Læsetid: 7 min.

’Tror vi ikke på fremskridt, bliver livet en død indsø’

Vi har alle været Don Quixote. Blot vokser de fleste fra det, mener instruktøren Katrine Wiedemann, der har sat Cervantes’ klassiker op på Betty Nansen Teatret. Men kunstnere forbliver måske don quixoter lidt længere. ’Vi tror hver gang på, at kunsten kan revolutionere verden, selv om vi godt ved, at det ikke passer’
’Det skulle være en person, der troværdigt kan fremstille det rene hjerte, og som kan røre os, når han bliver til grin,’ siger instruktør Katrine Wiedemann om valget af Nicolas Bro i rollen som Don Quixote. Fotos: Jakob Dall (modsatte side) og Natascha Thiara Rydvald.
30. december 2013

Der er travlt på Betty Nansen Teatret fra morgenstunden. Da jeg bliver lukket ind ad sceneindgangen, er instruktør Katrine Wiedemann allerede i fuld gang med et møde inde ved siden af. Lidt efter, da hendes møde er ovre, og vi har sat os, purrer hun rastløs op i sit lange hår og skynder sig at forhøre sig, om vi kan være færdige klokken ti, for dér har hun et nyt møde. Information møder Katrine Wiedemann kort før premieren på Don Quixote, og instruktøren sitrer af adrenalin. Igen og igen bliver håret skubbet til side, de lange lemmer foldet i nye konfigurationer, og imens snakker hun som et vandfald, koncentreret om at udtrykke det, der ligger hende på sinde. Om Don Quixote.

»Han er en helt! Historien udgør et rørende, morsomt og ekstremt godt materiale at arbejde med. Don Quixote er en urbog.«

Undervejs har Katrine Wiedemann nemlig opdaget, at de alle sammen står på skuldrene af Cervantes.

»Man genkender hele scener fra Don Quixote hos Shakespeare, og også Holberg og Molière trækker på Cervantes, de har læst ham alle sammen!«

Normalt opfatter man vel ikke ligefrem Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse som en helt, så jeg beder Katrine Wiedemann forklare, hvad hun mener.

»Han er en helt i vore hjerter,« svarer hun uden tøven. »Man kan ikke lade være med at holde af ham. På mange måder er han som et barn, men det er netop det smukke ved ham. Spørg en fem-årig, hvad hans højeste ønske er, og det er sandsynligt, at han vil svare ’fred i verden’. Det svar får du næppe, når barnet bliver ældre og mere realistisk.«

Nuancerne

Vi har alle på et tidspunkt i vores liv været Don Quixote, mener Katrine Wiedemann, »men de fleste vokser fra det. Og alt mislykkes jo også for ham, hans idealisme må nødvendigvis lide nederlag, han kommer ingen vegne. Alligevel lever hans retfærdighedssans, hans tro og hans håb videre. Man kan godt blive i tvivl, om historien er en tragedie om en idealist eller en komedie om en fantast. Han er meget nuanceret skildret fra Cervantes’ hånd«.

Så selv om det stykke, der kan opleves den næste måneds tid på Betty Nansen Teatret, også er en komedie med klare figurer, så undersøger scenerne kritisk og kærligt, hvordan Don Quixote er i al sin sammensathed, understreger hun.

»Han løber hele tiden panden mod en mur, stillet over for virkelighedens hykleri og gustne kompromiser, men han bliver ved med at holde fanen højt. Dog ikke sådan at forstå, at han er gjort af teflon, nederlagene går ham på.«

»Dertil kommer selvfølgelig, at han også er destruktiv og problematisk, han er skyld i ulykker og dødsfald, og han er afsindigt naiv. Men vi forsøger at afspejle det hele i al dets modsætningsfyldte.«

’Det i mig, der er ham’

»Forestillingen er i sig selv donquixotesk,« fortæller Katrine Wiedeman. »Det er en komedie, fuld af lys og fantasi, den er legende, fyldt med lyst og komik, men samtidig trækkes også modsigelserne og modsætningerne frem. Jeg bruger det i mig, der er ham. Jeg lader, som om jeg tror fuldt og fast på teatret – stykket er et forsvar for, hvad han er. Men forestillingen fortæller også om hans nederlag på en måde, som han ikke selv oplever dem. Han må have en depressiv side for at køre så højt op, som han gør, og den fremstiller vi. Det rokker dog ikke ved, at han har en sag, der er større end ham selv.«

– Hvad er det i dig, der er ham?

»Jeg tror, at mange kunstnere har en indre Don Quixote, som lever lidt længere i dem end i andre mennesker. Kunsten handler jo ikke mindst om det skønne og det sande, om en stræben efter høje idealer, og dem må man blive ved med at tro på. Når jeg sætter et stykke op, er mine forestillinger om, hvor fantastisk det vil blive, helt ude af proportioner. Jeg forestiller mig, at det vil forandre alt, selv om jeg godt ved, at den er helt gal! Men det er den art vanvid, der skal til for at skabe noget, man kan sagtens bruge vanviddet fra et kunstnerisk perspektiv. Jeg genkender mig selv i hans komplet urealistiske, høje idealer.«

Håbet

»Men måske fordi jeg er blevet ældre, er det håbet, der bliver mere og mere vigtigt,« fortsætter Katrine Wiedemann.

»Mod slutningen af sit liv nærmer han sig resignationen, det er lige før, den går af med sejren, og når han af alle mister håbet, så er det meget sørgeligt. Men han genfinder det til sidst, for håbet er hans inderste gemyt, og håbet er uden grund, det ligger i håbets natur, at man håber. Alligevel. Grundløst. Trods alt! Don Quixote-skikkelsen er udtryk for, at verden ikke er så god, som den kan blive.«

I Cervantes’ samtid blev romanen opfattet som en komisk fortælling om en komplet urealistisk og verdensfjern person, der levede i sine fantasier i en grad, der gjorde ham ude af stand til at genkende virkeligheden, så jeg må lige forhøre mig, om Katrine Wiedemann tror, at Cervantes var af samme mening som hende selv.

»Cervantes troede det måske ikke selv, men hans figurer gør,« svarer hun med overbevisning.

»Cervantes har fat i noget, som kommer på tværs af hans bevidste vilje, men som gør, at vi elsker Don Quixote. Han bliver større end sin forfatter, og det er vel det, der kendetegner en god forfatter, at personerne vokser ud over hans bevidste intentioner. Selvfølgelig kan verden blive et bedre sted, vi skal tro på, at fremskridt er muligt, ellers bliver livet en død indsø. Måske er det et problem for vores nuværende samfund, at vi på en måde er ankommet til utopien?« siger hun og tilføjer: »Måske tror vi ikke længere på, at noget kan blive bedre? Det er vel de færreste danskere, der ønsker sig en revolution i dag? Men det bliver aldrig forkert, at noget kan gøres bedre.«

På plakaten flere steder

»Vi lever i en tid, der i den grad har fokus på individet, og måske er det ikke tilfældigt, at Don Quixote, for hvem sagen er større end ham selv, netop nu kommer på plakaten flere steder i Europa. Når man lægger repertoire, tror man altid, at man er fremsynet, men tit opdager man, at det, man har fat i, er noget, der rører sig i samtiden. Måske længes vi netop efter noget, der er større end os selv,« funderer hun og nævner den kolossale, symbolske betydning, en storm som Bodil for nylig blev tildelt:

»Udtrykker den reaktion ikke en længsel efter noget, der er større og kan forene os ud over vores eget lille jeg? At have sig selv i centrum for alt kommer i længden til kort.«

– Hvad udtrykker Sancho Panza-figuren i den sammenhæng?

»Han er på den ene side Don Quixotes modsætning, på den anden ligner han ham også. Han er for eksempel glad for poesi, men han er desuden jordbunden og bondesnu. Da de er på vej ind på en kro efter at være blevet overfaldet, siger Sancho Panza, at de hellere må tie stille med det, for fortæller man, at man er blevet slået, får folk lyst til at slå videre. Det er et ret råt billede af mennesket, Cervantes tegner her, han er ikke selv naiv.«

»Men Sancho Panza er jo også en samtalepartner. Efter hvert nederlag følger en lang samtale, hvor Don Quixote forsøger at bortforklare årsagen. Mennesket har eksempelvis været besat af en ond troldmand, for i sig selv er mennesket et fint og smukt væsen. På den måde fungerer Sancho Panza både som kontrastfigur og som en, han kan udfolde sine ideer i selskab med.«

Hjertets renhed

Det er Nicolas Bro, der spiller Don Quixote, og man kan vel næppe forestille sig ret mange, der minder mindre om den ranglede, stankelbenede ridder fra la Mancha. Så hvorfor har Katrine Wiedemann valgt en skuespiller med en helt anden statur end den ikonografiske Don Quixote?

»Det skulle være en person, der troværdigt kan fremstille det rene hjerte, og som kan røre os, når han bliver til grin. Det præger fortolkningen, hvem der spiller. Derfor har jeg set stort på staturen, Nicolas Bro er nemlig bare så meget Don Quixote! Som i enhver bæredygtig tekst ser jeg først og fremmest på indholdet, og desuden er der i forvejen meget opblødning i de faste rollebesætninger,« siger hun.

»Hamlet behøver jo heller ikke længere at blive spillet af en ung lyshåret fyr under 25. Det ikonografiske er ikke nær så vigtigt som indholdet, det vigtige er, at han kan fremstille hjertets renhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer