Læsetid 3 min.

Skuespillernes år

Teatret i 2013 var præget af stærke performere, der overstrålede forestillingernes instruktioner og tekster. Kvindelige og mandlige skuespillere med den urkraft, der sætter sig i tankerne og i kroppen
Søren Sætter-Lassen og Lea Maria Stensnæs i ’Faderen’ på Det Kongelige Teater:

Natascha Thiara Rydvald

21. december 2013

Nej, teateråret 2013 var ikke titlernes år. Det var skuespillernes år. Det var et år, hvor enkeltperformere fik forestillingerne til at lyse. Hvor performere fik forestillinger til at løfte sig langt højere, end teksterne og instruktionerne egentlig indbød til. Hvor mennesker på scenen lyste overnaturligt stærkt og intenst og smittende.

Ikke mindst de garvede performere fik tilskuerne helt ud på kanten af sæderne. Derude hvor man glemmer tid og sted – og al virkelighedsfornuft.

Hvad kunne de, disse performere? De kunne spille så levende, at vi ikke kunne lade være med at spejle os i dem. Hverdagsrealistisk og nøgent, men også patetisk og grotesk.

Kvinder i kamp

Kvinderne havde urkræfter, der ville noget. Tag Elsebeth Stentoft. En skøn og fit minikvinde i sin bedste alder, der i Spørg de Voksne på Republique protesterede over at blive castet som ’gammel kvinde’. »Jeg er så meget mere,« sagde hun indædt. Susanne Heinrich gik til gengæld linen ud i Skærmydsler på Vendsyssel Teater som den gamle, forstokkede tante, der nægter at følge med tiden. Hendes mund rimpede sammen i arrigskab – og tilskuerne rynkede spontant med.

Margrethe Koytu spillede kvinden af folket. I Varmestuen på Husets Teater var hun bodegamutter Connie, der fik alle til at føle sig elsket – og fornemmelsen bredte sig også til tilskuerne. Og Annie Birgit Garde fejrede sin imponerende 80-års fødselsdag på Hofteatret, hvor hun opførte monologen over Charlotta Dorothea Biehl – livssulten og længselsfuld efter den mand, som hun aldrig kunne få. Tammi Øst kunne tilsvarende sprede den erotiske desperation omkring sig i Kirsebærhaven. Hendes kærlighedshungren var smertelig.

Hanne Hedelund skabte til gengæld et perfekt kvindeligt ondskabsvæsen i Skammerens Datter 2 på Østre Gasværk Teater – kynisk og manipulerende med største elegance. Mens Marie Louise Wille stillede sin krop til rådighed for alle prinsesseklicheer og deres afmontering i All your Dreams Come True på Aarhus Teater.

Karen-Lise Mynster blev til gengæld levendegørelsen af Inger Christensens digterværker i Det Springende Punkt på Teatret ved Sorte Hest – fandenivoldsk og mutters alene i verden. Og Kitt Maiken Mortensen var kvinden, der fik tilskuerne til at græde indeni, overrumplende og uundgåeligt, da hun under Kim Larsen-teaterkoncerten Dagen Før bekæmpede en kuffertlynlås med overleverens allersidste råb om hjælp.

Mænd i desperation

De mandlige performere bød også på en vild spændvidde af desperation og mislykket manipulation. Olaf Johannessen var den forrygende, intellektuelle maniker, der kom til kort over for den unge kvindes livslyst i Fruentimmerskolen på Grønnegaardsteatret. Og Andreas Jebro var den unge nørd, der snød med sin kiksede udstråling og netop derved blev den, som alle ville have i Den spanske Flue på Aalborg Teater. Imens spillede den debuterende Esben Smed den omsorgssvigtede teenagedreng i Teater Nordkrafts Liberty – forladt og uelsket af sine udlandsdanskerforældre i Afrika og dog med sådan en frygtelig livslyst og charme.

Randeksistenserne stortrivedes i Varmestuen på Husets Teater, hvor Kristian Holm Joensens skvatalkoholiker sad i sine træsko med rystehænder og beundrede Lars Topp Thomsens scorealkoholiker med de mange ord og den lille dåd. Og i Den mystiske sag om hunden i natten på Betty Nansen Teatret spillede Thure Lindhardt en autistisk dreng, så man kunne mærke, hvordan hans indre GPS forsvandt, hver gang han skulle et nyt sted hen.

Erfaring i spil

Men det var alligevel Preben Harris, der satte maskulint punktum for sæsonen med sin klokker i Nøddebo Præstegaard på Folketeatret. Som om han bar hele dansk teaters realismetradition under sin uldne cardigan.

I det lys var Søren Sætter-Lassen højdespringeren, der gjorde et comeback som Faderen. En strategisk og forskertænksom logiker, der i sin faderrolle pludselig mistede hele sin tilknytning til virkeligheden.

Søren Sætter-Lassens skræmmende særling blev årets voldsomste præstation – og en oplevelse, der var større end den forestilling, han spillede med i. Det var kompromisløst og ubændigt skuespil.

Måtte 2014 bringe stjernestunder af den karat!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu