Læsetid: 5 min.

At twerke eller ikke at twerke

… det var spørgsmålet i 2013, hvor feminismen blev stueren i popmusikken. Men ligesom der var god og dårlig pop, var der også god og dårlig feminisme
Miley Cyrus og Robin Thickes optræden ved MTV’s Video Music Awards i august skabte voldsom debat og gjorde ’twerking’ til et af årets mest brugte ord.

Lucas Jackson

23. december 2013

Pop 2013

Som popår betragtet var 2013 en underlig snegl. Støbt i fængende hooks og æggende musikvideoer faldt debatindlæggene som perler på en snor, lige fra starten af januar, hvor Carin Dreijer fra The Knife snerrede »not a vagina, it’s an option/ the cock, had it coming« indtil december, da superstjernen Beyoncé tilsluttede sig kvindesagen og bandt en lyserød sløjfe på feminismens bedste musikår i umindelige tider.

 

»Let’s talk about gender, baby. Let’s talk about you and me«

 

Der er langt fra The Knifes radikale queerfeminisme til Beyoncés karrierefeminisme. Produktionen af den kvindelige popkrop kan ikke aflæses entydigt. Og afstanden viser også de nye politiske fronter, der har åbnet sig i en ellers ret ensidig overlevering af, hvad det vil sige at være feminist. Og en særlig dans af afroamerikansk oprindelse, der går ud på at få de kvindelige fedtdepoter til at dirre mest muligt, blev den usandsynlige platform for at tale om køn og sex.

Feminisme har selvfølgelig altid været til stede som en slags seismisk aktivitet under popmusikken. Men noget har ændret sig de sidste 12 måneder. Det er ikke længere kommercielt selvmord at ytre feministiske holdninger. Tværtimod, feminisme er blevet comme il faut. Spørgsmålet er bare: Hvilken feminisme og hvis feminisme?

 

»Don’t let the music business make a prostitute of you«

 

»Jeg føler mig som en af verdens største feminister, fordi jeg fortæller kvinder, at de ikke skal være bange for noget,« hævdede Miley Cyrus – sangerinden, som i et globalt televiseret teenageoprør, der inkluderede afklædthed, simuleret masturbation, overdimensionerede tøjbamser samt føromtalte dansetrin, frasagde sig sin kernesunde Disneyfortid.

Noget nær et kollektivt luder-madonna-kompleks kom for dagen, da moralske og æstetiske fordømmelser begyndte at regne ned over den tidligere barnestjerne. Nogle mente, at hun havde internaliseret misogynien og betragtede sig selv med det mandlige blik. Andre syntes bare, hun var kikset og klam. I et episk popkulturelt sammenstød på niveau med Alien vs. Predator skrev selveste Sinead O’Connor et åbent brev, hvor hun moderligt og/eller nedladende rådede unge Cyrus til at tage noget tøj på og vogte sig for musikindustriens profitering på hendes spæde krop.

Men mens Cyrus gyngede nøgen på en nedrivningskugle, kom den feministiske pornofilmproducent Jincey Lumpkin hende til undsætning efter den simple devise, at sex er godt, og meget sex er meget godt. »Lad være med at slutshame Miley,« skrev prosexfeministen og hyldede hende som et feministisk ikon, der trodser undertrykkelsen af den kvindelige seksualitet. Men selv om den nydelsesorienterede position var vigtig, var den ikke helt uproblematisk. Et ord som objektivisering fandtes ikke i Lumpkins ordbog, og ved at kalde kritikerne ufrie bidrog hun endda til latterliggørelsen af 1970’er-feminismen som frigid og mandefjendsk.

 

»La-di-da-di. We like to party«

 

Grimes har aldrig været barnestjerne, men et par måneder før twerk-affæren fnysede den canadiske electronicamusiker over musikpressens tendens til at tiltale hende som ’nuttet’ og ’alfeagtig’. »Jeg finder mig ikke i at blive infantiliseret, fordi jeg nægter at lade mig seksualisere,« skrev hun i et blogindlæg.

Ifølge mange overså Lumpkin nemlig også, at kravet om flere nøgne damer er redundant. Det bygger på en falsk modstilling. Og tit bekræfter det bare de krav, som allerede er defineret af en hvid, mandlig magtstruktur.

Twerk-apologisterne kom for alvor til kort, da race blev bragt på bane. De havde nemlig ikke tænkt særlig langt. De havde ikke set, at de anonyme dansere bag den hvide rigmandsdatter var sorte. Og at opbakningen til Cyrus skete på bekostning af racistiske forestillinger om den sorte kvindes ustyrlige libido. Når Miley Cyrus ligger på alle fire og slikker på en hammer, mens vi kigger op i hendes skræv, så er det magtfuldt og seksuelt assertivt. Hvis Rihanna fra Barbados gør det samme, er hun uoplyst, primitiv og ført bag lyset. Den hvide kvinde twerker sig til en seksuel frihed, hun uforpligtende låner fra den sorte kvinde i et uændret hierarki af farvede kroppe.

 

»I don’t need to shake my ass for you because I have a brain«

 

Intersektionalitet blev et buzzword. Hvilket sted i hierarkiet taler de hvide feminister fra? Hvilken ret har de til at ironisere over den sorte kvindes krop – en krop, der blev bragt til Vesten som omvandrende produktionsmiddel for den hvide økonomi?

Så da Lily Allen med »Hard Out Here« landede mellem satire og solidaritet, var det uklart, hvad videoen var en satire over. For bekræftede den britiske sangerinde ikke stereotyperne under dække af ironi? »Jeg behøver ikke twerke, fordi jeg har en hjerne«, kunne snildt opfattes som hvid overlegenhed. Med andre ord: Hvis Miley Cyrus og Lily Allen er feministiske ikoner, så er det som ikoner for en feminisme, der er hvid og velhavende.

For hvem er det lige præcis, der har et hårdt liv i sangen? Er det kvinder i musikbranchen? Er det Lily Allen? Eller er det danserinderne? Og er det at ryste røv ensbetydende med ikke at have nogen hjerne?

 

»All I see is dollar signs. Money on my mind«

 

Læren var, at hvide feminister må vænne sig til at medregne deres egen udsigelsesposition: Miley Cyrus’ skælvende hvide balder var ikonoklastiske, netop fordi de var hvide. Men skyttegravskrigen mellem skam og applaus blev grundigt mudret, da Rihannas »Pour It Up« kom. Videoen viser et helt cockblocket rum. Mænd er fraværende, og dog emmer det af sex og magt. Som pimp og luder, chef og ansat i én og samme person optræder Rihanna blandt andre strippere. Hun er splittet i to, for samtidig betragter hun magtfuldkomment sig selv fra en tronstol iført blond paryk, mens hun synger om at bruge penge og købe strippere. Og mens Rihanna sidder der og twerker og dechifrerer pengeøkonomien som en slutty lille skabsmarxist, kommer hun nok tættere på sagens kerne end nogen af årets øvrige popfeminister.

Pop har altid handlet om drømmeverdener, så hvor brugbar er debatten om ’realistiske’ og ’sunde’ kvindebilleder overhovedet? I »Pour It Up« forholder en kvindelig popstjerne sig meget præcist til den kommercielle kolonisering af kvindekroppen, der helt har opløst skellet mellem subjekt og objekt. Narcissisme – at være forelsket i et billede af sig selv – er ikke en psykologisk svaghed, men en kvindelig egenskab, der fremelskes kulturelt og økonomisk. Hvordan skulle det ellers kunne anses som feministisk at tage ejerskab over sin egen objektivisering?

Jo, popmusik anno 2013 tager feministiske kampe i betragtning. Men tit kun for at holde dem op og vise, hvor lidt vi har brug for dem. Popfeminismens frihed er den frihed, markedet bibringer: Friheden til at sælge sig selv, friheden til at vælge mellem varer. En politisk kant? Hm, måske i 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Information dækker disse dele af kulturlivet ganske pænt, og det er da positivt at ordet musik optræder ganske sjældent i disse artikler.
v.h. Sheik Yerbouti.