Baggrund
Læsetid: 4 min.

Lad børnene blive bange

Der er uhygge og mobning på spil i DR’s julekalender ’Pagten’. Men eksperter opfordrer forældre til at konfrontere det uhyggelige sammen med børnene – og bagefter sammen reflektere over det
Pagten handler om den bebrillede skoledreng Malte, der bliver mobbet af sin klassekammerat, den tyranniske Rune. Malte møder nissepigen Lyda, og sammen skal de finde den hemmelige pagt – og modstå isheksen Iselin, som kan fryse alt og alle til is. Foto: Danmarks Radio

Pagten handler om den bebrillede skoledreng Malte, der bliver mobbet af sin klassekammerat, den tyranniske Rune. Malte møder nissepigen Lyda, og sammen skal de finde den hemmelige pagt – og modstå isheksen Iselin, som kan fryse alt og alle til is. Foto: Danmarks Radio

Kultur
12. december 2013

Forleden dag berettede MetroXpress om et »ramaskrig«: Det var julekalenderen Pagten fra 2009, som i år atter kører på DR1: Den skræmmer børn væk.

En journalist på gratisavisen havde talt med Marie Sørensen fra Helsingør, mor til to, som simpelthen har måttet droppe den årlige tradition med at se julekalender om aftenen, fordi børnene blev bange. Heldigvis er julefreden i det lille hjem ikke helt spoleret, som avisen skrev, for familien har købt TV 2’s Ludvig og Julemanden på dvd.

Også Jyllands-Posten skriver om kritik af DR’s julekalender. Avisen har på Facebook indhentet kritiske udsagn fra flere (eks-)seere:

»At man synes, ordet ’luder’ bør indgå i nogen form for julekalender til børn, er i sig selv rystende, og kommentaren til indvandrerpigen om, at hun ’er malet med lort i ansigtet’, og det generelt stereotype billede, der bliver tegnet af hende i gårsdagens afsnit, er direkte usmageligt,« skriver én. En anden mener, at scenerne fra skolegården rammer seerne fysisk:

»Vi måtte slå væk fra udsendelsen, det er ikke godt, at alle sidder med en knude i maven på grund af langvarige mobbescener, som er ubegribelige smertefulde at se på for børn i alle aldre.«

Andre kritiserer det barske sprog:

»’Vi skal nok få nakket den neger’??? Synes I selv, det var et passende sprogbrug??? Hjemme hos mig var vi alle meget overrasket over, sådan et ord, i sådan en racistisk sammenhæng, kunne poppe op midt i børnenes julekalender,« lyder det.

Tematikken kommer tæt på

DR forholder sig ret afdæmpet til kritikken. Til Jyllands-Posten siger chef for DR Børn Kirstine Vinderskov, at Pagten er »tæt på mange børns virkelighed, når den for eksempel dækker mobning«, og hun mener, det er vigtigt at tage fat i det svære – også i en julekalender.

Børnepsykolog og forfatter John Halse påpeger det paradoksale ved, at Pagten er en genudsendelse, og at debatten nu kører nok en gang.

Men han anfægter også kritikken:

»En af pointerne med en familiejulekalender,« siger han til Information, »er, at børnene skal se den sammen med voksne. Pagten er sådan en urhistorie, det gode mod det onde, som mange julekalendere er, og det er begrænset, hvor uhyggelig den rent faktisk er. Hvis børn bliver meget bange, vil det være værd at efterprøve, om der ligger noget andet til baggrund for reaktionen.«

Pagten handler om den bebrillede skoledreng Malte, der bliver mobbet af sin klassekammerat, den tyranniske Rune. Malte møder nissepigen Lyda, og sammen skal de finde den hemmelige pagt – og modstå isheksen Iselin, som kan fryse alt og alle til is. Der er åbenlyst uhyggelige scener, for Iselin er uhyggelig, og der er mere subtilt uhyggelige scener, som dem, hvor Rune er modbydelig over for Malte og de andre børn.

»Og her nærmere vi os noget væsentligt: Hvad bliver børn skræmt over? Tommelfingerreglen er: Jo tættere, man kommer på noget, der kunne være ens eget liv, des mere angstprovokeret kan man blive. Det er klart, at hvis børn i fjernsynet ser børn, der mobber hinanden, tænker de: ’Ups, det kunne også ske for mig’,« siger han.

»Det er sværere at identificere sig med isheksen og forvrængede billeder, for her bliver det tydeligt, at vi befinder os i en fantasiverden. Børnene gennemskuer hurtigt, at fantasiverdenen er fremmed, så man fokuserer på den del af historien, der foregår i real life

Hold barnet i hånden

Når børn bliver bange for Pagten, er det ifølge filosof og børneforsker Jørn Martin Steenhold, fordi tv-serien udfordrer barnets ønske om sikkerhed, tryghed, kærlighed, ondskab, uretfærdighed og orden. Konfrontationer med disse følelser finder i højere grad sted i mobningsscenerne end i de skumle fantasiscener med isheksen Iselin.

Men udfordringerne er ikke noget problem, så længe forældre tager deres forholdsregler: »Børn tager ikke skade af at blive situationsmæssig udfordret, når de har en voksen at holde i hånden,« siger Martin Steenhold. Hvis man som voksen registrerer, at børnene bliver usikre eller utrygge, må svaret ifølge John Halse aldrig være et forbud mod at se programmet. I hvert fald ikke, når det er en julekalender.

»Hvis du udelukker dine børn fra at se den slags, kan de opleve at blive holdt ude af det gode fællesskab, og så bliver Pagten en selvopfyldende profeti: Den er samtale- og legetema,« siger han og opfordrer til at sætte tid af til at være sammen med sine børn, når de bliver konfronteret med det uhyggelige – og bagefter lader dem reflektere over det.

Spørger man Jørn Martin Steenhold, er ingen emner for sårbare, komplicerede eller uhyggelige til at blive præsenteret i en julekalender:

»Alle emner kan indgå i en god julekalender, hvis bare retfærdigheden sker fyldest. Alle sider af tilværelsen må komme med, så længe de behandles i overensstemmelse med det at være barn.«

 

’Pagten’ kan ses på DR1 hver aften kl.19.30 frem til den 24. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Sikke en gang bullshit. En julekalender skal være nisset og sød, Ellers kunne den lige så godt være blevet sendt i oktober.

"Børnepsykolog og forfatter John Halse påpeger det paradoksale ved, at Pagten er en genudsendelse, og at debatten nu kører nok en gang".

Nej, det er ikke et paradoks.