Københavnerforstaden Tingbjerg er mange ting. Den er lys, og den er mørk. Kærlighed og had. Godt naboskab og drive by-skyderier. For den unge rapper Jihad Awada er Tingbjerg alt det og meget mere. Det var her, han voksede op, her, han gik i skole, og her, han så en af sine nærmeste barndomsvenner blive lagt i graven som 19-årig. Nu prøver Jihad Awada gennem sin musik at nå ud til de unge i Tingbjerg og socialt belastede boligområder i resten af Danmark. De skal vide, at de har et valg. Han fisker en smøg frem fra pakken, tænder den og slentrer ned langs et rækkehuskvarter mod Tingbjerg Skole.
»Det budskab, jeg har til dem, er, at de ikke skal gå efter et kriminelt liv eller gå efter at være en af de ’seje’, som de tror, det er. Hellere få et arbejde og en uddannelse,« siger den store knægt i skovmandsskjorte og bredskygget kasket. Hans seneste udgivelse er nummeret »Hvor de henne«. Her rapper Awada til sin afdøde barndomsven og de venner, der ledte ham ned ad kriminalitetens vej:
Kan huske, vi var små og fortalte, du ville blive til noget/
men blikket i dine sørgelige øjne de var en gåde/
tomme inden i, men kan stadig høre din latter/
Nu står jeg foran kisten uden de mennesker, du troede holdt af dig
Den 18-årige tingbjerggenser tilhører en voksende gruppe af unge rappere, der bruger deres erfaring fra livet i en boligblok præget af kriminalitet, frygt og paranoia som brændstof i deres ofte hårdtslående tekster.
»De har det tilfælles, at de har nogle odds imod sig, fordi de ser ud, som de gør, og kommer fra, hvor de gør,« forklarer Danijel ’Drux’ Deletic, der er en af stifterne af hiphop-mediet Droz Daily Steezin. Ifølge ham er der en tendens til, at de unge bruger rappen til at få afløb for de frustrationer, der er forbundet med at vokse op i et hårdt miljø og føle sig uden for fællesskabet. Som reaktion vælger nogle af dem at pege fingre ad samfundet og ’systemet’, mens andre også vender fingeren den anden vej og trykker på de ømme punkter i deres egen boligblok, ligesom Jihad Awada. Og noget tyder på, at de rammer rigtigt.
Musikken skaber identitet
Uden hverken pladeselskab eller promovering har mange af rapperne formået at bygge et navn op gennem de sociale medier, blogs og ikke mindst YouTube, hvor nogle af musikvideoerne er blevet spillet hundredtusindvis af gange. Et eksempel er nummeret »Mit nabolag«, hvor Gellerup-rapperen Cha-D giver et indblik i livet på Aarhus’ skyggeside. Videoen er blevet set over en kvart million gange på YouTube og åbner med linjerne:
I mit nabolag sover alle med et øje åbent/
klar på at bruge et våben, hvis der er nogen, der tager røven på dem/
For folk her har desværre mistet forstanden/klar på at give dig en kugle i panden og sende dig ned til fanden, mand
Og Cha-D nøjes heller ikke med at beskrive problemerne i Gellerupparken. Han har også et konstruktivt budskab til de unge, som er tiltrukket af et liv på kant med loven. Han har selv stået i deres sted; kriminel, frustreret og uden for de velmenende pædagogers rækkevidde. I dag arbejder han i en fritidsklub: »Jeg har været igennem alt det der pis og ved, hvordan det er. Og gennem min musik kan jeg udtrykke mig på en måde, så de kan forstå mig. Og på den måde kan de også godt se sig selv i de situationer, som jeg snakker om,« forklarer Chadi ’Cha-D’ Alderbas.
I sine yngre år levede han fra dag til dag, købte og solgte hælervarer og pendlede mellem Gellerup, plejefamilie og institutioner.
»Musikken er en stor del af mit liv og har været det i lang tid. Uden den ved jeg ikke, hvad jeg havde lavet,« siger han.
Kernelytterne for Cha-D og mange af de andre rappere er netop boligblokkenes unge rødder. De kan genkende deres egen hverdag i teksterne, og rapperne bliver en slags rollemodeller for mange af de unge, der føler sig fremmedgjorte af det omkringliggende samfund. Dermed kan rappen få en identitetsskabende funktion, forklarer rapper og omvandrende hiphop-leksikon Peter Trier Aagaard alias PTA.
»Jeg tror helt klart, at dem, der sidder i ghettoen i Herning og i Vollsmose og så videre kan se, at de dér, de bor ikke lige ved siden af, men de er ligesom os,« siger han.
Danijel ’Drux’ Deletic har samme opfattelse: »Jeg tror, de har mange lyttere, fordi de siger nogle ting, som folk kan relatere til. Vi har rigtig mange mennesker i Danmark i de forskellige ghettoer, der har det hårdt. Når de lytter til den her musik, kan det få dem igennem deres dag.«
Genren har allerede fået betegnelsen ’ghettorap’ eller ’perkerrap’ blandt mange lyttere og udøvere. Men ingen af de etiketter er dækkende, mener rapperen Ali Sufi, som står bag mediet Sorte Får og en række rapprojekter for helt unge i socialt belastede boligkvarterer. Ikke alle rapperne har indvandrerrødder. Og ud over rapperne er der alle sangerne og filmmagerne, der kommer fra de samme kvarterer. Ali Sufi ser en helt ny kreativ klasse tage form i de socialt udsatte boligområder: »Man kan ikke bare kalde det perkerrap. Det er stemmer fra det nye Danmark.«
Hjælp til de yngre
Jihad Awada stopper op foran indgangen til sin gamle folkeskole og kaster et blik på facaden. Døren er videoovervåget, og der er pigtråd langs tagrenden. For nylig var der nogen, der satte ild til bygningen. Ofte får han henvendelser fra unge mennesker i Tingbjerg, som beslutter sig for at ændre retning i livet og finder inspiration i hans tekster.
»De siger, at det er godt, det jeg gør. Fordi jeg hjælper mange og også har hjulpet dem. Jeg vil helst nå ind til de helt unge. Dem på min alder og opefter har ligesom fået den mentalitet, de har. Jeg siger ikke, at de ikke kan nå at ændre den, men det er bare sværere i forhold til de mindre.«
En ung mand i en sort Audi triller forbi og ruller vinduet ned: »Hey Jihad. MC Madpakke,« siger han og griner.
Jihad Awada sender et smil tilbage. Det er ikke alle, der er begejstrede for hans skildring af Tingbjergs kriminelle miljø. Enkelte har følt sig truffet, når han på »Hvor de henne« rapper om, hvordan man kan blive ledt i fordærv af de forkerte mennesker. Men han forsøger ikke at lange ud efter specifikke personer. Det er en overordnet kritik af den tiltrækningskraft, et liv som kriminel kan have, forklarer han. På nogle af sine andre numre fokuserer han mere på de lysere sider af livet i Tingbjerg.
»Folk, der ikke kommer herfra, ved jo godt, at der findes kriminalitet og sådan noget. Men mange, der ikke bor her, ved ikke så meget om den gode side af det. Kærligheden mellem menneskerne, der bor her. Det bliver jeg også nødt til at vise.«
Der er som sådan ikke noget nyt i, at unge i udsatte områder bruger rappen som talerør, og mens Awada er et relativt nyt navn, har 27-årige Cha-D for eksempel rappet i mange år som en del af Aarhus-gruppen Pimp-A-Lot. Den nye tendens består i, at rapperne er blevet mange flere, de er teknisk og sprogligt markant dygtigere end tidligere generationer, og så har forskellige onlinemedier gjort det lettere for rapperne at nå ud til flere mennesker på tværs af landet, forklarer Ali Sufi: »Før i tiden var der måske to-tre i Danmark, der havde det her høje niveau. Nu er det i hvert fald blevet 10-20-30 stykker.«
Små skridt
Ligesom forbilleder som Cha-D og Jihad Awada rapper de fleste af drengene, Ali Sufi er i kontakt med, om livet i deres nabolag. Der hersker en diskurs om, at det er dét, man bør rappe om, når man kommer fra socialt belastede områder. Og den forsøger drengene at honorere, når de selv begynder at rappe, forklarer Ali Sufi. Men paradoksalt nok er blokken typisk det eneste sted, de føler sig sikre, tilføjer han.
»Mange folk føler en særlig tilknytning til det område, de kommer fra, fordi de føler, at hele verden og hele landet er imod dem. Men lige i deres område er de beskyttet.«
Derfor har mange ifølge Sufi den indstilling, at samfundet skylder dem noget. De har følt sig udenfor længe nok, og det kommer til udtryk i teksterne, som ofte bliver en langefinger til et system, der ikke forstår dem. Gennem rappen har de unge fået en stemme, som ikke var til stede før.
»Jeg ser ikke nogen, som offentligt repræsenterer de unge, der er i ghettoerne. Der er ikke nogen, der repræsenterer deres synspunkter og ideer i debatten og siger: ’Hallo, nu skal I lige tage en slapper’. Det eneste, Danmark tænker på, er at lave foranstaltninger for at redde de her drenge, beskytte dem, straffe dem eller straffe deres forældre og rive deres blokke ned. Men hvad betyder det for de her mennesker, mand?« spørger Ali Sufi.
I Danmark såvel som i rappens moderland, USA, er det et sjældent syn, at rappere, der kommer fra hårde vilkår, tager direkte afstand fra deres bagland– også selv om der kan være grund til kritik. I stedet bruger mange rappere musikken som et afsæt til at vise en anden vej internt i miljøet.
»Det er små skridt. Du kan ikke ændre en kultur ved at rive roden væk,« som Ali Sufi formulerer det.
Ligesom Ali Sufi vil Awada bruge musikken til at trække de unge væk fra gaden og ind foran en mikrofon. Derfor arbejder han på i samarbejde med Københavns Kommune at åbne et indspilningsstudie i Tingbjerg. Måske kan det for nogle være trædestenen til et liv uden kriminalitet: »Men musikken er jo kun et hjælpemiddel. I sidste ende er det dig, der træffer valget,« siger Jihad Awada.
