Klumme
Læsetid: 4 min.

Det skæve tårn

Vi står over for de strammede balders store tid. Epoken, der vil ende alle tidligere epoker. Men mon de unge gider forsørge deres forældre og bedsteforældre?
Vi står over for de strammede balders store tid. Epoken, der vil ende alle tidligere epoker. Men mon de unge gider forsørge deres forældre og bedsteforældre?

Ib Kjeldsmark

Kultur
13. december 2013

Man kan ikke bare høre og se, man kan næsten også lugte og smage krænkelsen og forargelsen over den sidste nye PISA-undersøgelse, der som de forrige slår fast, at den danske skolesøgende ungdom aldeles ikke er noget elitehold. De er heller ikke noget bundhold, de befinder sig såmænd bare, småslattent og middelmådigt, midt i feltet. Det er et chok, hver gang, for den til enhver tid siddende undervisningsminister, at det ikke står bedre til. Professor Niels Egelund må rømme sig endnu engang i TV-Avisen. Det her går ikke, mener han, børn og unge må blive dygtigere, for det er dem, vi skal leve af i fremtiden. Godt det ikke var i min tid, tænker man halvgammelt. Dengang var man barn, når man var barn, og man var ung, når man var ung. I dag hviler der en meget tung byrde på de pågældende aldersklassers skuldre. De er kun børn og unge i biologisk forstand, ellers er de først og fremmest fremtidens forsørgere. Det er hele meningen med deres eksistens. Det må være af en tilsvarende grund, at de sidste regeringer går ind for, at femogtyve procent, en hel fjerdedel af en ungdomsårgang, skal på universitetet. Måske ikke af særlig respekt for akademiske kundskaber – de er sådan set ikke i særlig høj kurs – men fordi den globale konkurrencesituation kræver det.

Flid er godt. Dygtighed er godt – når bare man ikke bliver for dygtig, altså. Skoleeleven, der altid kan sine lektier, den opvoksende ungdom, der afstår fra unødvendige fornøjelser for i stedet at dygtiggøre sig inden for det fag de – så tidligt som muligt – har valgt at uddanne sig i, må være idealet nu. Vi står over for de strammede balders store tid, epoken der vil ende alle tidligere epoker. Mon de gider? spørger man angstfyldt sig selv, hvis man hører til de øvre aldersgrupper. Nu finder de da vel for helvede ikke på en eller anden ungdomsforlystelse, hulahopringe eller hvad ved man, der bortleder deres opmærksomhed fra hovedopgaven: at forsørge deres forældre og bedsteforældre. Og Niels Egelund ikke mindst, selv ikke professorer undgår den forsørgelsestrængende alderdoms svøbe.

I de gode, gamle – uansvarlige – dage, var Dygtigpeter og Flittiglise lidt til grin. Det var dem, der altid havde læst deres lektier, så mere magelige naturer havde nogle, de kunne skrive af efter. Man skulle tro, det var løgn, men det gav faktisk status at være et dovent drog, der aldrig nogensinde åbnede en bog efter skoletid. Det gav status at ryge cigaretter på toilettet og at råbe sjofelheder efter pigerne. Den slags er det sket med nu. Nu skal alle skoleelever være Dygtigpeter og Flittiglise, alle, der ikke er det, vil være adr og ulækker og klassens tykke taber. Som allerede én gang bemærket: fandme godt, det ikke var sådan i min tid! Man kan selvfølgelig spørge sig selv – og undervisningsministeren og Niels Egelund – om det overhovedet er realistisk, at femogtyve procent af en ungdomsårgang får en universitetsuddannelse. Er der virkelig så mange bogligt orienterede mennesker i den danske befolkning? kan man spørge. Men det er naive spørgsmål, for selvfølgelig må man tilpasse universiteternes faglige indhold den elevmasse, der om få år vil vælte ind i auditorierne. Og kun skal være der så kort tid, det på nogen måde er muligt, for meningen er jo ikke, at Dygtigpeter og Flittiglise skal leve det søde studenterliv for evigt. De skal se at blive færdige, så de kan komme ud at tjene penge. Med så mange akademikere er det måske nok tvivlsomt, om fænomenet ’en fed akademikerløn’ overhovedet vil overleve, men det behøver man jo ikke fortælle de unge mennesker på forhånd. Det vigtige er, at de kommer i gang med deres uddannelse. For konkurrenceevnens skyld.

Det kan ikke nytte noget at citere gamle Brechts berømte sætning om, at hvis politikerne ikke er tilfredse med folket, så må de jo vælge sig et nyt. Det var en helt anden styreform, han havde i tankerne, og han kendte ikke en skid til nutidens globale udfordringer, der kræver, at vi alle sammen – det vil dog især sige de unge – tager os sammen og er vores ansvar bevidst. Så vi ikke sakker bagud som nation og som videnssamfund.

Nedstyrtningsfare

Det skæve tårn i Pisa er skævt, det ved vi godt. Der er nedstyrtningsfare. Det siger sig selv, at jo flere, der kravler op i toppen, jo større risiko er der for, at hele bygningsværket braser sammen. Derfor er det vigtigt, at det er vores børn og vores unge, der får plads deroppe. De andres børn og unge skal balancere tårnet i bunden og i midterpartiet. Det er det, Niels Egelund, dvs. os alle sammen, skal leve af i fremtiden. At toppen er vores, og at midterparti og bund er de andres. Historisk set har det altid været det naturlige. Så det er ikke nok, at vores unge kommer til tops, på længere sigt er det nødvendigt at fordrive dem, der har bemægtiget sig pladsen deroppe.

Før i tiden var sofaen og sengen vigtige møbler for enhver opvoksende ungdom. Til at ligge og drive i, mens tomme flasker og junkfoodemballage hobede sig op på gulvet. Til at gøre sig tanker i – for slet ikke at nævne aktiviteter, som i dag må vente til man har gjort sin uddannelse færdig og er gammel nok til at gå på speeddating. Hvis de møbler, sofaen og sengen, har nogen mening i dag, er det som afstivning af tårnets midterparti, der begynder at bugne fælt af middelmådighed og trængsel. De unge kan vente med at sove til de dør.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her