Læsetid: 2 min.

Livsnyderen med det uforglemmelige blå blik

Den irsk/britiske skuespiller Peter O’Toole er død, 81 år gammel. Hans første hovedrolle som Lawrence of Arabia forblev hans egentlige stjernestund
Peter O’Toole i ’Lawrence of Arabia’ – hans store gennembrud og bedste filmrolle.
17. december 2013

1932-2013

Det var nær gået grueligt galt. Ung og ukendt, men allerede fandenivoldsk havde Peter O’Toole fornærmet producenten Sam Spiegel dødeligt, da han aflagde prøve til en lægerolle i Pludselig sidste sommer og improviserede replikken: »Bare rolig, fru Spiegel, Deres søn kommer aldrig til at spille violin igen!«

Så da den klassisk skuespilleruddannede Peter O’Toole kort efter kandiderede til, hvad der skulle blive hans livs rolle i den Sam Spiegel-producerede Lawrence of Arabia (1962), var Spiegel meget imod, at han skulle spille Lawrence.

Heldigvis insisterede instruktøren David Lean på, at O’Toole var manden, der kunne levendegøre den mildest talt krævende rolle som den modsætningsrige og omstridte britiske ørkenhelt. Måske fordi, han så, at O’Toole – ud over sit enorme skuespiltalent og sit glamourøst interessante ydre – havde netop den frækhed, der skulle til for at få denne sære figur til at glide ned hos et massepublikum.

Filmisk storhedsvanvid

Over et halvt århundrede senere er det stadig Lawrence-præstationen, Peter O’Toole især huskes for – formidabelt forførende og tvetydigt maskulin med klart feminine og masochistiske sider.

David Leans storhedsvanvid af en billedprægtig ørken-actionfilm på 3 timer og 47 minutter handler om den engelske løjtnant og eventyrer T.E. Lawrence, der kom til at spille en stor rolle i det arabiske oprør mod tyrkerne under Første Verdenskrig. Og den bæres fuldt og helt igennem af O’Tooles larger than life-præstation som den splittede, men højkarismatiske Lawrence, delt mellem handling og reflektion, poserende forfængelighed og drømmerisk idealisme, destruktive drifter og næstekærlig ømhed. Musisk højt begavet, men også et handlingsmenneske, der vil vise araberne vejen til samling og selvstændighed.

Ingen, der har set denne film, kan have glemt O’Tooles brændende blå blik og vidunderlige diktion. Har engelsk nogensinde lydt smukkere fra lærredet?

Lidt godt og en masse bras

Fra da af kunne det kun gå nedad, og det gjorde det også, selv om O’Tooles personlighed i overstørrelse kom flot til sin ret i historiske film som Becket (1964), Lord Jim (1965) og Løve ved vintertide (1968). Og hans musicalpræstation i Farvel, Mr. Chips (1969) har sine svorne fans.

Men han var godt på vej til at blive en af filmverdenens overbetalte, krukkede og drikfældige frikadeller, inden han i The Stunt Man (1980) viste, at han stadig kunne fascinere uden alt for mange manerer. Siden dæmpede han sig klædeligt ned, f.eks. som huslæreren i Den sidste kejser (1987), men der var langt mellem de gode film.

I 2006 kom den så endelig, den gode rolle i en agtværdig film, den beskedent opsatte engelske Venus om en 74-årig gamlings venskab med en ganske ung pige, baseret på mandens erotiske forgabelse og længsel.

Her tussede en strikhueklædt O’Toole rundt i triste London-gader med forhundset gammelmandsmine, men rollen var ellers som skræddersyet: en smuldrende Shakespeare-skuespiller med grand seigneur-charme tilsat livsklog slagfærdighed. Indgroet kvindedyrker og hedonist.

Nej, Peter O’Toole fornægtede sig ikke noget, hverken i sit liv eller sin kunst. Et overskudsmenneske med en filmkarriere lidt i underskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer