Læsetid: 5 min.

’Vi er en ret sej generation’

Manuskriptforfatter Maya Ilsøe er ’barn af 68’erne’. Hun synes hendes generation er god til at skabe nye, holdbare familiekonstruktioner i det fragmenterede kaos. Denne virkelighed afspejler og afsøger hun i DR’s nye dramaserie ’Arvingerne’
Mange børn i dag bliver opdraget langt mere individualistisk, end Maya Ilsøe, manuskriptforfatteren bag DR’s nye seriesatsning, ’Arvingerne’, gjorde i sit midtsvenske kollektiv. Derfor er det vigtigt for hende, at staten – og tv – i højere grad forholder sig til, hvordan man kan støtte hinanden.

Tor Birk Trads

19. december 2013

For godt fire år siden spurgte daværende dramachef Ingolf Gabold en 36-årig manuskriptforfatter, om ikke hun ville bruge tre måneder på at udvikle en idé til en stor, ny DR-dramaserie.

Timingen var rigtig. Og hun takkede ja uden at blinke. Maya Ilsøe havde netop afleveret manuskriptet til tv-julekalenderen Pagten, som i disse decemberdage igen vises på DR1. Og tre år forinden havde hun skrevet Absalons hemmelighed.

De tre måneder blev til seks, og så havde hun ideen til det grundskelet, der skulle være udgangspunktet for Arvingerne.

»Jeg havde et brændende ønske om at lave et portræt af familien, som var relevant i dag – som føltes sandt,« siger hun om tv-serien Arvingerne, der handler om den internationalt anerkendte kunstner og boheme Veronika Grønnegårds fire voksne børn, der lever fire meget forskellige – og på hver sin vis moderne – liv. Da Veronika dør samles de for at gøre arven op efter deres mor.

De er en familie, men ikke en traditionel familie, fortæller Maya Ilsøe, der har set mange moderne familieserier på tv de senere år, som har inspireret hende. Men hun har samtidig savnet en mere moderne fremstilling af familien.

»»Familieserierne er kendetegnet ved at handle om en moderne familie med et utrolig sammentømret familieliv, et samtalekøkken og en matriark eller patriark. Nogle gange klippes der ud, og man ser dem være homoseksuelle eller vilde og frie, men grundkernen, den traditionelle familiekerne, er der stadig.«

»Jeg synes, jeg oplever en meget mere satellitagtig, fragmenteret virkelighed. Jeg synes ikke, jeg kunne finde den serie, der ramte mit syn på familieliv i dag.«

Hippierne

Maya Ilsøe er vokset op i et hippiekollektiv i Midtsverige, hvor »idealerne ikke fejlede noget«. Efter årevis med store drømme kom 1980’erne, og idealerne såvel som hendes forældres ægteskab gik i opløsning, og seksårige Maya flyttede tilbage til København. Det desorienterede hippiebarn kom direkte fra de svenske skove til Hvidovre, hvor hun boede med sin mor i et provinsmiljø og med egne ord »ikke anede, hvad der foregik«. Siden boede hun hos sin far i Indre København.

»Jeg er ret optaget af, hvordan man får fat i essensen af familien igen, nu vi ikke længere kan definere den ud fra ting, vi engang kunne. Der er ikke længere noget økonomisk eller socialt, der nødvendigvis binder os sammen. I dag er det kun det relationelle,« siger hun.

Når man beder hende om at definere familien, understreger hun, at hun ikke har noget klart svar, og Arvingerne er på sin vis en afsøgning af, hvad den moderne familie kan være.

»Jeg tror egentlig, at alle familiemodeller kan lade sig gøre. Jeg er selv skilt og deler barn med min eksmand, og det fungerer fint, men vi er som samfund nødt til at se på: Hvordan skal vi lave familie i dag? Hvad er det, det består af? Kan man gøre sig fri af det og hvornår? Hele det felt er jeg meget optaget af.«

Selv om Maya Ilsøe personligt er fedtet godt og grundigt ind i den moderne familie, tænker hun ikke Arvingerne som et selvportræt på.

»Det er ikke på den måde en hovedstol. Jeg har selv tre søskende (ligesom hovedpersonen Gro i Arvingerne, red.), og det er klart, at jeg kan bruge noget fra mig selv, men jeg oplever, at mange fra min egen generation og de unge familier i dag står med nogle af de udfordringer og gaver, der er opstået af vores forældres generations brud med deres egen generation.«

Generationen

Hun oplever en tendens til, at ’børnene af 68’ bliver betragtet som en slags ofre. Men det er en forfejlet konklusion, mener manuskriptforfatteren, som kalder generationen »ret privilegeret«: »Der er mange udfordringer, og det er krævende at kunne lave familiekonstruktioner, som man vil, men det er vigtigt at tænke på det som en gave eller en mulighed.«

Generationen er ikke vildfaren og udstyret med uoverskueligt mange valgmuligheder.

»68’erne gjorde oprør mod nogle fundamentale ting i samfundet, og det er vigtigt at understrege, at vi står på skuldrene af den indsats i dag. Men jeg kan også se på mine egne forældres generation, at de måske ikke har forstået, hvordan det er at vokse op og have det der at støde fra på. Nogle gange underkender de, hvor eksistentielt vigtigt et sted vi står. Hvor megen refleksion og hvor mange valg vi træffer hele tiden. Jeg synes, vi er en ret sej generation, faktisk.«

– Hvordan sej?

»Vi har på mange måder set alle store historier og ismers fald. Samtidig kan man lave familie præcis som man vil, og jeg har alene i mit netværk mange, mange forskellige eksempler på konstellationer, og der er ingen regel for, hvad der er godt, men alle kræver noget særligt, for at det fungerer.«

»Der foregår ekstremt meget refleksion over, hvem vi selv er. Den rundkredspædagogik, som de etablerede, er et helt fundamentalt grundvilkår i vores liv. Det går man og reflekterer over og forholder sig til. Det er ret smukt; der er fin poesi i det.«

Samfundsopgaven

De opbrudte familiemønstre giver ikke anledning til bekymring, mener Maya Ilsøe. Hun bliver snarere bekymret over moderne familier, som »mobilstyrer« deres børn med meget fokus på individ og meget lidt på fællesskab.

Idealet er familien, der formår at skabe plads til alle medlemmer af familien, men samtidig at have et fællesskab.

»Og det kræver ekstremt mange ressourcer,« siger hun.

»Mentalt, psykologisk, økonomisk. Vi har i dén grad en opgave i at tale om det, så alle kan være med. Det, synes jeg, er en samfunds- opgave at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi støtte hinanden?«

– Hvem skal konkret stille det spørgsmål? DR Drama?

»Ja, mit højeste ønske er da, at serien kan være et lille pust, som kan få folk til at forholde sig til nogle af de her spørgsmål. Men ellers er det på alle planer: den offentlige debat, skoler, alle instanser i samfundet skal spille med.«

– Spille med på hvad?

»På at bakke op om familien som instans.«

– Hvorfor er det så vigtigt?

»Når jeg ser mig omkring – og på mig selv – oplever jeg, at det at blive mødt og anerkendt er noget af det mest centrale for alle,« siger hun.

»Også i forhold til den der hippieagtige selvrealisering: Den personlige frihedsfølelse er i meget høj grad betinget af, at andre ser det og møder det og anerkender det. På et grundlæggende plan er det vigtigt. Familien er et sted, hvor barnet vokser op, det er der, det bliver formet.«

Hun siger, at især børnefamilier er pressede, og at instutionslivet i dag må værne om familierne. Der må ikke gå industri i det, for selv om det er lettere end nogensinde at bryde med familien, er den på ingen måde blevet mindre vigtig.

»Det er fedt med netværk, og netværk er meget betinget af at give og tage, og det er glimrende, men på et menneskeligt plan er det vigtigt at have et sted, hvor den ubetingede kærlighed kan leve. Så man har kræfter til at gå ud og gøre, hvad man skal gøre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu