Man må leve sine litterære idealer

Hos Asta Olivia Nordenhof skrives forfatter ikke med stort f og litteratur ikke med stort l. Faktisk skriver hun konsekvent med små bogstaver. For litteraturen og livet er det samme, og det handler om at være i demokratisk øjenhøjde med både tingene og menneskene omkring sig
»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans,« siger Asta Olivia Nordenhof.

»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans,« siger Asta Olivia Nordenhof.

Tor Birk Trads
20. december 2013

Det er en af de vintersøndage, hvor København ikke helt kan bestemme sig for, om den skal være pulserende storby eller døsig provins. Heller ikke på Café Mønten, hvor et selskab ignorerer byens tømmermænd, mens et par ældre herre skiftevis svinger billardkøen og råber sjofelheder efter bartenderen. Vi er en del af en lille fest en stille aften på Holbergsgade bag Det Kongelige Teater. Ikke langt fra den lejlighed, Asta Oliva Nordenhof har arvet efter sin afdøde far, og ikke langt fra den forfatterskole, hun dimitterede fra i 2011.

Siden 2011 er det gået stærkt for den 25-årige forfatter. Først lidt stærkt i 2012 med debuten Et Ansigt til Emily på Basilisk og så rigtig stærkt i 2013 med opfølgeren, det nemme og det ensomme, og indstilling til såvel Montanas Litteraturpris og Weekendavisens Litteraturpris. Og, nå ja, 2.400 solgte eksemplarer af det nemme og det ensomme. Ikke 100.000 som en vis anden ombejlet forfatter, men alligevel en hel del mere end den gennemsnittelige danske digtsamling.

»Faktisk er jeg glad for, at der kom en og tog rampelyset,« som hun siger om Yahya Hassan. »Der var lige en overgang, hvor jeg var bekymret for den der em af sensation, men nu er vi jo alle sammen bare poetiske myrer ved siden af Yahya.«

Stemningen af noget sensationelt udsprang bl.a. af en række euforiske anmeldelser, der udråbte Asta Olivia Nordenhof til den nye dronning af dansk litteratur. »Hun er en stjerne, en ener« som en anmelder bl.a. skrev. Euforien opstod dog ikke bare på baggrund af bøgerne, men også i kraft af en poetisk praksis, der ikke begrænser sig til hæftede papirsider, men i lige så høj grad udfolder sig i dialog med hendes læsere på Facebook og på hendes blog på nettet.

Og hun har også lige skulle vænne sig til det, indrømmer hun. Alt det der med at være en offentlig person. En autoritet i debatten og én, hvis statusopdateringer bliver delt, diskuteret og forsøgt dechifreret af mennesker, hun kender og ikke kender. Det kan være en udfordring, når man helst vil befinde sig på samme niveau som verden omkring sig.

»Der er to idealer, der strides i mig. Et ideal om at være en del af en samtale og et ideal om at være det uden at blive en instans. Som en, der går ind for færrest mulige regler, ville det være træls at blive en autoritet,« siger hun og tænder den første af en lang række hjemmerullede cigaretter.

»Hver gang der er en stemme, der fungerer, handler det om at sabotere den, før man bliver en stabil autoritet.« Nettets dialogiske medier spolerer ethvert tilløb til autoriteter, forklarer hun: »Jeg er virkelig glad for, at ens udsagn bare bliver et blandt mange på nettet. Når man er omgivet af så meget andet information, undergraves autoriteten automatisk.«

Det private

Der har været oplæsning på Forfatterskolen og efterfølgende fest om lørdagen, men Asta Olivia Nordenhof insisterer på, at lidt alkohol kan vække systemet igen, så vi bestiller en øl. Hun er hårdfør, som det også fremgår af hendes tekster, der fortæller om at blive forældreløs i en alder af 22, om indlæggelser på psykiatriske afdelinger, om at måtte ernære sig ved prostitution, men også om den kærlighed, man kan nære til en voldelig far, og den skønhed, verden rummer på trods af al smerten.

Faktisk udvisker hun så effektivt grænserne mellem det private og det offentlige, at man under læsningen kan undre sig over, hvad der dog kan være privat, når alt er lagt frem til offentligt skue.

»Jeg ved ikke, hvad privatliv er,« forklarer Asta Olivia Nordenhof. »Det er ikke noget, jeg kender til. Jeg kan godt mærke, at andre har brug for det, og det respekterer jeg, men personligt har jeg ikke noget forhold til det. Derfor vil jeg også hellere have, at folk spørger mig, om min mor virkelig døde af kræft, end at de begynder at rose de ting, jeg laver.«

– Alle har vel brug for at have noget, der er privat?

»Ikke nødvendigvis. Der hvor der opstår noget privat, er der, hvor jeg ved, at der er andre mennesker, der ikke er interesserede i at blive udstillet. Ikke at det opleves som censur, men bare at der er nogle andre mennesker, der har nogle andre ønsker.«

Hun har svært ved at forstå de forfattere, der skriver om privat stof, men som ikke vil forholde sig til det, fortæller hun. »Når jeg en gang har skrevet om det private er det, fordi jeg mener det. Så vil jeg også gerne være svar skyldig.«

Men at tage det private med ud i det offentlige er også et led i den strategi, der handler om at nedbryde autoriteter i sproget, i litteraturen og i samtalen: »Det er en måde at anfægte den klassiske magtposition, forfatteren har. Jeg er ikke nogen ekspert og taler ikke fra nogen bjergtop, men er lige så håbløst spundet ind i alment menneskelige forhold som alle andre.«

Der er et udpræget paradoks i som 25-årig at have mere livserfaring, end de fleste mennesker nogensinde får, og samtidig forsøge at føre en dialog på lige vilkår, men som hun selv siger: »Jeg føler mig meget aldersløs og tror samtidig ikke, erfaring nødvendigvis knytter sig til alder, men tværtimod hele tiden afhænger af, hvem man sidder over for, eller hvem man snakker med. Og hvilke erfaringer lige netop de mennesker har.«

Dialogen

Asta Olivia Nordenhofs egen baggrund peger frem på den særegent dialogiske og demokratisk praksis, hun har valgt for sit forfatterskab, og som i højere grad udspiller sig i facebook-tråde og blogposts end på hæftede papirsider. En bevægelse, der både går ud i verden og tilbage til forfatteren selv.

»Noget af min udprægede samtaletrang hænger sammen med, at en del af dem, jeg har elsket højest, ikke findes længere, men jeg prøver alligevel hele tiden at holde dialogen med dem levende. Jeg tænker virkelig meget over, hvad de ville have gjort og sagt, for at holde trit med, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være.«

»Derfor har jeg dårlig, meget dårlig samvittighed, hvis jeg ikke får skrevet på bloggen, fordi jeg anser den som det vigtigste medie og min primære praksis. Jeg ved, at der er folk, der følger den, og jeg føler et ansvar over for dem, fordi jeg får sådan nogle fine mails fra folk, der skriver om deres eget privatliv, og fordi det betyder noget for mig selv.«

Asta Olivia Nordenhof kigger lidt ud i luften, skodder en cigaret og fortæller, at det på den måde giver mening for hende at tage det private med ud i det offentlige. »Hvis det, at jeg tager mit selvopgør og min selvrefleksion ud i offentligheden, kan motivere andre til at tage et selvopgør eller til at reflektere over sig selv, bliver jeg glad.«

Men det dialogiske er ikke kun at modtage og svare på e-mails. Det er også at være i øjenhøjde med verden og de mennesker og ting, der befolker den. Som når hun konsekvent undgår at skrive med versaler i det, der kunne ligne et bevist forsøg på at sabotere ethvert tilløb til hierarki. Selv i sprogets mindste dele.

Det kan være svært at se revolutioner skrevet med småt, men i strategien ligger der et opgør med idéen om en forfatter, der stiger ned fra bjerget og fortæller om sine åbenbaringer for et andægtigt publikum.

»Andre betragter det måske det, jeg skriver, som litteratur, men det gør jeg ikke selv. Jeg betragter det som at sige noget. At udtale noget i det offentlige rum, som folk kan respondere på og som kan invitere til samtale. Det er ikke fordi jeg har en særlig gave. Hvis jeg følte, at det var en hemmelig gave, jeg delte ud af, ville jeg aldrig turde sætte mig ned at skrive noget. Så ville det blive alt for angstprovokerende.«

– Men du er vel forfatter?

»Ja, og man skal også passe på, at man ikke bliver blind for sine egne privilegier, men jeg tror virkelig, alle kunne skrive en fantastisk bog. Det er et valg at tilgængeliggøre sig selv. Jeg tror, jeg ville holde op med at skrive, hvis jeg ikke troede, alle kunne skrive.«

»Det hænder ofte, at jeg ser en gøre noget mærkeligt på gaden og tænker, at nu skal jeg skrive et digt. Det er mere en praksis end en maske, jeg tager på. Det er simpelthen en dagligdag,« fortæller hun og lader ordene hænge i luften for at bygge den usynlige bro mellem litteraturen og livet, der hele tiden er udskiftelige størrelser i hendes univers.

En cigaret går ud og tændes igen, inden Asta Olivia Nordenhof fortsætter: »De små og store ting hører sammen. For at en tanke skal være særligt fed, skal den jo knytte sig til verden. Når man får tænkt nogle store tanker om kærlighed, er det jo ofte, fordi man startede med en kropslig følelse af ubehag og tænkte: ’Hvorfor gik Morten fra mig?’ På den måde er der ingen niveauforskel.«

– Så er man vel forfatter hele tiden? Det må være anstrengende?

»Ja, det er hårdt, men det er et valg, man træffer. Jeg var meget syg op til, at jeg skrev den sidste bog, og der bestemte jeg, at jeg hellere vil knokle mig selv i ihjel end docere min energi og finde et eller andet kompromis omkring en rolig bevidsthed,« fortæller hun med henvisning til den psykiske sygdom, der har fulgt hende siden hun var 18.

Der er da heller ikke nogen rolig bevidsthed til stede i hverken forfatterskabet eller denne aften på Cafe Mønten. Snarere en hypersensitiv bevidsthed, der insisterer på, at vi har glemt, hvilken betydning den taktile omgang med tingene omkring os har.

At prøve

Vi har ifølge Asta Oliva Nordenhof glemt det konkret fysiske ubehag, det giver at se folk ligge og sove på gaderne, og i stedet placeret vores dårlige samvittighed i det politiske system. Vi har opstillet en kunstig skelnen mellem sanselighed og tankevirksomhed og på den måde glemt, at alting hænger sammen.

»I min verden findes de forskelle ikke. Man må overveje, hvordan ens krop har lyst til at være her i verden? Der ligger et potentiale i at være mest muligt bevidst og mindst muligt doven. Og i at være verdensvendt. I at orientere sig mod den taktile verden og lægge mærke til, at stolen føles på en bestemt måde. Der er meget, omsorgstrang i kroppen, som man affærdiger. Måske er det vigtigt at lade kroppens signaler om ubehag være der og indrømme, at det ubehag har en grund.« siger hun og tænder en ny cigaret, mens hun igen elegant lader litteraturen og livet flette fingre:

»Der kan litteraturen hjælpe os til at skærpe opmærksomheden og minde os om, at der findes mange måder at se på verden. Når man læser tvinger man sig selv til at bringe sig på niveau med andre mennesker.«

»Jeg bliver et mere skodagtigt menneske, når jeg ikke læser,« som hun lakonisk konstaterer i forlængelse af analysen.

– Men bliver man klogere på sig selv af altid at være i tingene i stedet for at iagttage dem på afstand?

»Det betyder først og fremmest noget for mig at blive så opmærksom, som man kan blive. Jeg tror, man bliver klogere af at prøve at huske så godt, som man kan, fordi man så bliver opmærksom på, hvor svært det er at være helt sikker på noget.«

»Der er vildt meget håb i, at man ikke kan finde frem til den eksakte erfaring eller det eksakte menneske,« lyder det med en hentydning til opgøret med den voldelige fader, der forsvandt, da Asta Oliva Nordenhof var ung, og som fylder meget i det nemme og det ensomme. Også her handler det om, at være på niveau med ting, begivenheder og mennesker i stedet for at fjerne sig.

»Det er en afsøgning af, hvordan jeg undgår at tage afstand. Hvad gør man med sin enormt store kærlighed til det her mennesker, som har svigtet? Opgøret bliver en måde at komme overens med min egen kærlighed, fordi smerten ikke kommer til at gå væk. Jeg skal leve med den resten af mine dage, derfor er det vigtigt ikke at tage afstand.«

Perspektiv

Når man tvinger sig selv til at skifte perspektiv, bliver det klart, at begivenheder og personer er mere komplicerede end som så, fortæller Asta Olivia Nordenhof:

»Det fede ved at tænke indgående over andre mennesker og sig selv er, at det står klart, hvor komplekst alting er. Det med at fælde dom over andre mennesker – og i dette tilfælde min far – bliver dejligt forgæves. Og når man ikke kan finde den endegyldige sandhed om et menneske, betyder det jo, at vi alle sammen hele tiden kan gå i alle mulige retninger. Det er lykkeligt på alle mulige måder. Hvem som helst kunne måske på et tidspunkt blive taget i hånden, og så kunne der ske noget dejligt.«

Julestjernerne på bodegabordet strutter pludselig en smule og sådan zigzagger det romantiske håb elegant ind og ud mellem overvejelserne om litteratur og bevidsthed, sygdom og svigt. »Guderne skal vide, at jeg elsker poesi,« som hun begejstret udbryder i det, der både kunne være en besværgelse over en kold og regnvåd søndag og en kærlighedserklæring til de små lommer af fest, der findes i en verden af lidelse.

Men er det ikke tungt ansvar at skulle bære rundt på? Både at skulle være forfatter, samtalepartner og mental indpisker?

»Ikke bare som forfatter, men som borger – som jordbo – føler jeg hele tiden et tungt ansvar,« griner hun mildt. »Det handler ikke om, om man nu lige skriver centrallyrik eller ej. Litteraturen og livet er det samme. Hvis man har idealer må man forfølge dem i hele livet. Og det må være litteraturens ærinde at opfordre til og indgå i så meget tankevirksomhed som muligt,« siger Asta Olivia Nordenhof.

Hendes telefon vibrerer på bordet. Forfatteren, der har solgt 2.400 eksemplarer af sin digtsamling, skal huske at købe fløde med hjem. Men inden da er tid til at gøre status over 2013. Det er trods alt jul.

– Har 2013 været et godt år for Asta Olivia Nordenhof?

»Det har sgu været et godt år for mig. Jeg kom ligesom tilbage til livet efter lang tids sygdom, så det må jo være et meget godt år. Nærmest det bedste år, man kan forestille sig.«

– Har 2013 været et godt år for verden?

»Nej, det har det ikke,« griner Asta Olivia Nordenhof. »Der er så megen lidelse i verden og en ekstrem politisk uvilje til at indrømme det. Der er så mange ting, som det nærmest er ubærligt at følge med i.«

»Men altså, hvornår har det været et godt år?«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for steen nielsen

Interessant, at den u-hierarkiske kommunikationsform på nettet ikke er er farlig for kunsten tvært imod og at privathed versus offentlighed ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, men er der forskel på hvad vi mener om offentlighed og privathed alt efter om vi selv vælger at stå frem, eller om andre gør det for os.

Lyder som et interessant forfatterskab der må udforskes.

anbefalede denne kommentar