Skandalen om den tyvagtige biblioteksdirektør

Hvor er flere hundreder kostbare værker fra et napolitansk bibliotek blevet af? Dette er historien om det, der på det internationale marked for sjældne bøger regnes som den største skandale i nyere tid, nemlig hvordan direktøren for en af Europas vigtigste bogsamlinger stjal fra biblioteket
Hvor er flere hundreder kostbare værker fra et napolitansk bibliotek blevet af? Dette er historien om det, der på det internationale marked for sjældne bøger regnes som den største skandale i nyere tid, nemlig hvordan direktøren for en af Europas vigtigste bogsamlinger stjal fra biblioteket
27. december 2013

En trist besked i et trist plastikomslag møder den, der ønsker at besøge en af Europas vigtigste bogsamlinger: »Biblioteket, som er beslaglagt af retsvæsnet, kan ikke besøges,« står der på en port i Napoli. Der er streg under de tre sidste ord. Beskeden er fra Italiens Kulturministerium, ejeren af Biblioteca dei Girolamini, som har ligget derinde bag porten siden 1586.

På den anden side af gaden knejser den forfaldne domkirke, hvor byens skytshelgen, San Gennaro, tre gange om året udfører det samme mirakel, når hans størknede blod, som i århundreder har været opbevaret i to ampuller, igen bliver flydende. La Girolamini, som biblioteket kaldes, er en barok perle på en bakketop midt i Italiens mest barokke by. Lysindfaldet gennem de 32 højtsiddende vinduer i læsesalen med freskomalerier i loftet er berømt for sin mageløse skønhed.

Men i snart to år har kioskmanden ved siden af indgangen kunnet bruge porten til at udstille sine varer. For her kommer ingen. Så han sidder i fred og ro under det ministerielle opslag og læser Il Fatto Quotidiano, der i marts 2012 som den første avis kunne fortælle sine læsere, hvad der foregik derinde.

»Vi anede intet, før det hele eksploderede,« siger kioskmanden og klør sig i skægget, »det var en lærd, der opdagede, at direktøren stjal. De arbejder stadig på at få overblik over, hvad der mangler. Nogle af bøgerne er allerede kommet tilbage. Men problemet opstår, hvis de først er havnet i hænderne på privatpersoner. Så er de meget svære at finde igen.«

En kometkarriere

Marino Massimo De Caro hedder manden, der i juni 2011 blev udnævnt til direktør for biblioteket, som rummer mere end 150.000 titler. Det var ikke, fordi han havde de rigtige kvalifikationer, men snarere på grund af de rette kontakter. I 1992 indskrev den nu 39-årige De Caro sig på juridisk fakultet ved universitetet i Siena, men han har aldrig taget afgangseksamen. I 2004 fik han alligevel en ærestitel som professor ved et argentinsk privatuniversitet, Universidad Abierta Interamericana – dog ikke for sine akademiske meritter, men fordi han havde doneret fire antikke bøger og en meteorit til universitetet.

De Caro har en fortid som portaborse – ’taskebærer’, som italienske parlamentarikeres assistenter kaldes – på venstrefløjen, men det afgørende er, at han i et antikvariat i Verona mødte den tidligere senator Marcello Dell’Utri, der foruden at være en lidenskabelig bogsamler er en af Silvio Berlusconis nærmeste samarbejdspartnere. Dell’Utri var i 1994 den egentlige drivkraft bag dannelsen af Berlusconis parti, Forza Italia, og har ifølge flere retskendelser været bindeled mellem den sicilianske mafia og mediemagnaten, der blev regeringsleder. De Caro fik en stilling i Landbrugsministeriet – måske takket være Dell’Utri, som dog benægter det – og da landbrugsministeren blev kulturminister, flyttede han med. Derfra var vejen til Napoli kort.

»Hvor stor chance ville en mand med et sådant curriculum vitæ have i et normalt land for at blive leder af et af de 46 statslige biblioteker?«, spørger kunsthistorikeren Tomaso Montanari, »hvis det kan lade sig gøre her hos os, er det kun takket være én ting: politik.«

Vicos samling

I marts 2012 modtog barokeksperten Montanari, der forsker og underviser i moderne kunst ved universitetet i Napoli og skriver om kunst og kulturhistorie i Il Fatto Quotidiano, en mail fra en filolog, der netop havde besøgt Napoli for at studere nogle 1400-talsmanuskripter. Et søskendepar, der i en menneskealder havde arbejdet som bibliotekarer på Biblioteca dei Girolamini, havde betroet filologen, at den nye direktør var i færd med at stjæle bøger fra samlingen. Montanari brugte en specialestuderende som et påskud for at opsøge biblioteket, som direktøren havde lukket midlertidigt. Og han blev chokeret.

»Det, jeg så den morgen, overgår den vildeste fantasi,« skriver han i en bog.

De Caro var iført joggingtøj og i færd med at sortere bibliotekets mest værdifulde bøger, som lå hulter til bulter blandt tomme coladåser, mens en schæferhund ved navn Vico strejfede rundt i de monumentale rum med et kødben mellem kæberne. En ukrainsk kvinde og andre udenlandske assistenter hjalp med at pakke bøger i kufferter. Om aftenen blev alarmen slået fra, og biler fyldt med bøger blev kørt væk, fortalte bibliotekarerne.

»Bøger, mænd og mus« var titlen på den første artikel om sagen, som Montanari publicerede i Il Fatto få dage efter besøget. Ved hjælp af Google havde han konstateret, at direktøren var mistænkt i flere sager om tyverier fra biblioteker i Spanien og Sydamerika. Udnævnelsen af De Caro svarede til »at sætte en pyroman i spidsen for Naturstyrelsen«, skrev Montanari. »Hvad sker der på biblioteket, hvor Giambattista Vico (napolitansk 1700-talsfilosof, red.) kom for at studere?« Vico – ikke hunden, men filosoffen – rådgav bibliotekets oprindelige ejer, San Filippo Neri-ordenen, om, hvilke værker den burde anskaffe.

»Er alt under kontrol, eller befinder vi os i en horrorfilm?« spurgte Montanari i avisen efter sit besøg. Men ministeriet iværksatte ikke straks en inspektion. Tværtimod rejste et par parlamentarikere forespørgsel om, hvorvidt en akademiker har ret til at kritisere statslig biblioteksdrift. Montanari modtog desuden trusler fra De Caro, som først blev anholdt to måneder efter artiklen. Dell’Utri måtte aflevere de værker, som var havnet i hans samling.

Excentrisk katalog

Havde det ikke været for Montanari og de to bibliotekarer, kunne De Caro og hans medsammensvorne uhindret have ribbet biblioteket for bøger, siger vicestatsadvokaten Giovanni Melillo. Information møder Melillo, som er leder for en nyoprettet afdeling for forbrydelser mod Italiens kulturarv, på 12. etage i en futuristisk retsbygning ved siden af Napolis berygtede og altid overfyldte Poggioreale-fængsel: »Vi har her at gøre med en intellektuel og to bibliotekarer, som arbejder under de værst tænkelige ansættelsesforhold, men alligevel har haft modet til at stå offentligt frem med deres viden om en ministerudpeget leder,« siger Melillo og trækker et brev fra republikkens præsident op af skrivebordsskuffen. For »deres bidrag til ærligheden og retfærdigheden« tildeles bibliotekarerne ridderkorset, står der. Men Melillos afdelings specialkompetence var også afgørende.

»Hvis ikke vi straks havde kunnet indlede en efterforskning i et opskruet tempo og med de samme teknikker, som man bruger i mafiasager, ville tusinder af bøger være sporløst forsvundet,« siger Melillo, »i et bibliotek forsvinder en bog, hvis blot man flytter den. De Caros katalogiseringsmetode var excentrisk og uden logik, hvis logikken da ikke var at skjule, hvad der foregik.«

Og Melillo er den rette mand til jobbet: »Hvis jeg ikke havde haft det held at have læst visse ting, havde sagen været svær at forstå,« siger den 53-årige syditalienske gentleman, som er iført jakke og hæklet slips i matchende vinternuancer.

»Der er faktisk et historisk fortilfælde. Jeg sender Dem lige en litterær perle fra dem fra Harvard (universitetsforlaget, red.),« siger han og klikker på musen.

Primitive litterater

Den tilsendte tekst (A.N.L. Munby: The Earl and the Thief, 1968) handler især om det, ingen seriøs bogtyv kan leve uden: ærgerrige og indbildske aftagere. En italiensk greve og matematikprofessor, Guglielmo Libri, var i 1830’erne politisk flygtning i Frankrig. Han var en kendt videnskabshistoriker, men kom i konflikt med indflydelsesrige franske akademikere og slog sig på handel med antikke bøger og manuskripter. Han stjal sine varer fra franske klosterbiblioteker og afsatte bl.a. en større samling til en adelig englænder, lord Ashburnham. Ved revolutionen i 1848 måtte han igen flygte og kom til England med et vognlæs bøger. Efterfølgende blev Libri dømt for tyveri in absentia. Lorden var for overbevist om sin egen dannelse og retskaffenhed til at indrømme en fejl, så han forsvarede sit privatbiblioteks leverandør og skød skylden på det franske retssystem. Sagen blev affærdiget som udtryk for »primitive og nederdrægtige animositeter blandt Frankrigs soi-disant (såkaldte, red.) litterater«.

Hvor mange og hvilke bøger De Caro har fjernet, vides ikke med sikkerhed. Bogkasserne blev kørt til tre forskellige depoter, hvor bibliotekets ekslibris blev slettet, så bøgerne kunne afsættes stykvis. Melillos hold har hentet 4.000 titler hjem.

»Jeg vil skyde på, at der stadig mangler 600-700 bind. Det er desværre de mest værdifulde,« siger vicestatsadvokaten.

»De tog især videnskabelige tekster, som har et globalt marked. De Caro har været dygtig, for han tog kun det, der kunne afsættes. Han tog ikke den illustrerede udgave af Dantes Den Guddommelige Komedie fra 1300-tallet eller manuskriptet med Petrarcas rim skrevet i hånden med kinesisk blæk. Han gik efter alt, hvad der ligger i det høje, men ikke det allerhøjeste prisleje. Ikke det, der kun findes i ét eksemplar, men alt hvad der kan afsættes for 50.000 euro og op til én million.«

Tvivlsom budbringer

Sagen er den første af sin slags, som har ført til anholdelse i et udenlandsk auktionshus. Herbert Schauer, direktør for Zisska & Schauer i München, blev anholdt og udleveret til Italien, fordi han i samarbejde med De Caro planlagde videresalg af 543 kostbare bøger. Foreløbig er 14 personer sigtet i sagen, hvor den tidligere direktør ved første retsinstans blev idømt syv års fængsel for tyveri og bedrageri.

Afsløringerne har skabt panik på markedet for sjældne bøger. Den engelske renæssancehistoriker Nick Wilding har dokumenteret, at De Caro også har formået at sælge en forfalskning af et berømt værk om Månen – Sidereus Nuncius (Stjernernes budbringer) af Galileo Galilei (1564-1642) – til amerikaneren Richard Lan, en af branchens mest anerkendte eksperter. At handle med ham gav De Caro samme troværdighed, som Libri i sin tid fik via lord Ashburnham: »Han betalte en høj pris, og han havde verdens bedste kunder,« udtaler De Caro om Lan.

Hans sydamerikanske professorat skyldes angiveligt også forfalskninger, men nu vil De Caro være myndighedernes bedste ven: »Jeg kan finde stjålne bøger,« siger han til The New Yorker, »jeg kan hjælpe dem med at finde frem til sælgernes hemmelige konti i oversøiske skattely.«

De Caro hævder, at han fjernede bøgerne for at rense dem. Indtægterne fra videresalg skulle have været investeret i biblioteket, påstår han. Melillo er derimod overbevist om, at biblioteket var valgt som mål for systematisk udplyndring på grund af dets »ekstreme sårbarhed«. Hans specialenhed er i kontakt med retsvæsnet i mange lande for at identificere de medskyldige og skaffe bøgerne hjem.

»Det går ikke helt så godt, som jeg kunne ønske mig,« siger Melillo og kommer så i tanke om, at han har glemt at svare på en mail fra en amerikansk kollega: »Så det er nok min skyld,« tilføjer den bibliofile vicestatsadvokat med et ironisk smil.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer