Klumme
Læsetid: 1 min.

(u)særlige

Kultur
5. december 2013

Grådigt begær mellem to kvinder. Og hjerteskærende handicappet jagt på en varm favn.

I denne omgang Film og Fjernsyn ser vi på to gange levende billeder, der tager kærligheden uden for mainstream op til granskning: Cannes-vinderen Adèles liv, der behandler det spæde forhold mellem den 15-årige Adèle og den lidt ældre kvinde Emma. Og tv-succesen De uperfekte, der nu på anden sæson giver et indblik i en gruppe fysisk og psykisk handicappedes jagt på kærlighed.

Begge er de blevet rost for at være historier, der nok handler om ’særlige’ relationer, men evner at gøre det alment relevant. Men går vi faktisk glip af værdifulde oplevelser – og måske et enkelt opråb – ved at lede efter det generelle i det specielle? Når vi i disse inklusionstider søger at indlemme alle i fællesskabet ved at presse det menneskelige grundvilkår ned over de ekstraordinære liv?

Der er nemlig i stigende grad en tendens til, at bøssefilm læses, som om de faktisk slet ikke handler om bøsser, at en fortælling fra Palæstina kunne have foregået i hvilket som helst andet land, at en rumfilm kunne have haft en scene på havets bund.

Måske laves der flere film og mere tv i dag med det seervenlige koncept ’fremstå abnorm for fascinationens skyld, men skab genkendelse af hensyn til fastholdelsen’. Men der er grund til at være varsom med en politisk korrekt tilgang, der tilsiger, at vi i mødet med det fremmede skal betone ligheden – dét, der samler os, frem for det, der gør os forskellige.

Så ender vi med det tandløse begreb mangfolkelighed: Det ufarlige farverige. For den spændstige spænding – på lærredet eller i samfundet – findes ofte i, at vi faktisk er forskellige. Og kræver ret til at være det. Med alle de konflikter, det også kan medføre.

At et værk skal lukke os ind er indiskutabelt. Men vi behøver ikke alle sammen at føle os så meget hjemme, at vi flytter ind.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske kan dette være en inspiration ."Can I have a Bacardi and Coke, please:

http://www.youtube.com/watch?v=KrlzaBNgz-M