Læsetid: 6 min.

’Hun levede foran kameraet’

Den svenskfødte skuespiller Ingrid Bergman var i både sit private og professionelle liv en stolt og selvstændig kvinde, der tog mange svære beslutninger uden tanke for konsekvenserne. En stor og flot billedbog redigeret af hendes datter, Isabella Rossellini, fejrer Bergmans liv og film, og en svensk filminstruktør er i gang med en film om hende
Ingrid Bergman og Roberto Rossellini fotograferet på en weekendtur til Syditalien. Privatfoto (fra bogen)
31. december 2013

I sit forord til en ny flot fotobog om Ingrid Bergman, Ingrid Bergman: A Life in Pictures, skriver den norske skuespiller og instruktør Liv Ullmann om en aften i slutningen af 1970’erne, hvor hun spiste middag med sin verdensberømte, svenskfødte kollega. De to kvinder havde mødt hinanden under optagelserne til Ingmar Bergmans Høstsonaten (1978), hvor de spillede mor og datter, og var blevet veninder.

I løbet af middagen fortalte Ingrid Bergman om den kræftsygdom, som hun allerede havde kæmpet med i flere år, og som nogle år senere, på hendes 67-års fødselsdag i august i 1982, endte med at tage livet af hende. Hun fortalte også om sit liv og sin karriere, der i en ung alder førte hende fra Sverige til Hollywood – og betydelige roller i film som Berygtet (1946), Gaslys (1944) og selvfølgelig Casablanca (1942) – og om hvordan hun aldrig så sig tilbage, kun fremad. Hun fortrød aldrig en beslutning, hun tog, heller ikke selv om den gjorde ondt karrieremæssigt og personligt.

»Den aften så jeg den utrolige styrke hos en kvinde, der følte, at hun var alene i tilværelsen og i sidste ende måtte foretage sine egne valg og leve med konsekvenserne uden at søge accept. Jeg så, hvor fast besluttet hun var på at fortsætte med at leve et fuldt og værdigt liv, så længe, som hun overhovedet kunne,« skriver Ullmann, der beundrede Bergman.

»Det var på grund af måden, hun behandlede folk omkring sig på, måden, hun lyttede på, måden, hvorpå hun gerne ville gøre, hvad hun blev bedt om, men samtidig gjorde, hvad hun mente var rigtigt for hende.«

En principfast, smuk kvinde, et generøst, omsorgsfuldt menneske og en engageret, karismatisk skuespiller, der ikke valgte roller for at pleje sin karriere, men fordi de interesserede hende, og fordi hun med dem kunne prøve noget nyt – både i forhold til sig selv og publikum.

Usædvanlig opvækst

Det er den samme beskrivelse af Ingrid Bergman, jeg får, da jeg taler med den svenske journalist, filmkritiker, forfatter og filminstruktør Stig Björkman, der på opfordring af Bergmans datter, skuespillerinden Isabella Rossellini, er i gang med at lave en dokumentarfilm om sin landskvinde. Han er ved at læse de dagbøger, Bergman, der blev født i 1915, begyndte at skrive allerede som 11-12-årig, og har i dem mødt en selvstændig pige og ung kvinde, som tidligt vidste, hvad hun ville med sit liv.

»I skolen begyndte hun at læse poesi og opføre små teaterstykker sammen med sine klassekammerater,« siger Björkman og forklarer, at Ingrid Bergmans usædvanlige opvækst i høj grad formede hendes egensindige tankegang.

Bergmans tyskfødte mor døde, da hun var tre år gammel. Hendes far, der var fotograf – yndlingsmotivet var den elskede datter – og gerne ville have, at Ingrid skulle være operasanger, døde, da hun var 13 år gammel. Og tanten, hun så flyttede ind hos, døde blot seks måneder senere.

»Jeg tror, at den stærke bevidsthed, man ser i hele hendes liv, kommer af, at hun var næsten helt alene og selv måtte bestemme over sit liv,« siger Björkman.

Født skuespiller

I et interview fra 1972 med filmhistorikeren John Kobal – et interview, der også er med i bogen om Ingrid Bergman – taler den da 57-årige skuespillerinde om, hvordan hun allerede som barn ønskede at stå på scenen.

»Jeg var aldrig i tvivl,« siger hun.

»Når jeg som fem-seks-syvårig var alene hjemme, spillede jeg altid skuespil – klædte mig ud i sjovt tøj og lod, som om jeg var en anden. Selvfølgelig vidste jeg ikke, hvad ’skuespil’ var dengang. Jeg var et ensomt barn, og jeg tror, at det ofte sker med ’enebørn’, specielt når man ikke har så mange venner, at man finder på figurer at være og være sammen med. Min far tog mig tit med til opera, og en dag tog han mig med i teatret – jeg må have været 11 – og jeg vidste, at det var det. Skuespillet voksede bare ud af min barndom. Det var ikke noget, jeg besluttede – det blev besluttet for mig.«

Som blot 17-årig blev Ingrid Bergman optaget på teaterskolen, og snart medvirkede hun i sit første teaterstykke. Efter blot et år blev hun tilbudt sin første filmrolle, og hun forlod teaterskolen for at hellige sig de levende billeder, hvor hun hurtigt fik succes. Bergman lavede en halv snes film i Sverige, inden Hollywood-produceren David O. Selznick fik øje på hende og i 1939 hentede hende til USA, hvor hun skulle genindspille en af sine svenske film, Intermezzo (1936).

»Hun var meget intuitiv,« siger Stig Björkman om de kvaliteter, der i løbet af kort tid gjorde Ingrid Bergman til filmstjerne i først Sverige og siden USA, hvor man var klar til, at en ny svensk skuespiller gjorde stjernen Greta Garbo kunsten efter. Garbo trak sig i øvrigt også tilbage i 1941, blot 36 år gammel.

»Allerede i de tidlige svenske film kan man se, at Ingrid Bergman havde et fantastisk naturligt forhold til kameraet. Der findes en række skuespillere, ikke så mange, som har et tæt forhold til kameraet. De er ikke bange for det, og det er næsten, som om kameraet bliver en elsker. Harriet Andersson er sådan en skuespiller og Jeanne Moreau. Som man siger på fransk: une créature de cinéma – et filmdyr. Jeg mener også, at Bergman var et filmdyr. Hun levede foran kameraet, og det kan man se i mange af hendes film. Der er et særligt liv i hendes øjne.«

Samtidig var hun kun interesseret i at udvikle sig som skuespiller og menneske, hvorfor hun i 1949 forlod Hollywood til fordel for den italienske filminstruktør Roberto Rossellini, der betog Bergman med den sjældent realistiske modstandsskildring Rom – åben by (1946). Han ville have hende med i sin nye film, Stromboli (1950), og de to forelskede sig, og Bergman forlod også sin svenske mand og sin datter, Pia. Det skabte skandale og medførte, at hun var uønsket i Hollywood og USA i flere år.

En modig kvinde

»Jo mere jeg læser, og jo mere jeg lærer Ingrid Bergman at kende, jo mere synes jeg, at hun var en meget, meget interessant kvinde, som også var meget modig. Hun havde modet til at forlade Hollywood og sin familie, fordi hun havde fået nok af amerikansk film. Nu ville hun prøve noget andet. Og siden forlod hun også Rossellini,« siger Stig Björkman.

Gennem hele sin karriere kæmpede Bergman for at undgå de roller, man forventede af hende. Hun var skuespiller, ikke ’blot’ filmstjerne, der mere eller mindre var den samme fra film til film.

»Flere af de roller, hun spillede, var meget klichéprægede, men også på det område var hun forud for sin tid, og hun ville spille roller, der var noget andet, end publikum og producenter forventede af hende,« siger Björkman.

»I en tidlig svensk film, En kvinnas ansikte (1938), spiller hun en kvinde, der har fået vansiret ansigtet i en ulykke. Hun er meget bitter og ubehagelig i sit forhold til mennesker, indtil hun bliver forvandlet af kærligheden. Det var en rolle, Ingrid Bergman ville have, men som producenten til at begynde med syntes, at en anden, lidt grimmere skuespiller skulle spille. Efter en to-tre film i Hollywood skulle hun spille den søde pige i Dr. Jekyll og Mr. Hyde (1941), og Lana Turner skulle spille den prostituerede. Ingrid Bergman sagde nej: ’Jeg vil spille den prostituerede’. Det afviste filmselskabet først, men hun truede med at forlade filmen, og så fik hun lov til at spille rollen, mens Lana Turner spillede den pæne pige.«

’Ingrid Bergman: A Life in Pictures’ er udgivet af det tyske forlag Schirmer/Mosel, schirmer-mosel.com. Planen er, at Stig Björkmans film om Ingrid Bergman får premiere i 2015, hvor hun ville være blevet 100 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Holger Madsen
Holger Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Hun var fantastisk flot, sexet, og deri lå hendes store styrke. Hendes skønhed gjorde, at mangt en ungersvend samt gammel liderlig filminstruktør og mand i det hele taget ønskede at kneppe hende, og derfor blev hun et ikon for eftertiden.

Hun var så smuk, så dygtig.