Baggrund
Læsetid: 8 min.

Jagten på den kloge by

Europæiske millionbyer som London og Madrid rummer på hver sin måde essensen af det europæiske drama, der udspillede sig i de økonomiske kriseår. De viser, at i vor tid er det økonomi, der er den primære drivkraft, der former verdens byer
Opførelsen af de fire højhuse på Real Madrids gamle træningsanlæg indbragte fodboldklubben cirka 500 millioner euro og finansierede klubbens voldsomme ekspansion. Men de fire skyskrabere står i dag halvtomme.

José Juan Rico

Kultur
2. december 2013

00’ernes boom i økonomien satte sit tydelige præg på de europæiske storbyer. Primært i form af nye store udviklingsområder i byernes udkant, stillet velvilligt til rådighed af et forblændet politisk system, der halsede efter opsvinget og overså alle faresignaler. Mange af områderne står i dag som dystopiske, halvtomme spøgelsesbyer. De vidner om den uhellige alliance mellem kortsigtede politiske og økonomiske interesser, der tilsammen slog bunden ud af den europæiske økonomi. Byer, der havde udviklet sig organisk gennem århundreder, blev genstand for intens spekulation i det, der burde være konstanten i menneskers liv, boligen.

Byer kan læses som aflejringer af menneskelig aktivitet skabt af et mix af politik, økonomi og arkitektoniske visioner. Den langsomme ophobning af bygninger, infrastruktur og byrum tegner omridset af de samfund, der skabte det. Fra de tidlige middelalderbyer, der voksede frem organisk, til en tid, hvor især hovedstæderne skulle udtrykke enevældens suverænitet med ceremonielle rum, spektakulære kig langs boulevarderne, imposante symmetriske byakser og grandiose pladser.

I europæisk historie har statsmagten spillet en betydelig rolle i byernes udformning. Her fejres og iscenesættes magten i det offentlige rum som selve udtrykket på dominans og underkastelse. De snorlige boulevarder var ikke kun en spektakulær rumlig gestus, hvor blikket kunne vandre. De gav mulighed for, at tropper kunne flyttes hurtigt rundt og oprør slås ned med hård hånd, barrikader umuliggjort. De var både rammen om byens liv og selve materialiseringen af magtens jerngreb om det fælles rum. De amerikanske bilbyer derimod, som Los Angeles, er skabt i den private frihed og individuelle mobilitets tegn, med endeløse motorveje som organiserende princip. De er flade, nærmest uendelige i udstrækning og uden defineret centrum.

I de seneste årtier er der sket en omvæltning. Det er nu mere end nogensinde markedet, der har formet og former byerne. Det, markedet efterspørger, dikterer i grove træk, hvad der skal opføres, hvor, hvornår, hvordan og ikke mindst hvem der i sidste ende har råd til at bo i byen.

Omfanget af den markedsdrevne byudvikling er et nyt fænomen, der hører til i vores tid. London demonstrerer bedre end nogen anden by udviklingen. New York Times bragte i oktober en artikel med fokus på Londons boligpriser. Den konkluderede, at huspriserne i London steg med 9,7 procent på et år fra juli 2012 til juli 2013. Vel at mærke fra et meget højt niveau. Boligmarkedet i London er i al sin enkelhed blevet investeringsobjekt for mennesker og virksomheder, der ønsker at placere penge relativt sikkert i en usikker tid. I 2011, på krisens højdepunkt, placerede velhavere fra de to største kriseøkonomier, Grækenland og Italien, værdier for 3,5 milliarder kroner på Londons boligmarked. Artiklen fastslår, at der i 2012 blev opkøbt ejendomme i London for udenlandske midler til en værdi af 740 milliarder kroner. Vel at mærke uden lånoptagning, dvs. købt kontant. Størstedelen ren spekulation.

Konsekvensen er ikke til at tage fejl af. Mennesker med almindelige indkomster bliver de store tabere, og byernes sociale profil ændrer sig dramatisk på få år. Og det er det samme mønster, der går igen i de store europæiske byer som Stockholm, København og Paris – listen fortsætter.

Madrid efter festen

Andre byer lider en anden skæbne, men på grund af samme logik. Madrid rummer mere end nogen anden europæisk by historien om konsekvenserne af intens boligspekulation. En historie, der lidt overraskende også har fodboldklubben Real Madrid i en meget lidt flatterende rolle.

I kølvandet på den økonomiske krise, der sendte millioner af spaniere ud i arbejdsløshed, brændte motoren i økonomien, byggeindustrien, sammen. Det vilde ridt under opsvinget endte med byggespekulanternes amokløb og økonomiens efterfølgende kollaps.

Madrid er nu en by uden byggekraner. Alt står stille. Og det er ikke stilhed før stormen, men efter festen. Situationen i Madrid sammenfatter og forstørrer den monumentale krises betydning for de europæiske storbyer, der ikke af historiske og økonomiske årsager flyder ovenpå. Den udstiller en politisk magtesløshed over for markederne, der slår ud i en amputeret bypolitik underlagt en tvingende knaphedsdoktrin. Det er et skoleeksempel på, hvilke scenarier der udspiller deres brutale logik, når politikere rokerer initiativet over i hænderne på markedet. Som i Danmark og Irland, der sammen med Spanien blev hårdt ramt af boligbobler, pustede man til ilden med en ekstremt risikabel udlånspolitik fra bankernes side assisteret af uagtsom lovgivning. Symptomatisk for udviklingen i Madrid er, at bystyret med næsten ubegribelig risikovillighed stillede store byudviklingsområder til rådighed for mildest talt tvivlsomme ejendomsudviklere.

Konsekvensen var, at Madrid – og Spanien i det hele taget – i stor stil tiltrak investeringer og risikovillig kapital fra de internationale kapitalmarkeder. Madrid blev til indbegrebet af kriseøkonomien. Spaniens økonomiske situation er helt åbenlyst en tikkende bombe under den samlede europæiske økonomi.

I befolkningen har en dyb mistro til en kompromitteret politisk elite derfor spredt sig. En elite, der ikke tog tilstrækkeligt ansvar for forvaltningen af økonomien og havde alt for mange personlige interesser i klemme.

Real Madrid-tårnene

En særlig historie fra millionbyen illustrerer mere end nogen anden krisens groteske anatomi. En historie, der væver storklubben Real Madrids verdensomspændende succes sammen med lyssky ejendomsspekulation.

I folkemunde kaldes de Real Madrid-tårnene. Fire 250 meter høje skyskrabere, der ligger halvtomme, midt i et af de mest eksklusive nordlige udviklingsområder i byen, Paseo de la Castellana. De ligger på den jord, der tidligere var fodboldklubben Real Madrids træningsanlæg, Ciudad Deportiva. Anlægget, der er fra 1960’erne, blev i sin tid opført i udkanten af byen. Fra at have en perifer placering udviklede området i slutningen af det 20. århundrede sig til at være et helt centralt transit- og finansområde. Det fik grundpriserne til at eksplodere, og i sidste ende var det det, der finansierede klubbens ekspansion med vanvittige priser på stjernespillere som Cristiano Ronaldo.

En tårnhøj gæld var ved at vokse klubben over hovedet i 90’erne. Efter flere forsøg og politiske fiksfakserier og studehandler lykkedes det klubben at få tilladelse af bystyret i Madrid til at sælge og udvikle grunden. Der blev ganske enkelt givet en højst usædvanlig tilladelse til at bygge med en meget høj bebyggelsesprocent. Det betød opførelsen af de fire højhuse. En yderst lukrativ forretning, der indbragte klubben i omegnen af 500 millioner euro. Ordningen var så kontroversiel, at den blev indbragt for EU-domstolen som en sag om ulovlig statsstøtte. En sag, der dog aldrig blev til noget. Resultatet er, at Real Madrid fik finansieret sin genrejsning, men byen fik en masse unødvendige tomme kvadratmeter til gengæld som en klods om benet.

Tydeligt forfald

Historien om spekulation i grundpriser og ejendomme og politikere, der opererer i gråzoner, gentager sig over hele byen som et ledemotiv for forståelse af udviklingen i begyndelsen af 00’erne. Det er en velkendt sandhed – også på vores breddegrader – at når der fra bygherrens side er en forventning om, at alt, der bygges, kan sælges, så er det ikke kvaliteten af byggeriet, der konkurreres på. Resultatet er derefter. Tydeligt forfald er for længst sat ind i de gabende tomme boligkomplekser, der ligger spredt rundt om byen.

Bevæger man sig til den sydlige del af Madrid, til Ensanche Vallecas, finder man et udviklingsområde på størrelse med hele den centrale del af Madrid. Den ene tomme boligkarre efter den anden skæmmer landskabet, og står som skamstøtter over en komplet forfejlet boligpolitik. Området har intet offentlig rum af nævneværdig betydning og er renset for de bykvaliteter, man finder i de ældre dele af Madrid. Det skyldes en ting. Området er udbudt i halsbrækkende høj fart som parceller med boligbebyggelser, udstykket i mundrette bidder egnet til opførelse af det standard-spekulationsbyggeri, markedet var drevet af i midten af 00’erne.

Det estimeres, at 14 procent af landets cirka 25 millioner boliger står tomme. Det svarer til i nærheden af 3,5 millioner boliger i en befolkning på 48 millioner indbyggere. Da konkurserne begyndte at rulle, afleverede de fallerede ejendomsspekulanter populært sagt nøglerne i banken, der nu sidder inde med en gigantisk, næsten værdiløs, ejendomsportefølje. Som en direkte konsekvens af udviklernes konkurser er bankernes gæld nu mange gange større end den spanske statsgæld.

De nordlige og sydlige udviklingsområder i Madrid er det mest konkrete udtryk for den monumentale fejlkalkulering og markedsdrevne byudvikling, man kan forestille sig.

Spirende fællesskaber

Madrids historie er dermed en konstant påmindelse om de økonomiske og politiske kræfter, der former byerne. Men som svar på politikernes magtesløshed er en spirende modkultur begyndt at trives. Midt i krisen blomstrer borgernes aktivisme, der omdefinerer forholdet til byen og lægger fundamentet for en gryende optimisme baseret på andre principper end den traditionelle byudvikling dikteret af marked og bystyret i forening.

Borgergrupper genindtager og genopliver forestillingen om byens fællesskab som drivkraften i løsningen af problemerne byen står over for.

Under overskriften Smart CitiesSmart Citizens afholdt IFHP – en international bolig- og planlægningsorganisation – i september en konference i Madrid om de spirende fællesskaber, der mere end noget andet kendetegner bottom up-bypolitik. Byinititativer skabt af borgerne ved hjælp af nye teknologier. Med teknologiens mellemkomst genopfindes fællesskabet som hjørnesten i byens udvikling. Borgerne bliver centrum for udviklingen som dem, der leverer viden, engagement og indsigt, og ikke blot er forbrugere af kommunale serviceydelser. Det kan beskrives som en form for aktivisme i familie med de sociale protestbevægelser, der manifesterede sig i byens rum op gennem 00’erne. De konfronterer et lammet politisk system, der hverken evner eller er interesseret i at ændre blikket på byen og de ressourcer, der er hos borgerne i jagten på en vej ud af krisen.

Det slår ud i en lang række initiativer, som vi også kender herhjemmefra. Blandt meget andet såkaldt urban farming, store borgerorganiserede fødevarefællesskaber. Delebilsordninger, der fjerner biler fra gaderne. Udlåning og udlejning af private lejligheder til turister, der ændrer turismen i byen radikalt. Og improviserede kontorhoteller i private hjem, der kompenserer for høje priser på kontorer, der gør det mere end almindeligt svært at være iværksætter. Tilsammen repræsenterer de mange initiativer en kollektiv intelligens, der designer fællesskaber uden om traditionelle autoriteter.

Med et politisk system, der tabte kampen om byen til finansmarkederne, forsøger borgere at omsætte afmagten ved at skabe nye typer af alternative fællesskaber. De er godt i gang med ændre byen for altid og kan meget vel vise sig at udfordre den virkelighed, der kun er alt for tydelig i metropoler som Madrid og London.

Information var inviteret til Madrid af International Federation for Housing and Planning (IFHP)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her