Åh, ’68

Det er så utrolig passende, at det, der er genstand for konflikt i DR’s Arvingerne, er et kæmpe hus, der på alle mulige måder er alt for stort til dets beboere. For er der noget, der adskiller min generation fra mine forældres, er det, at de fik adgang til alle de patricierkasser, der i dag kun købes af erhervslivets helte. Og blev rige gennem udviklingen på boligmarkedet selv om de fjollede rundt og malede billeder og skrev tekster eller bare tænkte nogle tanker. Det er en af de evindelige bebrejdende indvendinger, som min generation har haft over for ’68-generationen. Og selv om den måske er på sin plads, er den også kedelig. Det er Arvingerne heldigvis ikke.

Det er skrevet så mange gange, at mine fingre bliver helt forlegne, men det er ikke desto mindre sandt: At tv-serien er det, der mere end noget andet lige nu skaber større sammenhængende fortællinger om det, som vi kommer af. Og i søndags blev jeg væltet bagover af præcisionen i én af de fortællinger. Da den blide multikuntner med de bløde krøller til begravelsen rejste sig op og sang til sin elskede Veronika, græd jeg med. Ikke over hans savn eller hendes tragedie.

Jeg er som sådan ligeglad med Veronika – som vi aldrig helt nåede at lære at kende. Men Jesper Christensens sang gik lige ind et sted, hvor der er blødt i mig. Han er nemlig min far. Og alle de andre fædre, jeg så, da jeg voksede op. Fædre, der puttede deres børn med melankolske drukviser med stemmer fulde af rødvin og revolutionsdrømme. Den scene var så præcist et portræt af en særlig generation i en særlig klasse, der meget sjældent har ladet sig indfange. Fordi den skal fanges med kærlighed. Min generations opgør med deres ’68-forældre er alt for ofte endt i råb og skrig og ballade og en hel masse bebrejdelser over, at de satte deres egne udviklingsprojekter over os børn.

Og er alt for sjældent, hvad Arvingerne tegner til, en kærlig opsang til mennesker, man er på lige fod og i øjenhøjde med. Og det er fordi, at de har lært os det. Med alt deres ævl og bævl og store og små svigt har de kontinuerligt talt med os. Og hver søndag sender tv-serien en lille replik retur. Derfor står Arvingerne for mig som en forårsbebuder for en mere opbyggelig kritik af vores ophav. For de tre efterladte børn forenes med deres skæve fader ved deres umulige moders kiste og synger med på »Gå nu nat og gå nu lige hjem«. Hverken som ofre for deres forældrenes eksperimenter eller for det samfund, der ikke giver dem de samme muligheder for udfoldelse. Og derfor er det rørende.