Mød mig på Hovedvej 11

Han sidder midt i et træhelvede. Et blankpoleret dansk træhelvede. Sådan omtaler Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv det højloftede rum fyldt med brune møbler, store malerier og tunge, keramiske fade hos Ny Carlsbergfondet i Brolæggerstræde i København.

Midt på det brede, brune bord står et tin-askebæger til hans hvide Queens. Askebægret står som et artefakt fra en anden tid – den tid, han til dels selv repræsenterer, og som han har skrevet om i sine fire tidsbilleder begyndende med Mands Minde fra 1999, der omhandlede 1950’erne.

Hans efterfølger vil næppe sidde indenfor og ryge, og på sin vis er de filterløse smøger et levn fra barndommen i Sønder Nissum i Vestjylland nær Ulfborg, hvor mælkedrengene på gaden lokkede ham til at ryge i en tidlig alder. Læg dertil lidt machoattitude eller måske blot den kendsgerning, at Hans Edvard Nørregård-Nielsen med egne ord er nået til et sted i livet, hvor han kan sige »hvad fanden han vil uden at risikere at blive ført væk i håndjern« – så har I ham: den afgående formand for Ny Carlsbergfondet.

Samtidig har kræft og operationer gjort ham mere svagelig.

»Lige nu er jeg lidt bange, fordi jeg bliver ved med at have det så dårligt, men jeg håber, jeg når at skrive min næste bog færdig.«

Den bærer titlen Sådan ligger landet, og handler om Danmark efter istiden.

»Meget af tiden går jeg langs væggene, så har jeg noget at støtte mig til,« siger han.

Da han var mest syg og ikke troede, han skulle overleve, listede han en dag hen til sin kones bogreol.

»Der fik jeg fat i Keats’ Ode til en græsk vase, og den blev jeg meget glad for, fordi jeg tænkte på, at det har været mit store privilegie, at ligegyldigt hvad jeg har spist af fattige fedtemadder, så har jeg fandeme fået smurt mange ting på bagefter, som jeg er meget taknemmelig for.«

Hentet med lasso fra heden

Få har i nyere tid beskrevet Vestjylland så poetisk og sanseligt som Hans Edvard Nørregård-Nielsen. På trods af eller måske netop som følge af den beskedne baggrund, han har. Født i Sønder Nissum, et sted placeret mellem fjorde, åer og marker, hvor hovederhvervene i sin tid var landbrug og fiskeri. Faderen var mejeriuddannet, men en fantast, der lånte penge og lod familien leve under knappe forhold, mens han drømte om at skrive den næste store roman.

»Når min far var arbejdsløs, og det var han langt det meste af tiden, blev jeg sendt ned for at købe for 75 øre sild. En fuld spand kostede en krone, men når fiskerne stak spanden ned i hyttefadet for at fylde den, gad de ikke rage det øverste lag af igen,« husker Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der lige siden har haft en vis stræbsomhed i forhold til økonomisk sikkerhed.

Ud af den grå fattigdom kom sønnen ved et velsignet tilfælde på kostskolen Det Kongelige Opfostringshus i det nordsjællandske Hellebæk. Et sted og en tid, han i dag regner for afgørende for sin videre skæbne.

»Ellers var jeg med lidt held blevet kommis i den lokale købmand, men som min kone siger, når vi taler om det: ’Ja, det var du måske, men du var jo nok ikke blevet der.’«

Men dengang i 1957, da den bare 12 år gamle Hans Edvard for første gang tog toget til Københavns Hovedbanegård på vej mod sin nye skole, var det som at rejse ind i det fjerne fine.

»Jeg var opvokset med, at København var et sted, hvor man sagde ’jæg’ om sig selv og ’De’ til et røvhul,« som han siger.

Den lille gut i plusfour og sko, han havde lånt af en kusine, stod af toget og ventede på sin onkel, der skulle hente ham.

»Han holdt nede mod Istedgade, og der kom en mand og hjalp med at skubbe bilen i gang. Han var arbejdsløs og fik to kroner, og midt i alt det fine fandt jeg ud af, at der også her var sprækker, hvor folk levede tæt på det egentlige i tilværelsen: at overleve.«

At komme ind med firtoget og blive sat på en skole med små hundrede københavnerdrenge fra hver sin baggård, kan ikke have været helt let. »Det var jo en overgang,« siger han selv med en typisk lettere romantiseret distance.

»Børn har en utrolig akklimatiseringsevne, og selvom jeg var den bøvede og ham, der var hentet med lasso på heden, begyndte jeg at sige ’fjorden’ om det, der før hed ’fjurd’ og faldt ind i fællesbilledet.«

Bundet til træsko hele livet

Anden gang Hans Edvard Nørregård-Nielsen kom til det København, der skulle blive hans hjem og arbejdsplads de næste mange årtier, var han anderledes stridbar.

»Da var man jo ved at blive en ung fighter,« siger han og knytter næven.

Han havde mødt sin første kone, den bare 15-årige Regitze, i det Ribe, der for ham altid vil være »hendes ansigts egn«, og de to kom kørende ind ad Vesterbrogade med livet foran sig.

»Da hævede jeg min næve som en anden Balzac-figur og sagde: ’Nu er det os to mod verden’,« siger han og lægger smøgen, der har slukket sig selv.

En modstand og fornemmelse af, at man ikke ville få noget foræret her i livet, der har præget ham siden. Det unge par blev forældre, allerede da Regitze var 19 år – der var præstebolig, og der var Hans Edvard Nørregård-Nielsens teologistudier.

»Man kan godt sige, at vi møvede os op fra mulden, men man gør en halv bevægelse fremad, ikke en hel,« siger han og fortæller om den første tid i Ordrup, hvor deres ældste datter Esther kom i skole med alle overklassebørnene.

»Men hun gik tappert af sted i sine hjemmestrikkede strømper, selvom hun godt kunne se, at der fandtes noget, der var mere smart.«

En ømhed breder sig over Hans Edvard Nørregård-Nielsens let bedrøvede ansigtsfolder. Som hos en sanktbernhardshund vender hans øjne på skrå, og huden folder under dem som skovsøer optegnet på et kort. Hans måde at fortælle på er i lag, Jeppe Aakjær og Asger Jorn fletter sig ind i hans egen tid, og det timelige mister sin tyngde. Det giver derfor mening, at den unge Hans Edvard Nørregård-Nielsen senere skiftede teologistudiet ud med kunsthistorie.

– Hvor kommer din æstetiske sans fra?

»Den er født af natur, af omgivelser, af nærvær derude og måder at studse over ting på. Jeg kan huske, jeg stod en juleaften i mørket, det var sjapvejr, kirkeklokkerne ringede, og det var, som om husene rykkede tættere sammen,« siger han og breder armene undskyldende ud.

»Der er det klart, at jeg er bundet til træsko hele livet.«

Naturens lovmæssighed og foranderlighed optager ham. Ikke at Hans Edvard Nørregård-Nielsen er naturreligiøs.

»Jeg er ikke så åndssvag, at jeg har en religion forbundet med naturen, men den store styrke og lovmæssigheden i naturen er jeg meget glad for, og jeg kan blive næsten rørt til tåre ved synet af en lille viol.«

– Er det et træk, der forstærkes med årene?

»Ja, det er det nok. Nu har jeg drukket som et svin i mange år, og så får man vældig respekt for selve styrken i det liv, som opretholder dig, selv om du ikke respekterer det.«

Drikkeriet henhører især til en bestemt periode af hans tilværelse, bedyrer han med en lun latter. Dengang han arbejdede som kunstkritiker ved Information.

»Hvordan tror du ellers, man slap igennem en dag på Information dengang i 1970’erne, når man skulle vente på, at avisen skulle køre igennem?«

Skilsmissen fra Jylland

Skriveriet hører i dag forfatterskabet til og foregår om natten. Her har han skrevet storværket og testamentet Limfjorden – Stemmer og steder, som Kirsten Klein har fotograferet til.

»Så ryger der jo nemt en halv flaske rødvin ned,« siger han og tænker tilbage på det bibelord, han fik ved sin konfirmation i Hellebæk: »Gennem arbejde finder du fred med din sjæl.«

»Jeg har haft et par øjeblikke, hvor jeg har tænkt: ’Nu springer jeg ud foran et tog,’ men så har jeg haft en vis glæde af at kunne genkalde mig den der velsignelse ved arbejdet, for nu at sige noget meget patetisk.«

– Du har kunnet arbejde dig ud af kriser?

»Ham, der fik dig til at græde dine bitre tårer, ham får du skubbet ud ved næsten igennem vold at indføre et andet objekt i dine tanker,« siger han og vægrer sig ved at sige jeg om sig selv.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen har ikke brudt sig ret meget om sin far, og årene har ikke stillet forholdet i et andet lys.

»Jeg vil helst ikke tænke tanken om, på hvilke måder jeg ligner ham, til ende, især ikke fordi min mor var så bange for ham, som hun var.«

Da forældrene endelig og med megen ballade til følge blev skilt, måtte den 15-årige søn følge sin mor på arbejde. En strækning på to kilometer, hvor han måtte love ikke at forlade hende uanset hvad.

»Så dukkede far op et sted på vejen og sagde: ’Ka’ du så se at stikke af sted, din fede hvalp, vi har ikke brug for en barnepige’. Og på den måde at være tvunget til at tage øjemål af din far, i forhold til hvor længe du ville kunne holde stand i en slåskamp, det er ødelæggende for altid.«

I forhold til skilsmisser er Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som han også skriver i Mands Minde, »helt på udviklingens side.« Alligevel smerter det ham, at han selv måtte gennemgå en, da han i 1985 blev skilt fra Regitze Nørregård-Nielsen, der i dag har antikvariatet Bøger og Kuriosa i Læderstræde i København, hvor også deres yngste datter, Nanna, arbejder. En tid og et ægteskab, han taler varmt om. Lidt på samme måde betragter han sit opbrud fra hovedlandet som et nødvendigt, men smerteligt brud. »Der er tider til at samles og tider til at skilles, og jeg mener, man har jo ikke set en kvinde føde ens børn, uden at der stadig er følelser forbundet med den tid.«

– Så Jylland er som en ekskone?

»Ja, det kan du godt sige. Men jeg har senere favoriseret Jylland i mit embede, og jeg er der jo hele tiden. Hvad er det, Bob Dylan synger om Highway 61 ... jeg har Hovedvej 11, der kan du altid finde mig.«

Et luksusdyr i fjordlandskabet

Meget er sket på de tre generationer, der tidligere regnedes for ’mands minde’, og Hans Edvard Nørregård-Nielsen er i modsætning til sine syv børnebørn mere hjemme i Brorson end i at bruge en computer. Spørgsmålet er, om han lever mere i fortiden end i nutiden?

»Ja, det kunne jeg godt automatisk sige ja til, men jeg er heller ikke nogen større fortaler for Jylland, end at jeg godt kan se den fantastiske forsimpling, der har fundet sted.«

– Hvad mener du?

»At de, der før var originaler, er blevet til psykopater, der hænger ud foran Brugsen i Hurup, og at alt for mange huse har sørgelige brædder for vinduerne. Det, der interesserer mig og giver mig glæde, er de spor af menneskeheden, der stadig er der.«

Han peger på den sivbåd, der hænger i loftet, et kunstværk af den grønlandske kunstner Aka Høegh formet af drivtømmer: »Og så rummer den en knaphed, jeg godt kan lide. Hun har fået kunst ud af drivtømmer, som for de flestes vedkommende bare ville være noget, man ville vade hen over.«

Ingen kan være i tvivl om, at selv om Hans Edvard Nørregård-Nielsen selv betegner sig som »et luksusdyr«, så er overforbrug og frås ham inderligt imod. »Jeg hader bankdirektører,« siger han og puster røg ud. »Da jeg var dreng, var den slags mennesker nogle af de mest vederhæftige, i dag narrer de gladelig børneopsparingerne fra unge piger. Det ler de meget af i Jylland, når jeg siger det. Men så siger jeg altid: ’Det skal I sgu ikke grine af. De fleste bor her i Holstebro’.«

Hans Edvard Nørregård-Nielsens overkrop giver sig i et grin, der hurtigt bliver til et host.

Men mener han ikke, at der er sket ændringer i forbrugermentaliteten efter finanskrisen?

»Nej, det er da fint, at der er nogle tapre mennesker, der roder i skraldespande og finder ting frem, men det ændrer jo ikke på, at vi alle sammen smider alt for meget ud,« siger han bestemt.

For ham selv var goderne givet på et baggrundstæppe af afsavn, en dualitet, han mener, er frugtbar.

»Så er det i dag endnu mere vidunderligt at have kunsten, billedkunsten og digtningen og alle Mozarts violinkoncerter. Man er ligesom vokset væk fra for meget begær, hvor det at komme ud at gøre det med en pige op ad en dør, det er ikke så interessant mere.«

Tiden i dag rummer næsten ingen æstetik, mener Nørregård-Nielsen.

»Hvor ofte sætter du dig foran fjernsynet i forventning om at opleve noget fantastisk,« spørger han retorisk og citerer John Keats for udsagnet: »A thing of beauty is a joy forever.«

På samme måde føler han sig mest knyttet til de ikkesteder, der har en duft af urtid over sig. Engene i fjordlandskabet.

»Der, hvor du begynder at nærme dig Ringkøbing, og du har Husby Klitplantage og åen, der løber fra Nørresø og til Staby Sø, er der en bevægelse, der altid rammer mig i hjertet,« siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

»Især i gamle dage, da gæssene kom i marts, og man stod stille ved vejen for at høre suset.«

På vej ud gennem baggården, der ligger med toppede brosten og okkerfarvede mure, giver han nutidens kultur det sidste skud for boven.

»Den her gård er det sidste oprindelige Carlsberg-kultur, der er tilbage, inden det bliver til Disney-kultur det hele.«

Han står i sin blå uldtrøje og ser op langs de orangefarvede rosenknopper, der matcher murene bagved. Der er stille, porten hermetisk lukket, og springvandet netop blevet renset. Som han står der med flade sko, let krummet kropsholdning og en betragtelig bov på midten, ligner han for så vidt en bondetamp, der er kommet til staden. Man kan se det på den måde, han går på, fødderne peger lidt udad.

– Hvordan vil du beskrive den dobbelthed, du føler i forholdet mellem hovedlandet og hovedstaden?

»Jeg vil sammenligne det med et træ, der har en rod. Selv om den er udviklet et bestemt sted, så gror den rask op i luften under helt andre betingelser. Men du kan også erstatte det med et billede af Danmark, for jeg synes, delene supplerer hinanden godt. Jeg ville i hvert fald nødig give afkald på det ene for at få det andet.«