på favoriseringen af dem. Fordelen er, at der ikke er så mange familiebesøg at rende til i julen. Glædelig samme ;-)

Carsten Mortensen, Annemette Due, Birgit Kraft, Jørn Andersen, Jette M. Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

Jeg kan ikke se, hvorfor det er så angstprovokerende at spille med åbne kort i familien. Måske ville det i så fald være nemmere at fordele sol og vind mere lige.

Der er skrevet en bog der behandler emnet på en noget anderledes måde end artiklen her. Den hedder: "Forstå dit ophav og bliv fri" af Oluf Martensen-Larsen, som var psykiater og forskede i bl.a. søskenderelationer. Han drev hvad han selv kaldte Psykologisk Orienteret Slægtsforskning. Hans forskning omfatter familieskemaer fra omkr. 40.000 personer. Bogen beskriver indgående hvor stor betydning ens placering i søskendeflokken har. Herunder også at man som forælder ofte har nemmere ved at identificere sig med den af børnene der har samme placering som én selv - ikke nødvendigvis at man holder mere af dette barn.
Bogen giver et fint indblik i hans omfattende forskning. Desværre er der ikke nogen der har taget dette store emne op efter hans død.

Ulla Sauer, Carsten Mortensen, Birgitte Thomsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det insinuerende er artiklens oplæg om at ALLE forældre har en skjult favoritisme. Det er ikke rimeligt at skære alle over en kam og antyde at man har en anløben tendens.

Måske er der favoritisme i nogle familier, men undersøg dog hvor meget og i hvor mange, før alle bliver proppet ned i "Køb min bog, det er snart jul"-kategorien.

Med venlig hilsen
Lennart

Anne Koed Westergaard, Brian Pietersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Nøj hvor er der mange mennesker med skyklapper på herinde hvad?! Favorisering! Ikke forkærlighed - favorisering! Det er forståeligt, endda menneskeligt at favorisere de mennesker vi kan se der har brug for det, det foregår da alle steder i livet, ikke kun blandt søskende. Det har absolut intet med kærlighed at gøre, men er blot en naturlig priotitering af ens begrænsede ressourcer... Så det forfatteren beder om, er jo ikke at folk bekender deres skyld og skam, men blot deres menneskelighed, at der er så mange herinde der stejler på det område, siger da mere om eksistensen af tabuet end det gør om forfatteren og bogen.

Jacob Knudsen: Godt forsøgt - men nej, det er ikke det artiklen handler om. "Det handler om, hvem man bliver opladet eller afladet af at tilbringe tid sammen med," skrives der ordret. Det handler altså om denne "mans" behov - forældrenes behov. Ikke børnenes.

Birgit Kraft, Anders Reinholdt, Birgitte Thomsen, Jette M. Abildgaard, Anja Henriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg blev så glad og lettet, da jeg læste nogle af kommentarene.

Det første, jeg tænkte var 'hvorfor i alverden skulle sådan et tabu brydes?'
Det var før, jeg læste hele artiklen...nu hvor jeg har læst den, virker det endnu mere bindegalt.

Jeg synes det er en fantastisk case med hende Marita, der viser, hvorfor man ikke skal anvende dette perspektiv.

Det hander da i den grad, om en kvinde der ikke tør se sig selv i øjnene. Hun siger "Det handler om, hvilke børn der lige nu er en udfordring at være sammen med – og hvem, som bare er godt selskab"
Nej, det handler sq om at finde ud af, hvorfor nogle af ens børn er en udfordring at være sammen med, for det er sandsynligvis, fordi deres behov for opmærksomhed og nærvær ikke bliver opfyldt.
Fred være med, at man i en familie på 4 hvor der kun er 2 år mellem hvert barn, kan have svært ved at være der lige meget for alle, og at det må være svært at være dreng på 4, når storebror er blevet så stor, han ikke gider lege, og lillesøster puttenusser om den bette ny....men hvordan kan man tillade sig at være så selvcentreret, at fokuserer på, hvor i orden det er med favoritter, og hvem der er mest behagelig at være sammen med, når man selv er roden til nogle af ens børn ikke trives.

Det kunne være, at Marita rent faktisk er en overordentlig træls forældre at være sammen med for en 4-årige dreng lige pt. som situationen er i hjemmet, med en baby og lillesøster på 2, der er så perfekt, som to-årige piger ofte er...stakkels dreng.

Så siger hun: "at det for to år siden faktisk var den næstældste og nuværende urostifter, som var den foretrukne, mens hans storebror var konfliktmageren"
Ja, for to år siden var den (nu) yngste ikke født, og den favoriserede pige er lige blevet født...der var den frygtelige 4-årige kun to år, og mors lille nuttetrold, der kunne nusse om den ny baby, mens storebror var 4, og blev overset og var 'uromager'.

Jeg bliver provokeret af, at få af vide, jeg er en del af de 5% der lyver; jeg lyver sq ikke! Men vil tilslutte mig Lennarts kommentar "Hvert barn er forskelligt og bliver elsket på sin egen unikke måde. Debatten om favoritter er insinuerende og søgt"

Anne Koed Westergaard, Jesper Hansen, Benjamin Bach, Birgit Kraft, Laust Holst, Lone Christensen, Anders Reinholdt, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Brian Pietersen, Tina Skivild og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Jette M. Abildgaard

Anders Feder

Du skriver til mig at ''Dyr er nogle bæster. Det er faktisk meget almindeligt at dyr favoriserer deres stærkeste afkom, og simpelthen lader de svageste dø. Omvendt er rovmord, voldtægt og andre spændende adfærdstyper også fuldt accepterede i dyreverdenen''

Fortael mig Anders....hvilke af disse adfaerdstyper ser du ikke af og til hos mennesker...faktisk dagligt?

Til sidst skriver du ''Det er forhåbentligt ikke noget vi behøver efterstræbe i menneskeverdenen.'' Vi er 100% enige Anders.....med ovenstaaende i mente, hvordan vil du da foreslaa vi faar dette stoppet og bliver ''menneskelige'' .....

Jeg spoerger, fordi de vaerste rovdyr og samtidig, de mest ondskabsfulde...det er saa helt klart mennesket! Og faktisk, da er de allervaerste af slagsen jo netop familier... boern og foraeldre inkluderet. Hvis du kigger statistikkerne Anders, da vi du finde at de vaerste forbrydelser naesten altid bliver begaaet af netop familiemedlemmer....

Carsten Mortensen, Peter Andersen og Christian Pedersen anbefalede denne kommentar

Jette M. Abildgaard: Jeg siger ikke at man ikke ser mord og voldtægt blandt mennesker. Blot at der kan eksistere ganske gode grunde til hvorfor det er forbudt. På samme måde køber jeg ikke forfatterens præmis om at tabuet mod favorisering skal væk blot fordi det ville være mere behageligt for forældrene.

"»Børn er forskellige, og derfor er det også helt naturligt, at de vækker forskellige følelser i os,« forklarer Libby på telefon fra Washington DC, hvor hun de seneste tre årtier i sin egenskab af klinisk psykolog har indsamlet konkrete erfaringer om det tabubelagte emne. For det er et tabu, måske et af de største i vores kulturkreds, og sådan har det været i århundreder."

»Børn er forskellige, og derfor er det også helt naturligt, at de vækker forskellige følelser i os,« forklarer Libby på telefon fra Washington DC, hvor hun de seneste tre årtier i sin egenskab af klinisk psykolog har indsamlet konkrete erfaringer om det tabubelagte emne. For det er et tabu, måske et af de største i vores kulturkreds, og sådan har det været i århundreder."

Genkender man råbet om TINA (there is no alternative (to capitalism) hér? Vi bedes altså om at 'erkende' at vi som mennesker de facto og kategorisk er uretfærdige, urimelige og favoriserende - og dermed bliver enhver bestræbelse på at være rimelig, retfærdig og nonfavoriserende - bl.a. ved brug af empati, eftertanke og refleksion - samt autentisk samtale med dem det handler om, nemlig børnene - formålsløs ... ja, vel nærmest naiv og dum. Tak for det, lad os da endelig bare erkende reduktionismens sejr; vi kan intet stille op, vi er som mennesker underlagt naturtilstand og onde kræfter. Tak nok en gang, det har vi sørme brug for at blive indprentet.

Benjamin Bach, Lise Lotte Rahbek, Richard Sørensen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

Der er i al væsentlighed tale om noget projektivt sludder, især myten om at nogle (børn) bare er 'nemme' at være sammen med, mens andre er 'besværlige'. Lad os se bort fra relationelle dynamikker, systemiske sammenhænge og al vor viden på det psykodynamiske felt - og blot prise at nogle individer kategorisk er 'nemmere' og 'bedre' end andre' Simpelthen 'mindre besværlige'. Tak, tak.

Benjamin Bach, Anja Henriksen, Lise Lotte Rahbek og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar

Den 31-årige færing er gift på 9. år, uddannet cand.mag. og ansat som adjunkt på Hjørring Gymnasium – og så er hun mor til fire børn: En dreng på 0, en pige på to, en dreng på fire og endnu en dreng på 6.

4 børn på 6 år og fuldtidsstilling. Måske problemet ligger et helt andet sted?

Anja Henriksen, Peter Jensen, Brian Pietersen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Vi lever stadig i den romantiske kærlighedsopfattelses tidsalder. Når kærlighed = umiddelbare følelser, kan det ikke være anderledes, end at kærligheden til børnene er forskellige, som følelserne er det. Men det hører med til den romantiske idé, at følelser skal være rene og ægte - det sjove er, at det fører til en masse hykleri. Man holder ikke lige meget af alle sine klassekammerater, venner, kolleger - hvorfra skulle så de ens følelser for ens børn komme fra? Jeg tror, at det er godt at bryde tabuet - eller måske endnu bedre at tænke i et andet kærlighedsbegreb, som mere skulle handle om forpligtelse og forbundethed.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

"Marita Eckhardt Tróndheim lyver ikke"...sikkert ikke, men når det ældste barn kun er seks så har man vel ret så begrænset erfaring i emnet...

Min storesøster fik en hest...jeg fik et par Gola fodboldstøvler...det er da en forskel man kan se og føle på, men jeg er ret sikker på, at min søster var næsten lige så lykkelig som mig da hun fik sin hest.

Anne Koed Westergaard, Birgit Kraft og Peter Andersen anbefalede denne kommentar

De romantiske kærlighedsopfattelse hviler på emotioner, følelser udgør summen af en både emotionel og kognitivt (altså fornufts- og tankebaseret) forankret erfaring i en relation.

"Jeg tror, at det er godt at bryde tabuet - eller måske endnu bedre at tænke i et andet kærlighedsbegreb, som mere skulle handle om forpligtelse og forbundethed."

Vi skulle måske nøjes med at konstatere at vi emotionelt kan fungere endog rigtigt primitivt - men at det følelsesmæssige er noget andet - og vi kan i vore relationer godt komme til et punkt hvor det bedst mulige mellem relationens ejere kan identificeres og virkeliggøres. Men det kræver naturligvis ressourcer at undgå at blive kapret af emotioner - og det kræver ressourcer af forskellig art at vise vedholdenhed, langmodighed, tolerance og forpligtelse at holde sig forbundet på en empatisk måde, det ved enhver som har prøvet dén slags. Kærlighed er omkostningskrævende, kærlighed er ikke nogen dans på Peblingesøen med et 'matchende' barn - eller i det hele taget menneske, ved sin side. Kræligheden er bl.a. at forældre giver fodboldstøvler til det ene ban og hest til det andet, afhængigt af hvad der ville give mening, sammenhæng og glæde for de respektive børn. Men hvis man hverken har tid eller nærvær til at forholde sig refleksivt og givende i sine relationer vil det naturligvis gå skævt - og man vil uvægerligt famle efter noget populærpsykologisk som kan udjævne disonnansen. Hér kommer idéen om at børn er forskellige og at det emotionelle viser os 'sandheden' om os som mennesker ret handy ind.

Det er jo også sket, at børn ikke elsker deres forældre lige meget.
Folk er forskellige.

Peter Andersen;
det er altid en overvejelse værd om mennesker(s natur) nu også ér forskellige - eller om de blot handler og agerer mangfoldigt og varierende. Ofte bliver sidstnævnte induceret til førstnævnte - uden ret mange saglige appelinstanser involveret.

Peter Jensen
hvis du med det henviser til, at vi ikke vælger vores forældre,
så kan det jo også komme i fremtiden.
Måske det er løsningen...

Peter Andersen:
Jeg mente at børns kærlighed til deres forældre også er et relationelt anliggende; ethvert barn elsker som udgangspunkt dets ophav, men betingelserne for en fastholdelse af denne betingelsesløse tilknytning kan variere ganske betydeligt.

Jeg mener at man har bedst forståelse for et barn som har samme nummer i søskende rækkefølgen og at det kan give anledning til favorisering.

Vibeke Rasmussen

"For tiden ser favoritstillingen således ud i familien Tróndheim: Den ældste er så småt begyndt at passe sig selv, den yngste er stadig mest optaget af at spise og sove, den næstældste er på tværs og skaber konflikter, mens den lille pige – familiens eneste – har forrygende succes i rollen som uimodståelig charmetrold."

Stakkels lille næstældste barn, som ikke blot er 'mellembarn', men også 'bare' én ud af tre af samme køn, mens det andet 'mellembarn' er ene pige og derudover – eller derfor? – en "uimodståelig charmetrold". Det er i sig selv hårde odds for en lille fyr dagligt at være oppe imod.

Og hvad kom mon først: Forældrenes irritation over ham, eller hans opførsel udspunget af forældrenes irritation, som så har gjort, at han reagerer ved at "være på tværs og skabe konflikter"?

I øvrigt har jeg aldrig forstået – og opfatter det som et alvorligt tillidsbrud fra de voksnes side – når forældre udstille deres børn offentligt. Var det fx i ovenstående absolut nødvendigt at være så specifik? Ovenikøbet med navne og fotos?

Jesper Hansen, Birgit Kraft og Anja Henriksen anbefalede denne kommentar

Alle psykologer burde dømmes og fængsles for samfundsskadelig virksomhed. Eller måske mere reelt en forvaringsstraf. For jeg kan tiltider ikke tro de er ved deres fulde fem.

Kenneth Burridge

Som far til 3 børn i forskellige aldersgrupper og køn læste jeg artiklen med stor interesse...og en ting slog mig.

Hvordan pokker kan man måle kærlighed.? ....er det ikke en forudsætning for en sådan en undersøgelse. Ellers giver den jo ingen mening.

Jeg kender ingen måde.

Jeg elsker alle mine børn..men på forskellige måder....ikke mere eller mindre end den anden.

Rune og Veronica Jacobsen, Torben Selch, Birgit Kraft, Vibeke Rasmussen og Anja Henriksen anbefalede denne kommentar

Anja Henriksen, hvor er det bare godt, det du skriver;-)

Måske skal det med, at ingen jo får børn for børnenes egen skyld! Børn fødes - alene - for at dække et behov hos forældrene nu om stunder! Tidligere fødtes et ikke ringe antal som 'sidegevinst' af den 'forlystelse' sex altid har været, i det mindste for mænd, og jo ringere stillet familie ofte den eneste!

Børn ER SAT i verden for forældrenes skyld og det kan derfor ikke undre, at den enkelte forælder 'tager sig betalt for den omkostning' det er at have børn i det hele taget (bare rolig jeg overser ikke glæden ved børn og børnebørn;-)) ved at 'nyde' det barn mest 'der er nemmest at være sammen med'!

Som andre før mig skriver, kan alle ikke kæmmes over én kam! Ingen familie passer helt til konklusionen af undersøgelsen, men artiklen her med baggrund i det aktuelle 'fænomen' skal hilses velkommen, fordi den uden at skulle ekspliciteres, som sådan, kan lette presset i den enkelte familie fordi indsigten - måske - kan mildne følgerne af favorisering?

I øvrigt mener jeg, at forældre skylder deres børn ALT, indtil børnene kan klare sig selv. At børn IKKE skylder deres forældre noget som helst!

"For tiden ser favoritstillingen således ud i familien Tróndheim: Den ældste er så småt begyndt at passe sig selv, den yngste er stadig mest optaget af at spise og sove, den næstældste er på tværs og skaber konflikter, mens den lille pige – familiens eneste – har forrygende succes i rollen som uimodståelig charmetrold."

Illustrativt; roller og favoritstillinger, som taget ud af en scene i et skuespil. Og essensen er måske at mennesker i stigende grad iagttager sig selv som performere, aktører som skal spille roller og 'levere' på den familiære scene. Dermed kan enhver i familine stigmatiseres via en overfladisk iagttagelse - og tildeles en stereotyp rolle i showet.

Og denne næstældste som er på tværs og skaber konflikter; dette er en utopi - konflikter kan kun skabes af flere parter - og alle parter har andel heri. Som tidligere nævnt, hovedårsagen til denne misforståede artikel, som kolporterer diskursen om det suveræne individ, hævet over relationelle og systemiske sammenhænge, ser bort fra store dele af vor vundne viden om mennesker og relationer, herunder det sociale felt som afgørede for vore positioner og (selv)iagttagelser. Forstemmende, men absolut værd at være opmærksom på ... og øve kritik af.

Peter Jensen

Genkender man råbet om TINA (there is no alternative (to capitalism) hér? Vi bedes altså om at 'erkende' at vi som mennesker de facto og kategorisk er uretfærdige, urimelige og favoriserende - og dermed bliver enhver bestræbelse på at være rimelig, retfærdig og nonfavoriserende - bl.a. ved brug af empati, eftertanke og refleksion - samt autentisk samtale med dem det handler om, nemlig børnene - formålsløs ... ja, vel nærmest naiv og dum.

Kan man ikke anskue det omvendt? At det netop er erkendelse af dette - eet af vores måske sidste store tabu - der kan være med til at fremme det at være "rimelig, retfærdig og nonfavoriserende"?

Tak for det, lad os da endelig bare erkende reduktionismens sejr; vi kan intet stille op, vi er som mennesker underlagt naturtilstand og onde kræfter. Tak nok en gang, det har vi sørme brug for at blive indprentet.

Vi *er* underlagt naturtilstanden. Jo mere vi forsker i det, jo mere åbenlys bliver indflydelsen af vores gener. 60'ernes tabula-rasa model af mennesket er forlængst blevet punkteret af videnskaben. Der er dog ikke noget "reduktionisme" i den erkendelse - det giver os bare nogle væsentlige informationer vi som art kan tage med os. Og bruge konstruktivt. Pædagogisk, psykologisk, socialt, økonomisk og så videre.

det er altid en overvejelse værd om mennesker(s natur) nu også ér forskellige - eller om de blot handler og agerer mangfoldigt og varierende. Ofte bliver sidstnævnte induceret til førstnævnte - uden ret mange saglige appelinstanser involveret.

Selvfølgelig er vi da forskellige! Også vores natur. Og heldigvis da for det. Vi har - vidt - forskellige fysiske og psykiske anlæg. Det er bl.a. det der beriger os som art.

Jeg har psydo tvilinger dvs 1 dreng 1 år ældre end lillesøster. Jeg må desværre indrømme jeg elsker begge lige højt selvom andre nok vil sige noget andet. Den førstefødte er selvfølgelig noget helt unikt, men alligevel ! Beklager

Marita Trondheim

Jeg havde ellers forsvoret at blande mig i denne debat, men når flere af kommentarerne er så direkte og ubehagelige omkring mig, så bliver jeg nødt til at slå noget fast.
Jeg elsker alle mine børn!
Trodsalder er noget de allerfleste børn går igennem og er næppe en refleksion af forældre, men en tid, hvor grænser skal afprøves.
Jeg er en god, tålmodig og kærlig mor til alle mine børn.
At jeg vælger at tage den ældste med ud at handle, betyder ikke, at jeg forsømmer de andre - nu må I lige styre jer.
Min lille p.t. uromager er en fantastik afbalanceret dreng med stor empati og omsorg overfor sine søskende. Han er ikke et problembarn.
Der er intet galt i at være forældre til 4 tætte børn, have gode uddannelser og være i fast job. Vi skulle have en medalje ifølge regeringen.
Det sårer mig at læse flere af jeres kommentarer, men det trøster mig dog, når jeg ved, at I ikke kender mig.
Artiklen handler egentlig hverken om mig eller min familie, og vi fylder egentlig ganske lidt i artiklen. Den handler om forskning indenfor familierelationer. Et spændende emne. Artiklen er ikke inspireret af vores familie, men vores familiedynamik er anvendt som eksempel, hvor det passer.
Vi er en ganske normal familie som alle andre.

Det var vel svar på tydelig tiltale. God jul!

Carsten Mortensen, Lennart Kampmann, Jesper Hansen og Thomas Krogh anbefalede denne kommentar

En interessant artikel om en for danskere fuldstændig fremmed og primitiv kultur der altså fra nu af hermed kan kendetegnes ved rangordningen af afkom.
Artiklen bidrager til en langt bedre forståelse af, at amerikanernes kultur skyldes deres opvækstbetingelser. Der er faktisk tale om et udmærket forklaringsprincip der afslører de dybere årsager til de velkendte, men indtil nu helt uforklarlige karaktertræk, som f.eks. amerikanernes vældige mindreværdskomplekser, misundelse, narcisisme, krigsfascination osv.

Marita Trondheim: Jeg tror generelt ikke man skal tage kommentarer på internettet alt for personligt. Du anfører at I kvalificerer til en medalje fra regeringen, hvilken jeg egentlig ikke betvivler, men det er altså ikke nødvendigvis nogen god rettesnor for et godt familieliv eller liv i det hele taget. At det er i statens interesse at få flest mulige nye skattesubjekter er ikke ensbetydende med at det er godt for børnene at deres forældrer stedser så meget rundt at de ikke har tilstrækkeligt overskud til hvert af dem.

Der er overhovedet ingen homo sapiens'er der i deres 2016 får nogen medalje for at forplante sig og sine. Nogen genstammer burde snarere sanktioneres, hvis mangfoldighed skal tages for biologisk pålydende. Det er betændt emne skingrende hinsides dette banale agurketid-'tabu'. HVor mange lig skal der til for at vække en 'apologet' ? Hellige Krigeres Fagorganisations regnedrenge er på sagen, men men under alle omstændigheder : hvis en 'regering' prøver at bilde nogen ind at fundamentalistiske jord-hul-opfyldere burde have medaljer, så er det med ufine hensigter.

Alletiders, Odd Bjetnes har være i arkivet og fundet det nærliggende at kommentere på en næsten 3 år gammel artikel - med ren volapyk ovenikøbet.
Det bliver spændende at følge tråden.

Carsten Mortensen

Som ældre herre - og yngste dreng af 2, er det en fornøjelse at nogen tager emnet op.
Mine forældre og min bror gjorde hvad de kunne for at fortælle at min opfattelse af min plads som ...mindre favoriseret, var helt hen i vejret.
Allerede for flere år siden vidste jeg godt - at det var dén ikke ☺
I årevis (tidligere) gik jeg da somme tider og betvivlede min egen opfattelse af favoririseringen af min bror. Så for mig er det da ganske befriende at nogen bryder det tabu.
Befriende at opdage at pladsen som nr1 KAN man ikke få.
Hvis teatrene nogensinde tager stykket "Mors vilje ske" op igen - kan jeg stærkt opforde til at se det.
I nogle af kommentarerne læser jeg helt sikkert en "ældst-rolle" .........det behøver man ikke tage op! .....og det har været slående læsning.